Arkiv | Medier RSS feed for this section

Min mindste blev student, og han får skældud

12 jul

Nu er min mindste blevet student, og han bliver sådan skældt ud. Ikke af mig, men af medierne. For tiden er det det med det digitale. Det plejer at være det med drukken. Om fem år er det nok noget andet.

Til translokationen holdt den mindstes rektor en fremragende tale. Retorisk var han en knag – lokkede os til at tro, at han mente, at nutidens unge var selvoptagede, selfieramte, karakterfokuserede, ikke i stand til at udvise empati og naturligvis digitale junkier. Det mente han også, at de var. Lidt i hvert fald. Men det er ikke deres skyld. Det er altid de voksnes. Og så mente han, at de unge også var omsorgsfulde, livslystne, lærevillige og lækre (mine ord).

Unge gør ikke oprør. De behager

Rektor så ikke deres fokus på sig selv, deres udseende og egne meritter som et klassisk oprør, men som et udtryk for at behage. For unge gør oftest, hvad der forventes, selvom vi dyrker myten om, at teenagere skal gøre oprør for at komme til sig selv. Jeg synes, rektor har ret. Vi forventer meget af dem i disse år: Få en uddannelse hurtigt. Indgå i nye sammenhænge (digitalt, arbejdsmarkedsmæssigt, globalt). Få børn hurtigt inden sædkvaliteten falder (svært når man så også skal uddanne sig hurtigt). Og så videre.

Det, vi så vælger at fokusere på i samfundsdebatten er, at har de taget en telefon med til bordet (hvilket det i min familie ikke er ungerne, der gør), så har de mistet evnen til nærvær.

Jeg skal nok skrive det åbenlyse: Folk der ikke kan kigge andre i øjnene, eller tale med dem, der rent faktisk gerne vil tales med, når de sidder sammen, har selvfølgelig et problem. Men jeg synes, vi overser de nye måder, der sker nærvær på – det, der bliver kaldt til tide i stedet for til stede – fordi nærværet er flyttet til at være vigtigst i tid (man skal svare sine venner med det samme) i modsætning til før, hvor det var rummet, der var vigtigst. Jeg plæderer altså ikke for, at alle skal sidde og kigge ned i skærmen. Men hvem lærte de mon det af?

“Nej, sådan gør jeg aldrig”, siger du måske nu til dig selv, men jeg har endnu ikke mødt en digital-bekæmper, som ikke har sine egne digitale vaner, der gerne må dominere netop deres liv: At tage telefonen hver gang, den ringer, at sidde hver aften foran en skærm, der hænger på væggen, eller blot elske de fotos, som bliver taget af de snarrådige, unge, der knipser løs i deres liv. Vi gør det jo alle sammen på hver vores måde – dette nye liv.

Skal vi ikke aflyse de unge som digitalt fortabte?

Jeg er nok mere digital end de fleste, jeg har f.eks. en blog, og jeg ved, hvad megahertz betyder for min computer. Jeg har også gadgets og kan lide det. Jeg er en af dem, der ser fordelene frem for ulemperne. De der har børn, der isolerer sig på teenageværelserne på en ensomheds-skabende måde, skal ikke bruge en digital revolution som undskyldning. Det er at lægge problemet fra sig. De kan højst bruge den som en forklaring på, at det gik så stærkt, måske.

I lang tid talte vi om, at børn i dag havde curlingforældre, der fejede alle sten væk foran dem. Det snakkede rektoren faktisk slet ikke om. Men curlingforældre som begreb er også lige blevet aflyst en professor fra Århus. Det skete efter de hysteriske reportager fra Roskilde Festivalen, om at det var for vådt og koldt til de små pus. Curlingforældre findes simpelthen ikke, viser en undersøgelse. Det er garanteret noget, Politiken har fundet på.

Skal vi ikke også snart til at aflyse de digitalt fortabte unge? Ligesom vi skal aflyse alle de andre ting, som enhver tids mediebølge beslutter sig for at harcelere over? Helt ærligt – vi har større problemer i generationerne, der kommer.

Og hvor læste du det her? Er du til stede, dér hvor du er? Til tide? Eller på lokum?

Det er megasejt at blive 50 år

26 maj

Jeg blev 50 år i mandags. Fotoet er fra min fest sidste lørdag. I den forbindelse har der været forskellige omtaler af mig i aviserne – f.eks. Berlingske –  hvor jeg forsøger at sige noget om det at blive ældre.

