Arkiv | Feminisme RSS feed for this section

Jeg er ikke free bleeder, jeg har bare haft travlt

1 jun

Blixenfest 2016 Lars Mikkelsen Lotte Garbers

 

Hej! Jeg er ikke free bleeder, jeg har bare været sammen med Lars Mikkelsen (det passer ikke, jeg gav ham blot en lydbogspris til Blixenprisfesten sidste fredag), og nu har jeg tænkt mig at være her lidt flottere igen.

Jeg er blevet 49 år, og det har måske været lidt af en krise, men en af de gode. Jeg har det i hvert fald, som om en galdesten har passeret mit indre, og jeg er blevet lettet, og det er mere, fordi jeg har fået kogt min livmoder end en ægte galdesten. Så free bleeder tiden er forbi for mig, og jeg har i stedet kastet mig over noget vigtigere end menstruation: Et vildt bogprojekt, fede interviewopgaver, en sommer over dammen og meget mere.

Har du blandet dig i free bleeder debatten? Jeg har ikke, og mit yndlingsnyhedsmedie, Føljeton, gav mig dette overblik forleden:

Som du måske ved, har Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang lavet et speciale om menstruationsreklamer om til en kulturhistorisk populærbiologisk bog om menstruation, og nu har stort set alle medier kastet sig over det. Det er vel nærmest gået amok, og alene det, at det stadig kan ophidse folk i den grad, synes at bevise bogens pointe om, at menstruation til stadighed er mystisk og tabubelagt.

Debatfeltet kan overordnet opdeles i tre grupper, og med vores overservile tilbøjeligheder bringer vi her en oversigt over dem, så du selv kan vælge en, hvis du endnu ikke har dannet dig din egen holdning.

1) De frastødte. Det er både mænd og kvinder, der helt åbent kalder de to forfattere grimme navne, sammenligner menstruation med lort og udtrykker en stærk foragt og væmmelse ved hele debatten og alle, der kaster sig ind i den. Gruppen tæller særligt ældre mænd og unge kvinder.

2) De uoprigtigt ligeglade. Det er både mænd og kvinder, der blander sig i debatten med det synspunkt, at de er helt ligeglade og finder menstruation dræbende uinteressant, men åbenbart alligevel synes, det er nødvendig at debattere emnet. Det er personer, der næsten alle sammen er fyldt 35.

3) De glade og oprørte. Det er fortrinsvis kvinder, der er helt på forfatternes side og ønsker, at tabuet omkring deres menstruation skal fjernes ved at tale om det. Her er alle aldre repræsenteret.

Hvis du stadig er i tvivl, kan du måske finde trøst hos os, dit favoritmedie. Vi vil gerne melde os på banen med en holdning, der muligvis falder i en af de tre kategorier, selv om vi da foretrækker at se os selv som helt unikke.

Isoleret set er menstruation en privatsag. Det kan ikke være anderledes. Det er ikke farligt, det er ikke ulækkert (blod er ikke afføring), det er ikke mystisk, og det er ikke vildt. Faktisk er det ligeså almindeligt og fantastisk som alle andre dele af kroppens ufattelige funktioner. Men det er for den enkelte kvinde (eller mand – vi er ikke transfobiske her) en privatsag – og ærlig talt også lidt kedsommeligt. Ud fra en strukturel og kulturel synsvinkel er det dog en anden sag. Her bliver menstruation pludselig interessant og øjenåbnende. For der er stadig mennesker (kvinder og mænd), der i 2016 finder menstruation farlig, ulækker, mystisk og vild. Det er noget, der gennemsyrer hele vores syn på menstruationen, lige fra på kontoret og i skolegården til kunsten og reklamen. Det er altså ikke i orden at udvise det syn på noget, som halvdelen af den voksne befolkning oplever i flere dage hver eneste måned.

Jeg lover, at jeg nok bliver mere personlig fremover, for det har jeg lyst til, og nu er jeg gammel nok. Men free bleeder? Det gider jeg ikke skrive om. Beklager.

