Arkiv | Frankrig RSS feed for this section

Franske bøger – mest på dansk

1 aug

PicMonkey Collage franske bøger Lotte Garbers

Jeg har læst disse bøger – mest på dansk og engelsk og lidt på fransk, før og under mit Frankrigsophold 2012-2015, og jeg kan bare sige det, som det er: Jeg bliver ved og ved med at opsøge det franske. Jeg er vist ikke den første. Listen her er sidst opdateret februar 2016.

SKØNLITTERATUR

Anastassia Arnold

Smertefælden. Kan du godt lide at kigge med under berømtheders dyner, er denne her lige dig. Det er Simone de Beauvoirs kødelige kærlighedseventyr med den amerikanske forfatter Nelson Algren, som er skrevet ud som en brevroman, fordi forfatteren kun allernådigst har fået lov til at læse hans breve til hende. Hendes er forlængst offentliggjorte. Det er smertefuldt, og det er gnomen Sartres skyld. Blandt andet. En noget andet kvinde end hende, der opfandt den feminisme, vi stadig nærer os ved. Hold op hvor er det dog synd, at de ikke fik hinanden. En bog alle romantikere dør lidt over – sammen med en pastis i efterkrigstidens Paris.

Minuel Barbery

Pindsvindets elegance. Måske årets (2012) bedste læseoplevelse. Superfransk parisisk opgang med concierge, der ikke er, hvad hun ser ud til. Helt vidunderlig med gråhåret Føtex dame og 12-årig suicidal goth pige. Kærlighedsroman, klart. Forfatteren er yngre end mig og kan skrive som en 57-årig, så det synger.

Albert Camus

Den fremmede. Forsøgte på fransk, og så med dansk lydbog. Ikke helt stærk er jeg. Glæder mig til dansk genudgivelse i 2013. Men sikke en klassiker. Især i et land med andre etniske udfordringer end DK. Har nu læst den tre gange, og hver gang siger den noget nyt – nedslående hver gang, men nyt!

Jean Cocteau

Under foregivende. Sikke en perle. Som en Gatsby med humor. Som en opera af Mozart med intellekt. Som et rigtigt eventyr, hvor der for en gangs skyld er en dybere morale. Er du bange for franske klassikere, så skal du bare begynde her. Romanen foregår under 1. verdenskrig, hvor vi har det paralyserede parisiske dekadente borgerskab, der gerne “vil gøre noget”, nok mest fordi de keder sig. Ind på scenen træder den helt store bedrager, den unge, unge mand, der lidt kommer til at sige, at han er i familie med ham generalen. Så tager det fart. Det eneste dårlige ved denne ny-oversættelse er titlen. Hvor skidt en titel, især når originalen hedder “Thomas l’Imposteur.

Marguerite Duras

Hiroshima mon amour – på fransk. Den store gymnasieoplevelse genoplevet. Mere irriterende i dag end dengang. Men satans smukt. Jeg er lidt forelsket i hende og har taget fotos af hendes bolig i Paris.
Sommeren 80 – på dansk, genudgivet på ARENA 2012. Klummer som du ikke har set det før, fra regnvejret i Bretagne og Normandiet. Meget sørgelige tekster egentlig

Umberto Eco

I Pantheon i Paris hænger en kopi af Foucaults pendul (det er det oprindelige ophængingssted, men originalen faldt ned og smadrede lidt marmor for nogle år siden). Jeg genså det i efteråret 12 med en dansk skoleklasse, ledet af min seje bror, og derfor genlæste jeg Umberto Ecos roman af samme navn. Den er jo god, men Eco er omstændelig og glad for ord. Han er virkelig klog, selvom han i dag ville udsættes for redigering. Handler ikke meget om Paris, jo lidt om kvarteret, men ikke noget mindeværdigt

Jean-Christophe Grangé

Uh! Jeg læser kun Ulvenes rige, fordi der er noget med fransk/parisisk mafia, som jeg skal blive inspireret af til min femte roman, som lige nu hedder NETE (julen 2013 – bemærk mit navnetema). Til gengæld har jeg fået at vide, at det er hans allerbedste, hans allermest spændende, og jeg er allerede ved at dø af skræk. Hovedpersonen kan ikke huske sin mands navn, og måske er hun blevet hjernevasket. Det er alt nok af spænding til mig. Men researchmæssigt er det den brutale karakteristik af den parisiske undergrund, jeg skal bruge. Det er tyrkisk mafia, og jeg skal bruge fransk-italiensk, som er langt mindre voldelig, men det er vigtigt også at forstå sine fjender/konkurrenter. Bare rolig, der er ikke en thriller på vej fra mig. Det er jeg for inkompetent til