Jeg insisterer lidt på, at det er megasejt at blive 50. Hvilket selvfølgelig er en selvmodsigelse, for jeg har intet andet gjort end at holde mig i live, men jeg har denne følelse af, at når man er 50, så må man alt, kan alt, vil alt. Nu er det nu.

Jeg kan huske min fars 50 års fødselsdag. Dengang arbejdede han på Berlingeren, og min mor ville ikke med til receptionen på avisen. Sådan noget borgerligt kapitalistpis. Så min søster og jeg var stand ins til en reception, hvor han nærmest fik 100 fl. rødvin. Sjatø naturligivs. Og dagen endte med, at vi spiste mærkelig mad på en fin restaurant i en kælder med sand på gulvet.

Jeg syntes, det var så voksent, nej gammelt. Helt klart over toppen, over tinden, på vej nedad. Sådan så jeg det, sådan så han det nok ikke. Og i dag synes jeg faktisk, at livet begynder på ny. Trods alt det liv, der allerede er passeret. Det er, som om erfaring og indsigt lettere kan veksles til, hvad jeg skal – flytte til mærkelige lande – skrive mærkelige bøger – og i ligeså høj grad til, hvad jeg ikke skal, som måske er noget af livets mere ikke-indlysende.

Hvad er det så, jeg må, bare fordi jeg er blevet 50?

Når man kombinerer 50 år med kulturpersonlighed, får man retten til at udtale sig om hvad som helst i medierne. Det skal jeg lige om lidt i Radio24syvs program René linjer med den legendariske drengerøv René Fredensborg som vært. Hvad jeg skal mene noget om? Det finder vi ud af, men det er ikke noget, jeg er ekspert i.

For nogle måneder siden var jeg med i TV News & Co. Det er et eftermiddagsprogram med nyheder, der også bliver kommenteret af personligheder – en rigtig ekspert og så sådan nogle som mig. Det har jeg sagt nej tak til at være med i fremover. Jeg var sgu lidt for meget på gyngende grund.

René linjer er et kulturprogram. Det SKAL være kunstnere, der er gæster. Nu må vi se, om det er noget, jeg skal eller ikke skal. Lyt gerne med!

Mellemøsten – mit eget lille bibliotek

15 feb

Her kommer mit eget lille bibliotek om Mellemøsten over bøger, medier, blogs, mennesker, jeg læser, følger, holder fast i for at sætte mig lidt ind i den verden, som jeg skal bo i fra 2017 til 2020.

Jeg skal bo i Riyadh med min mand og pendle lidt, fordi mine store drenge lige nu bor i Danmark.

Er du selv en kender, eller har bare læst en rigtig god bog, følger en skøn personage hernede, så skriv til mig, så vi kan udveksle. Jeg vil så gerne blive klogere.

SKØNLITTERATUR

15.1.17 Zoë Ferraris: Slørets by

En Facebook-ven gjorde mig opmærksom på denne amerikanske krimi-trilogi, der foregår i Saudi-Arabien. Den er ikke noget særligt, men den findes, og den jeg har læst, som er nr. 2, jeg ved det, det er utjekket, har alle mulige genkendelige rekvisitter med: kvinderne bærer abayaer og niqabs, og en af dem har faktisk Bluetooth i tørklædet. Meget avanceret. Nå, men den handler forresten om en kvinde, der bliver fundet i Jeddah på stranden. Død. Er det almindelig, velkendt hustruvold? Eller? …. dudududu

FAGLITTERATUR

1.10.16 Meghan D. Jakobsen: Om at være kone i Saudi

Jeg kender Meghan, som for en million år siden (20) boede i Riyadh. Det er nedslående læsning. Det er alt det, der er så deprimerende ved at forsøge at kigge ind i et samfund, som for en skandinavisk opdraget kvinde er fornedrende: Forbuddene er fokusset, kvindens rolle i huset og restriktionerne i det stort set fraværende offentlige rum. En diplomatfrue sagde til mig, at man kun skal tage med til Saudi, hvis man har et mål. Man er ikke på 3 års ferie i et spændende, arabisk land. Man skal ville noget. Sådan fik jeg det også efter at have læst denne bog. Og bare det ikke at være ung, mens man bor i Riyadh, betyder en del, tror jeg. Jeg bliver ikke krænket af det, der kunne krænke mig som 25-årig. Jeg ved, jeg duer til noget, og jeg kan altid, altid, altid tage hjem igen med mit rødbedefarvede pas.