Rasmus Jarlov som romanfigur

16 dec

Rasmus Jarlov Lotte Garbers

 

Rasmus Jarlov er konservativ, og han sidder i Borgerrepræsentationen. Han har også engang siddet i Folketinget, hvor jeg havde meget lidt med ham at gøre, da han var kulturordfører, og jeg var formand for forfatterforeningen.

Rasmus Jarlov lagde denne besked ud på Facebook i weekenden. Jeg håber egentlig, at det var for at få omtale. Han vil nemlig rigtig gerne tilbage til Folketinget. For omtale det fik han, og det får han, og nu skriver jeg så også om ham.

Helt overordnet bliver mange provokeret af hans generaliseringer. Han udtaler sig på baggrund af en artikel, men det er ikke den, der er i fokus. Det er allermest benægt det bare, men det er sådan, det fungerer :), der snubles over.

Det kan jeg forsåvidt også godt forstå. For hvad er det egentlig, han mener? Og kan vi lide det, han mener? Og hvor får han det fra? De tal, han underbygger med, også senere i Politiko, har hverken ordene sød og pæn med. Det er sådan noget, der får debattører op på tæerne. Selv heltnormalt har lavet satire over det.

Jarlov som romanfigur

Jeg ville lave et andet take på ham: romanfiguren Jarlov. Han er sådan en pæn mand, ham burde man kunne bruge. Han er faktisk så pæn, at det må betyde, at der stikker noget under. Vi kan godt lide det, når noget stikker under.

Jeg kan kun læse mig frem til tre mulige varianter af dybde:

1. Er han bare en mand af gamle dage, der skal have noget kønt at kigge på, når han kommer hjem? Findes de i generationen, der ikke er fyldt 40 år endnu?  Det skal han da have lov til at mene. Handler det måske i virkeligheden om hans mor?

2. Eller er han lige blevet sat på plads i Kødbyen af en kvinde med et rigere cv end ham? Og bruger han så anledningen til at skære alle over en kam og få opmærksomhed på det? Eller er han i virkeligheden forelsket i bagerjomfruen og skammer sig over det? Det skal han da også have lov til.

3. Eller er han rigtig ked af det på karrierekvindernes vegne, fordi de ikke lige så ofte som karrieremændene er i et parforhold? (Mænd: 9 ud af 10, kvinder: 8 ud af 10). Og så står han dér, single og pæn, og siger til karrierekvinderne, tja – hvis I var lidt mere med på den der med jeg gør det for Gud, konge og fædreland og din tegnedreng, så ville I få noget mere stabilt p… – fordi han virkelig ikke selv kan holde ud at være på Tinder længere.

Alle 3 varianter er virkelig kedelige. Pæne, renskurede, enkle psykologiske portrætter af en mand, der, desværre, Jarlov, ikke er interessant nok til at komme med i en roman, selvom der er rigtig mange Jarlov’er i romaner. Jarlov-debatterne bliver derfor – også kedelige, forudsigelige, uden dybde, og dog alligevel meget, meget populære.

Benægt det bare, men det er sådan, det fungerer.

 

Kvinder der ytrer sig – med og uden løg

30 sep

Lone Hørslev Dyrets år Lotte Garbers

En af dem jeg glæder mig til at læse

 

Så siger Lone Hørslev, hvis nyeste roman om Marie Grubbe er den på billedet, så siger hun, at det måske, måske ikke er hende, der er den, der ligger der i rokoko-flødeskumskjolen. Men et flapfoto af hende er der ikke. Hør selv med i Skønlitteratur på P1.

Så kommer den første biografi om Suzanne Brøgger, uh! den glæder vi os også til, og den hedder Krukke, skrevet med pink og har det lækre skår på forsiden, ligesom alt andet, som den dame har rørt ved. Hun er altid selv i stand til at stille sig som gallionsfigur for sit værk.

Så siger forfatter Christine Hagen, at man kun bliver set som kvindelig kunstner, hvis man ligner en kneppedukke. Læs kronikken her.

Så lader forfatter Kristina Stolz sig fotografere i et lækkert foto i klapbukser og røde læber, fordi hun ikke vil være … en kneppedukke, tror jeg, hun mener, men ikke siger. Se debatten her.