Ernest Hemingway

Der er ingen ende på Paris – og det har han virkelig ret i. Måske heller ingen ende på hans forfatterskab? Skal i hvert fald have fat i de nye samlede noveller, som Lindhardt & Ringhof har udgivet. Hvis du kun skal læse en bog om Paris, så er det denne her. Det er ikke en roman, men optegnelser fra hans liv her. Fra caféernes vinkort, gåture mod sult og anelser om et ægteskab, hvor man tænker: Uh, holder det? Bonuslæsning: Fitzgerald er jo ret moderne i denne tid, og Hemingway har et hudflettende kapitel om en tur til Lyon med hypokonder-Scott, som jeg havde glemt alt om. Den er den vildeste klassiker med referencer til steder, der stadig er levende i Paris. Han fik mig til at genopdage området bag Panthéon, ned mod Montparnassekirkegården. Hvor er det tæskeærgerligt, at jeg ikke levede for 80 år siden – måske

Michel Houllebecq

Var måske aspirerende til at være min yndlingsforfatter, inden jeg flyttede herned, men så kom Kortet og landskabet i 2012 på dansk på Rosinante & Co. (ham kommer jeg aldrig til at læse på fransk), og den er simpelthen fantastisk. Led, morsom, sørgelig, vigtig, kærlig, vedkommende. Åndssvag krimiafslutning, men han skriver sig selv ind i romanen på den fedeste, selvudleverende måde. Det kunne MANGE godt lære lidt af. Og nu ved jeg alt om kunstverdenen. Og ikke mindst en del om en besynderlig ny del af Paris.

Hans næste roman, Underkastelse, blev sådan forstyrret af terrorangrebet i Paris på Charlie Hebdo, fordi den udkom samme dag og handler om, hvad der sker, når det franske valgsystem bukker under i afmagt for at undgå en Front National-sejr, så det ender med, at Frankrig får en muslimsk præsident. Meget tæt på virkeligheden. Og ondt og sjovt, men lidt for politisk og for lidt litterært. Han er yndlings, men han er svingende. Til gengæld er de her artikler fra det nye netmedie Føljeton om ham fantastiske.

Jean-Claude Izzo

Solea. Kikset af mig. Begynder på en Marseille krimitrilogi med bind 3. Men det er heldigvis muligt at læse de to andre uafhængigt, omend denne sidste er temmelig – uafvendelig til slut. Jeg læser den allermest for research, da jeg ikke er en stor krimisluger, men denne her har smertelige miljøbeskrivelser og maddetaljer, der gør en sulten efter mere, og der er nu noget ved pensionsmodne mænd, der lægger damer ned på stribe. Og skurkene er nogen, jeg skal bruge til noget. Det er dejligt livspatetisk, hvor størst af alt er kærligheden. Jeg skynder mig at læse ”Total Kheops” og ”Chourmo” af denne desværre afdøde forfatter, der både var boghandler, journalist og militant kommunist. Og så har jeg mødt nogen, der har mødt ham. Så sejt.

Waciny Laredj

Det andalusiske hus. Ikke engang Frankrig har fået lov at læse dette arabiske eventyr – oversat direkte til dansk fra arabisk, noget vi ikke er vant til. Det er heller ikke en roman, som vi kender den. Bredahl fra Politiken skrev, at man kan flytte ind i den. Det er meget præcist, eller måske snarere som en slyngrose, man virkelig tror på, man kan gemme sig i. Det er også et historisk rids på den vilde måde – fra maurerne kom til Spanien og blev smidt ud – og nogle endte i eksil i Algieriet, som er mit interessefelt for tiden. Her ligger det længselsfulde hus – som savner sit Andalusien, og nu skal det gøre plads til endnu en betonghetto. Hvis du er til Alhambra og så hele vejen op til koloniens selvstændighedskrig, så er det her bogen. Den er for vild.

