Arkiv | Litteratur RSS feed for this section

Franske bøger – mest på dansk

1 aug

PicMonkey Collage franske bøger Lotte Garbers

Jeg har læst disse bøger – mest på dansk og engelsk og lidt på fransk, før og under mit Frankrigsophold 2012-2015, og jeg kan bare sige det, som det er: Jeg bliver ved og ved med at opsøge det franske. Jeg er vist ikke den første. Listen her er sidst opdateret februar 2016.

SKØNLITTERATUR

Anastassia Arnold

Smertefælden. Kan du godt lide at kigge med under berømtheders dyner, er denne her lige dig. Det er Simone de Beauvoirs kødelige kærlighedseventyr med den amerikanske forfatter Nelson Algren, som er skrevet ud som en brevroman, fordi forfatteren kun allernådigst har fået lov til at læse hans breve til hende. Hendes er forlængst offentliggjorte. Det er smertefuldt, og det er gnomen Sartres skyld. Blandt andet. En noget andet kvinde end hende, der opfandt den feminisme, vi stadig nærer os ved. Hold op hvor er det dog synd, at de ikke fik hinanden. En bog alle romantikere dør lidt over – sammen med en pastis i efterkrigstidens Paris.

Minuel Barbery

Pindsvindets elegance. Måske årets (2012) bedste læseoplevelse. Superfransk parisisk opgang med concierge, der ikke er, hvad hun ser ud til. Helt vidunderlig med gråhåret Føtex dame og 12-årig suicidal goth pige. Kærlighedsroman, klart. Forfatteren er yngre end mig og kan skrive som en 57-årig, så det synger.

Albert Camus

Den fremmede. Forsøgte på fransk, og så med dansk lydbog. Ikke helt stærk er jeg. Glæder mig til dansk genudgivelse i 2013. Men sikke en klassiker. Især i et land med andre etniske udfordringer end DK. Har nu læst den tre gange, og hver gang siger den noget nyt – nedslående hver gang, men nyt!

Jean Cocteau

Under foregivende. Sikke en perle. Som en Gatsby med humor. Som en opera af Mozart med intellekt. Som et rigtigt eventyr, hvor der for en gangs skyld er en dybere morale. Er du bange for franske klassikere, så skal du bare begynde her. Romanen foregår under 1. verdenskrig, hvor vi har det paralyserede parisiske dekadente borgerskab, der gerne “vil gøre noget”, nok mest fordi de keder sig. Ind på scenen træder den helt store bedrager, den unge, unge mand, der lidt kommer til at sige, at han er i familie med ham generalen. Så tager det fart. Det eneste dårlige ved denne ny-oversættelse er titlen. Hvor skidt en titel, især når originalen hedder “Thomas l’Imposteur.

Marguerite Duras

Hiroshima mon amour – på fransk. Den store gymnasieoplevelse genoplevet. Mere irriterende i dag end dengang. Men satans smukt. Jeg er lidt forelsket i hende og har taget fotos af hendes bolig i Paris.
Sommeren 80 – på dansk, genudgivet på ARENA 2012. Klummer som du ikke har set det før, fra regnvejret i Bretagne og Normandiet. Meget sørgelige tekster egentlig

Umberto Eco

I Pantheon i Paris hænger en kopi af Foucaults pendul (det er det oprindelige ophængingssted, men originalen faldt ned og smadrede lidt marmor for nogle år siden). Jeg genså det i efteråret 12 med en dansk skoleklasse, ledet af min seje bror, og derfor genlæste jeg Umberto Ecos roman af samme navn. Den er jo god, men Eco er omstændelig og glad for ord. Han er virkelig klog, selvom han i dag ville udsættes for redigering. Handler ikke meget om Paris, jo lidt om kvarteret, men ikke noget mindeværdigt

Jean-Christophe Grangé

Uh! Jeg læser kun Ulvenes rige, fordi der er noget med fransk/parisisk mafia, som jeg skal blive inspireret af til min femte roman, som lige nu hedder NETE (julen 2013 – bemærk mit navnetema). Til gengæld har jeg fået at vide, at det er hans allerbedste, hans allermest spændende, og jeg er allerede ved at dø af skræk. Hovedpersonen kan ikke huske sin mands navn, og måske er hun blevet hjernevasket. Det er alt nok af spænding til mig. Men researchmæssigt er det den brutale karakteristik af den parisiske undergrund, jeg skal bruge. Det er tyrkisk mafia, og jeg skal bruge fransk-italiensk, som er langt mindre voldelig, men det er vigtigt også at forstå sine fjender/konkurrenter. Bare rolig, der er ikke en thriller på vej fra mig. Det er jeg for inkompetent til

Ernest Hemingway

Der er ingen ende på Paris – og det har han virkelig ret i. Måske heller ingen ende på hans forfatterskab? Skal i hvert fald have fat i de nye samlede noveller, som Lindhardt & Ringhof har udgivet. Hvis du kun skal læse en bog om Paris, så er det denne her. Det er ikke en roman, men optegnelser fra hans liv her. Fra caféernes vinkort, gåture mod sult og anelser om et ægteskab, hvor man tænker: Uh, holder det? Bonuslæsning: Fitzgerald er jo ret moderne i denne tid, og Hemingway har et hudflettende kapitel om en tur til Lyon med hypokonder-Scott, som jeg havde glemt alt om. Den er den vildeste klassiker med referencer til steder, der stadig er levende i Paris. Han fik mig til at genopdage området bag Panthéon, ned mod Montparnassekirkegården. Hvor er det tæskeærgerligt, at jeg ikke levede for 80 år siden – måske

Michel Houllebecq

Var måske aspirerende til at være min yndlingsforfatter, inden jeg flyttede herned, men så kom Kortet og landskabet i 2012 på dansk på Rosinante & Co. (ham kommer jeg aldrig til at læse på fransk), og den er simpelthen fantastisk. Led, morsom, sørgelig, vigtig, kærlig, vedkommende. Åndssvag krimiafslutning, men han skriver sig selv ind i romanen på den fedeste, selvudleverende måde. Det kunne MANGE godt lære lidt af. Og nu ved jeg alt om kunstverdenen. Og ikke mindst en del om en besynderlig ny del af Paris.

Hans næste roman, Underkastelse, blev sådan forstyrret af terrorangrebet i Paris på Charlie Hebdo, fordi den udkom samme dag og handler om, hvad der sker, når det franske valgsystem bukker under i afmagt for at undgå en Front National-sejr, så det ender med, at Frankrig får en muslimsk præsident. Meget tæt på virkeligheden. Og ondt og sjovt, men lidt for politisk og for lidt litterært. Han er yndlings, men han er svingende. Til gengæld er de her artikler fra det nye netmedie Føljeton om ham fantastiske.

Jean-Claude Izzo

Solea. Kikset af mig. Begynder på en Marseille krimitrilogi med bind 3. Men det er heldigvis muligt at læse de to andre uafhængigt, omend denne sidste er temmelig – uafvendelig til slut. Jeg læser den allermest for research, da jeg ikke er en stor krimisluger, men denne her har smertelige miljøbeskrivelser og maddetaljer, der gør en sulten efter mere, og der er nu noget ved pensionsmodne mænd, der lægger damer ned på stribe. Og skurkene er nogen, jeg skal bruge til noget. Det er dejligt livspatetisk, hvor størst af alt er kærligheden. Jeg skynder mig at læse ”Total Kheops” og ”Chourmo” af denne desværre afdøde forfatter, der både var boghandler, journalist og militant kommunist. Og så har jeg mødt nogen, der har mødt ham. Så sejt.

Waciny Laredj

Det andalusiske hus. Ikke engang Frankrig har fået lov at læse dette arabiske eventyr – oversat direkte til dansk fra arabisk, noget vi ikke er vant til. Det er heller ikke en roman, som vi kender den. Bredahl fra Politiken skrev, at man kan flytte ind i den. Det er meget præcist, eller måske snarere som en slyngrose, man virkelig tror på, man kan gemme sig i. Det er også et historisk rids på den vilde måde – fra maurerne kom til Spanien og blev smidt ud – og nogle endte i eksil i Algieriet, som er mit interessefelt for tiden. Her ligger det længselsfulde hus – som savner sit Andalusien, og nu skal det gøre plads til endnu en betonghetto. Hvis du er til Alhambra og så hele vejen op til koloniens selvstændighedskrig, så er det her bogen. Den er for vild.

Vladimir Nabokov

Lolita. Überklassiker, som jeg har genlæst, fordi det er en roman, der tager sit udgangspunkt i Frankrig – gammel mand scorer alt for ung amerikanerinde – den gamle verden møder den nye; en fortolkning, han selv hadede. Hvis litteratur er højeste grad af empati, så er det lykkedes Nabokov her, for han formidler lysten, begæret, skammen, så man rent faktisk holder med slemme Humbert og ikke lader ham blive dømt for den forbrydelse, han begår til at begynde med, da hun kun var 12. Den kan sagtens tåle at blive kaldt for en erotisk klassiker, hvis du tør læse med åbent sind for den litteratur, den er.

Mazarine Pingeot

Bon petit soldat – på fransk. Mitterrands hemmelige datters dagbog fra særligt valgkampen 2012. Bare rolig, hun er litteraturkritiker og vildt intellektuel, så det er ikke BilledBladet. Daddy læste godnathistorie for hende hver dag… Hvad gør det ved et menneske, når mor kalder far Monsieur le president, når andre er til stede?

Marcel Proust

På sporet af den tabte tid. 1. Når man bor i Paris, 2. når Nymphomaniac hærger landet, 3. når man lige har genlæst Knausgård, 4. når det er en all time-klassiker, 5. når det er en super smuk nyudgave, så har man fem gode grunde til at give sig i kast med denne stemningslitteratur. Det går faktisk ret godt. Jeg læser ikke i dem hver dag (der er 8 bind af de 13 på markedet lige nu), for jeg har så meget, jeg skal læse. Men med lidt myntete (kan ikke lide mandelte, som Proust ellers er fan af) på balkonen, og fornemmelsen af æstetik helt ned i nylakerede tånegle, så er det en meget stor nydelse.

Saint-Exupery

Den lille prins. På fransk. Første livtag med sproget. Så fin og sød. Fandt den i en bogkasse ved Seinen. Dyrk universet på hjemmesiden med fotos af originaltegningerne.

George Simenon

Pietr fra Letland og Mordet ved vejkrydset. To krimier i en. Den belgiske forfatter, der er ophavsmanden bag begrebet Paris-noir. Der er sket meget i krimiland siden 1931; det er både blevet mere ble-venligt og mere makabert, men her kommer den store mand altid hjem til varm mad, og hans forbrydere er nogen, han forstår sig på, også selvom de kommer fra mørke gyder, trange kår og altid har fedtet hår. Dejligt med en anti-Sarah Lund, for Maigret fejler aldrig, og skildringerne af danserestauranterne i Paris drager bestandig, men så meget regner det altså heller ikke i Paris.