Dem, der ytrer sig, tænker over, hvordan de virker, uanset køn

Med og uden løg, med og uden løgn, med og uden tøj på – vi kan bare konstatere, at kvinder der ytrer sig, tænker rigtig meget over, hvordan de virker derude. Også dem der siger, at de ikke tænker over det, ikke skænker det en tanke. Og dem der synes det er strengt, at man skal gøre det. Og dem der bare fra dag 1 har mestret det.

Jeg siger bare: at tage sig ud er at gøre sig umage – med og uden løg på. Det er ikke så farligt.

Her er en mand, der også tænkte over det:

napoleon Lotte Garbers

 

De fleste har ikke noget imod sex

27 jun

Elles Tine Byrckel Lotte Garbers

 

Lige om lidt er der premiere på en fransk film i de danske biografer. Den hedder Ung og smuk, den er fransk, og den handler om – tilsnigelse – en lykkelig luder. Eller: At det der med prostitution ikke er så sort/hvidt. Eller: de fleste har ikke noget imod sex.

I stedet for at vente på den, skal du se denne her film, Elles. Jeg kender hende, der har skrevet den, og det gør mig frygtelig forudindtaget.

Alligevel må jeg sige: Det er en meget god film.

Juliette Binoche ligner på plakaten en kvinde, der ikke har noget imod sex. Det tror jeg heller ikke, hun har. Hun er bare meget fordomsfuld omkring det. Hun er journalist, kernefamiliegift, laver fine middage til mandens chef, kæmper med teenagesøns problematikker, har en køleskabslåge, der driller, og er måske en lille smule, som vi er flest, når vi lader livet løbe med os.

Så vil hun lave denne her artikel om unge kvinder, der finansierer studierne ved hjælp af prostitution.

Der findes tre sandheder: De rige har pengene, det er rart at holde ferie, og det er synd for luderne

Det er synd for luderne. Det ved vi.

Men de her, som Binoche møder – de er ikke stakkels. De vælger selv deres kunder. Nogle af dem kan de faktisk rigtig godt lide at gå i seng med. Andre har de bare ikke noget imod.

Hvad skal stakkels Binoche stille op med det? Og hvad med manden, der ser porno? Er han så ikke fortabt alligevel? Og hvad med den lyst, hun føler, når hun genkalder sig de frække historier, luderne har fortalt hende? Og hvad nu hvis det slet ikke er sådan nogle historier, de fortalte, men bare hendes beskidte fantasi, der løber af med hende, en fantasi, som hun har gemt væk i lykkelige middagsselskaber i hendes rockerlækre pariser-lejlighed?

Hvad nu hvis Binoche er et sex monster? Som alligevel godt kan servere jus pressé lørdag morgen til kernefamilien, mens lyset falder ind ad de tårnhøje vinduer i velgørende striber?

Filmen er klippet sammen, som om det alene skal være en enkelt dag i hendes liv. Måske som i enhver kvindes liv? Fra køleskabslågsproblemer til slemme sexfantasier. Inden for samme heteronormativitet. Det spørgsmål bliver jeg efterladt med, og det synes jeg er interessant. Og heldigvis bestemmer jeg selv svaret, for der er bare ikke skyggen af morale i denne her film. Det kan vi sjældent lide.

Jeg er vild med det.

Filmen ligger stadig på TV2 Play. Den kan lejes af alle. Gør det.

Den politiske mazarin

2 maj

mazarinkage Lotte Garbers

 

 

I går spiste jeg en halv mazarinkage. Sådan en til 15 kr. i plastic.

Det har jeg ikke gjort i mange år. Men engang, dengang jeg lagde grunden til et venskab, der nu lever smukt og stærkt på i hvert fald 30. år, så gik vi ned på Shell-tanken, mens hun røg sin cigaret, og så købte vi sådan en slambert, rund og pyntet med postuleret chokolade.

Den blev fortæret over samtaler om, hvad kærlighed, drenge, tøj, Gud, familie, litteratur, P4 og hende den irriterende gjorde ved os.