Vladimir Nabokov

Lolita. Überklassiker, som jeg har genlæst, fordi det er en roman, der tager sit udgangspunkt i Frankrig – gammel mand scorer alt for ung amerikanerinde – den gamle verden møder den nye; en fortolkning, han selv hadede. Hvis litteratur er højeste grad af empati, så er det lykkedes Nabokov her, for han formidler lysten, begæret, skammen, så man rent faktisk holder med slemme Humbert og ikke lader ham blive dømt for den forbrydelse, han begår til at begynde med, da hun kun var 12. Den kan sagtens tåle at blive kaldt for en erotisk klassiker, hvis du tør læse med åbent sind for den litteratur, den er.

Mazarine Pingeot

Bon petit soldat – på fransk. Mitterrands hemmelige datters dagbog fra særligt valgkampen 2012. Bare rolig, hun er litteraturkritiker og vildt intellektuel, så det er ikke BilledBladet. Daddy læste godnathistorie for hende hver dag… Hvad gør det ved et menneske, når mor kalder far Monsieur le president, når andre er til stede?

Marcel Proust

På sporet af den tabte tid. 1. Når man bor i Paris, 2. når Nymphomaniac hærger landet, 3. når man lige har genlæst Knausgård, 4. når det er en all time-klassiker, 5. når det er en super smuk nyudgave, så har man fem gode grunde til at give sig i kast med denne stemningslitteratur. Det går faktisk ret godt. Jeg læser ikke i dem hver dag (der er 8 bind af de 13 på markedet lige nu), for jeg har så meget, jeg skal læse. Men med lidt myntete (kan ikke lide mandelte, som Proust ellers er fan af) på balkonen, og fornemmelsen af æstetik helt ned i nylakerede tånegle, så er det en meget stor nydelse.

Saint-Exupery

Den lille prins. På fransk. Første livtag med sproget. Så fin og sød. Fandt den i en bogkasse ved Seinen. Dyrk universet på hjemmesiden med fotos af originaltegningerne.

George Simenon

Pietr fra Letland og Mordet ved vejkrydset. To krimier i en. Den belgiske forfatter, der er ophavsmanden bag begrebet Paris-noir. Der er sket meget i krimiland siden 1931; det er både blevet mere ble-venligt og mere makabert, men her kommer den store mand altid hjem til varm mad, og hans forbrydere er nogen, han forstår sig på, også selvom de kommer fra mørke gyder, trange kår og altid har fedtet hår. Dejligt med en anti-Sarah Lund, for Maigret fejler aldrig, og skildringerne af danserestauranterne i Paris drager bestandig, men så meget regner det altså heller ikke i Paris.

Jan Sonnergaard

Strandvaskeren i Saint-Nazaire. Først på dansk og så på fransk (det er en lang novelle). Alvorlig Sonnergaard, spændende! Den er også den sidste i hans nye udgivelse: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. 

Delphine de Vigan

Alt må vige for natten. Åh, så fransk! Det er en katastrofeberetning på tematisk linje med Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel, men denne her er skrevet med den elegance, vi genkender fra en parisisk boulevard, når vi ser franske kvinder i deres små nederdele og høje hæle. Det er en forfærdelig historie om børn, der mistrives, om broren, der drukner, om natten, der trækker forældrene væk fra deres egentlige opgave – om børn, der bliver voksne for tidligt, og om Frankrigs skønhed og forfaldet i samme. Det er virkelig en poetisk, fin, grusom historie. Og vældig empatisk. de Vigan kan skrive fra barnets vinkel, uden det bliver følelsesporno. Den skal nydes i små lækre slurke – som en pastis.

Baseret på en sand historie. Alene titlen på den forrige semibiografiske roman Alt må vige for natten får en til at dø lidt over alt, hvad der er fransk. Og det tror jeg faktisk også, forfatteren gjorde: døde en lille smule over succesen. Så derfor denne nærmest thriller-agtige stalkerhistorie. Men hvad er det, der er sandt? Den forrige romans afsæt i virkeligheden, eller denne her historie, som handler om en forfatter, der har skrevet om sin mors selvmord og får skrivekrise, men får en beundrer, der også gerne vil hjælpe – med ALT… Dudududu. Delphine de Vigan bliver en af dem, hvor jeg læser ALT, hvad hun skriver.

