Arkiv | Forfatter RSS feed for this section

Det er megasejt at blive 50 år

26 maj

Lotte Garbers 50

Jeg blev 50 år i mandags. Fotoet er fra min fest sidste lørdag. I den forbindelse har der været forskellige omtaler af mig i aviserne - f.eks. Berlingske -  hvor jeg forsøger at sige noget om det at blive ældre.

Jeg insisterer lidt på, at det er megasejt at blive 50. Hvilket selvfølgelig er en selvmodsigelse, for jeg har intet andet gjort end at holde mig i live, men jeg har denne følelse af, at når man er 50, så må man alt, kan alt, vil alt. Nu er det nu.

Jeg kan huske min fars 50 års fødselsdag. Dengang arbejdede han på Berlingeren, og min mor ville ikke med til receptionen på avisen. Sådan noget borgerligt kapitalistpis. Så min søster og jeg var stand ins til en reception, hvor han nærmest fik 100 fl. rødvin. Sjatø naturligivs. Og dagen endte med, at vi spiste mærkelig mad på en fin restaurant i en kælder med sand på gulvet.

Jeg syntes, det var så voksent, nej gammelt. Helt klart over toppen, over tinden, på vej nedad. Sådan så jeg det, sådan så han det nok ikke. Og i dag synes jeg faktisk, at livet begynder på ny. Trods alt det liv, der allerede er passeret. Det er, som om erfaring og indsigt lettere kan veksles til, hvad jeg skal - flytte til mærkelige lande - skrive mærkelige bøger - og i ligeså høj grad til, hvad jeg ikke skal, som måske er noget af livets mere ikke-indlysende.

Hvad er det så, jeg må, bare fordi jeg er blevet 50?

Når man kombinerer 50 år med kulturpersonlighed, får man retten til at udtale sig om hvad som helst i medierne. Det skal jeg lige om lidt i Radio24syvs program René linjer med den legendariske drengerøv René Fredensborg som vært. Hvad jeg skal mene noget om? Det finder vi ud af, men det er ikke noget, jeg er ekspert i.

For nogle måneder siden var jeg med i TV News & Co. Det er et eftermiddagsprogram med nyheder, der også bliver kommenteret af personligheder - en rigtig ekspert og så sådan nogle som mig. Det har jeg sagt nej tak til at være med i fremover. Jeg var sgu lidt for meget på gyngende grund.

René linjer er et kulturprogram. Det SKAL være kunstnere, der er gæster. Nu må vi se, om det er noget, jeg skal eller ikke skal. Lyt gerne med!

Jeg skal holde en kulturtale. Gider du hjælpe mig?

22 feb

Rød-Front-med-Flæser_annemarie-helger-1200x480


Hvad er en kulturtale? Sådan en skal jeg nemlig holde om nogle uger. Kultur er jo alting. Jeg skal holde kulturtalen i forbindelse med overrækkelse af Artbeatprisen 2016, og det er i et trygt selskab. Sådan et, hvor man kan sige, at det er for galt, at der bliver sparet på kulturen, og alle vil nikke.

Så jeg kan bare sige det. Jeg kan også sige noget om sammenhængs-kraft og truslen mod kulturen, hvis vi ikke tager den alvorligt og giver den de vækstbetingelser, der skal til.

Jeg ved ikke, om det er sandt. Kultur har det med at blive skabt på trods.

Så kan jeg sige noget om digitalisering og nye muligheder og virkelig mange trusler. Men helt ærligt; gider vi høre om det?

Jeg kunne også sige noget om hvor godt det går i alle kunstretning-erne, men det ved jeg ikke nok om. Jeg er ikke til eksperimenterende teater den ene aften og hører lydkunst den anden. Jeg kan da slet ikke følge med.

Form og indhold

Jeg kunne godt finde på at snakke noget om form og indhold, fordi det er så interessant. Det er også meget, meget nørdet. En god ven, en kunstmaler, mener selvfølgelig, at form er alt. Og jeg skriver plotdreven prosa, så hvad mon jeg mener? I nye kunstformer er formen tit det, man først får øje på, og man er så bange for at blive forført af noget, der kunne være Kejserens nye klæder. Så måske er det meget godt at komme med lidt reaktionære krav til indhold ved en prisoverrækkelse, der skal hylde det fremsynede og nyskabende.