På vej op til veninden i går sagde jeg til min søn, at jeg udover samværet glædede mig vildt til alt det lækre mad, hun helt sikkert havde købt for at forkæle mig, nu når jeg endelig var i landet.

Og så havde hun købt en venerationskage. Fordi mazarinen var lige så vigtig i hendes univers dengang som for mig, og på en måde er den det stadigvæk.

Ramsløg og blåbær-tapas

Der er nok af socialt samvær, hvor rammen af det nye cross-over mellem ramsløg- og blåbær-tapas larmer alt for meget, og hvor vi i samtalen kommer til at tale alt for længe om næringsindholdet og sidebenene i stedet for, hvad det egentlig er, der gør, at vi netop snakker om det og finder det relevant nok at bruge tid på.

For mig blev mazarinen dengang et helle, hvor jeg blev mig selv i samtalen. Et fristed, hvor der var højt til loftet og langt til kalorietabellerne. Et sted, hvor vi begyndte en nu livslang samtale om betydningen af det, vi går op i, i et langt bredere perspektiv.

Man kan sige, at det virkelig er at gøre noget privat (og eventuelt uendelig ligegyldigt) politisk. Kvaliteten af vores samtaler over mazarinen er bare så høj, at det er umuligt at holde fast i et synspunkt om at samtaler mellem kvinder i private rum ikke er vedkommende politisk det være sig værdi-, familie- eller kønspolitisk.

Aldrig har vi været klogere, som når vi har smæsket os igennem en mazarin. Og de samtaler ville verden have godt af at lytte med på – i redigerede versioner naturligvis.

Den smagte ikke særlig godt. Fuldstændig ligegyldigt.

Er det mere pinligt at være kvinde end mand?

25 apr

Lotte Garbers morgenlook

 

I går morges lidt over syv blev jeg spærret inde mellem gadeport og bilgarage. Jeg var iført det afbildede. Og søvn i øjnene. Nok også en mascaraklat. Det var pinligt.

Pinligt fordi alle på vej til station og skole på gaden kunne se mig, pinligt fordi det var en aftershave-duftende mand, der skulle lufte hund, der befriede mig. Pinligt fordi han gloede på mig, som om han var klar til at tage mit kørekort til at være kvinde. Pinligt fordi han ikke grinede af det fjollede i situationen. Pinligt fordi han lavede det elevatorblik, jeg får hernede, når jeg går rundt mellem chikke mennesker i Birkenstock, uglet hår og sportstøj. Brugt.

Pinligt fordi jeg aldrig i mit liv har været så bevidst om, at det at være kvinde er noget andet end at være mand, efter vi flyttede til Frankrig. Fordi jeg ikke tager rød læbestift på, når jeg skal hente post eller mælk, selvom de andre gør det. Jeg kan bare ikke ændre vaner. Eller jeg gider ikke.

Det her er for mig en helt lille historie om det at være kvinde i hverdagen i fancy Paris. Der er ikke mere i den. Alligevel har den fået mig til at tænke, fordi det skete i den selvsamme uge, hvor Facebook har kogt over af endnu en “hvem er bedst til at være feminist”-debat.

Det private er ikke længere politisk, men bare pinligt?

Det hele begyndte med Annegrethe Rasmussens klumme i Information. Nogle blev meget gale over, at den ikke længere gjaldt den der med, at det private er politisk, fordi Rasmussen var træt af at høre om intimbarberinger og parforholdsproblemer i en kønspolitisk kontekst.

Jeg læste med interesse kommentarsporene og blev mest berørt over det synspunkt, at vi skulle den anden vej: alle – også mænd – skulle kunne turde være mere skrøbelige (læs: private) i det offentlige rum. For mig blev skabet dog sat på plads, da kulturredaktøren fra Information, Anna von Sperling, skrev denne klumme om, at det private aldrig har været mere akut politisk end nu.

Tilbage er så min engang fikse men nu kun lurvede badekåbe i lilla med brille og Birkenstock. Og det pinlige. For jeg bliver nødt til at sige jer, at jeg kender ingen mænd, der ville finde den indespærrings-episode pinlig.