1.2.17 Robert Lacey: Into the Kingdom

Denne bog er jeg blevet anbefalet som at være den, man begynder med. Ikke Koranen. Den er sgu svær. Men i denne bog lander Lacey, englænder, i Riaydh for første gang i firserne, og så begynder en slags interviewbog med ALLE vigtige interessenter, der fortæller om tiden, hvor man kunne gå i hot pants i Riyadh helt frem til 9/11, hvor 16 ud af de 19 terrorister kom fra Saudi-Arabien. Her læser man historien om Bin Laden, om hvordan landet lukkede sig, og det er rigtigt: Det er en god begynderbog. Så er man med. Så kan man begynde at navigere.

15.2.17 Eugene Rogan: Osmannerrigets fald

Jeg indrømmer. Man skal være lidt historieglad for at kaste sig over denne bandit. Men historiske bøger er blevet så meget bedre de sidste ti år. Det akademiske sprog er væk, og der bliver gået til pointen (og stålet). Jeg læser om osmannerne, fordi jeg skal bo i deres hood. Og alt i Mellemøsten handler om tilhørsforhold. “Hvor kommer du fra?” betyder: hvilken stamme. Ikke bare sunni, shia, katolik. Denne her historie har vi glemt i Europa. Nu skal vi tage den med os for at forstå.

1.5.17 Åsne Seierstad: To søstre

Kan det også undre dig, hvorfor to piger, født og opvokset i Norge, døtre af to somaliske, indvandrede forældre, kan synes, at det at tage til Kalifatet i Syrien og gifte sig med ISIS-krigere er det eneste rigtige? Seierstad har forsøgt at finde ud af det. Der er to vilde ting ved denne meget velskrevede dokumentaristiske bog: 1. Deres far undrer sig også og rejser efter dem for at få dem med hjem. Det går ikke godt. 2. Du får ikke svaret, du forstår ikke, men du lever med dem, du lever dig ind i disse piger. Det hedder empati. Det er det, litteratur kan.

Life in Saudi Arabia Når man vil have at vide, at der sker nyt på denne blog, skal man sende sit telefonnummer på WhatsApp, og så er man i personlig kontakt med redaktøren. Her står der en masse gode expat nyheder Om trafik og billige æbler. Kontakter. Netværk. Mums.

SKREVNE MEDIER om hele Mellemøsten

Bloomberg kommer godt rundt men er også her, kan man se, at andre medier låner fra. Det kan godt tage en uge, før der kommer en nyhed i eurpæiske medier, som først breakede her.

Al-Monitor er gode til at differentiere: Vil du have lange artikler en gang om ugen, eller vil du have små, hurtige nyheder. Velfungerende nyhedsbrev.

Saudi Gazette er et sjovt sted. Sådan et med kun positive nyheder. Ligesom en meget lykkelig lokalavis: Nu er ventelisten til børnehaven halveret. Der ligger jo en helt anden historie her, som ikke bliver dækket.

TV

Al-Arabiya er meget omnibus-agtigt. Og pænt. Jeg ser ikke tv hernede. Pt. har vi slet ikke tv, kun computere.

Al Jazeera er meget ligesom CNN eller endda BBC World, synes jeg. Der er bare så mange lande, jeg skal have styr på. Og der sker så meget. Tror ikke, jeg bliver loyal.

RADIO

Arabiske stemmer er noget af det bedste i DR P1. Nu om onsdagen. Heldigvis har jeg haft et enkelt møde med værten, Steen Nørskov, hvor jeg kunne få lov at rose ham. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af noget.

Jeg er ikke free bleeder, jeg har bare haft travlt

1 jun

Blixenfest 2016 Lars Mikkelsen Lotte Garbers

 

Hej! Jeg er ikke free bleeder, jeg har bare været sammen med Lars Mikkelsen (det passer ikke, jeg gav ham blot en lydbogspris til Blixenprisfesten sidste fredag), og nu har jeg tænkt mig at være her lidt flottere igen.