Men jeg ved ikke, om det er for mærkeligt at tale om.

Hvad synes du? Kan du ikke hjælpe mig? Har du ikke nogle gode ideer? Jeg kan godt love et sponsorat på dagen. Dit navn på min T-shirt eller noget. Eller bare en god debat? Så jeg får noget, jeg ikke selv kan finde på. Hvad siger du til det?

 

#bogsnak er det nye - en anmeldelse af Bogfolk

2 feb

Politiken Bogfolk Lotte Garbers

Politiken Bogfolk Lotte Garbers

På det lidt magre sociale medie, Twitter, var der fornylig en debat om hvilket #, vi skulle bruge, når vi snakkede bøger. Valget blev #bogsnak. Selv plejede jeg at bruge #dklit, men det kunne man lave syg god fis med, hvis man kom til at fjerne d’et, så nu er det altså #bogsnak.

Ordet irriterer mig, fordi det virker useriøst, men tryk nu på #‘et - indholdet er fedt.

Sådan er det også med avisen Politikens egen podcast om litteratur, Bogfolk. Hvor mærkelig en samlebetegnelse - er det så også alle, der læser? Eller alle folk, der er i bøgerne? Eller folk, der har gået i skole?

Konceptet er ellers lige ud ad landevejen. Avisens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen går ned i Politikens Boghal, den ene af Københavns to cool boghandler, og optager vores ugentlige fix om, hvad der rører sig hos bøgerne. Ofte er Rune Lykkeberg, kulturredaktøren, med, eller endda vikar, og når han er på, får man lyst til at læse alle bøger i verden, fordi han emmer af netop det: at have læst alle bøger i verden.

De to værter kan enten hudflette Ejersbos efterladte noveller, eller også laver de Houllebecq-tema, og lige nu er min yndlingsudsendelse den om den nyslåede doktor og litteraturforsker Marianne Stidsen, der på 1200 sider har skrevet om menneskets identitet i dansk og nordisk litteratur efter 1945 – og om angst, depression og i det hele taget om det moderne menneskes plads i litteraturen i dag. Så højpandet og jeg forstår det hele. Det er den fra uge 51.

#Fordybelse

Podcasten har to greb, jeg er forelsket i:

De interviewer næsten hver gang underskønne Christina Thiemer, der er boghandleren i Boghallen (ja, det er hende, der grundlage den anden cool boghandel, Thiemers magasin, nu drevet af også underskønne Rikke Viemose). Hun fortæller, hvad der sælger, og det plejer #bogsnak-mennesker at være for fine til. Så dejligt.

Det andet greb er deres temaer - enten live optagelse fra Boghallen - f.eks. en fin en med bl.a. Svend Brinkmann - eller også bare fordybelse i et emne, f.eks. om Tage Skou-Hansen.

Hvorfor hedder #‘et ikke #fordybelse? Det er jo det, der rykker med bøger. Uanset hvilken bog, du har i hånden.

Hvis du følger Politikens Bogfolk og Skønlitteratur på P1, så har du, hvad der er om bøger på lyd om ugen i Danmark - udover at du ENGANG imellem finder lidt om bøger enten i P1 Eftermiddag eller P1 Kulturlørdag.

Nå. Nok om #bogsnak. Husk at bruge hashtag’et derude.

Du kan læse mere om indholdet af de allerede eksisterende Bogfolk-podcasts her.

 

Det der overblik, du altid har drømt om

3 dec

foljeton

foljeton

På en valgdag som denne har jeg endelig fået mit overblik - og ja, jeg har stemt, ja, jeg er europæer, og ja, jeg har altid stemt ja, og ja, det er kringlet denne gang, og ja, jeg vil hellere være med i et fællesskab, også selvom jeg er utilfreds.

Jeg har tidligere skrevet om mit mediemix her på siden, hvor jeg hyldede min egen evne til at navigere i et medie-hav, der bliver mere og mere komplekst. Sådan noget om den kompetente medieforbrugers evne til at danne sig det nødvendige overblik og så videre.