Vi kan lære noget af mænd – min far f.eks.

Er det så et problem?

Ikke for mig. Jeg finder mig ikke selv så pinlig, som andre gør – andre kvinder, f.eks., eller mine børn – men måske er der alligevel en pointe i, at jeg ligger under for en æstetik, som mænd ikke i samme grad ligger under for. Og det synes jeg faktisk er en smule kønspolitisk problematisk.

Jeg vover et øje og siger, at vi kan lære noget af mænd her; for når nogen kommenterede min fars gigantiske vom, så slog han på den og sagde: den har også været dyr eller: er du klar over, hvor meget jeg skal spise for at holde vægten?

Måske er det et spørgsmål om kommunikation. Det virkede lidt, som om det var det, der skete i kølvandet på Annegrethes klumme. For nu er alle mine feministvenner på de sociale medier pludselig enige igen.

Jeg har stadig morgenkåbe på, og klokken er 11.20. I dag er det ikke pinligt. Jeg skal nok forsøge at gøre det til en politisk pointe. Bare ikke nu. For nu skal jeg arbejde.

 

 

Alt om kvinder handler ikke om feminisme

8 apr

En ikke feministisk tirsdagsmave Min.

En ikke feministisk tirsdagsmave. Min.

 

En meget klog kvinde sagde engang et eller andet sted nogenlunde sådan her, at fordi man tog en opvask i stedet for manden, var det ikke ensbetydende med, at man havde givet køb på hele tanken om feminisme. Eller at alle opvaske handler om det.

Lige sådan synes jeg, man skal læse Emilia van Hauens nye bog – eller tage imod chefredaktør Camilla Kjems ide med at tage mavebilleder og lægge dem op på internettet; en tendens jeg så har fulgt trop med. Du kan se Camillas mave her.

Emilia van Hauen fik en hård medfart, da hendes nye bog, Ladycool, udkom. Den bog har faktisk været nævnt i debatten om Henrik Dahls famøse ankenævn over dårlige anmeldelser. Det er i mine øjne, fordi man læser alt for meget ind i en enkelt bog, at sådan noget sker.

Ligesom en opvask, et foto af en mave, som man er skræmt over at lægge op, fordi man ikke ser perfekt ud, er en bog om at føle sig forkert som kvinde og springe ud som en, der ikke længere føler sig forkert, ikke et udtryk for en ny feminisme, en banebrydende ny måde at være kvinde på, en kønskonstruktivistisk dekonstruktion eller en spændende, ny kønsfundamentalistisk/kønskarnevalistisk tendens her i det post/sene/alt, alt for senmoderne samfund.

Det er bare en bog om at være til som kvinde i et samfund, der også stiller krav til den tæskefeminine side af os. Lige meget hvilket hold man spiller på.

Læser man bogen sådan, så er Ladycool en knaldgod en af slagsen.

Ladycool er fyldt med kvinde-godter

Ladycool er en bog, der ligesom falder i to meget markante dele, ikke strukturelt, men i “impact” på sådan en læser som mig.

van Hauen har en masse godter til os, fordi hun deler ud. Hun deler ud af rigtig mange stykker af sit levede liv, om skilsmisse, om første gang med sex, kærlighedsmomenter, usikkerhedsmomenter, barndomsmomenter, det skæve søskendeblik, det forvrængede indtryk af kønsroller mellem forældre – og disse afsnit er helt vildt godt skrevet.

De private erfaringer kan jeg uden videre perspektivere over i egne erfaringer, og jeg er blevet inviteret indenfor som veninde, samtidig med at van Hauen står et interessant sted i livet, hvor det giver mening at se tilbage og forstå bare lidt af det, der foregåri  et helt almindeligt førsteverdens kvindeliv.

