Arkiv | Blogging RSS feed for this section

Hijab humor

15 sep

Don’t worry, I am from Denmark, siger jeg og smider kjolen og har nu bare babbelulaer. Hijab humor redder mig, for nu griner vi sammen, radiologen fra Filippinerne og mig. Hun har nemlig hijab på, står på et stort hospital i Riyadh og har altså det, jeg vil definere som hijab humor.

Jeg skal røntgenfotograferes til min opholdstilladelse i Saudi-Arabien. Et af virkelig mange besværlige skridt. Radiologen har bedt mig tage bh’en af og så alt tøjet på igen, så der ikke kommer noget metal med på billedet fra min bh’s bøjle. Hun er gået ind i et andet rum, imens jeg klæder mig af. Men der er en lynlås i min kjole, der driller røntgenstrålerne, så jeg lader kjolen falde, imens hun står der. Og siger altså, at hun skal tage det roligt, fordi jeg er fra Danmark. Hun flækker af grin.

Næste skridt er, at jeg skal lave pølser i en kop. Og tisse i en anden. Kvinden, der hjælper mig, er ikke kun i hijab men i niqap. Altså man kan kun se øjnene. Hun taler meget dårligt engelsk, og jeg laver fis med hvilken kop, der er til hvad. Og siger til sidst: Bliver jeg smidt ud af landet, hvis jeg gør det forkert? Så flækker hun af grin. Hvordan kan jeg vide det? Fordi det er øjnene, der smiler, og jeg kan se, at hun trækker vejret dybt ind, for tørklædet følger med ind i munden. Hun holder mig kærligt om armen, da jeg afleverer mine prøver.

Du kan næsten altid smile dig til kontakt

I Saudi kan du næsten altid få kvinderne til at smile, og de rører også ved dig, hvis det skulle være. I køen i supermarkedet, på rulletrappen. De kigger på mig, fordi jeg er blond og uden tørklæde, og så kan man smile sig til kontakt. Det er meget dejligt og langt fra europæiske måder at være i det offentlige rum på. Og så kan man altid få dem til at grine.

Jeg glæder mig til de næste hijab humor historier. Jeg ved, det er en ting.

Næste skridt for at få min opholdstilladelse er en rejse til flere offentlige kontorer. Her er der ingen hijab humor. Her er mænd i uniformer, og deres offentlige kontorer ligner lidt burgerbarer uden mad eller som her på billedet: et postkontor. Jeg troede, jeg skulle ind i et palads. Desværre.

Processen med at få min opholdstilladelse har varet i et par måneder. Den begyndte med, at jeg skulle have oversat min vielsesattest til arabisk. Så skulle den stemples i udenrigsministeriet. Det er nemlig sådan, at det er min mand, der er min sponsor – jeg er faktisk blevet tinglyst nu.

Jeg har fået meget god hjælp fra Visumservice, og jeg har også råbt lidt ad dem, når det ikke var let. Det er jeg stadig flov over. Undskyld.

Til gengæld fik jeg mit iqama i går, og iqama er opholdstilladelsen, og det er det allermest værdifulde i Saudi-Arabien, hvis man altså ikke ejer et oliefelt.

 

Det er megasejt at blive 50 år

26 maj

Jeg blev 50 år i mandags. Fotoet er fra min fest sidste lørdag. I den forbindelse har der været forskellige omtaler af mig i aviserne – f.eks. Berlingske –  hvor jeg forsøger at sige noget om det at blive ældre.

Jeg insisterer lidt på, at det er megasejt at blive 50. Hvilket selvfølgelig er en selvmodsigelse, for jeg har intet andet gjort end at holde mig i live, men jeg har denne følelse af, at når man er 50, så må man alt, kan alt, vil alt. Nu er det nu.