Men så kom Føljeton. Nu har jeg fået deres nyhedsbrev i et par uger, og i dag klikkede det for mig og Føljeton. Føljeton er et digitalt nyhedsmagasin, der er delt op i føljetoner - altså emner, de kan blive ved med at tage op i uge- eller årevis, hvis emnet bliver ved med at være interessant, og så har de gode, gammeldags revyer - de hurtige overbliksartikler: hvad er sket hvor og hvornår og måske hvorfor. De to første dele fylder det meste, og så er der altid et generøst link til nogen andre kloge artikler derude på nettet, og til sidst slår de med halen med en lille historie “fra vores egen verden”, oftest noget med gak og løjer.

At slippe for at trykke på links er lykke

De har sådan et no bullshit retro-design - med store typer og ingen blinkende links i siderne, og der står antal minutter, det vil tage dig at læse artiklen.

I dag klikkede jeg først på en revyartikel, den fra San Bernadino i USA. Jeg vidste, noget var sket, men jeg havde været optaget andetsteds hele formiddagen, og bang: 2 min. læsetid og jeg var klædt på. SÅ mange links, jeg ikke behøver at trykke på resten af nyhedsdagen. Det er overblik. Tak.

Jeg har kun - indtil videre - et kritikpunkt:

Drenge, I mangler en app.

TIl resten af jer: PRØV DET! Det er gratis den første måned. Dernæst: 49 kr./md. Stik den, papirsavis.

For en mere grundig anmeldelse, så skal I læse denne her på Kommunikationsforum.

Forfatter er noget, alle kan lære

13 okt

2015-10-09 17.03.15

2015-10-09 17.03.15

 

Her er to bøger om at lære at skrive, for det her med at være forfatter er noget, man lige kan lære sig selv. Det mener jeg ikke helt, men det modsatte synspunkt er nu heller ikke til at bære: At man bliver ramt af talent-lynet og alene ved hjælp af en muse, et klarsyn, en Gud sætter man bogstaver i rækkefølge, så det giver læsværdig mening.

De to bøger er den spritnye Skrivning for begyndere og Lise Bidstrup og min egen SkrivetrangDen første er skrevet af den netop afgåede rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, og vores egen bog er langt over tre år gammel. Det her er ikke et forsøg på at score noget af Llambías’ velfortjente shine i forbindelse med udgivelsen, men alene fordi Lars Bukdahl har anmeldt Skrivning for begyndere i Weekendavisen på øredøvende ærgerlig vis - sammen med vores Skrivetrang. Du kan læse hele anmeldelsen på hans i øvrigt übercoole blognavngivne Blogdahl.

Faktisk vil jeg gerne understrege, at Skrivetrang alene er skrevet for at hjælpe unge mennesker på vej, i det her tilfælde via en forfatterskole på en ungdomsskole, som Bidstrup og jeg ledede i nogle år for snart længe siden. Elevteksteksemplerne er alle fra ungdomsskoleelever, som ikke nødvendigvis har et talent, selvom en del faktisk havde.

ForfatterskolEN over for et ungdomsskolekursus

Det er blandt andet derfor, jeg synes, at Bukdahls anmeldelse er ærgerlig, både for de elever, som Llambías selv har haft igennem møllen på den statsfinansierede, SU-berettigede forfatterskole og ikke mindst for de ungdomsskoleelever, som vi har haft fingrene i. Det er ikke et rimeligt sammenligningsgrundlag.

Til gengæld er jeg vild med Bukdahls kritiske tilgang til skriveprojektet: Kan man i skrivekunsten stille do’s and dont’s op? Giver det overhovedet mening og/eller giver det ikke ensartet prosa? Skal man ikke gøre noget andet?

Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg øver mig. Hver dag. Jeg skriver hver evig eneste dag, undtagen når jeg står på ski. Og læser sjældent bøger om at lære at skrive.

PS. Bukdahl er heller ikke synderligt begejstret for Skrivetrang.

I dag græd jeg næsten i radioen

30 sep

Tak til Politiken 090915
Tak til Politiken 090915

Tak til Politiken 090915, fra forsiden af kultursektionen

 

Jeg var kulturknuser igen i dag. Jeg græd næsten inde i radioen på P1. Det var Nordbrandts skyld.

Vi debatterede det pludselige engagement hos kunstnere og kulturpersonligheder i lyset af det historisk store antal mennesker, der er drevet på flugt. Er det et krav, at kunstnere skal blande sig i den debat? Er det ikke for galt, hvis kunstnere bare putter sig? Eller er det selvpromovering, hvis de ikke gør?

Jeg sagde noget a la det her, men du kan selvfølgelig bare høre det selv; Kulturknuserne på P1 fra i dag. Kunst og kunstnere SKAL ikke noget. Der er ikke grænser for, hvor ofte det sker, at vi skal spændes for vogne: så skal vi skrive om islamisme, og hvis vi ikke gør det, er det selvcensur. Så bliver den store samtidsroman også altid efterspurgt og så videre.

Men omvendt er det i mine øjne naturligt, at når man har en platfom at tale ud fra, så skal man da bruge den, hvis man selv synes, man har noget at bruge den til. Det er ligesom, når de store virksomheder går ind i debatten og markerer deres holdninger, som når Dansk Supermarked modtager nytilkomne flygtninge som sprogpraktikanter.

Vi har brug for et moralsk kompas

Det bliver ekstra smukt, når det som hos Nordbrandt - lejlighedsdigtet øverst på siden - er et budskab, der stråler ud af værket, altså digtet, og ikke bare ud af munden på ham i et debatprogram. Nordbrandt er jo et brand, og det er da så smukt, at han bruger det til noget. Han kan formodentlig samle flere, end han kan skille, og er det ikke det, vi alle savner? Moralske kompas i en grum verden?

Politisk kunst er ikke noget, der er efterstræbelsesværdigt i sig selv, men når stillingtagen er uundgåelig, som i de eksistentielle dramaer, vi ser omkring os i disse år, så bliver det politiske budskab så tydeligt, at selv medierne får øje på det og kalder det en tendens. Når ikke-politiske kunstnere som Medina blander sig, så er det vel et udtryk for, at det her, det er større end næste finanslov; det her rammer os på det eksistentielle plan, hvad det vil sige at være menneske, og her har popdronninger altså også en styrke.

Jeg græd næsten, fordi jeg skulle referere Nordbrandts digt. Den sidste sætning kommer jeg aldrig til at glemme.

De onde parforhold

15 sep

PicMonkey Collage

PicMonkey Collage

Her i sensommeren har jeg krydslæst to nordiske, onde parforholds-romaner. Det har været syle-fedt. Parforhold er suverænt det mest uhyggelige i ethvert menneskes liv.

Det er så synd, når den slags temaromaner ikke bliver blæst til bestsellere, fordi det måske er den eksistentielle udfordring, som vi alle kommer til at døje med - kærligheden - som Strindberg sagde: Ægteskabet er som en åleruse, dem der er ude vil ind, dem der er inde vil ud.

Første onde parforhold - lægen med dolken udenpå

Første onde roman er Hjem til mig af norske Trude Marstein - den er et par år gammel. Om lægen Ove, der simpelthen ikke kan lade være med at være sine koner utro. Kommer der en uimodståelig kvinde forbi ham, så stikker han den ind. Det følger vi fra lige før, han gifter sig første gang, til han går på pension.

Måske tænker du, at hans selskab orker du ikke, men Ove er ikke bare en psykopat. Ove er i sine behov. Det er bare det. Han kan ikke undertrykke dem. Han kan vælge at cykle en omvej hen til elskerinden, inden han skal hjem og snakke om at lave en baby til og lade intermezzoet med elskerinden vare i måske 10 minutter. Måske køber han avocadoer med hjem. Ove kan nemlig slet ikke være her, hvis han ikke får lov at lade sine impulser styre ham.

Der er noget ødselt og grådigt ved hans måde at være utro på, som jeg synes ligger i vores tid. Hvorfor skal jeg ikke have en kage til, når den er her? Jeg har da fortjent den. Samtidig får Ove ligeså ondt i hjertet over sin adfærd, som vi andre gør i kagedellen. Belav dig på at krumme dine tæer. Jeg synes, at det pinlige er meget, meget morsomt.

Anden onde parforhold - kvinden uden grænser

Anden onde roman er den nyoversatte, svenske Lena Anderssons Uden personligt ansvar. Det er den modsatte roman: Det er kvinden, lidt yngre end jeg, som har et forhold til en gift mand. (Romanen er en selvstændig fortsættelse af En roman om kærlighed.) Her bliver det ligeså tåkrummende som med den gode Ove, fordi vi råber hende ind i hovedet om, at hun skal lade ham være, og han kun kommer til at såre hende, og han går aldrig fra sin kone, men det bliver ved og ved og ved. Det gør ondt!

Hun køber faktisk en bil for at have den, så hun lige kan køre ham til og fra steder, hvis han skulle have brug for det. Hun flår begrebet service op til nye højder. Det er lige så meget et symptom i tiden, at vi er så normstyrede, hvor normen kræver en kæreste, og han skal KUN være vores, og hvis vi ser nogen, der gør som hun gør i denne roman, så er det nærmest borgerligt ombud at råbe hende ud af forholdet. Jeg havde så bare valgt en sødere en at være elskerinde for, end hun gjorde. Måske var hverken hun eller han klar til den trekant. Måske vi bliver det en dag.

At krydslæse bøger er noget, jeg efterhånden er blevet god til, dels fordi jeg altid er i gang med flere på en gang, dels fordi jeg virkelig nyder lydbøger (det er netop i går i P1 Morgen blevet godkendt af forskerne til at være lige så litterær en oplevelse, som det er at læse, pyh). Når forfatterne så tematisk skriver sig op mod hinanden, ganske utilsigtet, er det en sand fryd. Det kan varmt anbefales.

Marstein læste jeg i printbog med æselører, Andersson lyttede jeg på Storytel.

På begge sider af plankeværket

7 sep

Tusind tak til komponistforeningen
Tusind tak til komponistforeningen

Tusind tak til komponistforeningen

 

Jeg har sagt ja til at arbejde for Gyldendal to dage om ugen. Det gør jeg, fordi det simpelthen er for vigtigt et arbejde at sige nej til. De resterende fem dage er jeg romanforfatter. Jeg er nu officielt på begge sider af plankeværket.

Kan man det?
Ja, man kan godt arbejde på kontor med kantineordning i to dage, også når man skriver derhjemmefra de øvrige dage. Det kan man faktisk blive nødt til, fordi der ikke altid er mange penge i at skrive romaner.

Hvad jeg skal lave?
Jeg er kommunikationsrådgiver for Gyldendal. Det betyder, at jeg skal hjælpe med den del af pressearbejdet, der ikke har noget med den enkelte bogudgivelse at gøre. Det kan være alt fra de gode historier, der er i det store, gamle hus til langt mere strategisk kommunikation, også vendt mod det mere politiske, og som handler langt mere om branchen som sådan. Og så skal jeg hjælpe rigtig meget med at lave forfatterpleje på nye måder.

Er du så Gyldendal-forfatter?
Nej. Jeg elsker at udgive mine titler på Rosinante. Rosinante er det rigtige sted for mig, og jeg ser en styrke i, at jeg ikke blander mit ene professionelle jeg (den rådgivende funktion) med det andet jeg (forfatteren). Selvom Rosinante er et datterselskab under Gyldendal, så betragter de jo hinanden som konkurrenter ude på markedet.

Næste gang bliver jeg litteraturdiktator

Er det ikke at gå over til fjenden?
Nej, et forlag skal helst ikke være fjenden for en forfatter. Det skal være en samarbejdspartner og helst en ligeværdig. Der er kun en eneste ting (næsten i hvert fald), vi skal være uenige om, og det er hvor stor en bid af kagen, der skal retur til forfatteren, når forlaget har solgt en bog. Det arbejde skal jeg sådan set ikke blandes ind i.