Den blå laktaske bliver ledetråden for styrken i bogen. Sådan en fik hun som barn, og den var jo helt forkert. Vi føler os på et tidspunkt i livet alle sammen forkerte, og hun var forkert på den blå laktaskemåde, jeg var forkert på den alt for  gymnastikudøvende pige med for høj IQ-måden, og sådan er det måske et vilkår ved at være til, og det favner hun så fint.

van Hauen behøver ikke sociologihatten

Dér, hvor bogen brækker over for mig, er, når hun tager sociologihatten på. Dér hvor mine private erkendelser bliver almengjort. Dér hvor sætningerne begynder med: “Mænd er” og “Kvinder er” og så en masse tal. Hendes faglige ramme får mig til at falde ud af konteksten. Og tænke: nej, det er ikke mig. Hun får mig til at føle mig forkert – igen. Sådan klassisk selvhjælpsbogs-frustreret: “100 måder at forføre en mand på – hjælp! jeg troede kun der var 1” – altså at selvhjælpen adresserer et problem, man ikke vidste, man havde.

Det bliver ikke debatterende eller fornyende ift. alt det, der sker på kønsforskningsscenen, det bliver blot (og blot er ikke en forklejning) en kvindes tanker om, hvor hun står her og nu, og det kan sagtens bære igennem. Det behøver ikke at komme ind i en samfundsmæssig, sociologi-ramme, som almengør noget meget personligt. Enhver bogs styrke er, at det er et Du, der skriver til et andet Du. Den kontrakt bryder hun ved at almengøre.

For alt om kvinder handler ikke om feminisme.

Og by the way. Jeg synes, min mave  er toplækker. En del ar, strækmaver, deller, men jeg ser kun alle mine mavemuskler og glædes over, hvor stangbrun den bliver snart. Og at jeg havde en pæn bh på. Mere held end comme d´habitude.

Køn, planeter og kasser

18 mar

Intet er sket siden John Grays planeter

 

Jeg forstår ikke mænd, siger veninden. Det er nok ikke halvdelen af verdens befolkning, hun mener, altså dem der er så forskellige, at vi må komme fra forskellige planeter, men snarere det at hun ikke forstår, hvad det er, der sker i hendes forhold til mænd.

Alligevel er det en generalisering, der støjer. Det første, jeg tænker, når jeg hører sådan noget, er støjen. Jeg hører ikke problemet, fordi det ryger i min John Gray kasse og bliver simpelthen for irriteret over, at det kan alene være noget med kønnet, der gør, at forholdet / samtalen / samarbejdet /sexen ikke fungerer. Det kunne også være alt muligt andet. Én selv for eksempel.

Det er ikke det, at jeg ikke anerkender forskel på køn, jeg anerkender bare ikke at få serveret forklaringen som noget med, at vi er så forskellige, at vi lige så godt kunne komme fra forskellige planeter, når samtalen foregår på et mere nuanceret niveau.

Kvinder snakker jo kun om mænd..

Den brandvarme diskussion i mit netværk lige nu er forfatter Martin Kongstads kritik af Signe Wennebergs artikel på Kommunikationsforum. Det er hverken hendes artikel eller Martins kritik, der er mit ærinde. Det er planeterne. Signe begynder en liste over seje K-kvinder, fordi det forlyder, at man ikke kan finde nogen, når man står og vil være kvindekvote-venlig. Den falder ikke i mit filter. Den er faktisk velskrevet. Jeg står ikke på listen. Det er måske umiddelbart min største anke.

Martin får klaustrofobi af den. Han hiver den helt tilbage til bogen Femail, som ved Gud også provokerede mig. Jeg finder måske hans kritik interessant, men så skriver han, at kvinder  ikke er gode til at netværke, og når vi mødes, taler vi mest om mænd. Helt ærligt? Tror han selv på den? Ja, vi snakker OGSÅ om mænd, jævnfør begyndelsen, det er trods alt halvdelen af verdens befolkning, og nogle af os står i intime forhold med sådan en. Martin røg i kasse-fælden – kønnene kommer åbenbart fra to forskellige planeter, og det er vigtigt lige at cementere: Det her er kvinderne, og heroverfor er mændene.