FAGLITTERATUR

A Brief History of France

Paul F. State. Godt sted at begynde. Så man får styr på Charlemagne og hele l’hexagone

Édouard Louis

Færdig med Eddy Bellegueule. En dreng, der finder ud af, at han er bøsse og lever i laveste klasse i det fattige ex-industrielle, beskidte, racistiske Nordfrankrig er en sand fortælling skrevet af ham, der klarede den og nu læser på en af les Grandes Écoles i Paris. Lad mig være ærlig, det er ikke feel good det her, og reaktionerne var lidt som Yahya Hassan har oplevet det i DK: Man må ikke tale så grimt om dem, der i forvejen ligger ned. For mig er det ikke en Hassan. For mig er det her den vigtigste form for dannelsesroman, vi har, hvor pointen er: Når jeg viser, hvem jeg er, får jeg bank, og jeg lærte mig kunsten at skrive for at sige det til de voksne.

PARIS

Århus Universitetsforlag 2012. Superfed samling tekster om Paris. Nørdernes Paris. Ikke noget med taskebutikker. Elskede måske mest den om historien om Frankrigs nationalbibliotek eller den om Haussmanns byplanlægning

– og få fat i The Economist fra 17.11.12 – specialudgave om Frankrig. Så ved man alt!

Endelig elskede jeg Danmark

1 jul

Fil 01-07-15 20.12.15

Det er onsdag aften, og det er den første sommeraften, og jeg sidder her og elsker Danmark. Endelig. Det tog lang tid. Over et halvt år faktisk. Så lang tid har det taget at komme hjem, mentalt. Men lige nu er der ikke noget andet sted, jeg hellere vil være.

Forleden tog min mand et par shorts på, som han ikke havde haft på siden sidste efterår. Og i lommen fandt han denne:

Unknown

En sød, lille metrobillet fra Paris. Så peb vi lidt.

Tænk at man kan savne at være i et andet land så hedt. Det er ikke lejligheden, det er ikke menneskerne, for bolig har vi stadig, endda nu med have igen, og menneskerne har vi jo altid med os. Og det er heller ikke maden og kulturen, for det har vi ret meget godt af her også.

Det, vi savner, er det her svære med ikke at være hjemme, at være på eventyr, at være på vej, i gang, at have retning.

Det vil jeg aldrig gå af med.

Men nu er der ro på her – for mig med roman, der er landet, projekter, der er landet, med åndssvage, kropslige tacklinger, der også er landet på den gode måde, så nu kan jeg igen spejde ud over livet og være mere ude på narrestreger, end jeg har været længe, og så må det være slut nu med at pibe over ikke at skulle spise frokost på lørdag i 11. arrondissement.

Så nu bliver der også mere plads til at være her på bloggen igen i lidt højere frekvens.

Jeg har nemlig formodentlig meget og mere på hjerte.

I dag er vi mange, der skammer os

8 jan

Jeg skal skrive. Jeg er på vej i skrivehi. Jeg skal have fred i hjernen. Alligevel råber en stemme Je suis Charlie hele tiden i mit hoved.

Det er forfærdeligt, det er trist, det der skete i går i Paris. Det kommer til at få sådan nogle tragiske konsekvenser.

Da jeg var til en litteraturkonference i Saint-Nazaire, udtalte jeg bramfrit, at Frankrig var ved at gå midt over, og at det måtte ende galt. Franskmændene var uforstående og rystede over min bombastiske udmelding. Men det er lige det her, der kan ske. Og det sker lige nu.

Skammen, vi alle sammen kan mærke i dag

Jeg kan ikke skrive, for jeg skammer mig. Jeg skammer mig over, at jeg i går debatterede Facebook exits. Jeg skammer mig over, at jeg skriver en roman om overforbrug. Jeg skammer mig over, at jeg sammen med så mange andre har været for revisionistisk i alle hidtidige debatter om vores ytringsfrihed.

Jeg har lige genhørt et interview med mig fra 2010 i Krause på tværs på P1. Det handler om ytringsfrihedens vilkår efter Muhammed-krisen. Jeg siger ikke noget, jeg ikke mener længere. Men jeg taler ikke med den vægt, jeg kan tale med i dag.