Jeg kan huske min fars 50 års fødselsdag. Dengang arbejdede han på Berlingeren, og min mor ville ikke med til receptionen på avisen. Sådan noget borgerligt kapitalistpis. Så min søster og jeg var stand ins til en reception, hvor han nærmest fik 100 fl. rødvin. Sjatø naturligivs. Og dagen endte med, at vi spiste mærkelig mad på en fin restaurant i en kælder med sand på gulvet.

Jeg syntes, det var så voksent, nej gammelt. Helt klart over toppen, over tinden, på vej nedad. Sådan så jeg det, sådan så han det nok ikke. Og i dag synes jeg faktisk, at livet begynder på ny. Trods alt det liv, der allerede er passeret. Det er, som om erfaring og indsigt lettere kan veksles til, hvad jeg skal – flytte til mærkelige lande – skrive mærkelige bøger – og i ligeså høj grad til, hvad jeg ikke skal, som måske er noget af livets mere ikke-indlysende.

Hvad er det så, jeg må, bare fordi jeg er blevet 50?

Når man kombinerer 50 år med kulturpersonlighed, får man retten til at udtale sig om hvad som helst i medierne. Det skal jeg lige om lidt i Radio24syvs program René linjer med den legendariske drengerøv René Fredensborg som vært. Hvad jeg skal mene noget om? Det finder vi ud af, men det er ikke noget, jeg er ekspert i.

For nogle måneder siden var jeg med i TV News & Co. Det er et eftermiddagsprogram med nyheder, der også bliver kommenteret af personligheder – en rigtig ekspert og så sådan nogle som mig. Det har jeg sagt nej tak til at være med i fremover. Jeg var sgu lidt for meget på gyngende grund.

René linjer er et kulturprogram. Det SKAL være kunstnere, der er gæster. Nu må vi se, om det er noget, jeg skal eller ikke skal. Lyt gerne med!

Jeg er ikke free bleeder, jeg har bare haft travlt

1 jun

Blixenfest 2016 Lars Mikkelsen Lotte Garbers

 

Hej! Jeg er ikke free bleeder, jeg har bare været sammen med Lars Mikkelsen (det passer ikke, jeg gav ham blot en lydbogspris til Blixenprisfesten sidste fredag), og nu har jeg tænkt mig at være her lidt flottere igen.

Jeg er blevet 49 år, og det har måske været lidt af en krise, men en af de gode. Jeg har det i hvert fald, som om en galdesten har passeret mit indre, og jeg er blevet lettet, og det er mere, fordi jeg har fået kogt min livmoder end en ægte galdesten. Så free bleeder tiden er forbi for mig, og jeg har i stedet kastet mig over noget vigtigere end menstruation: Et vildt bogprojekt, fede interviewopgaver, en sommer over dammen og meget mere.

Har du blandet dig i free bleeder debatten? Jeg har ikke, og mit yndlingsnyhedsmedie, Føljeton, gav mig dette overblik forleden:

Som du måske ved, har Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang lavet et speciale om menstruationsreklamer om til en kulturhistorisk populærbiologisk bog om menstruation, og nu har stort set alle medier kastet sig over det. Det er vel nærmest gået amok, og alene det, at det stadig kan ophidse folk i den grad, synes at bevise bogens pointe om, at menstruation til stadighed er mystisk og tabubelagt.

Debatfeltet kan overordnet opdeles i tre grupper, og med vores overservile tilbøjeligheder bringer vi her en oversigt over dem, så du selv kan vælge en, hvis du endnu ikke har dannet dig din egen holdning.

1) De frastødte. Det er både mænd og kvinder, der helt åbent kalder de to forfattere grimme navne, sammenligner menstruation med lort og udtrykker en stærk foragt og væmmelse ved hele debatten og alle, der kaster sig ind i den. Gruppen tæller særligt ældre mænd og unge kvinder.

2) De uoprigtigt ligeglade. Det er både mænd og kvinder, der blander sig i debatten med det synspunkt, at de er helt ligeglade og finder menstruation dræbende uinteressant, men åbenbart alligevel synes, det er nødvendig at debattere emnet. Det er personer, der næsten alle sammen er fyldt 35.