Jeg er blevet 49 år, og det har måske været lidt af en krise, men en af de gode. Jeg har det i hvert fald, som om en galdesten har passeret mit indre, og jeg er blevet lettet, og det er mere, fordi jeg har fået kogt min livmoder end en ægte galdesten. Så free bleeder tiden er forbi for mig, og jeg har i stedet kastet mig over noget vigtigere end menstruation: Et vildt bogprojekt, fede interviewopgaver, en sommer over dammen og meget mere.

Har du blandet dig i free bleeder debatten? Jeg har ikke, og mit yndlingsnyhedsmedie, Føljeton, gav mig dette overblik forleden:

Som du måske ved, har Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang lavet et speciale om menstruationsreklamer om til en kulturhistorisk populærbiologisk bog om menstruation, og nu har stort set alle medier kastet sig over det. Det er vel nærmest gået amok, og alene det, at det stadig kan ophidse folk i den grad, synes at bevise bogens pointe om, at menstruation til stadighed er mystisk og tabubelagt.

Debatfeltet kan overordnet opdeles i tre grupper, og med vores overservile tilbøjeligheder bringer vi her en oversigt over dem, så du selv kan vælge en, hvis du endnu ikke har dannet dig din egen holdning.

1) De frastødte. Det er både mænd og kvinder, der helt åbent kalder de to forfattere grimme navne, sammenligner menstruation med lort og udtrykker en stærk foragt og væmmelse ved hele debatten og alle, der kaster sig ind i den. Gruppen tæller særligt ældre mænd og unge kvinder.

2) De uoprigtigt ligeglade. Det er både mænd og kvinder, der blander sig i debatten med det synspunkt, at de er helt ligeglade og finder menstruation dræbende uinteressant, men åbenbart alligevel synes, det er nødvendig at debattere emnet. Det er personer, der næsten alle sammen er fyldt 35.

3) De glade og oprørte. Det er fortrinsvis kvinder, der er helt på forfatternes side og ønsker, at tabuet omkring deres menstruation skal fjernes ved at tale om det. Her er alle aldre repræsenteret.

Hvis du stadig er i tvivl, kan du måske finde trøst hos os, dit favoritmedie. Vi vil gerne melde os på banen med en holdning, der muligvis falder i en af de tre kategorier, selv om vi da foretrækker at se os selv som helt unikke.

Isoleret set er menstruation en privatsag. Det kan ikke være anderledes. Det er ikke farligt, det er ikke ulækkert (blod er ikke afføring), det er ikke mystisk, og det er ikke vildt. Faktisk er det ligeså almindeligt og fantastisk som alle andre dele af kroppens ufattelige funktioner. Men det er for den enkelte kvinde (eller mand – vi er ikke transfobiske her) en privatsag – og ærlig talt også lidt kedsommeligt. Ud fra en strukturel og kulturel synsvinkel er det dog en anden sag. Her bliver menstruation pludselig interessant og øjenåbnende. For der er stadig mennesker (kvinder og mænd), der i 2016 finder menstruation farlig, ulækker, mystisk og vild. Det er noget, der gennemsyrer hele vores syn på menstruationen, lige fra på kontoret og i skolegården til kunsten og reklamen. Det er altså ikke i orden at udvise det syn på noget, som halvdelen af den voksne befolkning oplever i flere dage hver eneste måned.

Jeg lover, at jeg nok bliver mere personlig fremover, for det har jeg lyst til, og nu er jeg gammel nok. Men free bleeder? Det gider jeg ikke skrive om. Beklager.

Jeg skal holde en kulturtale. Gider du hjælpe mig?

22 feb


Hvad er en kulturtale? Sådan en skal jeg nemlig holde om nogle uger. Kultur er jo alting. Jeg skal holde kulturtalen i forbindelse med overrækkelse af Artbeatprisen 2016, og det er i et trygt selskab. Sådan et, hvor man kan sige, at det er for galt, at der bliver sparet på kulturen, og alle vil nikke.

Så jeg kan bare sige det. Jeg kan også sige noget om sammenhængs-kraft og truslen mod kulturen, hvis vi ikke tager den alvorligt og giver den de vækstbetingelser, der skal til.

Jeg ved ikke, om det er sandt. Kultur har det med at blive skabt på trods.

Så kan jeg sige noget om digitalisering og nye muligheder og virkelig mange trusler. Men helt ærligt; gider vi høre om det?