Jan Sonnergaard

Strandvaskeren i Saint-Nazaire. Først på dansk og så på fransk (det er en lang novelle). Alvorlig Sonnergaard, spændende! Den er også den sidste i hans nye udgivelse: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. 

Delphine de Vigan

Alt må vige for natten. Åh, så fransk! Det er en katastrofeberetning på tematisk linje med Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel, men denne her er skrevet med den elegance, vi genkender fra en parisisk boulevard, når vi ser franske kvinder i deres små nederdele og høje hæle. Det er en forfærdelig historie om børn, der mistrives, om broren, der drukner, om natten, der trækker forældrene væk fra deres egentlige opgave – om børn, der bliver voksne for tidligt, og om Frankrigs skønhed og forfaldet i samme. Det er virkelig en poetisk, fin, grusom historie. Og vældig empatisk. de Vigan kan skrive fra barnets vinkel, uden det bliver følelsesporno. Den skal nydes i små lækre slurke – som en pastis.

Baseret på en sand historie. Alene titlen på den forrige semibiografiske roman Alt må vige for natten får en til at dø lidt over alt, hvad der er fransk. Og det tror jeg faktisk også, forfatteren gjorde: døde en lille smule over succesen. Så derfor denne nærmest thriller-agtige stalkerhistorie. Men hvad er det, der er sandt? Den forrige romans afsæt i virkeligheden, eller denne her historie, som handler om en forfatter, der har skrevet om sin mors selvmord og får skrivekrise, men får en beundrer, der også gerne vil hjælpe – med ALT… Dudududu. Delphine de Vigan bliver en af dem, hvor jeg læser ALT, hvad hun skriver.

FAGLITTERATUR

A Brief History of France

Paul F. State. Godt sted at begynde. Så man får styr på Charlemagne og hele l’hexagone

Édouard Louis

Færdig med Eddy Bellegueule. En dreng, der finder ud af, at han er bøsse og lever i laveste klasse i det fattige ex-industrielle, beskidte, racistiske Nordfrankrig er en sand fortælling skrevet af ham, der klarede den og nu læser på en af les Grandes Écoles i Paris. Lad mig være ærlig, det er ikke feel good det her, og reaktionerne var lidt som Yahya Hassan har oplevet det i DK: Man må ikke tale så grimt om dem, der i forvejen ligger ned. For mig er det ikke en Hassan. For mig er det her den vigtigste form for dannelsesroman, vi har, hvor pointen er: Når jeg viser, hvem jeg er, får jeg bank, og jeg lærte mig kunsten at skrive for at sige det til de voksne.

PARIS

Århus Universitetsforlag 2012. Superfed samling tekster om Paris. Nørdernes Paris. Ikke noget med taskebutikker. Elskede måske mest den om historien om Frankrigs nationalbibliotek eller den om Haussmanns byplanlægning

– og få fat i The Economist fra 17.11.12 – specialudgave om Frankrig. Så ved man alt!

#bogsnak er det nye – en anmeldelse af Bogfolk

2 feb

Politiken Bogfolk Lotte Garbers

På det lidt magre sociale medie, Twitter, var der fornylig en debat om hvilket #, vi skulle bruge, når vi snakkede bøger. Valget blev #bogsnak. Selv plejede jeg at bruge #dklit, men det kunne man lave syg god fis med, hvis man kom til at fjerne d’et, så nu er det altså #bogsnak.

Ordet irriterer mig, fordi det virker useriøst, men tryk nu på #’et – indholdet er fedt.

Sådan er det også med avisen Politikens egen podcast om litteratur, Bogfolk. Hvor mærkelig en samlebetegnelse – er det så også alle, der læser? Eller alle folk, der er i bøgerne? Eller folk, der har gået i skole?

Konceptet er ellers lige ud ad landevejen. Avisens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen går ned i Politikens Boghal, den ene af Københavns to cool boghandler, og optager vores ugentlige fix om, hvad der rører sig hos bøgerne. Ofte er Rune Lykkeberg, kulturredaktøren, med, eller endda vikar, og når han er på, får man lyst til at læse alle bøger i verden, fordi han emmer af netop det: at have læst alle bøger i verden.

De to værter kan enten hudflette Ejersbos efterladte noveller, eller også laver de Houllebecq-tema, og lige nu er min yndlingsudsendelse den om den nyslåede doktor og litteraturforsker Marianne Stidsen, der på 1200 sider har skrevet om menneskets identitet i dansk og nordisk litteratur efter 1945 – og om angst, depression og i det hele taget om det moderne menneskes plads i litteraturen i dag. Så højpandet og jeg forstår det hele. Det er den fra uge 51.

#Fordybelse

Podcasten har to greb, jeg er forelsket i:

De interviewer næsten hver gang underskønne Christina Thiemer, der er boghandleren i Boghallen (ja, det er hende, der grundlage den anden cool boghandel, Thiemers magasin, nu drevet af også underskønne Rikke Viemose). Hun fortæller, hvad der sælger, og det plejer #bogsnak-mennesker at være for fine til. Så dejligt.

Det andet greb er deres temaer – enten live optagelse fra Boghallen – f.eks. en fin en med bl.a. Svend Brinkmann – eller også bare fordybelse i et emne, f.eks. om Tage Skou-Hansen.

Hvorfor hedder #’et ikke #fordybelse? Det er jo det, der rykker med bøger. Uanset hvilken bog, du har i hånden.

Hvis du følger Politikens Bogfolk og Skønlitteratur på P1, så har du, hvad der er om bøger på lyd om ugen i Danmark – udover at du ENGANG imellem finder lidt om bøger enten i P1 Eftermiddag eller P1 Kulturlørdag.

Nå. Nok om #bogsnak. Husk at bruge hashtag’et derude.

Du kan læse mere om indholdet af de allerede eksisterende Bogfolk-podcasts her.

 

På begge sider af plankeværket

7 sep

Tusind tak til komponistforeningen

Tusind tak til komponistforeningen

 

Jeg har sagt ja til at arbejde for Gyldendal to dage om ugen. Det gør jeg, fordi det simpelthen er for vigtigt et arbejde at sige nej til. De resterende fem dage er jeg romanforfatter. Jeg er nu officielt på begge sider af plankeværket.

Kan man det?
Ja, man kan godt arbejde på kontor med kantineordning i to dage, også når man skriver derhjemmefra de øvrige dage. Det kan man faktisk blive nødt til, fordi der ikke altid er mange penge i at skrive romaner.

Hvad jeg skal lave?
Jeg er kommunikationsrådgiver for Gyldendal. Det betyder, at jeg skal hjælpe med den del af pressearbejdet, der ikke har noget med den enkelte bogudgivelse at gøre. Det kan være alt fra de gode historier, der er i det store, gamle hus til langt mere strategisk kommunikation, også vendt mod det mere politiske, og som handler langt mere om branchen som sådan. Og så skal jeg hjælpe rigtig meget med at lave forfatterpleje på nye måder.

Er du så Gyldendal-forfatter?
Nej. Jeg elsker at udgive mine titler på Rosinante. Rosinante er det rigtige sted for mig, og jeg ser en styrke i, at jeg ikke blander mit ene professionelle jeg (den rådgivende funktion) med det andet jeg (forfatteren). Selvom Rosinante er et datterselskab under Gyldendal, så betragter de jo hinanden som konkurrenter ude på markedet.

Næste gang bliver jeg litteraturdiktator

Er det ikke at gå over til fjenden?
Nej, et forlag skal helst ikke være fjenden for en forfatter. Det skal være en samarbejdspartner og helst en ligeværdig. Der er kun en eneste ting (næsten i hvert fald), vi skal være uenige om, og det er hvor stor en bid af kagen, der skal retur til forfatteren, når forlaget har solgt en bog. Det arbejde skal jeg sådan set ikke blandes ind i.

Til gengæld har jeg efterhånden en del års brancheerfaring, endda nogle år som forfatterforeningsformand og ikke mindst et rasende autentisk netværk. Det kan vi lige så godt sætte i spil, mens jeg venter på at blive verdens første litteraturdiktator.

Der kommer ikke til at være noget om mit arbejde for Gyldendal her på bloggen, kun i meget indirekte former.

I kan læse mere om min funktion i denne her pressemeddelelse, hvis det er.

Blixenprisfesten var en succes

31 maj

Lotte Garbers Blixenprisfest

Det var en fantastisk Blixenprisfest, som Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere stablede på benene i fredags, og jeg tror, der kommer mere af den. Og forhåbentlig med bedre fri bar.

Aviserne – f.eks. her i Kristeligt Dagblad – har allerede skrevet om det største moment, da Danmarks gennemkronede børnelitteratur-dronning, Lene Kaaberbøl, donerede sin kontante pris til Rachel Rösts prisværdige projekt, Læs for livet; et projekt, der indsamler bøger til udsatte børn og unge.

Mit eget moment var, da jeg fik en kollega til at tage mikrofonen fra DJ’en og råbe et vist f-ord. Det manglede, for i Frimurerlogen, hvor vi var, er der meget nydeligt, meget højtideligt, og måske meget langt fra den måde, som forfattere normalt fester på.

Der var råbt meget om, at der var for få billetter, så jeg troede, at der kun ville være sponsorer og prismodtagere, men der var rigtig mange, skønne kolleger, og forlæggerne reagerede også, som om der nok ikke kom nogen forfattere og tog imod os sådan her:

dog-loves-the-cat-a-little-too-much

I det hele taget var serviceniveauet i top, og selvom den fri bar bestod af billigt, lunkent øl og vin, var der rigtig mange fra frimurerlogen, der gerne ville have, at vi tog en lille en:

dog-bringing-beer-from-refrigerator-for-thirsty-owner

Generelt gik det rigtig godt med at få forfatterne op og ned af scenen og enten motivere priserne eller sige tak, men alle forfattere har ikke scenen som deres mest vante sted:

arab-celebrity-tv-show-entry-epic-fail

Samtalerne handlede naturligvis enten om penge fra staten eller litteraten Mette Høegs kritik af den navlepillende, kvindelige litteratur i dag, og når samtalen varede mere end et minut, virkede argumentationerne nogenlunde sådan her:

1326738234_grenade_drill_fail

Og da vi blev smidt ud alt for tidligt, gjorde nogen af os sådan her:

meanwhile-in-an-indian-store

Vi er mange, der glæder os til næste år!

 

 

En falsk modsætning

7 mar

 

Lotte Garbers Blixenprisfest

Den gode nyhed i min branche i denne her uge er, at endelig bliver den store prisfest for litteraturen til noget. Gamle og nye priser finder sammen og får sin egen rødløber-fejring, noget vi er meget, meget dårlige til i min branche.

Den dårlige nyhed er, at et litteraturelskende medie som Information har en litteraturredaktør, Peter Nielsen, der nærmest skammer sig over, at vi godt kan lide en aften med knald på. Han mener ikke i gårsdagens avis, at vi skal have en tåbelig ceremonialisering af selveste litteraturen, som forstås rækker langt ud i de eksistentielle erfaringsomåder, hvilket man så kan sidde og tænke lidt over, hvad han mener med.

Han stiller det, jeg kalder en falsk modsætning op: At litteraturens ensomhedsfremmende produktionsvilkår gør, at vi ikke kan fejre den med scenens sprog.

Litteraturen skal ikke komme for godt i gang

Undskyld, men er det ikke selv samme branche – og heldigvis for det – som altid er at se med et glas i hånden i det offentlige rum? Hvor mange store receptioner er der ikke lige om året? Og hvem misser dem? Ikke redaktørerne da.

Forfattere er ensomme og derfor altid tørstige, og i de sidste år er det blevet mere almindeligt at holde mere eller mindre offentlige receptioner og events og våde aftener, hver gang en bog udkommer. Det er ikke, fordi vi er blevet tivoliseret, vi er bare sultne efter samvær og anerkendelse og måske endda engang imellem føle ude i verden, at vi betyder noget, og så er vi også nogle af de her mennesker, som godt kan lide at more os. Ligesom redaktører, vel?

Litteraturen er den fine kunstart, og det er åbenbart stadig muligt at se ned på andre kunstarter i 2015, fordi aktører i de andre kunstbrancher engang imellem tager lange kjoler på. Det tror jeg ikke gavner litteraturen. Faktisk er der en tendens til, at litteraturen skal da ikke komme for godt i gang, og hvad med de der legater, det svarer jo til jeg ved ikke, hvor mange millioner pr. næse, og så er der jo også biblioteksafgiften – vi svømmer i penge, og nu vil vi så også fejres? Vi skulle skamme os, skulle vi.

Tilbage på vores loftsværelse og dø lidt for kunsten. Ellers er vi jo ikke fine nok.  Jeg springer lige over den rolle og skal ud at købe kjole.

Stor tak til min forening, Dansk Forfatterforening og den anden forening også, da, og ikke mindst formand Jakob Vedelsby, som har kæmpet så bravt for at realisere dette nye, superfede initiativ.

Indlæg fra Skønlitteratur på P1 i dag

18 feb

Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn

Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn

 

I dag har jeg læst den nedenstående tekst op i Skønlitteratur på P1. Jeg vidste egentlig ikke, at jeg havde så meget på hjerte efter weekendens tragedie. Her kommer den:

Da London om morgenen d. 7 juli for ti år siden var udsat for et terrorangreb, hvor tre bomber sprang i undergrundsbanen og 1 på en dobbeltdækkerbus, reagerede befolkningen dagen efter på en meget stærk måde, som jeg husker det: De kørte med bus og undergrundsbane på vej til arbejde, som de havde gjort dagen før, og som de ville gøre igen dagen efter. De fortsatte. Sammen. Tragedien var kollektiv, og svaret var forenet: Vi vil ikke være bange.

Det bevægede mig. Udover det åbenlyse mod, kaldte reaktionen på en fælleskabsfølelse, som jeg tror, vi indtil nu har manglet i Danmark. Indtil nu har debatten om retten til at skrive, tegne, sige, hvad man vil, overvejende holdt sig inden for det intellektuelle reservat, og det er ikke fællesskabet herinde, der har hersket.

Her i stilheden efter weekendens rædsel, tænker jeg på, om vi sammen i Danmark har fået overskredet en tærskel. En tærskel, der en gang for alle har ført os ud i den store, farlige verden, som er den, vi har været så længe om at tilpasse os – den verden, som har terrorangreb som en mulighed. Den verden, som ikke lader frihedsværdier som forsamlings- og religionsfrihed være noget, vi diskuterer i Deadline, men værdier vi praktiserer som noget naturligt hver dag, som da englænderne dagen efter tog den bus på arbejde. Igen.

Da tegningerne af Muhammed ramte os, var vi ikke en del af den store verden. Vi levede i andedammen, hvor ænderne blev fulgt over fodgængerfeltet. Vi kunne ikke håndtere det, for vi vidste ikke, hvad det egentlig var, der ramte os. Selv har jeg skullet stå på mål for en aldeles fraværende opbakning til Kurt Westergaard, dengang jeg var formand for forfatterforeningen, også selvom det ikke var mig, der ikke engang sendte en pressemeddelelse om hans naturlige krav på støtte.

Den andedam har været meget svær at forlade. Den har bestemt haft sin funktion – og ikke mindst givet frit spillerum for meningsdannere med stærke, skråsikre dagsordner, men den har også taget forfatterens vigtigste trumfkort fra os – nemlig tvivlen.

Den tvivl, der gør, at man må løbe efter sin hovedperson af mere og mere kringlede veje, fordi man gerne vil forstå og forløse, og selvom man er ophavsmanden altid er usikker på om lykkes. Fordi tvivlen, undren, undersøgelsen er vores benzin – for kender vi svarene på, hvorfor Jeppe gør, som han gør i baronens seng, bliver vores personer ikke interessante for andre end de allerede omvendte.

I mange år har debatterne om ytringsfrihed snoet sig mere og mere indad i en medie-indslags-skabende spiral. Hvad synes du, Lotte: Er du for eller imod? For eller imod Stjernfeldt / For eller imod Lidegaard /For eller imod Henrik Dahl / For eller imod Carsten Jensen?

En forfatter skal gerne kunne bevare muligheden for både og. Alligevel er vi inde i reservatet blevet skubbet i båse – et for eller imod.

Jeg tog ikke ind i Krudttønden i lørdags til debatmødet. Lige med det møde var det, fordi jeg var blevet træt. Træt af behovet for at postulere kravet om, at Lars Vilks må tegne lige så mange forkølede hunde, som han vil. Træt af behovet for at demonstrere retten til en ytringsfrihed, som jeg personligt ikke har følt har været truet. Jeg har heller aldrig haft Muhammed-hunde på hjerte, men ved ikke at have det har jeg automatisk valgt side i en debat, som fremmer skråsikkerhed og ødelægger tvivlen.

Var jeg kommet, hvis det havde været Rushdie? Under hans fatwa var der ingen diskussion om retten til i en bog at antyde, at koranen var skrevet af satan selv. Måske er det så snævert, for han er jo en god kunstner.

Det er kun fem uger siden, at et angreb fandt sted i Paris. Et angreb, der på mange måder blev efterlignet i lørdags. Alligevel sagde en kunstnerkollega til mig om magasinet Charlie Hebdo, at “deres humor er for grov til mig, så “jeg er ikke Charlie”.”

Den relativisme tror jeg sluttede i lørdags. Vi blev skudt ud af vores andedamsdiskussioner, og truslen på vores frihedsrettigheder blev omsider et allemandseje, fordi det ikke blev Lars Vilks, der fik det sidste ord. Andedammen sluttede inde ved synagogen, og nu er det ikke længere meningsdannernes konflikt, hvor modsætningen ligger i, om man siger “MEN” efter man siger:  “JP må trykke, hvad de vil”.

Nu er det vores alle sammens tragedie. Nu kan vi endelig holde op med at diskutere, hvorvidt danske forfatteres påståede manglende romaner om radikaliserede muslimer er et udtryk for selvcensur, eller om Lidegaard lider af fortrængning, når han siger, at ytringsfriheden ikke er truet, mens han klikker sig igennem sit kontors dobbeltsikrede døre.

Det kan få en vigtig betydning for kunsten, her i skyggen af tegningskrisens æra og midt i såret fra i lørdags.

Kunsten bliver fri igen. Den SKAL ikke noget. Ikke andet end det den plejer: At spejlvende og retvende vores samfund og give os dyb undren og hurtig forbløffelse. Den skal ikke vælge side.

Vi som forfattere skal ikke gå til ytringsfrihedsmøder for at markere, at vi må; vi skal bare gøre, som vi gjorde i sidste uge. Vi skal skrive, hvad vi kan og har på hjerte, og det er lige meget, om det er de fortættede, skandinavisk-klassiske familiedramaer, eller om vi brænder for at skrive om terror, religionskrig og værdikamp. Vi fortsætter igen i næste uge – ligesom de gjorde i London.

Vi skal igen skrive om mennesker blandt mennesker, fordi det er det, vi kan.

Jeg ved, det virker absurd i denne tid at sige, at noget kan blive bedre efter det, vi oplevede sammen i weekenden. Men måske har vi fået kunstens undren, tvivl og nuance tilbage. Vi har i hvert fald aldrig haft brug for kunsten, som vi har lige nu.

 

Mig som Steve Jobs

25 nov

Steve-Jobs-Lotte Garbers

Næste tirsdag skal jeg holde et oplæg i Kulturstyrelsen og være lidt ligesom Steve Jobs. Jeg skal lige til sidst efter nogle oplægsholdere fra Tyskland, England og verden som sådan sige noget om det danske bogmarked. Som jeg ser det. One more thing; i stedet for at sige: se! vi har også lavet en smartphone, skal jeg sige, at det danske bogmarked er awesome og ikke truet af noget inferiørt som Amazon, analfabetisme eller Netflix (de sidste to er vel to sider af samme sag?).

Det kan jeg sagtens. Hvis der er noget, jeg er god til, så er det at lyve og prale og tage den fra hoften.

Men egentlig vil jeg gerne være litteraturminister og lave litteratur-verdenen om, sådan så der er god litteratur til alle, og dem der laver den, kan leve af det, og så må jeg hellere lade være med at lyve for meget. Men prale har jeg tænkt mig. Prale gør de fleste mennesker alt, alt for lidt.

Jeg beholder ja-hatten på

Til gengæld vil jeg så gerne være positiv. Det lyder blondine-dumt, men faktum er, at bogen overhovedet ikke er død, selvom der er så mange, der sender dommedagsprofetier ud over den hele tiden. Det danske bogmarked er måske ikke awesome, men det er ikke i krise som før. I sidste uge opjusterede Gyldendal f.eks. deres resultat for året.

Er der problemer alligevel? Går indtjeningen ud af forretningen, når prisen presses? Kan vi leve uden boghandlerne? Forlagene? Bliver det hele til agenturer og professionelt på en måde, som gør, at den sande kunstner dør i det senpromoverende© samfund? (fedt ord, jeg lige fandt på, godt man har styr på sine rettigheder).

Det mener jeg forfærdelig meget om. Måske de skal lave et seminar kun med mig.

Sidder du der og er ligesom mig og tænker over bogens fremtid, globaliseringen af bogmarkedet og bogens rejse fra forfatter til læser, så send mig en pointe, så jeg bliver sej som Steve Jobs på tirsdag.

At dø lidt over noget smart

12 nov

Storytel DJ Barnes Lotte Garbers

 

Egentlig er der så meget, der sker. Men i dag lancerede yndlings-lydbogstjenesten, Storytel, deres bladre-tilføjelse. Det vil sige e-bøger. Det vil sige, at når du går til stationen og lytter til din roman, så kan du sætte dig i toget og læse videre på dit device. Åh! Jeg dør over sådan noget smart noget.

Og jeg dør også lidt over Maria Gerhardts debutroman (måske kender du hende som DJ Barnes), som jeg har i ørerne for tiden.

Jeg læser som en gal for øjeblikket, selvom kolleger altid siger, at de ikke kan læse, når de skriver. Men jeg er i sidste fase af romanskrivning (og nej, det betyder ikke, at den kommer til jul, det betyder, at jeg ved, jeg bliver færdig, og jeg ved, hvad der skal stå, det er bare ikke altid, at når dagen er omme, at det er det rigtige, der står der, og sådan kan man være længe om at skrive en roman), og måske frigør det rum til input fra andre.

I den sidste uge: bogmesse, Beethoven, børnelængsel, bandekriminalitet, berømte sidste ord

Jeg kunne skrive en masse om en sært stemningsfuld bogmesse i sidste weekend, der var meget godt, og jeg selv havde fornøjelsen af bl.a. at interviewe Lars Johansson, der har skrevet videre på sin Signe historie, og åh! den dør jeg også lidt over.

Og så skal jeg snart noget med Beethoven, men det kommer. Og så er der fraflyttet søn og Paris-pendlende mand, men det kommer også, snart.

Egentlig vil jeg hellere bare sige noget om, at vi skal have nyt køkken. Og at det efterlader mig med angst for mangel på skrivero.

Måske jeg bare er lidt pms. Jeg tror, jeg er klar til at dø lidt over et nuttet foto på Facebook lige nu. Må hellere logge af.

 

Hver mandag er litteraturens

4 nov

hver mandag Lotte Garbers

Det er gratis, det er nyt, det er automatisk. Hvad sker der for det? Og så hver mandag?

Det er hvermandag.dk, som er et superinitiativ taget af Kamilla Löfström, Peter Adolphsen og Boris Boll-Johansen. Du får en spritny tekst hver mandag kl. 6 om morgenen, fra etablerede og nye navne. Den skal være kort, den skal være uden dikkedarer med layout og andre fancy-heder, og jeg fik lov at skrive den til i går, og faktisk er første linje noget fra en fest med en af de tre redaktører. Mere siger jeg ikke. Den så sådan her ud – uden titel:

– Jeg fejler noget med s.
– Den lader jeg gå videre. God bedring.
Han slugte sin tudse i halsen, den han havde bygget op, så den kunne lyde som streptokokker. Hed det ikke sådan, hvis det var i halsen? Det hed i hvert fald strepsils, de bolsjer hans far altid havde spist, fordi han sagde, de hjalp mod dårlig hals, men alle i familien vidste, at det var hans måde at snyde sig til at spise slik på.
Han stod der i den smalle entré, ganske vist omklædt og med jakken over den ene skulder, sådan som han havde set, at sælgerne altid gjorde, og konstaterede, at det var lykkedes ham at ringe til kontoret. Så manglede han bare ugens øvrige aftaler. Ikke at der var mange, det var ikke det.
Han kunne ikke finde nummeret til badminton-makkeren, fordi han altid kaldte ham Petersen; han var en rigtig Petersen med tydeligt t. Han var gemt i adressekartoteket under W, fordi det var et pænere bogstav, og fordi han vitterlig hed Wilder til mellemnavn, og hvem ville tage et navn med P, når man kunne få et helt for sig selv under W.
Mens telefonen ringede op til badminton-Petersen, blev han i tvivl igen, men det var gået godt før, da han meldte sig syg på kontoret. Skulle han egentlig overhovedet sige noget om, hvad der var i vejen?
Han rømmede sig fire gange hurtigt efter hinanden og lod være med at synke spyttet, og han havde en fin, sej klat i munden, da telefonsvareren gik på.
– Ja hej, det er mig, du, jeg bliver nødt til at aflyse i morgen.
Så blev han nødt til at synke klatten, spyttet, slimen.
– Som du kan høre, er den ikke helt god. Ja, jeg er gået hen og er blevet syg. Jeg tror, det er det med s.
Han lagde på, og mens han aflyste noget mere, kom en sms fra badminton-Petersen, hvor der ud over god bedring også stod noget mere indfølende om, at det var noget værre noget, nærmest en epidemi, og om han fik god hjælp?
Under H lå hjælpen. Hende der gjorde rent i hans rækkehus om fredagen, hvor han gik senere, fordi han godt kunne lide at komme som en af de sidste til fællesmorgenbrødet i afdelingen, så det ikke var ham, der skulle skære brødet ud.
Der var altid købt forskellige brød ind, og han vidste ikke, hvilke brød folk gerne ville have meget af, og hvilke brød de ville have lidt af, så han tænkte for længe over, hvor mange skiver, der kunne gå til spilde, hvis han skar for meget, og værre endnu: Hvis nogen sagde lidt henkastet, men dog beordrende: – Skær lidt mere af det koldthævede. Poserne fra bagerne var aldrig med navneskilte, og han anede ikke, hvilket der var koldthævet, hvilket der var spansk landbrød eller hvilket der var med softkerner.
Da han engang havde foreslået, at de lagde brødene op i alfabetisk orden, havde de grinet som de gjorde, når nogen af de sjove sagde noget.
Derfor foretrak han at komme dumpende, som det hed, som også var ganske ubehageligt, men klart at foretrække.
Hjælpen svarede ikke på telefonen. Måske var det et mærkeligt tidspunkt at aflyse rengøringen her fem dage før, men han vidste, at med al den slim, som han nu var blevet ganske ferm til at fremstille, at han ikke ville blive klar med alt det, der skulle ordnes og tørres af og lægges på plads og fejes sammen, før han kunne være bekendt at lukke døren op for hende, med hendes citronduftende spand, som hun stillede fra sig, mens han fandt hendes penge frem.
Så samlede hun sit lange sorte hår op på hovedet, og så smilede hun og bukkede nærmest. Og smilede igen.
Han kunne ikke sende hende en sms, for hun havde ikke den app, sagde hun. – Se, min telefon har ingen apps. – Så siger vi det, havde han sagt. Han havde set på hendes tastatur, der bestod af rigtige knapper. Den med s’et var mest slidt. Det var det første tal i hans telefonnummer. Han ville ikke aflyse hende og citronspanden. Ikke endnu.

