Arkiv | Relationer RSS feed for this section

Hvor lidt skal man lade sig nøje med?

11 jun

For tiden lader jeg mig nøje med virkelig lidt, når det gælder mit ægteskab. Jeg kan fortælle to historier: Jeg kan fortælle den om, at vi er sådan nogle vilde kugler, der rejser hvor som helst hen i verden, bare vi er sammen, og mens min mand er nede på den store arabiske halvø, så sidder jeg her og passer børn (på 20 og 24) og venner og vesten, og vi snakker sammen i telefonen i timevis næsten hver dag, og det hele kilder og er spændende. Og vi glæder os til alt det, vi skal opleve sammen.

Den anden historie er den, vi ikke giver så meget sprog. Han flyttede i januar, og selvom jeg har set ham hver eneste måned siden da, og om en uge ser ham i virkelig lang tid i streg, så lader jeg mig nøje i en grad, hvor jeg kan blive i tvivl, om det er meningen. Hvorfor skal man kunne lade sig nøje og udholde? Hvorfor skal man savne – det er en af de værste følelser – dens veninde hedder længsel, og det kan være meget sådan lækkert, men at mangle, savne, miste en hverdagsnærhed – det er sgu åndssvagt.

He doesn’t complete me – det er mit eget ansvar

En af mine venner sagde sådan kækt, at ethvert ægteskab skal kunne holde ud at være væk fra hinanden. Og kækt kan jeg svare, at det er vi nok en slags verdensmestre i i forvejen. Vi har altid – og det er så siden 1988 – levet sammen hver for sig, været i samme rum uden at lave det samme, jeg har været væk og opslugt af skrivning og rejser, og jeg tror, der ligger et godt ægteskabstrick her: at vi bliver ved med at gå ud af døren hver for sig og kommer hjem og viser den anden, hvad vi nu har fundet derude. Vi har altid fået noget med hjem og aldrig forventet, at det er den anden, der skal give dig alting. He doesn’t complete me. Det er mit eget ansvar.

Efter så mange år er der faktisk kommet en hverdagsmæssig kropslighed, som jeg efterhånden skønner, at jeg ikke vil undvære. Jeg kan sagtens. Jeg kan også lappe en cykel og hente noget på loftet, men jeg gør det bare ikke. Jeg ser ikke skønheden i at kunne klare mig selv. Jeg savner min livsledsager.

I sidste uge var jeg i Oslo og så Munch by Knausgård (STOR anbefaling herfra). Karl Ove siger det langt bedre end jeg gør:

 

 

Da min mand lagde min søn ned i kufferten

16 jan

Eventyret i Saudi-Arabien er allerede i gang. Jeg er i Riyadh lige nu for at aflevere min mand hernede, og da han rejste, lagde han vores yngste søn ned i kufferten. Han kunne godt være der.

Vi har to sønner: En der flyttede, da han var 15 (nej, stadig ikke tilgivet, selvom han bliver 24 om et par uger) og en vi tvang med til Frankrig, da han var 14 (nej, jeg regner ikke med, at vi er blevet tilgivet). I de to linier har jeg etableret det, familier består af: Myter – familien med de to sønner, hvor en har udlængsel, en har det modsatte.

Myten igennem nu snart tyve år er, at den yngste søn ikke kan lide eventyr. Hvis man spurgte ham, da han var lille, om hvilken dag han bedst kunne lide på ferien, så var det “den dag vi blev hjemme”. Det var ham, der som 4-årig stod i en thailandsk bungalow og savnede “murerhuset” i Danmark, og den rolle holder vi ham alle fast i.

Men det første han sagde, da han ankom til første by på sidste års sommerferie i Mexico var: vi skal ind i junglen, ned i mangroven, ud til djævlerokkerne, hen til ruinerne. Vi andre fremhævede det straks som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg ved det jo ikke, men jeg gætter på, at han kommer til at blive ham, der får rollen som den konforme og tryghedssøgende i vores families fortælling, og når hans kone om 20 år siger med spids stemme: “jeg gider ikke vise vores billeder fra Svalbard / månen / Marianergraven, for din famile spørger bare, om du savnede murerhuset”.

Familie tillader ikke forandring af personligheder

Der er mange grunde til, at familie er svært. Det ved I fra jer selv. En af dem er måske, at vi ikke tillader forandringer i personligheder. Eller vi er bebyrdet med viden om hinandens tidligste tegn på personlighed, som vi måske en kende for stædigt holder fast i.