…og mænd elsker mænd, der knepper og drikker

Den næsten lige så varme diskussion fra februar er Politikens Ditte Gieses meget veloplagte artikel om den plagede mand i litteraturen for tiden. Er stor fan af Giese, fordi hun nuancerer og spreder humor. Og da jeg selv lige har skrevet en roman med en alfahan i hovedrollen, interesser tematikken mig dobbelt. Hendes litteratureksempler er gode, men hendes pointe bliver så med et slag primitiv, så planet-kassetænkt, når hun vælger at afslutte med Måske ser mænd bare op til mænd, der knepper og drikker. Tænk, at hun ikke bare bliver nysgerrig? Hvorfor er det nu sådan lige nu? I stedet for får hun lige klasket nogle fede fordomme ind på bundlinjen. Mænd er mænd, jo.

Så, John Gray, selvom du har skrevet 17 bøger siden din “Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus”, så behøver du ikke at skrive mere. Der er nemlig ikke rigtig brug for det derude.

Anmeldelse: Til de utålmodige, ærgerrige kvinder

24 jan

En utålmodig, ærgerrig kvinde

Hun er lige blevet IT-milliardær. Dem er der ikke mange af med det køn. Hun er også bestseller-forfatter, men det var ikke herfra, milliarden kom. Det var fordi, hendes Facebook-aktier steg. Et sted, som hun er daglig leder for, mens Zuckerberg har bare tæer og visioner. Nu kommer hendes bog på dansk, og du kan købe den fra i dag.

Det er en underholdende, let læst bog, med en masse gode pointer, som jeg nok skal komme tilbage til, men vi må først lige slå fast, at det er en meget amerikansk bog skrevet fra et meget amerikansk synspunkt, og jeg tvivler lidt på relevansen for vores ligestillingsdebat. Men det er sørmeda en god historie, hun fortæller os. Som Se & Hør for businesssegmentet.

Sandberg er idealist, og hun tror virkelig på, at hvis der kommer flere kvinder til magten, får vi et bedre samfund, men hendes erfaringer og forsåvidt debatemner berører stadigvæk kun en meget lille del af arbejdsstyrken og er derfor ligesom vores egen ligestillingsdebat ret uinteressant for flertallet. På den måde bliver det de utålmodige ærgerrige kvinders bog.

Men de/ (vi?) skal også have karriere-porno, så her kommer noget af den, for Sandberg har styr på sine tal – og bogen er kløgtigt versioneret med danske tal. Vidste du måske

at kvinder ikke forhandler deres løn (kun 7% mod mænds 57%)?

– at en kvinde, der stiger i graderne, oftest kun gør det internt og ikke ved jobskifte, og hvis hun stiger, tenderer hun til at udføre de gamle opgaver stadigvæk, langt mere end mændene gør. Altså tryghed, usikkerhed, manglende mod, tro på sig selv-tingen?

– at den gamle traver med kun at søge job, man er 100% kvalificeret til, gælder stadig for kvinder, mens mænd søger, når de kun er 60% kvalificeret?

– at af de 28 kvinder som var CEO i Fortune 500-virksomhederne, var 26 gift. Afmonterer myten om den kolde, uelskelige forretningskvinde på toppen? (Men jeg tænker, at ved at fremhæve den pointe kalkerer vi blot tidligere tiders mønstre – bag en stærk kvinde står en mand med forklæde)

– at eneforsørgerpositionen for kvinder stiger både i USA og i Europa, og alene det gør, at kvinder må kræve deres professionelle rettigheder, at de skal være dygtigere til at navigere på arbejdsmarkedet, så de har råd til netop at være eneforsørgere?

– at vi må gøre noget ved vores spelttendens. I 1975 brugte hjemmegående 11 timer om ugen på direkte samvær med børn, udearbejdende 6, i dag bruger hjemmegående 17 timer og udearbejdende 11?

Jeg er med på, at mennesket er det dyr, der selv sætter de snore op, som det falder i, frit citeret efter Piet Hein, men jeg tænker også, at det ikke kun er kvinderne selv, der skaber problemer. Det er normerne, forventningerne til det moderne menneske, altså ikke nødvendigvis en kønnet problematik.