Jeg skammer mig naturligvis over det, men jeg skammer mig mest over det, vi kan gøre mod hinanden, fordi vi ikke kan være mennesker mellem mennesker.

At komme hjem

29 aug

Gave til efterårets reception

 

Jeg er ikke gået tilbage til Gyldendal. Jeg er bare heldig nok til at være ven nok med huset, så jeg kommer med til deres reception. Og den er ligesom at komme hjem. Alt er, som det plejer, dog manglede vi vist Brøggers hat: Lidt for mange mennesker, lidt for politisk tale fra Johannes Riis, som han alligevel har en alvorlig god pointe med, lidt for svært at balancere på brostenene med hæle og pindemad, lidt for mange flakkende øjne på dem, man taler med, fordi de (jeg selv) får øje på en, man lige også gerne vil hilse på.

At komme hjem til Danmark byder blandt andet på sådan en hjemlig følelse som at kunne sige ja tak til det, man bliver inviteret til. Det er fedt.

At komme hjem er også en masse andet. Noget af det er ret blandet.

Blandt andet fik jeg ikke lige manden med mig.

Ham savner jeg. Han kommer snart – udover hver weekend – og det bliver senest til jul, men meningen for mig med ægteskabet er, at man har en at vende dagen med, og en man kan kigge hinanden i øjnene med, når der falder en kommentar ved bordet. Og en at dele seng med.

Det er sammenhængspåbudet, der er overvurderet

Jeg læste en glimrende artikel i The Guardian i denne uge om en ægtemand, der mener, at det at leve sammen er overvurderet. Jeg synes, det er sådan en vigtig diskussion. Vi kan godt se for stereotypt på ægteskabet, og der skal være plads til alle salgs varianter. Men vi har en konventionel opfattelse om, at hvis man er gift, så bor man sammen, spiser sammen, ser tv sammen, snakker med de samme mennesker sammen, ER sammen, sammen, sammen.

Men at undgå den SAMMEN-tyranni – i hans øjne er det noget med alle hendes puder og indretningspåfund – behøver ikke betyde, at man ikke skal bo sammen. Det ville jeg nødig undvære. Man skal blot være god til at bringe noget med hjem, som ikke er genereret sammen. Så man ikke smelter sammen men stadig er to mennesker, der vælger hinanden. Igen og igen.

Når jeg er til reception hos Gyldendal, er jeg et andet sted, end når jeg er i mit ægteskab. Og jeg er en anden. Eller: jeg er en Lotte uden mand. Jeg er fri til at vælge at tage hjem til ham igen. Det er jo ikke noget, jeg skal. Det er noget, jeg vil. Og jeg har energi, nye ideer, friske fornemmelser (eller tømmermænd) med hjem.

I artiklen siger skribenten klogt: there is something freeing about love when you have somewhere else to go.

Og det har han ret i. Jeg kom bare hjem i går til en mand, der ikke var der, fordi han ikke nåede sit weekend-fly til Danmark. Og så er det slet ikke godt at komme hjem.

 

Borgerservice

15 aug

Borgerservice Lotte Garbers

 

Jeg har meldt mig ind i Danmark igen. Det skal man, når man har boet i udlandet. Det er forfra med det hele – gult kort, blåt kort, rejsekort, dog ikke Dankort.  Det meste kræver personlig fremmøde.

Det gjorde ikke ondt. Faktisk var det overordentligt let, selvom det var bureaukratibesværligt.

Borgerservice i Danmark er mere end dér, hvor du trykker på de kommunale knapper i et eller andet lige lovligt nyt byggeri, der altid ligger et afsides sted. Borgerservice er også, hvordan man introducerer to unge mænd til hver deres nye uddannelsesinstitution.