Et af familiens stærkeste kort er udveksling af anekdoter. Anekdoter er historiefortælling, og historiefortælling er værdier, som vi bringer videre. Men er familiens snubletråd så, at vi ikke hører eller ser hinanden, når vi forandrer os? Det er vel en af de mindst elskelige situationer, når man ikke bliver set af sine nærmeste.

Min mand ville have ham den tryghedssøgende med i kufferten, fordi han tror, at det bliver ham, han kommer til at savne. Han bor hjemme lidt endnu. Han fylder 20 om et par måneder. Og pludselig går det op for mig, at myterne er nogen, vi lægger over i vores børn: Min mand er en eventyrer, javist, men han er den vildeste tryghedsnarkoman.

Vores yngste søn skal ikke bære vores myter. Han skal lave sine egne. Og så skal min mand ikke putte ham i kufferten længere. Han skal løsrive sig. (Den sidste sætning er nok mest til mig selv).

Disse ord er skrevet lige her – midt i januar på balkonen, som min mand har dedikeret til mit kontor.

De onde parforhold

15 sep

PicMonkey Collage

Her i sensommeren har jeg krydslæst to nordiske, onde parforholds-romaner. Det har været syle-fedt. Parforhold er suverænt det mest uhyggelige i ethvert menneskes liv.

Det er så synd, når den slags temaromaner ikke bliver blæst til bestsellere, fordi det måske er den eksistentielle udfordring, som vi alle kommer til at døje med – kærligheden – som Strindberg sagde: Ægteskabet er som en åleruse, dem der er ude vil ind, dem der er inde vil ud.

Første onde parforhold – lægen med dolken udenpå

Første onde roman er Hjem til mig af norske Trude Marstein – den er et par år gammel. Om lægen Ove, der simpelthen ikke kan lade være med at være sine koner utro. Kommer der en uimodståelig kvinde forbi ham, så stikker han den ind. Det følger vi fra lige før, han gifter sig første gang, til han går på pension.

Måske tænker du, at hans selskab orker du ikke, men Ove er ikke bare en psykopat. Ove er i sine behov. Det er bare det. Han kan ikke undertrykke dem. Han kan vælge at cykle en omvej hen til elskerinden, inden han skal hjem og snakke om at lave en baby til og lade intermezzoet med elskerinden vare i måske 10 minutter. Måske køber han avocadoer med hjem. Ove kan nemlig slet ikke være her, hvis han ikke får lov at lade sine impulser styre ham.

Der er noget ødselt og grådigt ved hans måde at være utro på, som jeg synes ligger i vores tid. Hvorfor skal jeg ikke have en kage til, når den er her? Jeg har da fortjent den. Samtidig får Ove ligeså ondt i hjertet over sin adfærd, som vi andre gør i kagedellen. Belav dig på at krumme dine tæer. Jeg synes, at det pinlige er meget, meget morsomt.

Anden onde parforhold – kvinden uden grænser

Anden onde roman er den nyoversatte, svenske Lena Anderssons Uden personligt ansvar. Det er den modsatte roman: Det er kvinden, lidt yngre end jeg, som har et forhold til en gift mand. (Romanen er en selvstændig fortsættelse af En roman om kærlighed.) Her bliver det ligeså tåkrummende som med den gode Ove, fordi vi råber hende ind i hovedet om, at hun skal lade ham være, og han kun kommer til at såre hende, og han går aldrig fra sin kone, men det bliver ved og ved og ved. Det gør ondt!

Hun køber faktisk en bil for at have den, så hun lige kan køre ham til og fra steder, hvis han skulle have brug for det. Hun flår begrebet service op til nye højder. Det er lige så meget et symptom i tiden, at vi er så normstyrede, hvor normen kræver en kæreste, og han skal KUN være vores, og hvis vi ser nogen, der gør som hun gør i denne roman, så er det nærmest borgerligt ombud at råbe hende ud af forholdet. Jeg havde så bare valgt en sødere en at være elskerinde for, end hun gjorde. Måske var hverken hun eller han klar til den trekant. Måske vi bliver det en dag.

At krydslæse bøger er noget, jeg efterhånden er blevet god til, dels fordi jeg altid er i gang med flere på en gang, dels fordi jeg virkelig nyder lydbøger (det er netop i går i P1 Morgen blevet godkendt af forskerne til at være lige så litterær en oplevelse, som det er at læse, pyh). Når forfatterne så tematisk skriver sig op mod hinanden, ganske utilsigtet, er det en sand fryd. Det kan varmt anbefales.

Marstein læste jeg i printbog med æselører, Andersson lyttede jeg på Storytel.

At prale med både klumme og unge

25 mar

Nordsjælland Lotte Garbers klumme

Egentlig burde jeg prale med, at jeg har en klumme i den lokale gratisavis i dag, Nordsjælland, og den er lokal og også sådan lidt sjov i det, fordi jeg bruge jahatte og nejhatte, fordi jeg lige havde været inde – lokalt – og høre et foredrag med professor Brinkmann, som jeg har skrevet om tidligere her.

Jeg har bare mere lyst til at prale med min søn, som sagde noget klogt i går aftes.

Normalt, når der prales af børn i sådan et forum her, så er det sådan noget om en fireårig, der har sagt noget livsklogt a la: hvordan kan det være, at der kom flere mennesker på jorden, når Adam og Eva fik to sønner? (faktisk noget min søn har spurgt mig om).

Der er bare det, at min søn er 22. Så i hvert fald en gang imellem må man forvente, at han siger noget klogt.

Når selv de unge kan se, de har det godt

Farmoren og farfaren var på besøg, og vi snakkede om det her med at vælge uddannelse, at kæmpe for at blive færdig med en uddannelse, at vide hvorhen livet skal dreje én, alt det, der fylder for en på 22 år. Historierne har jeg jo hørt tusind gange før, og det har min søn nok også, men nu studerer han, og så er identifikationen pludselig 1:1.

Farmoren var forlovet til sin eksamen på første del, som det hed, da vi gik i skole. Hun skulle lige klare skærene, før hun måtte gifte sig. Til næste eksamen var hun højgravid. Og den næste.

Min 22-årige var hos os i går, fordi han er midt i en eksamen, hvor han har 72 timer til en opgave. Han får serveret maden, også mellemmåltiderne, han får massage, sparring, og han er så meget ovenpå, at han også lige fortalte, at hvis der lå og flød kontanter i huset, så snuppede han da også dem.

Han så det selv, forskellen:

Han sagde: Hold da op, her sidder jeg midt i en tre-retters, og du havde børn, da du læste! Det var da meget hårdere i gamle dage.

Den lader vi lige stå.

Men nu skal jeg juice noget kål til ham.

 

 

Damebladsbashing

2 feb

En tekst af Malene Lei Raben/ALT for damerne

En tekst af Malene Lei Raben/ALT for damerne

 

Jeg røg ind i en ordentlig debat sidste uge, fordi jeg lavede en klassisk Facebook-fejl: Delte noget, som jeg ikke kendte ophavet til og lagde ordene og holdningerne i munden på et helt dameblad, selvom det netop ikke var deres holdning men Malene Lei Rabens ord, hvor hun lidt kækt forsøgte at adressere en trist tendens om, at kvinder sidder i den ene ende af en middag og snakker relationer, børn og smykker, mens mændene i den anden ende snakker om digte, skattetryk og ytringsfrihed.

Debatten blev meget interessant; og det var ikke på grund af det forudsigelige nej, det kender jeg overhovedet ikke, for sådan er det ikke blandt mine venner, som var min egen pointe, da jeg delte opslaget, men mere på grund af to pointer, som faktisk irriterer mig langt mere, end hvis et dameblad mente, at kvinder ikke snakker politik men kun om børn og smykker.

Den ene pointe er:

Når det her debatteres, f.eks. hos Ditte Giese på Facebook, så skal der ikke mange omgange til, før én vil sige, at det kender hun jo ikke til, denne kønsopdelte samtalekultur, fordi hun altid sidder nede hos drengene.

Jeg hader det argument, for hvis der er noget, der fastholder os i stereotype kønsmønstre, så er det, at drengene er det gode selskab. Vi kender det også under begrebet drengepige, og det er noget med en pige, der ikke piver og klatrer i træer og har sprunget den lyserøde fase over.

Den slags sagde jeg også selv engang, fordi jeg elskede at fremhæve mig selv som hende, der trænede med drengene i gymnasiet, fordi jeg ikke havde menstruation og dermed fravær som stort set resten af mit køn. Ja, det var før, man fik karakter i idræt. Det sagde jeg alene, fordi jeg ville fremhæve mig selv som sejere, hvilket også er sandt, men det er mig, der er sejere, ikke drengene, og de er ikke sejere end pigerne. Pigerne ville bare hellere ryge, hvilket jo ret beset også var ret sejt.

Den anden pointe er den vigtigste:

For mens karrikaturen af det ærgerlige middagsselskab beskrives, kommer der også lige det med relationer med. Mellem smykker og børns fritidsinteresser. For mig er relationer dem, der bærer stort set al kommunikation med mine venner. For mig er det her, livet leves og forstås. Relationerne i vores liv er meningen med det hele – hvordan vi elsker og sørger og forbander og velsigner dem, vi har i vores midte. Jeg var i biffen med en ven i går, og vi var lige ved at skippe filmen, så meget talepres havde vi om netop det (og ikke om skat og digte og ytringsfrihed).

Jeg kan ikke forstå, at jeg selv faldt i gryden med behovet for at fyre noget damebladsbashing af, da jeg delte fotoet ovenfor. Hvorfor er det vigtigt at tage afstand fra dameblade? Jeg kan selvfølgelig heller ikke forstå, hvorfor jeg ikke tjekkede kilden, men hey, den slags sker jo. Og så kan jeg slet ikke forstå, hvorfor vi skal nakke kvinder så hårdt, fordi de interesserer sig for nære ting.

Mine bøger handler ikke om andet. Og når jeg taler med mine venner (køn uspecificeret), så taler vi om nære ting. Den sidste fødselsdag, jeg var til, blev kodeordet for aftenen spejderskeder. Ret nært. Måske lidt poetisk? Men ikke ret meget om ytringsfrihed. Og dog?

At dø lidt over noget smart

12 nov

Storytel DJ Barnes Lotte Garbers

 

Egentlig er der så meget, der sker. Men i dag lancerede yndlings-lydbogstjenesten, Storytel, deres bladre-tilføjelse. Det vil sige e-bøger. Det vil sige, at når du går til stationen og lytter til din roman, så kan du sætte dig i toget og læse videre på dit device. Åh! Jeg dør over sådan noget smart noget.

Og jeg dør også lidt over Maria Gerhardts debutroman (måske kender du hende som DJ Barnes), som jeg har i ørerne for tiden.

Jeg læser som en gal for øjeblikket, selvom kolleger altid siger, at de ikke kan læse, når de skriver. Men jeg er i sidste fase af romanskrivning (og nej, det betyder ikke, at den kommer til jul, det betyder, at jeg ved, jeg bliver færdig, og jeg ved, hvad der skal stå, det er bare ikke altid, at når dagen er omme, at det er det rigtige, der står der, og sådan kan man være længe om at skrive en roman), og måske frigør det rum til input fra andre.

I den sidste uge: bogmesse, Beethoven, børnelængsel, bandekriminalitet, berømte sidste ord

Jeg kunne skrive en masse om en sært stemningsfuld bogmesse i sidste weekend, der var meget godt, og jeg selv havde fornøjelsen af bl.a. at interviewe Lars Johansson, der har skrevet videre på sin Signe historie, og åh! den dør jeg også lidt over.

Og så skal jeg snart noget med Beethoven, men det kommer. Og så er der fraflyttet søn og Paris-pendlende mand, men det kommer også, snart.

Egentlig vil jeg hellere bare sige noget om, at vi skal have nyt køkken. Og at det efterlader mig med angst for mangel på skrivero.

Måske jeg bare er lidt pms. Jeg tror, jeg er klar til at dø lidt over et nuttet foto på Facebook lige nu. Må hellere logge af.

 

Hvornår bliver min mands venner mine?

26 sep

HIMYM Lotte Garbers

Jeg har kendt ham i ret præcist 26 år, og det er ikke min mand. Det er en af min mands venner. Men giver den sætning overhovedet mening, når jeg har kendt ham i 26 år og ved, hvordan han ser ud, når han er i krise, glad, langt ude, for fuld, for sporty, for rygende? Er han så ikke også min ven?

I går spiste vi mad sammen, bare ham og mig – min egen mand kommer pt. kun hjem i weekenden (hvilket får mig til at skrive under på, at jeg ikke er til weekendforhold); hans hustru var ude at lege med sit netværk.

Det er første gang nogen sinde, at vi var alene en hel aften.

Det er noget mærkeligt noget. Selvfølgelig ikke hvis jeg syntes, at han er en klaphat, og som min mand hellere end gerne må have for sig selv. Faktisk så synes jeg man skal bestræbe sig på, at man ikke går i parforholdsfælden og skal dele alting, også venner. Det er rart at have et helle, et sted, man ikke deler, og der skal også være et sted at tale om dem, der ikke er der, jo.

Men sådan har det ikke været med ham. For han er jo min mands ven, og jeg har en mand, der helst vil have, jeg er med til alting, fordi jeg er så awesome. Eller fordi han rent faktisk bare gerne vil dele.

For man vil jo gerne dele alting

Min veninde og jeg havde altid en plan, da vi var nye ud i familielivet. At når vi var færdige med denne her snak, så kunne vi mødes med vores mænd og rigtig dele det hele. Det blev ikke til ret mange gange, inden hun blev skilt – nok fordi vores talepres ikke blev afhjulpet. Og i dette tilfælde bekvemt for mig, fordi jeg ikke havde fået to meget tætte venner, der gik hver deres vej, og hvilken en af dem skulle jeg så slå følgeskab med.

For der er jo det med parforhold. De holder ikke nødvendigvis lige så længe som venskaber. Og hvad gør man så, hvis det er blevet en berigende vane at være sammen med dem begge hver for sig?

Den problematik har jeg ikke løst. Jeg har i visse tilfælde bare ladet se, hvordan det udviklede sig, og det har så resulteret i, at det ituslåede forhold har besluttet på mine vegne ved enten ikke at invitere mig eller bare over-invitere mig. Andre gange har jeg aktivt nægtet at tage stilling, og det har skabt problemer for mig selv og ikke mindst for dem, der i forvejen havde deres at døje med. Ikke nemt.

Og så er der dem, hvor jeg åbenbart ikke indleder mig på en en-til-en relation. 26 år uden en eneste aften alene er alligevel også en præstation.

Slapt ikke at melde klart ud

Men jeg sidder her og synes, det er en slap præstation. Vi ved jo alle sammen godt, når vi er alene med os selv, hvem vi gerne vil være sammen med af vores venner, nogle gange den ene, nogle gange den anden og i de lykkelige situationer dem begge.

Skal vi ikke tage os sammen og bare forfølge de fornemmelser? Det bliver venskaberne lidt mere sande af og måske lidt mindre parforholdsdominerede af.

For aftenen i går var slet ikke akavet, fordi vi var alene. Det var rasende hyggeligt og interessant. Jeg tror, jeg vil foreslå, at jeg fremover besøger ham uden påhæng. Hans kone er desværre ret sød, så jeg håber sgu ikke, de bliver skilt. For hende har jeg heller aldrig været sammen med alene. Det bliver min næste udfordring.

 

At komme hjem

29 aug

Gave til efterårets reception

 

Jeg er ikke gået tilbage til Gyldendal. Jeg er bare heldig nok til at være ven nok med huset, så jeg kommer med til deres reception. Og den er ligesom at komme hjem. Alt er, som det plejer, dog manglede vi vist Brøggers hat: Lidt for mange mennesker, lidt for politisk tale fra Johannes Riis, som han alligevel har en alvorlig god pointe med, lidt for svært at balancere på brostenene med hæle og pindemad, lidt for mange flakkende øjne på dem, man taler med, fordi de (jeg selv) får øje på en, man lige også gerne vil hilse på.

At komme hjem til Danmark byder blandt andet på sådan en hjemlig følelse som at kunne sige ja tak til det, man bliver inviteret til. Det er fedt.

At komme hjem er også en masse andet. Noget af det er ret blandet.

Blandt andet fik jeg ikke lige manden med mig.

Ham savner jeg. Han kommer snart – udover hver weekend – og det bliver senest til jul, men meningen for mig med ægteskabet er, at man har en at vende dagen med, og en man kan kigge hinanden i øjnene med, når der falder en kommentar ved bordet. Og en at dele seng med.

Det er sammenhængspåbudet, der er overvurderet

Jeg læste en glimrende artikel i The Guardian i denne uge om en ægtemand, der mener, at det at leve sammen er overvurderet. Jeg synes, det er sådan en vigtig diskussion. Vi kan godt se for stereotypt på ægteskabet, og der skal være plads til alle salgs varianter. Men vi har en konventionel opfattelse om, at hvis man er gift, så bor man sammen, spiser sammen, ser tv sammen, snakker med de samme mennesker sammen, ER sammen, sammen, sammen.

Men at undgå den SAMMEN-tyranni – i hans øjne er det noget med alle hendes puder og indretningspåfund – behøver ikke betyde, at man ikke skal bo sammen. Det ville jeg nødig undvære. Man skal blot være god til at bringe noget med hjem, som ikke er genereret sammen. Så man ikke smelter sammen men stadig er to mennesker, der vælger hinanden. Igen og igen.

Når jeg er til reception hos Gyldendal, er jeg et andet sted, end når jeg er i mit ægteskab. Og jeg er en anden. Eller: jeg er en Lotte uden mand. Jeg er fri til at vælge at tage hjem til ham igen. Det er jo ikke noget, jeg skal. Det er noget, jeg vil. Og jeg har energi, nye ideer, friske fornemmelser (eller tømmermænd) med hjem.

I artiklen siger skribenten klogt: there is something freeing about love when you have somewhere else to go.

Og det har han ret i. Jeg kom bare hjem i går til en mand, der ikke var der, fordi han ikke nåede sit weekend-fly til Danmark. Og så er det slet ikke godt at komme hjem.

 

Spidskål og flest kliks

12 aug

min juicer med spidskål. Den får ikke flest klik

Egentlig ville jeg blogge for vildt om mine sønner. Den ene føler sig forfordelt. Jeg vælger i stedet at skrive om den spidskål, jeg har drukket (!) i dag og det, der giver flest kliks på nettet.

Jeg kunne skrive patetiske indlæg om det at have teenagesønner, der lever deres eget liv uden mig. Det at jeg er ven det ene moment og vaskekone det andet. Det at noget af min store visdom er brugbar, andet so last century.

Det gør jeg ikke i dag. Jeg har brugt fire timer på at få en mobiltelefon til at virke, fordi den var købt i Frankrig. Jeg er lidt arrig.

Så derfor booster jeg mig selv – dels med foto af sund juice med spidskål og squash – dels med lidt reklame:

For nogle uger siden skrev jeg det her indlæg og lagde et link op til et meget populært sted på nettet, hvor jeg skriver om erotisk litteratur. Det har jeg netop fået at vide er det, der har givet den side flest kliks.

Så nu er der noget nyt. Om gamle erotiske klassikere. Hvad siger I så?

36 kjoler

1 aug

De sidste 2 kjoler fra Nice

De sidste 2 kjoler fra Nice

 

Jeg ved det godt. Det ene, jeg ved er, at jeg bekræfter en fordom om, at hustruer kan købes. Med blomster, diamanter og kjoler. Det andet, jeg ved er, at forhold ikke består af 36 kjoler.

Men de betyder noget.

For de 36 kjoler er alle bestemt af min mand. Jeg har få ting, jeg køber uden hans tilstedeværelse, og jeg har returneret meget, som jeg selv har købt.

Ellers køber han dem selv. Uden link fra mig. Omvendt er det ham, der sender mig links på kjoler, han synes, jeg mangler. Midt i arbejdstiden.

Engang, før internettet, så vi en kjole i Strasbourg. Jeg blev så forelsket. Den var fra Kenzo, og det var en måned før min fødselsdag. Hans bror læste i byen på det tidspunkt, og han fik ham til at sende den til Danmark. Lige netop den, jeg havde prøvet. Den kjole har jeg endnu, selvom den er repareret så mange gange.

Sidste jul købte han en kjole, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Han købte den på nettet, fik den leveret til bror og svigerinde i Danmark, hvor vi skulle holde jul, og min de kom med den, smukt indpakket.

Han jagter veninder med pæne kjoler, uden jeg ved det, bare for at få at vide, hvor hun har købt sin kjole.

Og når jeg står i Nice midt i sommerudsalget, så er det ham, der presser mig til at købe to i stedet for en.

Jeg behøver vel ikke at nævne, at han aldrig tager fejl af størrelsen, eller køber dem for korte, for gennemsigtige, for mærkelige til min krop.

Han er fantastisk.

Jeg elsker ham for det. Måske elsker jeg ham også for noget med værdier og etik, men det er ligemeget. De 36 kjoler fylder mere. Og nye kommer åbenbart stadig til. Nyt, nyt, nyt.