Alligevel har hun en pointe i, at kvinder skal vi lige være ekstra opmærksomme på, for hvis vi skal byde ind, skal vi tilsyneladende have en hånd. Bogens bedste anekdote viser dette med al tydelighed. Sandberg holder oplæg netop om kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet, og hun vil runde af og siger, at hun kun har tid til et par spørgsmål mere. Alle de kvindelige deltagere tager hænderne ned, mens mændene lader deres blive. Mændene får de sidste ord, for Sandberg opdager det ikke selv – det er en deltager, der fortæller hende det senere.

“Hvis vi ønsker en verden med mere ligestilling, må vi anerkende, at kvinder er mindre tilbøjelige til at række hånden op”. Så kom i gang, søster.

En Disneyprinsesse smider tøjet

8 okt

Post Disneyprinsesse

Post Disneyprinsesse, fra GAFFA

 

Det er gamle nyheder, at ex-Disneyprinsessen Miley Cyrus (AKA Hannah Montana, måske det mest populære show på Disney Channel) gjorde noget uartigt til MTV awards. Men siden sidste uge er der gået bitch-fight i den, og jeg synes, det bliver så let at skælde Cyrus ud, fordi hun ikke har noget tøj på. Vi mener altid så meget rigtigt, når det handler om sex. Men ikke om alt muligt andet, der egentlig kunne være meget vigtigere.

Cyrus fik ballade over MTV, men har alligevel igen gjort noget farligt; se hvor nøgen hun er på billedet, som er fra musikvideoen til nummeret Wrecking Ball. Det har udløst de vildeste dallerflapper fra popmor, Sinead O’Connor i et åbent brev. Budskabet: Musikindustrien gør dig til prostitueret, du ved ikke, hvad du laver. Tag dog tøj på. Så blev næste superstjerne Amanda Palmer – også hende der helst vil kaldes Amanda Fucking Palmer – sur og skrev et nyt åbent brev, hvor hun støtter Cyrus: Hendes krop, hendes job.

Hvad hvis man ikke mener noget? Er man så en dårlig kunstner?

Med andre ord: Cyrus er altså ikke længere Hannah Montana, men en kvinde, der (måske) ved, hvad hun gør, så Sinead – pas din egen isse.

Det gode ved det her, at stjernerne MENER noget. Om krop, om deres branche, om hvad der skal være kvindelige kunstneres projekt. Det er spændende. Og måske nyt?

Men skal man virkelig MENE noget og have et projekt med det, man laver, fordi man er kunstner udi pop og har taletid? Selvom det nok er tosset at sammenligne, men SKAL jeg også have et projekt, fordi jeg skriver bøger og derfor får opmærksomhed? Skal jeg lige flette ind efter interviewet med Familiejournalen, hvor jeg helst skal se kvindelig og sød – og tilgængelig? – ud, at jeg har en babysæl på Grønland eller noget? Skal kunstnere noget mere end andre mennesker?

Sex gør blind

Det ville da være skønt, hvis Cyrus blev en rollemodel. Så vi alle begynder at slikke på muggerter. Det var i hvert fald fedt, det Madonna gjorde for mig. Og jeg er sikker på, at der lige nu også er mange, der elsker at være Lady Gagas little monsters. Men Rihannah – den dejlige kvinde – hun taber momentum, fordi hun desværre er så plaget af misbrug. Så hende vil vi ikke takke, når hendes jævnaldrende fans er blevet voksne. Men hvorfor får hun ikke et vredt brev fra en popmama, der siger, at hun er en skidt rollemodel, fordi hun er misbruger?

Fordi det ikke handler om sex. Vi bliver så blinde, når det handler om sex. Eller tindrende klartseende; det er meget nemt at fordømme nogen for at være i mænds vold – og ikke vide, hvad de selv gør. Hvis mine børn var fans – og yngre – ville jeg være langt mere bekymret, hvis Cyrus reklamerede for cola. Det er trods alt værre end det der sex.

Det her har jeg diskuteret på Julia Lahmes blog i går, og mens jeg gjorde det, faldt jeg over denne her artikel – og fotoet – om miséren – er det bare mig, men er der ikke en meget nedladende tone her? Og fotoet – ja, jeg synes, hun er lækker.