Til gengæld har jeg efterhånden en del års brancheerfaring, endda nogle år som forfatterforeningsformand og ikke mindst et rasende autentisk netværk. Det kan vi lige så godt sætte i spil, mens jeg venter på at blive verdens første litteraturdiktator.

Der kommer ikke til at være noget om mit arbejde for Gyldendal her på bloggen, kun i meget indirekte former.

I kan læse mere om min funktion i denne her pressemeddelelse, hvis det er.

Blixenprisfesten var en succes

31 maj

Lotte Garbers Blixenprisfest

Lotte Garbers Blixenprisfest

Det var en fantastisk Blixenprisfest, som Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere stablede på benene i fredags, og jeg tror, der kommer mere af den. Og forhåbentlig med bedre fri bar.

Aviserne - f.eks. her i Kristeligt Dagblad - har allerede skrevet om det største moment, da Danmarks gennemkronede børnelitteratur-dronning, Lene Kaaberbøl, donerede sin kontante pris til Rachel Rösts prisværdige projekt, Læs for livet; et projekt, der indsamler bøger til udsatte børn og unge.

Mit eget moment var, da jeg fik en kollega til at tage mikrofonen fra DJ’en og råbe et vist f-ord. Det manglede, for i Frimurerlogen, hvor vi var, er der meget nydeligt, meget højtideligt, og måske meget langt fra den måde, som forfattere normalt fester på.

Der var råbt meget om, at der var for få billetter, så jeg troede, at der kun ville være sponsorer og prismodtagere, men der var rigtig mange, skønne kolleger, og forlæggerne reagerede også, som om der nok ikke kom nogen forfattere og tog imod os sådan her:

dog-loves-the-cat-a-little-too-much

I det hele taget var serviceniveauet i top, og selvom den fri bar bestod af billigt, lunkent øl og vin, var der rigtig mange fra frimurerlogen, der gerne ville have, at vi tog en lille en:

dog-bringing-beer-from-refrigerator-for-thirsty-owner

Generelt gik det rigtig godt med at få forfatterne op og ned af scenen og enten motivere priserne eller sige tak, men alle forfattere har ikke scenen som deres mest vante sted:

arab-celebrity-tv-show-entry-epic-fail

Samtalerne handlede naturligvis enten om penge fra staten eller litteraten Mette Høegs kritik af den navlepillende, kvindelige litteratur i dag, og når samtalen varede mere end et minut, virkede argumentationerne nogenlunde sådan her:

1326738234_grenade_drill_fail

Og da vi blev smidt ud alt for tidligt, gjorde nogen af os sådan her:

meanwhile-in-an-indian-store

Vi er mange, der glæder os til næste år!

 

 

Var i medierne, men egentlig mest i et påskeæg

7 apr

Søndag Lotte Garbers marts 15

Søndag Lotte Garbers marts 15

 

Det var påske, og nu er det slut. Jeg lavede påsketing (herunder havehalløj, ikke noget med at puste æg, lige i denne højtid fejler jeg voldsomt som husmor).

Jeg var faktisk også i ugebladet Søndag, som du kan se på billedet ovenfor, og i det hele taget væltede jeg mig i medierne, fordi jeg nu igen var en af kulturknuserne på P1. Hvis du er fan, så kan du genhøre det her. Og inden sommer hører du mig nok igen lige dér onsdag kl. 9.05.

Den bedste diskussion, vi havde, var den om X-Factor og de deltagende børns tarv (og dernæst en hel masse om Public Service).

Rokokoposten skriver bedst om børns vilkår i Danmark

Jeg synes, jævnfør det med ikke at puste æg, at vi problematiserer ret meget, når det kommer til det med de børn, vi har her i det postpostmoderne samfund. Som en af de øvrige deltagere sagde så klogt i udsendelsen: Af alle de børn, der har det svært i Danmark, er det nok ikke dem på scenen i DR, der har det sværest.

Jeg synes faktisk mere, at Rokokopostens bud forleden rammer debattonen om børn og alt det, der kan gå galt med dem, ret fedt. Overskriften på den dags fiktive nyhed var: Kvinde opdrager barn uden at skrive debatindlæg om det. Du kan læse det hele her.