3) De glade og oprørte. Det er fortrinsvis kvinder, der er helt på forfatternes side og ønsker, at tabuet omkring deres menstruation skal fjernes ved at tale om det. Her er alle aldre repræsenteret.

Hvis du stadig er i tvivl, kan du måske finde trøst hos os, dit favoritmedie. Vi vil gerne melde os på banen med en holdning, der muligvis falder i en af de tre kategorier, selv om vi da foretrækker at se os selv som helt unikke.

Isoleret set er menstruation en privatsag. Det kan ikke være anderledes. Det er ikke farligt, det er ikke ulækkert (blod er ikke afføring), det er ikke mystisk, og det er ikke vildt. Faktisk er det ligeså almindeligt og fantastisk som alle andre dele af kroppens ufattelige funktioner. Men det er for den enkelte kvinde (eller mand – vi er ikke transfobiske her) en privatsag – og ærlig talt også lidt kedsommeligt. Ud fra en strukturel og kulturel synsvinkel er det dog en anden sag. Her bliver menstruation pludselig interessant og øjenåbnende. For der er stadig mennesker (kvinder og mænd), der i 2016 finder menstruation farlig, ulækker, mystisk og vild. Det er noget, der gennemsyrer hele vores syn på menstruationen, lige fra på kontoret og i skolegården til kunsten og reklamen. Det er altså ikke i orden at udvise det syn på noget, som halvdelen af den voksne befolkning oplever i flere dage hver eneste måned.

Jeg lover, at jeg nok bliver mere personlig fremover, for det har jeg lyst til, og nu er jeg gammel nok. Men free bleeder? Det gider jeg ikke skrive om. Beklager.

Endelig elskede jeg Danmark

1 jul

Fil 01-07-15 20.12.15

Det er onsdag aften, og det er den første sommeraften, og jeg sidder her og elsker Danmark. Endelig. Det tog lang tid. Over et halvt år faktisk. Så lang tid har det taget at komme hjem, mentalt. Men lige nu er der ikke noget andet sted, jeg hellere vil være.

Forleden tog min mand et par shorts på, som han ikke havde haft på siden sidste efterår. Og i lommen fandt han denne:

Unknown

En sød, lille metrobillet fra Paris. Så peb vi lidt.

Tænk at man kan savne at være i et andet land så hedt. Det er ikke lejligheden, det er ikke menneskerne, for bolig har vi stadig, endda nu med have igen, og menneskerne har vi jo altid med os. Og det er heller ikke maden og kulturen, for det har vi ret meget godt af her også.

Det, vi savner, er det her svære med ikke at være hjemme, at være på eventyr, at være på vej, i gang, at have retning.

Det vil jeg aldrig gå af med.

Men nu er der ro på her – for mig med roman, der er landet, projekter, der er landet, med åndssvage, kropslige tacklinger, der også er landet på den gode måde, så nu kan jeg igen spejde ud over livet og være mere ude på narrestreger, end jeg har været længe, og så må det være slut nu med at pibe over ikke at skulle spise frokost på lørdag i 11. arrondissement.

Så nu bliver der også mere plads til at være her på bloggen igen i lidt højere frekvens.

Jeg har nemlig formodentlig meget og mere på hjerte.

Damebladsbashing

2 feb

En tekst af Malene Lei Raben/ALT for damerne

En tekst af Malene Lei Raben/ALT for damerne

 

Jeg røg ind i en ordentlig debat sidste uge, fordi jeg lavede en klassisk Facebook-fejl: Delte noget, som jeg ikke kendte ophavet til og lagde ordene og holdningerne i munden på et helt dameblad, selvom det netop ikke var deres holdning men Malene Lei Rabens ord, hvor hun lidt kækt forsøgte at adressere en trist tendens om, at kvinder sidder i den ene ende af en middag og snakker relationer, børn og smykker, mens mændene i den anden ende snakker om digte, skattetryk og ytringsfrihed.

