Arkiv | Klatdebat RSS feed for this section

Vi er endnu ikke de samme for hinanden

5 dec

Sheik Caggi 1 Lotte Garbers

I disse år lever jeg tit uden min mand. Igen igen ændrer vores parforhold sig, og efter 30 år er vi endnu ikke de samme for hinanden.

Jeg bor ganske vist i Riyadh sammen med ham, men jeg er også ofte i Danmark, hvor mine store sønner bor, og hvor mit arbejdsliv hører hjemme.

Jeg er imod at leve uden min mand. Han er ikke min elsker, mit tidsfordriv, min legekammerat, som jeg kan tage frem og være sammen med, når der ikke lige var noget mere spændende. Han er min livsledsager, mit livsvidne, ham jeg deler med. Det hele. Ok. Næsten.

Når vi er væk fra hinanden, taler vi i telefon om aftenen, men det er ikke det bedste, jeg ved. På den måde taler man til hinanden i overskrifter: godt møde på forlaget, ingen vandskade i bryggerset, Støjberg er stadig minister.

Men hvad så med alt det, der er indeni mig, som ikke kan kommunikeres i overskrifter: tvivlen på det hele, den lede tanke om en, man holder af, jubelglæden over et glas god te, forskellige blikke på ens børn og deres frådende fremtid - alt det - det forsvinder. Jeg producerer for mange ord om livet på en dag til at kunne rapportere om det i overskrifter.

Det er ærgerligt at mangle det, når man snart har fulgtes ad i 30 år. Og så har vi slet ikke snakket om den tomme seng.

Jeg ser min sheik, når jeg ikke er tæt på ham

Men så sker der noget andet i vores forhold. Det er, som parterapeutguruen Esther Perel (hende jeg interviewede sidste år i Politikens Hus) siger, at når man er så tæt, så tæt, så kan man ikke se hinanden. Hvem kan se noget som helst, når man er helt fysisk tæt? Afstand giver indsigt. Jeg ser min mand, min sheik, når han er væk fra mig.

Jeg ser ham på de fotos, vi sender via snapchat hver dag. Jeg ser hans blik, der ikke har ændret sig et sekund siden påsken 1988. Jeg ser hans hudfolder, der er kommet på halsen, den let tynde hud, og jeg føler, den er min, fordi jeg har set den blive til. Jeg ser ham. Husker hans sidste sætning i sidste samtale og tænker: det var da egentlig meget klogt sagt. 

Det når jeg ikke, og det ser jeg ikke, når vi er sammen hver dag og nat. Det gør jeg nu, når vi er på afstand, og jeg ser, at han forandrer sig, at jeg forandrer mig, at vi forandrer os sammen, og det gør ham mere interessant, ikke mere kendt, eller mere af det samme. Jeg når endda at tænke: ham vil jeg gerne tættere på. Og heldigvis, lykkeligvis er jeg også det. Helt tæt så jeg intet kan se.

Det er nu også meget godt.

Min mindste blev student, og han får skældud

12 jul

Jonas student

Nu er min mindste blevet student, og han bliver sådan skældt ud. Ikke af mig, men af medierne. For tiden er det det med det digitale. Det plejer at være det med drukken. Om fem år er det nok noget andet.

Til translokationen holdt den mindstes rektor en fremragende tale. Retorisk var han en knag - lokkede os til at tro, at han mente, at nutidens unge var selvoptagede, selfieramte, karakterfokuserede, ikke i stand til at udvise empati og naturligvis digitale junkier. Det mente han også, at de var. Lidt i hvert fald. Men det er ikke deres skyld. Det er altid de voksnes. Og så mente han, at de unge også var omsorgsfulde, livslystne, lærevillige og lækre (mine ord).

Unge gør ikke oprør. De behager

Rektor så ikke deres fokus på sig selv, deres udseende og egne meritter som et klassisk oprør, men som et udtryk for at behage. For unge gør oftest, hvad der forventes, selvom vi dyrker myten om, at teenagere skal gøre oprør for at komme til sig selv. Jeg synes, rektor har ret. Vi forventer meget af dem i disse år: Få en uddannelse hurtigt. Indgå i nye sammenhænge (digitalt, arbejdsmarkedsmæssigt, globalt). Få børn hurtigt inden sædkvaliteten falder (svært når man så også skal uddanne sig hurtigt). Og så videre.

Det, vi så vælger at fokusere på i samfundsdebatten er, at har de taget en telefon med til bordet (hvilket det i min familie ikke er ungerne, der gør), så har de mistet evnen til nærvær.

Jeg skal nok skrive det åbenlyse: Folk der ikke kan kigge andre i øjnene, eller tale med dem, der rent faktisk gerne vil tales med, når de sidder sammen, har selvfølgelig et problem. Men jeg synes, vi overser de nye måder, der sker nærvær på - det, der bliver kaldt til tide i stedet for til stede - fordi nærværet er flyttet til at være vigtigst i tid (man skal svare sine venner med det samme) i modsætning til før, hvor det var rummet, der var vigtigst. Jeg plæderer altså ikke for, at alle skal sidde og kigge ned i skærmen. Men hvem lærte de mon det af?

Nej, sådan gør jeg aldrig”, siger du måske nu til dig selv, men jeg har endnu ikke mødt en digital-bekæmper, som ikke har sine egne digitale vaner, der gerne må dominere netop deres liv: At tage telefonen hver gang, den ringer, at sidde hver aften foran en skærm, der hænger på væggen, eller blot elske de fotos, som bliver taget af de snarrådige, unge, der knipser løs i deres liv. Vi gør det jo alle sammen på hver vores måde - dette nye liv.

Skal vi ikke aflyse de unge som digitalt fortabte?

Jeg er nok mere digital end de fleste, jeg har f.eks. en blog, og jeg ved, hvad megahertz betyder for min computer. Jeg har også gadgets og kan lide det. Jeg er en af dem, der ser fordelene frem for ulemperne. De der har børn, der isolerer sig på teenageværelserne på en ensomheds-skabende måde, skal ikke bruge en digital revolution som undskyldning. Det er at lægge problemet fra sig. De kan højst bruge den som en forklaring på, at det gik så stærkt, måske.

I lang tid talte vi om, at børn i dag havde curlingforældre, der fejede alle sten væk foran dem. Det snakkede rektoren faktisk slet ikke om. Men curlingforældre som begreb er også lige blevet aflyst en professor fra Århus. Det skete efter de hysteriske reportager fra Roskilde Festivalen, om at det var for vådt og koldt til de små pus. Curlingforældre findes simpelthen ikke, viser en undersøgelse. Det er garanteret noget, Politiken har fundet på.

Skal vi ikke også snart til at aflyse de digitalt fortabte unge? Ligesom vi skal aflyse alle de andre ting, som enhver tids mediebølge beslutter sig for at harcelere over? Helt ærligt - vi har større problemer i generationerne, der kommer.

Og hvor læste du det her? Er du til stede, dér hvor du er? Til tide? Eller på lokum?

Da min mand lagde min søn ned i kufferten

16 jan

Jonas i kuffert lottegarbers.dk

Eventyret i Saudi-Arabien er allerede i gang. Jeg er i Riyadh lige nu for at aflevere min mand hernede, og da han rejste, lagde han vores yngste søn ned i kufferten. Han kunne godt være der.

Vi har to sønner: En der flyttede, da han var 15 (nej, stadig ikke tilgivet, selvom han bliver 24 om et par uger) og en vi tvang med til Frankrig, da han var 14 (nej, jeg regner ikke med, at vi er blevet tilgivet). I de to linier har jeg etableret det, familier består af: Myter - familien med de to sønner, hvor en har udlængsel, en har det modsatte.

Myten igennem nu snart tyve år er, at den yngste søn ikke kan lide eventyr. Hvis man spurgte ham, da han var lille, om hvilken dag han bedst kunne lide på ferien, så var det “den dag vi blev hjemme”. Det var ham, der som 4-årig stod i en thailandsk bungalow og savnede “murerhuset” i Danmark, og den rolle holder vi ham alle fast i.

Men det første han sagde, da han ankom til første by på sidste års sommerferie i Mexico var: vi skal ind i junglen, ned i mangroven, ud til djævlerokkerne, hen til ruinerne. Vi andre fremhævede det straks som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg ved det jo ikke, men jeg gætter på, at han kommer til at blive ham, der får rollen som den konforme og tryghedssøgende i vores families fortælling, og når hans kone om 20 år siger med spids stemme: “jeg gider ikke vise vores billeder fra Svalbard / månen / Marianergraven, for din famile spørger bare, om du savnede murerhuset”.

Familie tillader ikke forandring af personligheder

Der er mange grunde til, at familie er svært. Det ved I fra jer selv. En af dem er måske, at vi ikke tillader forandringer i personligheder. Eller vi er bebyrdet med viden om hinandens tidligste tegn på personlighed, som vi måske en kende for stædigt holder fast i.

Et af familiens stærkeste kort er udveksling af anekdoter. Anekdoter er historiefortælling, og historiefortælling er værdier, som vi bringer videre. Men er familiens snubletråd så, at vi ikke hører eller ser hinanden, når vi forandrer os? Det er vel en af de mindst elskelige situationer, når man ikke bliver set af sine nærmeste.

Min mand ville have ham den tryghedssøgende med i kufferten, fordi han tror, at det bliver ham, han kommer til at savne. Han bor hjemme lidt endnu. Han fylder 20 om et par måneder. Og pludselig går det op for mig, at myterne er nogen, vi lægger over i vores børn: Min mand er en eventyrer, javist, men han er den vildeste tryghedsnarkoman.

Vores yngste søn skal ikke bære vores myter. Han skal lave sine egne. Og så skal min mand ikke putte ham i kufferten længere. Han skal løsrive sig. (Den sidste sætning er nok mest til mig selv).

Disse ord er skrevet lige her - midt i januar på balkonen, som min mand har dedikeret til mit kontor.

Jeg er ikke free bleeder, jeg har bare haft travlt

1 jun

Blixenfest 2016 Lars Mikkelsen Lotte Garbers

Blixenfest 2016 Lars Mikkelsen Lotte Garbers

 

Hej! Jeg er ikke free bleeder, jeg har bare været sammen med Lars Mikkelsen (det passer ikke, jeg gav ham blot en lydbogspris til Blixenprisfesten sidste fredag), og nu har jeg tænkt mig at være her lidt flottere igen.

Jeg er blevet 49 år, og det har måske været lidt af en krise, men en af de gode. Jeg har det i hvert fald, som om en galdesten har passeret mit indre, og jeg er blevet lettet, og det er mere, fordi jeg har fået kogt min livmoder end en ægte galdesten. Så free bleeder tiden er forbi for mig, og jeg har i stedet kastet mig over noget vigtigere end menstruation: Et vildt bogprojekt, fede interviewopgaver, en sommer over dammen og meget mere.

Har du blandet dig i free bleeder debatten? Jeg har ikke, og mit yndlingsnyhedsmedie, Føljeton, gav mig dette overblik forleden:

Som du måske ved, har Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang lavet et speciale om menstruationsreklamer om til en kulturhistorisk populærbiologisk bog om menstruation, og nu har stort set alle medier kastet sig over det. Det er vel nærmest gået amok, og alene det, at det stadig kan ophidse folk i den grad, synes at bevise bogens pointe om, at menstruation til stadighed er mystisk og tabubelagt.

Debatfeltet kan overordnet opdeles i tre grupper, og med vores overservile tilbøjeligheder bringer vi her en oversigt over dem, så du selv kan vælge en, hvis du endnu ikke har dannet dig din egen holdning.

1) De frastødte. Det er både mænd og kvinder, der helt åbent kalder de to forfattere grimme navne, sammenligner menstruation med lort og udtrykker en stærk foragt og væmmelse ved hele debatten og alle, der kaster sig ind i den. Gruppen tæller særligt ældre mænd og unge kvinder.

2) De uoprigtigt ligeglade. Det er både mænd og kvinder, der blander sig i debatten med det synspunkt, at de er helt ligeglade og finder menstruation dræbende uinteressant, men åbenbart alligevel synes, det er nødvendig at debattere emnet. Det er personer, der næsten alle sammen er fyldt 35.

3) De glade og oprørte. Det er fortrinsvis kvinder, der er helt på forfatternes side og ønsker, at tabuet omkring deres menstruation skal fjernes ved at tale om det. Her er alle aldre repræsenteret.

Hvis du stadig er i tvivl, kan du måske finde trøst hos os, dit favoritmedie. Vi vil gerne melde os på banen med en holdning, der muligvis falder i en af de tre kategorier, selv om vi da foretrækker at se os selv som helt unikke.

Isoleret set er menstruation en privatsag. Det kan ikke være anderledes. Det er ikke farligt, det er ikke ulækkert (blod er ikke afføring), det er ikke mystisk, og det er ikke vildt. Faktisk er det ligeså almindeligt og fantastisk som alle andre dele af kroppens ufattelige funktioner. Men det er for den enkelte kvinde (eller mand – vi er ikke transfobiske her) en privatsag – og ærlig talt også lidt kedsommeligt. Ud fra en strukturel og kulturel synsvinkel er det dog en anden sag. Her bliver menstruation pludselig interessant og øjenåbnende. For der er stadig mennesker (kvinder og mænd), der i 2016 finder menstruation farlig, ulækker, mystisk og vild. Det er noget, der gennemsyrer hele vores syn på menstruationen, lige fra på kontoret og i skolegården til kunsten og reklamen. Det er altså ikke i orden at udvise det syn på noget, som halvdelen af den voksne befolkning oplever i flere dage hver eneste måned.

Jeg lover, at jeg nok bliver mere personlig fremover, for det har jeg lyst til, og nu er jeg gammel nok. Men free bleeder? Det gider jeg ikke skrive om. Beklager.

Da Arnoldi undsagde motionisterne

22 sep

Nordsjælland ugeavis nr. 38/15

Nordsjælland ugeavis nr. 38/15

 

I dag har jeg en klumme i den gratis hustandsomdelte avis. Den handler om de lukkede veje pga. motionisterne. Det var maleren Per Arnoldi, der fik mig til tastaturet, for forrige søndag sagde han nemlig i min radio: Det er da ikke motionisterne, der er noget i vejen med, det er det, at man skal SE dem, så kan de ikke i stedet løbe ude på motorvejen? Prøv at skifte motionisten ud med rødhårede. Ja, det er rigtigt - en sætning, der ikke består en diskriminationstest.

Det er formodentlig forudsigeligt, at jeg synes, at det er en træls bemærkning; den minder om den der med, at hvorfor løber alle fodboldspillerne rundt efter den samme bold, giv dem dog en hver. Det er sådan set i orden, at man ikke tænder på sport og neongule overtrækstrøjer, men hold det dog for jer selv og giv plads til alle slags mennesker.

Byer er for dem, der ikke vil være i fred

Folk i byer, der bliver sure over, at andre folk bruger deres by er fjollede. Det er derfor, vi har både by og land, så ude på landet med de øde veje er til dem, der gerne vil være i fred, og byerne er til dem, der ikke vil være i fred. Det er sådan set meget enkelt. Man kan ikke i byerne selv bestemme, hvem man vil være i fred for og hvem ikke.

Og ja, det var nok i virkeligheden Anne Sophia Hermansen, der pissede mig mest af. Den klumme fra Berlingske  kan du læse her. Min klumme kan du læse i sin fulde længde her.

 

Debatindlæg lytter ikke

29 jul

Tak til Politiken/Mette Dreyer
Tak til Politiken/Mette Dreyer

Tak til Politiken/Mette Dreyer

 

For et par uger siden skrev  jeg et debatindlæg til Politiken, fordi deres mægtigt søde debatredaktør, Tarek Omar, spurgte mig. Det kan du finde lige her. Tegningen ovenfor fulgte med. Ja, det er en svinehund, der læser Politiken. Den er jeg meget tilfreds med.

I dag kom jeg til at læse kommentarsporet, her efter det kom på nettet. Jeg er egentlig enig med de fleste. Det tror jeg ikke, de - eller I? - regnede med.

Jeg tænkte lidt over kommentarerne, fordi nogle af dem fremstod som en kritik af mit indlæg, men vi var alligevel en-til-en enige. Jeg tror ikke, det handler om ikke at kunne læse indenad, jeg tror, det handler om, at når man mener noget, sådan rigtigt, så skal man bare ud med det. Og det er egentlig lige meget, om det er sagt før, eller om der er nogen, der er enige, eller nogen der ikke er.

Autobiografisk lytning

Mit indlæg er sådan et, der sætter den helt store autobiografiske lytning til - som betyder: Man kan slet ikke vente med at høre en anekdote færdig, før man må toppe med sin egen, gerne mens man nærmest afbryder den forrige. Og nogle gange kan det næsten være lige meget, hvad den andens anekdote handlede om.

Nuvel, rummelighed er en eftertragtet størrelse. Ikke kun når man som jeg postulerer i debatindlægget, at den indre svinehund - eller bare den mindre fordomsfrie - findes i os alle, også os der tror, vi er så dydige, når det handler om hverdagsracisme, men altså også i debatkulturen. Det vil jeg så snart skrive et debatindlæg om… Sikke en revolution.

I morgen stemmer jeg på en mand

17 jun

Martin Lidegaard Lotte Garbers

Martin Lidegaard Lotte Garbers

Jeg ved godt, at det er helt galt, at en kvinde stemmer på en mand. Jeg har i hvert fald ikke stemt på andet end kvinder i de 30 år, jeg har haft stemmeret. Men Martin har brug for min stemme i morgen, og det er ikke kun, fordi vi er gymnasievenner. Det er fordi, han har fat i den lange, måske endda i nogens øjne kedelige, fornuftige, resultatorienterede, alt-det-vi-ikke-rigtig-gider-at-sætte-os-ind-i og ikke mindst anstændige ende.

Jeg kan se på mit nyheds feed, at jeg burde stemme på en anden mand, en grøn mand, en fra Alternativet (som har foruroligende få kvindelige kandidater i min kreds). Det er befriende, at et parti kan komme fra ingenting og materialisere sig med formodentlig værdige politikere. De er faktisk ikke rigtig til at stå for.

Firsernes hipstere

Men det kan jeg godt. For dengang Martin og jeg (undskyld, men jeg låner lige hans shine) gik i gymnasiet, var der mange visionære, vilde, kreative hoveder omkring os. De spiste brune ris, de dyrkede spirer i mærkelige beholdere, de brugte ikke sulfo, de nægtede at klippe på deres klippekort, for al offentlig transport burde være gratis.

De påvirkede mig enormt. De var de smarte, de var firsernes hipstere. Men jeg var slet, slet ikke som dem, og det vidste jeg dengang, og det ved jeg nu.

Det vilde ved dem, ved de alternative, er eller var, at de havde ret. Brune ris er bedre. Offentlig transport er vejen frem. Og så videre.

Men sådan kan man ikke lave politik for et helt land. Vi er en stor, broget flok, hvoraf nogle bare ikke kommer til at spise brune ris. Den slags skal komme i små bidder, ligesom rygelov og økologisk mælk. Vi skal ikke være vilde og kreative, når vi forhandler om Ukraine-embargo, eller når vi reformerer dagpenge. Vi skal være snedige, kedelige og være sikre på, at vi når et resultat, der var bedre end i går, i stedet for at holde en vild, fri alternativ fane højt.

Det kommer der nemlig sjældent nye beslutninger ud af, kun noget selvfedt selvfedme.

Læs f.eks. et virkelig fint, kedeligt, fornuftigt, resultatorienteret, alt-det-vi-ikke-rigtig-gider-at-sætte-os-ind-i interview med Morten Østergaard her i altid kloge Ræson.

Og bak op om denne fantastiske kampagne: #EngangVarJegFlygtning, initieret af radikale Samira Nawa Amini

Når mediemixet gør lækkert

12 maj

Zetland logo Lotte Garbers

Zetland logo Lotte Garbers

Jeg har et efterhånden meget efterprøvet, velovervejet, nærigt mediemix. Det giver mig lige præcis, hvad jeg gerne vil vide, og i denne her uge gjorde mit eget mix af nyheder og baggrund det ret lækkert.

Jeg har været på Zetland fra begyndelsen, og jeg elsker deres singler. Det er tekster, der er længere end en artikel og kortere end en bog. I søndags kom så en ny single om realitystjernen Gustav. Og ham kender jeg selvfølgelig, uden at jeg nogen sinde har set et program, han er med i, og det er lidt fascinerende, ikke? Deres forrige single var 100 sider om DONG sagen, og de skriver om politik og Medina, og det HELE er fedt.

I søndags kom også et af mine andre foretrukne mediemix-indslag, nemlig Presselogen på TV2 News. Som  handlede om singlen om Gustav, fordi han har glimret ved at bakke ud af aftalen med Zetland, og er det journalistik, som Zetland har bedrevet, og har han ret i, at det ikke har været klart, hvordan kontrakten mellem kilde og journalist egentlig var, fordi journalisten troede, at han var Gustavs assistent, og pludselig troede han det ikke længere, og hvad er virkelighed, og hvad er reality og så videre.

Gustav og Lisbeth Knudsen - et perfekt mediemix

At se Gustav debattere med bl.a. Lisbeth Knudsen fra Berlingske og Christian Jensen fra Information; det er ikke kun godt tv, det er oplysende, (og underholdende) men også berigende. Og det vilde var, at de gav Gustav ret.

Jeg ser Presselogen for at undgå at læse nyheder hver dag. De tager de største historier op på et metaniveau, og det viser sig, at jeg så er opdateret nok. Jeg ser aldrig TV-avisen, jeg hører radioavis ved uheld, men nogle gange ser jeg Deadline, når jeg laver morgenmad.

Jeg er stadig en anelse gammeldags, fordi vi køber Information i weekenden på grund af landets bedste litteraturstof, og ved at gøre sådan her - være nærig og nøjsom - så slipper jeg for nyheder om forsvundne små piger eller royale begivenheder (men som alligevel rammer hårdt via sociale medier). Men her kan man installere programmet: jeg.må.ikke.klikke.exe.

Ok., Så skimmer jeg nok også Berlingskes Politiko hver morgen, fordi jeg så ved, hvad det er, de andre snakker om. Men jeg læser det ikke rigtigt.

Hvad gør du? Hvad går jeg glip af? Ikke noget, vel?

Fra stifinder til fejlfinder - hvorfor politik bliver et no-go

28 apr

Deadline 27.4.15 Lotte Garbers
Deadline 27.4.15 Lotte Garbers

Fra Deadline i går. Sohn: politik er gået fra stifinder til fejlfinder

 

Her ser vi to afgående politikere, Eyvind Vesselbo fra Venstre og Ole Sohn fra DKP/SF/Socialdemokratiet i samtale med min yndlings-Deadlinevært, Niels Krause-Kjær. De giver deres kommende tidligere arbejdsplads tørt på. De siger alt det, vi også siger om mudderkast og profilering på enkeltsager og deraf følgende politikerlede.

Det optager mig en del, fordi jeg nu igen er blevet spurgt, om jeg vil gå ind i politik.

Jeg ville så gerne kunne sig ja! Selvfølgelig. Jeg betragter mig som et politisk menneske, og jeg kan alligevel ikke holde min mund. Jeg tror endda også selvfedt på, at jeg kunne bruges til noget konstruktivt. (Det er på mine gode dage, når romanen snart er færdig og er intet mindre end fremragende).

Men jeg kan ikke spille spillet, tror jeg. Jo, jeg er ikke hellig, det er ikke det. Men jeg ville gerne kunne se mig selv i øjnene som en, der finder stier gennem politiske problemstillinger og ikke kun finder fejlene hos den anden.

Du får ret, og jeg får fred

Jeg kommer aldrig til at sige til min modpart i en diskussion, at det han eller hun siger, er noget absurd vås (det er lige sket for mig), jeg kommer aldrig til at blive personlig, tror jeg (det ved jeg jo ikke, hvis man virkelig gør noget fælt mod mig, så laver jeg nok en Naser Khader og siger for åben mikrofon til Henrik Qvortrup, at han er et svin), men jeg tror hellere, at jeg på denne her side af hegnet vil sige, at jeg ikke vil være sådan.

Der er kommet en sær retorik, når man diskuterer politik i offentligheden - noget med at udnævne en vinder eller en taber efter en duel (det kalder vi det jo rask væk) - som om politik handler om at få ret, ligesom til private komsammener, hvor der altid sidder et underskudsmenneske, der ikke lader en sag falde, før vedkommende har fået dig til at sige, at du får ret og jeg får fred.

Sådan skal det ikke være at diskutere fagligt og sagligt. Da handler det om at se, om man kan forstå, hvad der er på spil hos den anden og respektere hinandens måske fundamentale uenigheder.

Jeg kan godt høre, at jeg lyder som en kandidat til Alternativet. Det er jeg ikke. Jeg ville kun gå ind i politik, hvis jeg kunne se indflydelsen inden for rækkevidde. Politik er det muliges kunst, og idealist er jeg ikke. Det har jeg ikke tid til.

At prale med både klumme og unge

25 mar

Nordsjælland Lotte Garbers klumme

Nordsjælland Lotte Garbers klumme

Egentlig burde jeg prale med, at jeg har en klumme i den lokale gratisavis i dag, Nordsjælland, og den er lokal og også sådan lidt sjov i det, fordi jeg bruge jahatte og nejhatte, fordi jeg lige havde været inde - lokalt - og høre et foredrag med professor Brinkmann, som jeg har skrevet om tidligere her.

Jeg har bare mere lyst til at prale med min søn, som sagde noget klogt i går aftes.

Normalt, når der prales af børn i sådan et forum her, så er det sådan noget om en fireårig, der har sagt noget livsklogt a la: hvordan kan det være, at der kom flere mennesker på jorden, når Adam og Eva fik to sønner? (faktisk noget min søn har spurgt mig om).

Der er bare det, at min søn er 22. Så i hvert fald en gang imellem må man forvente, at han siger noget klogt.

Når selv de unge kan se, de har det godt

Farmoren og farfaren var på besøg, og vi snakkede om det her med at vælge uddannelse, at kæmpe for at blive færdig med en uddannelse, at vide hvorhen livet skal dreje én, alt det, der fylder for en på 22 år. Historierne har jeg jo hørt tusind gange før, og det har min søn nok også, men nu studerer han, og så er identifikationen pludselig 1:1.

Farmoren var forlovet til sin eksamen på første del, som det hed, da vi gik i skole. Hun skulle lige klare skærene, før hun måtte gifte sig. Til næste eksamen var hun højgravid. Og den næste.

Min 22-årige var hos os i går, fordi han er midt i en eksamen, hvor han har 72 timer til en opgave. Han får serveret maden, også mellemmåltiderne, han får massage, sparring, og han er så meget ovenpå, at han også lige fortalte, at hvis der lå og flød kontanter i huset, så snuppede han da også dem.

Han så det selv, forskellen:

Han sagde: Hold da op, her sidder jeg midt i en tre-retters, og du havde børn, da du læste! Det var da meget hårdere i gamle dage.

Den lader vi lige stå.

Men nu skal jeg juice noget kål til ham.