Jeg har talt i radio, skrevet i kronik om hvordan fransk skolesystem virker på mig og på en teenager, og lige nu går jeg og samler på krudt til at skrive et svar til Karin Mørch, der havde denne kronik i Politiken her i sommer. Indtil da må jeg sige, at vi igen har fået os et kulturchok i lillebitte Europa:

Den ene søn har nu gået i gymnasiet i fire dage. Der er planlagt introforløb, der er tænkt på sjove dress codes. Man får en makker, der skal passes på og ringes til, hvis han udebliver. Der skal laves toiletpapirsnavnelege, og i aften skal de spise sammen. Der er tænkt på, at det sociale liv, den trygge komfortabelhed, der skal til for at læring kan ske, er det allervigtigste i begyndelsen. Samme søn har forsøgt sig med hele to gymnasierintroduktioner i Frankrig. Den ene var helt uden introduktionsforløb, den anden indebar en faglig test før frokost. Efter frokost var de i gang.

Den anden søn begynder på CBS, allerede i dag. 14 dage før undervisningsstart. Der er sat 14 dages hårdt pumpet program af til at man lige kan lande på sit studie og finde ud af at have det godt. Det er rektortale, sportsdag, hyttetur, lette forelæsninger. Og øl, nok.

Jeg elsker faglighed

Jeg elsker faglighed. Mere af den. Men man kan ikke lære noget, hvis man ikke har det godt. Det er såre simpelt. Og spild af skattekroner, hvis man ikke prioriterer det.

Jeg kunne godt skrive en masse om folkeskolereformens mantra omkring mere faglighed, men det tror jeg, jeg springer over, for jeg har tre år gammel empiri, og måske er det det allerværste ved debatten om folkeskolen: folk tror, at fordi de har gået der engang, så er de eksperter med ret til at dømme.

Men mere faglighed oven på faglighed giver ikke nødvendigvis en god faglighed. Det er en virkelig mærkelig tankegang, som jeg ikke genkender i noget af forretningsverdenen, hvor jeg selv kom engang, og hvor min mand tjener til føden. Faglighedsdyrkelsen minder mig om dengang mine lærere forsøgte at få mig til at holde op med at være venstrehåndet. De tænkte: Mere af det samme og så gav de mig dobbelt så mange staveord for, som jeg skulle skrive pænt med højre hånd Det kunne jeg jo ikke, så staveordene blev dobbelt grimme. Det var heldigvis i halvfjerdserne, så de endte med at opgive. Og jeg lever med at få blæk på fingrene, når jeg skriver i hånden.

Vi er nu næsten integreret ved hjælp af borgerservice, så tak for den, Danmark. Og jeg tror også, mine drenge nok skal lære et eller andet.

 

 

Min verden og hendes

25 jul

Fra Hendes verden, nr. 30

Fra Hendes Verden, nr. 30, altså denne uge

 

Min verden lige nu er ikke hendes. Hvis hende er hende, der samler buketter i naturen og stiller frem. Min verden er en ferie, hvor vi forsøger at nå alle de destinationer i Frankrig, vi gerne ville.

Lige nu er min verden Nice. I går serverede min mand champagne på balkonen med udsigt over Baie des Anges. I morgen indtager vi Korsika. I forgårs var vi i tordenstorm i alperne. Om lidt over en uge drikker jeg pastis med forfatteren Jacques Berg i hans gemte lavendelmarker.

Smukt og voldsomt, og det hele ender om nogle uger i en hjemkomst til Danmark.

Jeg glæder mig, og jeg frygter det. Tænker, at det måske er helt fjollet at være på sådan et kæmpe Tour de France, lige inden det hele slutter. Man kunne kalde det en finale, og det gør min mand flittigt, men jeg tænker også, at det er alt for dejligt og uvirkeligt og eventyrligt til, at det skal være det, der er i mit hjerte, når jeg står midt i august og tilmelder mig Borgerservice.

Hendes verden bliver måske også min?

Jeg er i Hendes Verden i denne uge. Laaaaang artikel om mit Paris. Jeg har ikke selv set den, men ordene og billederne er mine, og jeg lover, at det er helt sandt, alt hvad der står.

Allerede nu føles det som længe siden, og det er kun 10 dage siden, jeg var i Paris. Det bliver jo en katastrofe af savn.

Det må jeg hellere lade være med at tænke på nu.

Måske jeg om nogle uger får ro til at være hende, der har en verden, hvor det at samle buketter til mit hjem er dagens dont.

Det er bare mursten

15 jul

20140715-151722-55042517.jpg

Sådan sagde en god veninde til min mand, da vi skulle flytte fra huset i Danmark og på eventyr i Frankrig. Det er bare mursten har været et mantra, når hans savn efter danske, afkalkede blandingsbatterier har været for stort.