Debatten blev meget interessant; og det var ikke på grund af det forudsigelige nej, det kender jeg overhovedet ikke, for sådan er det ikke blandt mine venner, som var min egen pointe, da jeg delte opslaget, men mere på grund af to pointer, som faktisk irriterer mig langt mere, end hvis et dameblad mente, at kvinder ikke snakker politik men kun om børn og smykker.

Den ene pointe er:

Når det her debatteres, f.eks. hos Ditte Giese på Facebook, så skal der ikke mange omgange til, før én vil sige, at det kender hun jo ikke til, denne kønsopdelte samtalekultur, fordi hun altid sidder nede hos drengene.

Jeg hader det argument, for hvis der er noget, der fastholder os i stereotype kønsmønstre, så er det, at drengene er det gode selskab. Vi kender det også under begrebet drengepige, og det er noget med en pige, der ikke piver og klatrer i træer og har sprunget den lyserøde fase over.

Den slags sagde jeg også selv engang, fordi jeg elskede at fremhæve mig selv som hende, der trænede med drengene i gymnasiet, fordi jeg ikke havde menstruation og dermed fravær som stort set resten af mit køn. Ja, det var før, man fik karakter i idræt. Det sagde jeg alene, fordi jeg ville fremhæve mig selv som sejere, hvilket også er sandt, men det er mig, der er sejere, ikke drengene, og de er ikke sejere end pigerne. Pigerne ville bare hellere ryge, hvilket jo ret beset også var ret sejt.

Den anden pointe er den vigtigste:

For mens karrikaturen af det ærgerlige middagsselskab beskrives, kommer der også lige det med relationer med. Mellem smykker og børns fritidsinteresser. For mig er relationer dem, der bærer stort set al kommunikation med mine venner. For mig er det her, livet leves og forstås. Relationerne i vores liv er meningen med det hele – hvordan vi elsker og sørger og forbander og velsigner dem, vi har i vores midte. Jeg var i biffen med en ven i går, og vi var lige ved at skippe filmen, så meget talepres havde vi om netop det (og ikke om skat og digte og ytringsfrihed).

Jeg kan ikke forstå, at jeg selv faldt i gryden med behovet for at fyre noget damebladsbashing af, da jeg delte fotoet ovenfor. Hvorfor er det vigtigt at tage afstand fra dameblade? Jeg kan selvfølgelig heller ikke forstå, hvorfor jeg ikke tjekkede kilden, men hey, den slags sker jo. Og så kan jeg slet ikke forstå, hvorfor vi skal nakke kvinder så hårdt, fordi de interesserer sig for nære ting.

Mine bøger handler ikke om andet. Og når jeg taler med mine venner (køn uspecificeret), så taler vi om nære ting. Den sidste fødselsdag, jeg var til, blev kodeordet for aftenen spejderskeder. Ret nært. Måske lidt poetisk? Men ikke ret meget om ytringsfrihed. Og dog?

Alting er sociologisk

29 jan

hjemmefodninge

Når jeg ser sådan en grafik på DRs hjemmeside midt i müslien, så tænker jeg, at der er forklaringer på det meste, og jeg bliver 80’er-nostalgisk, for forklaringen er altid sociologisk. Vi flytter os ikke i livet. Det er da på en eller anden måde forklaringen på, hvorfor vi er så bange for forandringer, fremmede og flyttebiler.

Udover vi ikke flytter os, så gifter vi os også med dem fra samme socialklasse, det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og er vi født i lejebolig, ender vi i lejebolig, og så videre.

Vores mobilitet, geografisk og socialt, er til trods for landets størrelse ikke eksisterende.

Jeg kan godt høre, at jeg lyder som en erhvervsleder, der drømmer om en forandringsparathed, der er formet af bundlinjedrømme, men jeg tænker det mere eksistentielt. Der er ikke mange drømme om udsyn og indsigt i de flestes liv.