Jeg kunne også sige noget om hvor godt det går i alle kunstretning-erne, men det ved jeg ikke nok om. Jeg er ikke til eksperimenterende teater den ene aften og hører lydkunst den anden. Jeg kan da slet ikke følge med.

Form og indhold

Jeg kunne godt finde på at snakke noget om form og indhold, fordi det er så interessant. Det er også meget, meget nørdet. En god ven, en kunstmaler, mener selvfølgelig, at form er alt. Og jeg skriver plotdreven prosa, så hvad mon jeg mener? I nye kunstformer er formen tit det, man først får øje på, og man er så bange for at blive forført af noget, der kunne være Kejserens nye klæder. Så måske er det meget godt at komme med lidt reaktionære krav til indhold ved en prisoverrækkelse, der skal hylde det fremsynede og nyskabende.

Men jeg ved ikke, om det er for mærkeligt at tale om.

Hvad synes du? Kan du ikke hjælpe mig? Har du ikke nogle gode ideer? Jeg kan godt love et sponsorat på dagen. Dit navn på min T-shirt eller noget. Eller bare en god debat? Så jeg får noget, jeg ikke selv kan finde på. Hvad siger du til det?

 

#bogsnak er det nye – en anmeldelse af Bogfolk

2 feb

Politiken Bogfolk Lotte Garbers

På det lidt magre sociale medie, Twitter, var der fornylig en debat om hvilket #, vi skulle bruge, når vi snakkede bøger. Valget blev #bogsnak. Selv plejede jeg at bruge #dklit, men det kunne man lave syg god fis med, hvis man kom til at fjerne d’et, så nu er det altså #bogsnak.

Ordet irriterer mig, fordi det virker useriøst, men tryk nu på #’et – indholdet er fedt.

Sådan er det også med avisen Politikens egen podcast om litteratur, Bogfolk. Hvor mærkelig en samlebetegnelse – er det så også alle, der læser? Eller alle folk, der er i bøgerne? Eller folk, der har gået i skole?

Konceptet er ellers lige ud ad landevejen. Avisens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen går ned i Politikens Boghal, den ene af Københavns to cool boghandler, og optager vores ugentlige fix om, hvad der rører sig hos bøgerne. Ofte er Rune Lykkeberg, kulturredaktøren, med, eller endda vikar, og når han er på, får man lyst til at læse alle bøger i verden, fordi han emmer af netop det: at have læst alle bøger i verden.

De to værter kan enten hudflette Ejersbos efterladte noveller, eller også laver de Houllebecq-tema, og lige nu er min yndlingsudsendelse den om den nyslåede doktor og litteraturforsker Marianne Stidsen, der på 1200 sider har skrevet om menneskets identitet i dansk og nordisk litteratur efter 1945 – og om angst, depression og i det hele taget om det moderne menneskes plads i litteraturen i dag. Så højpandet og jeg forstår det hele. Det er den fra uge 51.

#Fordybelse

Podcasten har to greb, jeg er forelsket i:

De interviewer næsten hver gang underskønne Christina Thiemer, der er boghandleren i Boghallen (ja, det er hende, der grundlage den anden cool boghandel, Thiemers magasin, nu drevet af også underskønne Rikke Viemose). Hun fortæller, hvad der sælger, og det plejer #bogsnak-mennesker at være for fine til. Så dejligt.

Det andet greb er deres temaer – enten live optagelse fra Boghallen – f.eks. en fin en med bl.a. Svend Brinkmann – eller også bare fordybelse i et emne, f.eks. om Tage Skou-Hansen.

Hvorfor hedder #’et ikke #fordybelse? Det er jo det, der rykker med bøger. Uanset hvilken bog, du har i hånden.

Hvis du følger Politikens Bogfolk og Skønlitteratur på P1, så har du, hvad der er om bøger på lyd om ugen i Danmark – udover at du ENGANG imellem finder lidt om bøger enten i P1 Eftermiddag eller P1 Kulturlørdag.

Nå. Nok om #bogsnak. Husk at bruge hashtag’et derude.

Du kan læse mere om indholdet af de allerede eksisterende Bogfolk-podcasts her.

 

Det der overblik, du altid har drømt om

3 dec

foljeton

På en valgdag som denne har jeg endelig fået mit overblik – og ja, jeg har stemt, ja, jeg er europæer, og ja, jeg har altid stemt ja, og ja, det er kringlet denne gang, og ja, jeg vil hellere være med i et fællesskab, også selvom jeg er utilfreds.

Jeg har tidligere skrevet om mit mediemix her på siden, hvor jeg hyldede min egen evne til at navigere i et medie-hav, der bliver mere og mere komplekst. Sådan noget om den kompetente medieforbrugers evne til at danne sig det nødvendige overblik og så videre.

Men så kom Føljeton. Nu har jeg fået deres nyhedsbrev i et par uger, og i dag klikkede det for mig og Føljeton. Føljeton er et digitalt nyhedsmagasin, der er delt op i føljetoner – altså emner, de kan blive ved med at tage op i uge- eller årevis, hvis emnet bliver ved med at være interessant, og så har de gode, gammeldags revyer – de hurtige overbliksartikler: hvad er sket hvor og hvornår og måske hvorfor. De to første dele fylder det meste, og så er der altid et generøst link til nogen andre kloge artikler derude på nettet, og til sidst slår de med halen med en lille historie “fra vores egen verden”, oftest noget med gak og løjer.

At slippe for at trykke på links er lykke

De har sådan et no bullshit retro-design – med store typer og ingen blinkende links i siderne, og der står antal minutter, det vil tage dig at læse artiklen.

I dag klikkede jeg først på en revyartikel, den fra San Bernadino i USA. Jeg vidste, noget var sket, men jeg havde været optaget andetsteds hele formiddagen, og bang: 2 min. læsetid og jeg var klædt på. SÅ mange links, jeg ikke behøver at trykke på resten af nyhedsdagen. Det er overblik. Tak.

Jeg har kun – indtil videre – et kritikpunkt:

Drenge, I mangler en app.

TIl resten af jer: PRØV DET! Det er gratis den første måned. Dernæst: 49 kr./md. Stik den, papirsavis.

For en mere grundig anmeldelse, så skal I læse denne her på Kommunikationsforum.

I dag græd jeg næsten i radioen

30 sep

Tak til Politiken 090915

Tak til Politiken 090915, fra forsiden af kultursektionen

 

Jeg var kulturknuser igen i dag. Jeg græd næsten inde i radioen på P1. Det var Nordbrandts skyld.

Vi debatterede det pludselige engagement hos kunstnere og kulturpersonligheder i lyset af det historisk store antal mennesker, der er drevet på flugt. Er det et krav, at kunstnere skal blande sig i den debat? Er det ikke for galt, hvis kunstnere bare putter sig? Eller er det selvpromovering, hvis de ikke gør?

Jeg sagde noget a la det her, men du kan selvfølgelig bare høre det selv; Kulturknuserne på P1 fra i dag. Kunst og kunstnere SKAL ikke noget. Der er ikke grænser for, hvor ofte det sker, at vi skal spændes for vogne: så skal vi skrive om islamisme, og hvis vi ikke gør det, er det selvcensur. Så bliver den store samtidsroman også altid efterspurgt og så videre.

Men omvendt er det i mine øjne naturligt, at når man har en platfom at tale ud fra, så skal man da bruge den, hvis man selv synes, man har noget at bruge den til. Det er ligesom, når de store virksomheder går ind i debatten og markerer deres holdninger, som når Dansk Supermarked modtager nytilkomne flygtninge som sprogpraktikanter.

Vi har brug for et moralsk kompas

Det bliver ekstra smukt, når det som hos Nordbrandt – lejlighedsdigtet øverst på siden – er et budskab, der stråler ud af værket, altså digtet, og ikke bare ud af munden på ham i et debatprogram. Nordbrandt er jo et brand, og det er da så smukt, at han bruger det til noget. Han kan formodentlig samle flere, end han kan skille, og er det ikke det, vi alle savner? Moralske kompas i en grum verden?

Politisk kunst er ikke noget, der er efterstræbelsesværdigt i sig selv, men når stillingtagen er uundgåelig, som i de eksistentielle dramaer, vi ser omkring os i disse år, så bliver det politiske budskab så tydeligt, at selv medierne får øje på det og kalder det en tendens. Når ikke-politiske kunstnere som Medina blander sig, så er det vel et udtryk for, at det her, det er større end næste finanslov; det her rammer os på det eksistentielle plan, hvad det vil sige at være menneske, og her har popdronninger altså også en styrke.