Det har virket, det mantra. For hjem er jo bare dér, hvor hjertet er. Hvor dem man elsker er. Ikke dér hvor der er rustfrie blandingsbatterier eller dér, hvor hortensiaen er blevet særlig stor.

Vi bilder os så mange ting ind. Desværre er det sjældent det storhedsvanvittige, vi tænker om os selv, men langt mere om alt det, vi ikke kan. For eksempel forlade noget, der er trygt og godt. En skole der virker. Et arbejde der ikke generer.

Gode grunde, selvfølgelig. Selvfølgelig!

I nat skal jeg sove på det skønne

Deutschland über Alles

11 jul

Müller Kittel Lotte Garbers

Jeg synes, den tyske nationalsang Deutschland über Alles er en meget smuk melodi. Der er mange, der forståeligt nok har det svært med den, men Tyskland har endelig, endelig lagt skamfuldheden bag sig og at se Müller huje på fodboldbanen og Kittel på cyklen i denne uge, det er noget, Tyskland fortjener og trænger til.

Hvis jeg skrev nu, at jeg synes, Deutschland über Alles er den smukkeste melodi ved VM i fodbold, så ville jeg bliver offer for min egen pointe. Det venter jeg så lige med.

For hvad er nationalfølelse? Er det bare flag-stolthed? Burde jeg så ikke være ved at gå ud af min egen buksedragt over, at jeg snart skal hjem og kippe med Dannebrog?

Jeg har ikke følt mig mere dansk af at bo i Frankrig. Jeg har følt mig langt bedre i stand til at pege på forskelligheder, fordi jeg er ikke-fransk. Det er for mig noget andet.

OK jo, jeg har noget flexicurity og ansvar for egen læring, jeg er morderlig stolt af, men jeg har egentlig haft lettere ved at identificere mig med en tyrkisk indvandrermor i Danmark. En kvinde som jeg, der ikke er med. En der ikke taler sproget flydende, som i VILDT flydende, og som ikke er en del af arbejdsmarkedet, fordi jeg jo sidder her bag skærmen og skriver til jer. En som man blot ved at kigge på mine praktiske sko og u-føntørrede hår klassificerer  som fremmed, inden jeg får sagt deux baguette, s’il vous plaît.

Kultur betyder noget

Jeg lærte engang i den akademiske verden, at nationalkultur og subkultur var noget, man skulle betragte forskelligt. Man skulle tænke på kulturerne som to cylindre, der havde fælles udgangspunkt i bunden, nationalkulturen, og så arbejdede de sig væk fra hinanden opad i skrå retning, hvor subkulturerne så blev placeret. Pointen her er, at selvom det ser ud, som om jeg har meget tilfælles med slagteren fra Jylland, kan man se, at vores subkulturer arbejder sig væk fra hinanden, faktisk så langt væk fra hinanden, at vi aldrig mødes.

Og det omvendte eksempel er, at selvom jeg møder en japansk forfatter (har faktisk ikke gjort endnu), når man er mig, fordi vi deler så mange subkulturelle træk, så er vores nationalkulturer, bunden i cylinderen, så fjerne, at vi nok ikke skal giftes os.

Svært at forklare. Det tog også et semester.

Pointen: Kultur betyder noget.

Også nationalkultur.

PS. Jeg synes, at Deutschland über Alles er den smukkeste. Ergo: jeg er tysker. Det er jeg faktisk også. Hvor tror du selv, GARBERS kommer fra?

PPS. Ville jeg have skrevet det her sådan her, hvis det var Fuglsang, der havde den gule trøje og Danmark skulle spille finale på søndag? #trorjegvistnokikkelige

De fleste har ikke noget imod sex

27 jun

Elles Tine Byrckel Lotte Garbers

 

Lige om lidt er der premiere på en fransk film i de danske biografer. Den hedder Ung og smuk, den er fransk, og den handler om – tilsnigelse – en lykkelig luder. Eller: At det der med prostitution ikke er så sort/hvidt. Eller: de fleste har ikke noget imod sex.

I stedet for at vente på den, skal du se denne her film, Elles. Jeg kender hende, der har skrevet den, og det gør mig frygtelig forudindtaget.