Dagen efter kom han til at køre på arbejde. Han havde også taget sin badmintontaske med.
Områdechefen var den første, han mødte.
– Er det nu en god ide, at du kommer ind i dag? Jeg har nemlig hørt det, det med s.
Siden morgenen før havde han fået den vane, at han hver gang han bare tænkte på et af de mennesker, der var i hans liv, dannedes der slim i mundhulen. Så han kunne ikke andet end at mumle til chefen, der allerede var på vej videre.

– Hej med dig.
Sådan plejede de ikke at sige godmorgen til hinanden i afdelingen. Hans slim forhindrede også svar hér.
– Har du booket hende? Spurgte afdelingens projektassistent, som det hed, hende der var chefens sekretær.
Han rystede på hovedet, og lidt efter kom hun ind igen og sagde, at hende med M kom kl. 14.
Han spiste ikke noget til frokost, faktisk forlod han ikke rigtigt kontoret, og måske skulle han ikke engang tisse; måske var det slimen, der trak al væsken ud af ham, og kl. 14 kom hende med M ind og spurgte, om han kunne sætte ord på det, han følte indeni.
– Det er det med s, fik han sagt, før savlen flød ud over, fordi hun havde talt så længe, at mængden af spyt og slim og de strepsils, han også var begyndt at sutte på, blev for meget for hans mundhule.
Hun nikkede uden at sige noget og lagde en sygemelding på hans bord. Det næste der skete var, at han åbnede døren fredag morgen til citronspanden og det lange, sorte hår.
– Du ser ikke godt ud, sagde hun, og han forsøgte det med s, men hun ville ikke høre. Hun lod håret hænge og smed hans jakke over begge hans skuldre.
– Du kommer med mig hjem. Og så er der ikke flere bogstaver til dig for en tid.

Lotte Garbers, født 1967, debuterede i 1999 med romanen For egen vinding. Skriver mange forskellige slags tekster, bl.a. klummer til BT og Ekstra Bladet samt ugebladsnoveller til Ude og Hjemme. Hendes seneste roman er Laust, der udkom i 2013.

Endnu en dag på kontoret

17 sep

en af dem, jeg møder i dag

En af dem, jeg møder i dag: forfatter Nis Jakob, en selvudgiver

 

Jeg tror bare, det bliver en dag, hvor alting er helt almindeligt her på kontoret. Først skal jeg skrive lidt roman, men hånden på hjertet, det når jeg jo ikke, for jeg skriver blog i stedet, jeg skriver noter til alt muligt andet i dag, jeg har nogle telefonsamtaler, jeg skal vaske mig i armhulerne, jeg skal huske at lade min iPad op, og så er det frokost.

Og den skal jeg indtage her, i Tårnet på Christiansborg. Mit alibi – udover at det er mine vaskeægte venner, der har restauranten – er, at jeg skal pumpe en, der ved noget om skam, fordi jeg har denne hovedperson, som er underlig skamløs, men det er jo også skam, eller er det? Og hvordan undgår jeg at gøre hende psykisk syg?

Så skal jeg træne her, i Klinik Skou. Det er nogle, jeg kender, og mon ikke jeg skriver om det her senere? Jeg skrev det kun, fordi det er sejt, at jeg også når at træne i dag.

Aldrig gå ned på Aftenshowet

Så skal jeg lige i Aftenshowet. Aldrig gå ned på muligheden for at komme i Aftenshowet; det ved enhver, der lever af det private forbrugermarked, og det gør forfattere, omend de hellere vil debattere, om de skal / skal ikke se godt ud på deres portrætfoto, og om at det er strengt, hvis det betyder noget for salget. Meget betyder noget for salget, og synlighed er måske den vigtigste faktor, og helt ærly, hvis man ikke er på flappen af sin bog, så er man ikke ret synlig.

Jeg skal snakke om den novellekonkurrence, som DR har stået bag, og det gode ved at sælge sin sjæl til massemedierne er, at jeg får lov til at være dér, hvor mine læsere er, og at det er direkte, så jeg skal sådan set bare lade være med at sige noget rigtig dumt. Det dårlige er? Pas.

Indielitteratur – det smarte ord for selvudgivelser

Og så har man endda fået lagt make up, så man kan være klar til at sidde i panel med blandt andet den afbildede Nis Jakob, journalist Klaus Rothstein og forfatter Mathilde Walter Clark, og vi skal diskutere selvudgivelser. Eller indie litteratur, som det smart hedder. Jeg er med, fordi jeg kom til at skrive det her indlæg: Problemet med selvudgivere, og det er suverænt mit mest læste og kommenterede indlæg.

Det foregår i Dansk Forfatterforening, og du kan vist læse om det i Politiken en af de nærmeste dage. Har du nogle pointer, jeg bare skal have med? Eller noget, jeg skal forklare tydeligere? Så kom frisk.

Og således er dagen på kontoret slut.

Godt man ikke længere har snue.