Jeg græd næsten, fordi jeg skulle referere Nordbrandts digt. Den sidste sætning kommer jeg aldrig til at glemme.

Da Arnoldi undsagde motionisterne

22 sep

Nordsjælland ugeavis nr. 38/15

 

I dag har jeg en klumme i den gratis hustandsomdelte avis. Den handler om de lukkede veje pga. motionisterne. Det var maleren Per Arnoldi, der fik mig til tastaturet, for forrige søndag sagde han nemlig i min radio: Det er da ikke motionisterne, der er noget i vejen med, det er det, at man skal SE dem, så kan de ikke i stedet løbe ude på motorvejen? Prøv at skifte motionisten ud med rødhårede. Ja, det er rigtigt – en sætning, der ikke består en diskriminationstest.

Det er formodentlig forudsigeligt, at jeg synes, at det er en træls bemærkning; den minder om den der med, at hvorfor løber alle fodboldspillerne rundt efter den samme bold, giv dem dog en hver. Det er sådan set i orden, at man ikke tænder på sport og neongule overtrækstrøjer, men hold det dog for jer selv og giv plads til alle slags mennesker.

Byer er for dem, der ikke vil være i fred

Folk i byer, der bliver sure over, at andre folk bruger deres by er fjollede. Det er derfor, vi har både by og land, så ude på landet med de øde veje er til dem, der gerne vil være i fred, og byerne er til dem, der ikke vil være i fred. Det er sådan set meget enkelt. Man kan ikke i byerne selv bestemme, hvem man vil være i fred for og hvem ikke.

Og ja, det var nok i virkeligheden Anne Sophia Hermansen, der pissede mig mest af. Den klumme fra Berlingske  kan du læse her. Min klumme kan du læse i sin fulde længde her.

 

På begge sider af plankeværket

7 sep

Tusind tak til komponistforeningen

Tusind tak til komponistforeningen

 

Jeg har sagt ja til at arbejde for Gyldendal to dage om ugen. Det gør jeg, fordi det simpelthen er for vigtigt et arbejde at sige nej til. De resterende fem dage er jeg romanforfatter. Jeg er nu officielt på begge sider af plankeværket.

Kan man det?
Ja, man kan godt arbejde på kontor med kantineordning i to dage, også når man skriver derhjemmefra de øvrige dage. Det kan man faktisk blive nødt til, fordi der ikke altid er mange penge i at skrive romaner.

Hvad jeg skal lave?
Jeg er kommunikationsrådgiver for Gyldendal. Det betyder, at jeg skal hjælpe med den del af pressearbejdet, der ikke har noget med den enkelte bogudgivelse at gøre. Det kan være alt fra de gode historier, der er i det store, gamle hus til langt mere strategisk kommunikation, også vendt mod det mere politiske, og som handler langt mere om branchen som sådan. Og så skal jeg hjælpe rigtig meget med at lave forfatterpleje på nye måder.

Er du så Gyldendal-forfatter?
Nej. Jeg elsker at udgive mine titler på Rosinante. Rosinante er det rigtige sted for mig, og jeg ser en styrke i, at jeg ikke blander mit ene professionelle jeg (den rådgivende funktion) med det andet jeg (forfatteren). Selvom Rosinante er et datterselskab under Gyldendal, så betragter de jo hinanden som konkurrenter ude på markedet.

Næste gang bliver jeg litteraturdiktator

Er det ikke at gå over til fjenden?
Nej, et forlag skal helst ikke være fjenden for en forfatter. Det skal være en samarbejdspartner og helst en ligeværdig. Der er kun en eneste ting (næsten i hvert fald), vi skal være uenige om, og det er hvor stor en bid af kagen, der skal retur til forfatteren, når forlaget har solgt en bog. Det arbejde skal jeg sådan set ikke blandes ind i.

Til gengæld har jeg efterhånden en del års brancheerfaring, endda nogle år som forfatterforeningsformand og ikke mindst et rasende autentisk netværk. Det kan vi lige så godt sætte i spil, mens jeg venter på at blive verdens første litteraturdiktator.

Der kommer ikke til at være noget om mit arbejde for Gyldendal her på bloggen, kun i meget indirekte former.

I kan læse mere om min funktion i denne her pressemeddelelse, hvis det er.