Romanfigurer skal ikke være supersandsynlige

Så er det godt, man er romanforfatter. Selvom jeg samler på de her undersøgelser i researchens navn, så skal jeg passe på, at jeg ikke skaber mine personer ud fra denne her slags tal, for at gøre dem supersandsynlige. Jeg føler nemlig lige i dag en forpligtelse til at skubbe bare en enkelt af dem ud over kanten.

Det er også godt, at man har en veninde, der begynder dagen med at antyde, om der er sammenhæng mellem Kystbanens natlige afgange og de mere naturlige natlige afgange over for regionaltogenes tilsvarende. Og det tal mangler jeg faktisk at få en flot grafik over.

Jeg tror nu heller ikke, at min nuværende hovedperson ville passe ind i den grafik. Hun forårsager alt for mange afgange. Og det kan jeg slet ikke dokumentere sociologisk.

 

 

RSVP er fransk og betyder stram op

9 dec

The-Newsroom Lotte Garbers

Det er ikke meget, jeg beder om. Det er bare et svar, en besked, et RSVP, når I kontakter mig, kære medier. Jeg er sikker på, at Jeff Daniels’ stab i The Newsroom ikke kunne drømme om at være uprofessionel lige, når det gælder kilde-pleje.

Det går sådan her: Lang sms om jeg vil være med i indslag om det og det med udgangspunkt i det og det i morgen kl. det og det. Så lang telefonbesked med præcis samme indhold.

Jeg var væk fra min telefon i en time. Det er forfattere engang imellem. Jeg ringede tilbage og skrev tilbage.

Så sad jeg resten af mit liv klar ved telefonen og ventede på mine 15 minutters berømmelse og finpudsede mine vigtige pointer.

Men hun vendte ikke tilbage. Ikke samme dag, ikke inden udsendelsen, ikke bagefter, da jeg skrev til hende: hvad sker der lige for dig, mand? (Faktisk skrev jeg noget mere modent).

Det er sådan, at jeg gerne vil være rummelig over for andre mennesker. I det her tilfælde et Newsroom’s meget hurtige skiften over til en eller anden, de hellere vil høre fra end mig en time efter, de har ringet.

Man skal aldrig gå ned på tydelighed

Men for mig er rummelighed noget, der ikke behøver at udelade tydelighed.

Jeg er rummelig – og tilgiver på et sekund, hvis jeg bliver vejet og fundet for let – hvis du er tydelig og fortæller mig det: forresten Lotte, vi gider ikke dig alligevel, alt godt og god jul.

Sådan. Første side i enhver kommunikationsbog.

Livet bliver bedre, hvis vi er rummelige over for hinanden, imens vi også tager os sammen og er tydelige. For vi ved jo godt, at vi ikke gider at komme til den nytårsaften, og hvad med at sige det nu i stedet for at vente og hoste lidt, mens vi sms’er vores afbud d. 31. om morgenen.

For ja. Et svar, en besked, et RSVP vil jeg også gerne have i den private verden. Jeg forventer ikke mails med status på børns uddannelsesresultater, hvor i cyklusen du er, eller dit seneste nederlags detaljer fra arbejdet. Bare et ja eller nej til det, jeg nu spurgte om.

Og hvis du selv begyndte samtalen og ikke vender tilbage, når jeg sød som en hundehvalp svarer logrende, så smadrer jeg dig næste gang, vi ses.

Stram op.

Hver mandag er litteraturens

4 nov

hver mandag Lotte Garbers

Det er gratis, det er nyt, det er automatisk. Hvad sker der for det? Og så hver mandag?

Det er hvermandag.dk, som er et superinitiativ taget af Kamilla Löfström, Peter Adolphsen og Boris Boll-Johansen. Du får en spritny tekst hver mandag kl. 6 om morgenen, fra etablerede og nye navne. Den skal være kort, den skal være uden dikkedarer med layout og andre fancy-heder, og jeg fik lov at skrive den til i går, og faktisk er første linje noget fra en fest med en af de tre redaktører. Mere siger jeg ikke. Den så sådan her ud – uden titel:

– Jeg fejler noget med s.
– Den lader jeg gå videre. God bedring.
Han slugte sin tudse i halsen, den han havde bygget op, så den kunne lyde som streptokokker. Hed det ikke sådan, hvis det var i halsen? Det hed i hvert fald strepsils, de bolsjer hans far altid havde spist, fordi han sagde, de hjalp mod dårlig hals, men alle i familien vidste, at det var hans måde at snyde sig til at spise slik på.
Han stod der i den smalle entré, ganske vist omklædt og med jakken over den ene skulder, sådan som han havde set, at sælgerne altid gjorde, og konstaterede, at det var lykkedes ham at ringe til kontoret. Så manglede han bare ugens øvrige aftaler. Ikke at der var mange, det var ikke det.
Han kunne ikke finde nummeret til badminton-makkeren, fordi han altid kaldte ham Petersen; han var en rigtig Petersen med tydeligt t. Han var gemt i adressekartoteket under W, fordi det var et pænere bogstav, og fordi han vitterlig hed Wilder til mellemnavn, og hvem ville tage et navn med P, når man kunne få et helt for sig selv under W.
Mens telefonen ringede op til badminton-Petersen, blev han i tvivl igen, men det var gået godt før, da han meldte sig syg på kontoret. Skulle han egentlig overhovedet sige noget om, hvad der var i vejen?
Han rømmede sig fire gange hurtigt efter hinanden og lod være med at synke spyttet, og han havde en fin, sej klat i munden, da telefonsvareren gik på.
– Ja hej, det er mig, du, jeg bliver nødt til at aflyse i morgen.
Så blev han nødt til at synke klatten, spyttet, slimen.
– Som du kan høre, er den ikke helt god. Ja, jeg er gået hen og er blevet syg. Jeg tror, det er det med s.
Han lagde på, og mens han aflyste noget mere, kom en sms fra badminton-Petersen, hvor der ud over god bedring også stod noget mere indfølende om, at det var noget værre noget, nærmest en epidemi, og om han fik god hjælp?
Under H lå hjælpen. Hende der gjorde rent i hans rækkehus om fredagen, hvor han gik senere, fordi han godt kunne lide at komme som en af de sidste til fællesmorgenbrødet i afdelingen, så det ikke var ham, der skulle skære brødet ud.
Der var altid købt forskellige brød ind, og han vidste ikke, hvilke brød folk gerne ville have meget af, og hvilke brød de ville have lidt af, så han tænkte for længe over, hvor mange skiver, der kunne gå til spilde, hvis han skar for meget, og værre endnu: Hvis nogen sagde lidt henkastet, men dog beordrende: – Skær lidt mere af det koldthævede. Poserne fra bagerne var aldrig med navneskilte, og han anede ikke, hvilket der var koldthævet, hvilket der var spansk landbrød eller hvilket der var med softkerner.
Da han engang havde foreslået, at de lagde brødene op i alfabetisk orden, havde de grinet som de gjorde, når nogen af de sjove sagde noget.
Derfor foretrak han at komme dumpende, som det hed, som også var ganske ubehageligt, men klart at foretrække.
Hjælpen svarede ikke på telefonen. Måske var det et mærkeligt tidspunkt at aflyse rengøringen her fem dage før, men han vidste, at med al den slim, som han nu var blevet ganske ferm til at fremstille, at han ikke ville blive klar med alt det, der skulle ordnes og tørres af og lægges på plads og fejes sammen, før han kunne være bekendt at lukke døren op for hende, med hendes citronduftende spand, som hun stillede fra sig, mens han fandt hendes penge frem.
Så samlede hun sit lange sorte hår op på hovedet, og så smilede hun og bukkede nærmest. Og smilede igen.
Han kunne ikke sende hende en sms, for hun havde ikke den app, sagde hun. – Se, min telefon har ingen apps. – Så siger vi det, havde han sagt. Han havde set på hendes tastatur, der bestod af rigtige knapper. Den med s’et var mest slidt. Det var det første tal i hans telefonnummer. Han ville ikke aflyse hende og citronspanden. Ikke endnu.

Dagen efter kom han til at køre på arbejde. Han havde også taget sin badmintontaske med.
Områdechefen var den første, han mødte.
– Er det nu en god ide, at du kommer ind i dag? Jeg har nemlig hørt det, det med s.
Siden morgenen før havde han fået den vane, at han hver gang han bare tænkte på et af de mennesker, der var i hans liv, dannedes der slim i mundhulen. Så han kunne ikke andet end at mumle til chefen, der allerede var på vej videre.

– Hej med dig.
Sådan plejede de ikke at sige godmorgen til hinanden i afdelingen. Hans slim forhindrede også svar hér.
– Har du booket hende? Spurgte afdelingens projektassistent, som det hed, hende der var chefens sekretær.
Han rystede på hovedet, og lidt efter kom hun ind igen og sagde, at hende med M kom kl. 14.
Han spiste ikke noget til frokost, faktisk forlod han ikke rigtigt kontoret, og måske skulle han ikke engang tisse; måske var det slimen, der trak al væsken ud af ham, og kl. 14 kom hende med M ind og spurgte, om han kunne sætte ord på det, han følte indeni.
– Det er det med s, fik han sagt, før savlen flød ud over, fordi hun havde talt så længe, at mængden af spyt og slim og de strepsils, han også var begyndt at sutte på, blev for meget for hans mundhule.
Hun nikkede uden at sige noget og lagde en sygemelding på hans bord. Det næste der skete var, at han åbnede døren fredag morgen til citronspanden og det lange, sorte hår.
– Du ser ikke godt ud, sagde hun, og han forsøgte det med s, men hun ville ikke høre. Hun lod håret hænge og smed hans jakke over begge hans skuldre.
– Du kommer med mig hjem. Og så er der ikke flere bogstaver til dig for en tid.

Lotte Garbers, født 1967, debuterede i 1999 med romanen For egen vinding. Skriver mange forskellige slags tekster, bl.a. klummer til BT og Ekstra Bladet samt ugebladsnoveller til Ude og Hjemme. Hendes seneste roman er Laust, der udkom i 2013.

Hvem der egentlig skriver min roman

23 sep

forgifs.com

 

Faktisk er det ikke mig, der skriver min roman. Det er heller ikke killingen her. Men det er programmet Scrivener, og det kan man ikke få til en mobiltelefon.

Jeg elsker Scrivener. Jeg hader Word. Læs her mere om Scrivener, der er lavet af nogle nørder til manuskript- og roman-skrivende, hvis du er interesseret. Virkelig kun for nørder. Spoileralarm: Scrivener kører rigtig skidt på PC, men det kan godt lade sig gøre.

Men Scrivener kan ikke forhindre, at jeg overspringer, når det er svært. Scrivener skriver faktisk ikke selv videre, når man pludselig sidder helt stille uden at noget sker i hjerne eller på tastatur.

Så er det, at man begynder at finde gode råd til skriveprocessen ude på internettet, ligesom nogle af guiderne til Scrivener, jeg lige har linket til.

Jonathan Franzen er imod internettet

Man skal ikke lytte til gode råd, hvis man har skrive-krise. Kun hvis man har overskud, og her er der nogle sjove nogen fra nogen berømte typer. Personligt kan jeg bedst lide, når Jonathan Franzen siger, at man ikke er seriøs forfatter, hvis man har en internetforbindelse. Ha! Som om det var sandt.

Men de her er de sjoveste – værsgo’ – her er nogle fucking skrivetricks. De alle sammen sande, især den med Hemingway og drukken.

Jeg lover, at det heller ikke er dem, der færdiggør min roman, men det er dem, der underholder mig, når jeg ikke selv skriver.

 

Mad på lyd

19 sep

Bearnaise-er-Dyrenes-Konge-Martin-Kongstad-Lotte Garbers

Radio 24/7 kalder det selv en Danmarkspremiere at lave mad-anmeldelser i radioen. Forfatter Martin Kongstad begyndte på at lave mad med lyd før sommeren, og nu er programrækken også nået ind i min telefon under det meget præcise og meget lidt mundrette navn Bearnaise er dyrenes konge.

For mig er programmerne meget mere end det. For Kongstad har altid en gæst med. Og det var det, han fik fanget mig med.

På symbiotisk vis får Kongstad nemlig måltidet til at være en del af samtalen, og kun en del. Jeg er ikke typen, der kan huske, hvad vi spiste til en fest, hvis det var dér, jeg fik verdens bedste bordherre. Omvendt betyder det at gå ud og betale for sin mad, at jeg naturligvis altid forholder mig til, om det er, som det skal være og ikke mere end det. Selskabet skal for mig være det primære.

Sådan virker det også, som om Kongstad tænker, og han finder vildt gode gæster. Mine to favoritter bliver indtil videre overborgmester Frank Jensen og kritiker Lars Bukdahl.

Frank Jensen legede doktor

Frank Jensen har egentlig ikke tid, men han når alligevel at fortælle os alle sammen, at han mest legede doktor med en mand oppe i Nordjylland, og i det hele taget strutter han af en fortælleglæde, som politikere kun ellers har, når de fremlægger egne lovforslag. Kongstad stiller sjove spørgsmål til de fleste gæster, og Jensen får spørgsmålet, om  han kan huske, hvad han havde på af tøj første dag i folketinget.

Bukdahl-udsendelsen emmer af god gas.Vi kan høre, hvorfor Bukdahls sprog i anmeldelserne er så anarkistisk, fordi han også snakker sådan her, og ikke så pænt som når han er i Deadline.

Kongstad spiller den sårbare forfatters kort til anmelderen, og vi får faktisk Bukdahls egne ord for, at ja, han kan være led, og egentlig også hvorfor. Og hvad han selv syntes er ledt, og selvom han ikke bliver elsket mere i miljøet af den grund, så får denne udsendelse endelig sådan en som mig til at forstå lidt mere af, hvad der foregår inde i hovedet på Bukdahl.

Kongstad finder en god stemme hér. Han kan i sine to gode romaner være ubehageligt udleverende af kreativklassemiljøer, som på sin side er gjort præcist og smertefuldt, men også sine steder sært kuldslået. For hvad kan der være at holde af i hans verden?

Men her i disse programmer får han selvsamme segment til selv at give miljøet en stemme, som bærer meningen i sig selv. Som når levemand Kristian Sandvad (ham der engang var gift med Renée Toft Simonsen) udleverer Charlottenlund uden at ane det.

Entrecôte hedder angtrækååååt

Der er tre små mislyde dog. Den ene er, at jeg normalt ikke er sådan kvote-afhængig, men han har virkelig få kvindelige gæster. Når han nu er så nysgerrig en sjæl, kan jeg ikke forstå, hvorfor han holder sig til de sikre kort, nogen han nærmest kender i forvejen.

Den anden er, at midt mellem de gode spørgsmål kommer han hele tiden tilbage til kvindefrigørelsen: “Hvor gammel var du, da kvindefrigørelsen ramte? “Hvad gjorde halvfjerdserne ved dig?”, “Hvad tror du, feministerne ville have sagt til det?”. Det er sjældent interessant i hver eneste menneskes liv.

Og den sidste er, at når han nu er vores generations feinschmecker, så er det mere end almindeligt forbudt at udtale entrecôte forkert. Selvom det er en ko-udskæring, slutter den ikke på ko-lyden. Det er jo fransk, og det hedder angtrækååååt.

Kongstad lægger også sine anmeldelser på sin blog nu, og du kan følge ham her.