Alligevel må jeg sige: Det er en meget god film.

Juliette Binoche ligner på plakaten en kvinde, der ikke har noget imod sex. Det tror jeg heller ikke, hun har. Hun er bare meget fordomsfuld omkring det. Hun er journalist, kernefamiliegift, laver fine middage til mandens chef, kæmper med teenagesøns problematikker, har en køleskabslåge, der driller, og er måske en lille smule, som vi er flest, når vi lader livet løbe med os.

Så vil hun lave denne her artikel om unge kvinder, der finansierer studierne ved hjælp af prostitution.

Der findes tre sandheder: De rige har pengene, det er rart at holde ferie, og det er synd for luderne

Det er synd for luderne. Det ved vi.

Men de her, som Binoche møder – de er ikke stakkels. De vælger selv deres kunder. Nogle af dem kan de faktisk rigtig godt lide at gå i seng med. Andre har de bare ikke noget imod.

Hvad skal stakkels Binoche stille op med det? Og hvad med manden, der ser porno? Er han så ikke fortabt alligevel? Og hvad med den lyst, hun føler, når hun genkalder sig de frække historier, luderne har fortalt hende? Og hvad nu hvis det slet ikke er sådan nogle historier, de fortalte, men bare hendes beskidte fantasi, der løber af med hende, en fantasi, som hun har gemt væk i lykkelige middagsselskaber i hendes rockerlækre pariser-lejlighed?

Hvad nu hvis Binoche er et sex monster? Som alligevel godt kan servere jus pressé lørdag morgen til kernefamilien, mens lyset falder ind ad de tårnhøje vinduer i velgørende striber?

Filmen er klippet sammen, som om det alene skal være en enkelt dag i hendes liv. Måske som i enhver kvindes liv? Fra køleskabslågsproblemer til slemme sexfantasier. Inden for samme heteronormativitet. Det spørgsmål bliver jeg efterladt med, og det synes jeg er interessant. Og heldigvis bestemmer jeg selv svaret, for der er bare ikke skyggen af morale i denne her film. Det kan vi sjældent lide.

Jeg er vild med det.

Filmen ligger stadig på TV2 Play. Den kan lejes af alle. Gør det.

Turist i eget liv

20 jun

Versailles i går aftes

Versailles i går aftes

 

Når man vælger at bruge sin smukke juni torsdag aften på sit lokale slot (i stedet for at se England ryge ud af VM), og man får lov at se en ballet, der er mandsdomineret, glad, sjov (?) og meget velkomponeret, så tænker jeg – er det fordi, jeg er her i Paris, at jeg gør sådan noget? Jeg er da aldrig turist på mit eget danske slot, Kronborg.

Jo, jeg er jo. Jeg er lige i segmentet for de vildeste kulturforbrugere, så jeg er også turist derhjemme. Og dér er jeg vel ikke turist, men bare en af publikummerne.

Men her synes jeg stadig, at jeg er på besøg, når jeg sidder på smukke Versailles. Man kan for eksempel ikke købe fadøl. Men selvfølgelig champagne – rigtig champagne. Og baren har også åbent efter forestillingen. Det er eksotisk.

Turister er nogen, der rejser igen

Jeg er også turist, fordi jeg ikke skal blive her for evigt. Jeg er jo på besøg, og mit besøg slutter. Snart.

Nu har vi været her i to et halvt år. Den store søn er flyttet hjem til Danmark, den lille søn kan ikke vente længere på noget dansk skolesystem, manden kunne godt trænge til noget dansk arbejdsplads, hvor fredag eftermiddag ikke begynder kl. 18, og jeg, jeg vil ikke hjem.

Jeg er ikke en ø. Så det giver ingen mening at ville blive, når jeg er den eneste. Det er ok. Siger jeg til mig selv.

Til gengæld vil jeg nå at være så meget turist som overhovedet muligt, inden vi smutter. Og det fortsætter allerede i morgen, hvor vi skal med Eurostar til London. Det tager to timer. Det er også eksotisk.

Det var en smuk oplevelse at være turist i eget liv på eget slot i går aftes – med rigtig mange mænd i trikot, særligt Ravel’s Bolero var fantastisk. Næsten lige så skøn som denne her: