Arkiv | Eksil RSS feed for this section

Endelig elskede jeg Danmark

1 jul

Fil 01-07-15 20.12.15

Det er onsdag aften, og det er den første sommeraften, og jeg sidder her og elsker Danmark. Endelig. Det tog lang tid. Over et halvt år faktisk. Så lang tid har det taget at komme hjem, mentalt. Men lige nu er der ikke noget andet sted, jeg hellere vil være.

Forleden tog min mand et par shorts på, som han ikke havde haft på siden sidste efterår. Og i lommen fandt han denne:

Unknown

En sød, lille metrobillet fra Paris. Så peb vi lidt.

Tænk at man kan savne at være i et andet land så hedt. Det er ikke lejligheden, det er ikke menneskerne, for bolig har vi stadig, endda nu med have igen, og menneskerne har vi jo altid med os. Og det er heller ikke maden og kulturen, for det har vi ret meget godt af her også.

Det, vi savner, er det her svære med ikke at være hjemme, at være på eventyr, at være på vej, i gang, at have retning.

Det vil jeg aldrig gå af med.

Men nu er der ro på her – for mig med roman, der er landet, projekter, der er landet, med åndssvage, kropslige tacklinger, der også er landet på den gode måde, så nu kan jeg igen spejde ud over livet og være mere ude på narrestreger, end jeg har været længe, og så må det være slut nu med at pibe over ikke at skulle spise frokost på lørdag i 11. arrondissement.

Så nu bliver der også mere plads til at være her på bloggen igen i lidt højere frekvens.

Jeg har nemlig formodentlig meget og mere på hjerte.

Den daglige ild

13 jan

Min ild i den sidste uge

 

Det er egentlig noget rod, at der skal skrivehi til, før der kommer ild i skrivefingrene. Men nu har jeg i snart en uge haft denne fikse, stramme brændeovn som nærmeste omsorgsperson.

Det er det repetitive, der virker. Det at man står op på samme tid, ved, hvor længe en birkeknold brænder, ved hvornår der skal logges på nettet, gås tur, og ikke mindst hvornår mine søde værter i det store hus ved siden af kalder mig ind til middag.

Jeg mistede ilden over julen. Måske endda inden. Et kedeligt forløb omkring nyt køkken (dog efterhånden ret smukt i det, det er ikke det), en mand der kom hjem efter fire måneders pariserpendling, en masse arrangementer, en masse snot, og en massiv mangel på repetitiv hverdag fik min ild til at gå ud.

Min mand bestemmer over alt, jeg gør

Jeg har sådan en mand, der coacher rigtig meget på sit arbejde. Det gør han også over for mig. Men det er ikke på coach-måden. Det er på ordre-måden:

Nu gider jeg ikke vente længere på den roman. Nu tager du op til Anna og Jesper. Og så kommer du ikke hjem, før du er færdig. Du må ikke være på nettet, og du må kun kontakte mig efter kl. 17. Men du må gerne komme hjem, hvis du bliver trist.

De to første dage var jeg på familie- og den øvrige verden-detox. Helt samtidig med katastrofen i Paris. Meget passende at blive tvunget til at koncentrere sig om en brændeovn, en eng, der måske bliver oversvømmet af Egon, og så ellers forsøge at holde både terroristerne, udslettelse af landsbyer, kronprinser, der er frække, og ikke mindst ulykkesturisterne her ved fjorden for døren.

Det lykkedes.

Nu mangler jeg kun klistrekapitlerne, tror jeg.

Så har jeg skrevet endnu en bog. Og bagefter: Så skriver jeg en til. Repetitivt liv.

Jungledage

12 sep

Knirke Egede Lotte Garbers

I går var jeg til endnu en reception. At være til reception er også en slags jungledage, hvor alle kæmper om kun nogens opmærksomhed, hvor man ikke kan komme frem gennem menneske-lianerne, og hvis man ikke passer på og går tidligt hjem, kan man ende med at få mærkelige dyr med i sengen.

Sådanne jungledage har vi tilsyneladende i Danmark, og sådanne ægte jungledage havde skribent Knirke Egede i et helt år i en vaskeægte jungle i Costa Rica. Det har hun skrevet en ret vidunderlig bog, Jungledage, om.

Hun gjorde det, man ikke gør: Solgte alt, åbnede atlasset og tog derhen, hvor flasken pegede på, og det blev til et lille junglehus i Costa Rica; et hus der mest blev holdt sammen af myggenet og edderkoppespind. Og så tog oplevelserne ellers fart.

Forførende thriller

Det er forførende læsning. Egede skriver så vel, at det ligesom bliver bogens største problem. For jeg fortaber mig i de anekdoter, som hun så livligt deler, fra kaffebarejerne fra London, som hun hooker ubesværet op med i begyndelsen, til de meget zoologiske historier fra hendes senere ven, Karsten.

Hendes måde at blive venner med rotter og boaslanger er besnærende, hendes generøsitet over for mennesker, hun ikke rigtig kender, er misundelsværdig, og sine steder er bogen krybdyrs-spændende som en thriller.

Man aner en sorg, hun er rejst fra. Den udspiller sig en smule helt i slutningen, og det er bevægende, men også noget, jeg rigtig gerne ville have vidst noget mere om til at begynde med. For bogen skriger på et hvorfor. Egede deler det meste med os alligevel, så hvorfor går hun ikke skridtet videre? Man længes, længes, længes efter mere om det knuste hjerte, om udlængslernes dulmen af den indre uro, som siderne emmer af.

Og så kunne jeg godt tænke mig flere refleksioner over det, hun gør. Mere meta – ligesom noget af det, der kommer i begyndelsen: Det er som om, at de allerstørste beslutninger i ens liv, ofte træffes i løbet af et øjeblik.

Egede skriver virkelig forførende og flydende, og hun kunne bringe teksten helt op at synge ved at bruge greb fra autofiktionen, ved at skrive med mere på spil, selvom hun helt sikkert føler, at der er rigeligt her.

Voksen-backpackere

Jeg er ikke typen, der læser rejseberetninger. Jeg er ikke i Hjalte Tin og Nina Rasmussen-fanklubben, og i går til forlagets jungledag forstod jeg hvorfor.

Jeg fik et nyt begreb foræret – tak til forfatter Jonas T. Bengtsson: Man skal påtage sig sin borgerlighed. Det vil sige, at man skal droppe voksen-backpacker-drømmen, smide læderjakken ud og holde op med at tro, at man er med i en rocksang.

Det er Jungledages problem, at den kan emme lidt af voksen-backpacker drømme, for det vigtige i den slags dannelsesrejser er jo ikke rejsen, men hjemkomsten. Hvad så når man har solgt alt og kommer hjem uden boaslangerne? Det er jo DET, vi gerne vil vide, før vi selv hopper med på den.

Egede skriver langt mere indfølende for sådan en som mig til kun at være en anekdotisk rejseberetning fra de varme lande. Men hun er dæleme for tæt på. Eller også er jeg bare en, der aldrig siger tak men bare beder om mere, mere, mere!

Hvis du vil vide mere, så blogger Egede her, og hun sælger løs af sit værk samme sted. Gør det, hvis det er lykkedes mig at pirre din nysgerrighed.

Fik jeg nævnt, at det er en selvudgivelse? En del af min uddannelse inden for feltet. Skal i ilden i næste uge i Dansk Forfatterforening. Mere om det senere.

At komme hjem

29 aug

Gave til efterårets reception

 

Jeg er ikke gået tilbage til Gyldendal. Jeg er bare heldig nok til at være ven nok med huset, så jeg kommer med til deres reception. Og den er ligesom at komme hjem. Alt er, som det plejer, dog manglede vi vist Brøggers hat: Lidt for mange mennesker, lidt for politisk tale fra Johannes Riis, som han alligevel har en alvorlig god pointe med, lidt for svært at balancere på brostenene med hæle og pindemad, lidt for mange flakkende øjne på dem, man taler med, fordi de (jeg selv) får øje på en, man lige også gerne vil hilse på.

At komme hjem til Danmark byder blandt andet på sådan en hjemlig følelse som at kunne sige ja tak til det, man bliver inviteret til. Det er fedt.

At komme hjem er også en masse andet. Noget af det er ret blandet.

Blandt andet fik jeg ikke lige manden med mig.

Ham savner jeg. Han kommer snart – udover hver weekend – og det bliver senest til jul, men meningen for mig med ægteskabet er, at man har en at vende dagen med, og en man kan kigge hinanden i øjnene med, når der falder en kommentar ved bordet. Og en at dele seng med.

Det er sammenhængspåbudet, der er overvurderet

Jeg læste en glimrende artikel i The Guardian i denne uge om en ægtemand, der mener, at det at leve sammen er overvurderet. Jeg synes, det er sådan en vigtig diskussion. Vi kan godt se for stereotypt på ægteskabet, og der skal være plads til alle salgs varianter. Men vi har en konventionel opfattelse om, at hvis man er gift, så bor man sammen, spiser sammen, ser tv sammen, snakker med de samme mennesker sammen, ER sammen, sammen, sammen.

Men at undgå den SAMMEN-tyranni – i hans øjne er det noget med alle hendes puder og indretningspåfund – behøver ikke betyde, at man ikke skal bo sammen. Det ville jeg nødig undvære. Man skal blot være god til at bringe noget med hjem, som ikke er genereret sammen. Så man ikke smelter sammen men stadig er to mennesker, der vælger hinanden. Igen og igen.

Når jeg er til reception hos Gyldendal, er jeg et andet sted, end når jeg er i mit ægteskab. Og jeg er en anden. Eller: jeg er en Lotte uden mand. Jeg er fri til at vælge at tage hjem til ham igen. Det er jo ikke noget, jeg skal. Det er noget, jeg vil. Og jeg har energi, nye ideer, friske fornemmelser (eller tømmermænd) med hjem.

I artiklen siger skribenten klogt: there is something freeing about love when you have somewhere else to go.

Og det har han ret i. Jeg kom bare hjem i går til en mand, der ikke var der, fordi han ikke nåede sit weekend-fly til Danmark. Og så er det slet ikke godt at komme hjem.

 

Borgerservice

15 aug

Borgerservice Lotte Garbers

 

Jeg har meldt mig ind i Danmark igen. Det skal man, når man har boet i udlandet. Det er forfra med det hele – gult kort, blåt kort, rejsekort, dog ikke Dankort.  Det meste kræver personlig fremmøde.

Det gjorde ikke ondt. Faktisk var det overordentligt let, selvom det var bureaukratibesværligt.

Borgerservice i Danmark er mere end dér, hvor du trykker på de kommunale knapper i et eller andet lige lovligt nyt byggeri, der altid ligger et afsides sted. Borgerservice er også, hvordan man introducerer to unge mænd til hver deres nye uddannelsesinstitution.

Jeg har talt i radio, skrevet i kronik om hvordan fransk skolesystem virker på mig og på en teenager, og lige nu går jeg og samler på krudt til at skrive et svar til Karin Mørch, der havde denne kronik i Politiken her i sommer. Indtil da må jeg sige, at vi igen har fået os et kulturchok i lillebitte Europa:

Den ene søn har nu gået i gymnasiet i fire dage. Der er planlagt introforløb, der er tænkt på sjove dress codes. Man får en makker, der skal passes på og ringes til, hvis han udebliver. Der skal laves toiletpapirsnavnelege, og i aften skal de spise sammen. Der er tænkt på, at det sociale liv, den trygge komfortabelhed, der skal til for at læring kan ske, er det allervigtigste i begyndelsen. Samme søn har forsøgt sig med hele to gymnasierintroduktioner i Frankrig. Den ene var helt uden introduktionsforløb, den anden indebar en faglig test før frokost. Efter frokost var de i gang.

Den anden søn begynder på CBS, allerede i dag. 14 dage før undervisningsstart. Der er sat 14 dages hårdt pumpet program af til at man lige kan lande på sit studie og finde ud af at have det godt. Det er rektortale, sportsdag, hyttetur, lette forelæsninger. Og øl, nok.

Jeg elsker faglighed

Jeg elsker faglighed. Mere af den. Men man kan ikke lære noget, hvis man ikke har det godt. Det er såre simpelt. Og spild af skattekroner, hvis man ikke prioriterer det.

Jeg kunne godt skrive en masse om folkeskolereformens mantra omkring mere faglighed, men det tror jeg, jeg springer over, for jeg har tre år gammel empiri, og måske er det det allerværste ved debatten om folkeskolen: folk tror, at fordi de har gået der engang, så er de eksperter med ret til at dømme.

Men mere faglighed oven på faglighed giver ikke nødvendigvis en god faglighed. Det er en virkelig mærkelig tankegang, som jeg ikke genkender i noget af forretningsverdenen, hvor jeg selv kom engang, og hvor min mand tjener til føden. Faglighedsdyrkelsen minder mig om dengang mine lærere forsøgte at få mig til at holde op med at være venstrehåndet. De tænkte: Mere af det samme og så gav de mig dobbelt så mange staveord for, som jeg skulle skrive pænt med højre hånd Det kunne jeg jo ikke, så staveordene blev dobbelt grimme. Det var heldigvis i halvfjerdserne, så de endte med at opgive. Og jeg lever med at få blæk på fingrene, når jeg skriver i hånden.

Vi er nu næsten integreret ved hjælp af borgerservice, så tak for den, Danmark. Og jeg tror også, mine drenge nok skal lære et eller andet.

 

 

Kassetænkning

8 aug

kassetænkning Lotte Garbers

 

Så er det nu, at jeg er flyttet tilbage til huset i Danmark. Eller vores ting er. De var i disse kasser på fotoet. Flyttemændene har taget lige så mange med sig i går. Indenfor er der heldigvis kun 25 kasser tilbage. Kassetænkningen kan begynde.

Jeg er ikke sikker på, hvem jeg er, mens jeg pakker ud og flytter ind igen.

På den ene side er jeg hende, der griber efter toiletrullen uden at se efter den, som om jeg ikke har været væk fra den i tre år. Jeg lægger gaflerne på samme plads i samme skuffe. Jeg tænker på kure mod dræbersnegle og stiller den fyldte affaldspose op ad døren, så den stadig vælter, når nogen kommer. Jeg er totalt tilbage i kassetænkning: her skal skoene være, her skal lysestagerne stå, så det kun er her, vi hygger os.

Intet er forandret.

På den anden side kæmper jeg med at tænke ud af boksen: man kunne stille bordet i hjørnet? Man kunne smide nogle slidte lagener ud? En søn får vores soveværelse, og sådan er vi de vilde normbrydere og er slet ikke i gang med konservativ, regredierende kassetænkning, hvor alting handler om at komme tilbage til dér, hvor alt er som før.

Det hele er i bøgerne

Så sorterer jeg bøgerne. Og ser at der faktisk er en del franske bøger, der har sneget sig med hjem, men allermest snubler jeg (bogstaveligt) over bunkerne med bøger, som jeg har læst de sidste tre år.

Jeg kan altid huske, hvor jeg var, hvad jeg lige havde lavet, set, følt, når jeg genlæser eller erindrer passager fra bøger. Jeg kan sjældent huske navne, f.eks. har jeg glemt navnet på hovedpersonen i sommerens store roman, Stillidsen, men jeg ved, hvor jeg var, da plottet tog fart.

Mens jeg rører ved ved de bøger, jeg har læst de sidste tre år, husker jeg på de steder, jeg var, da jeg læste dem. Jeg husker stemninger, følelser, fornemmelser. Og jeg ved, at kassetænkningen er blevet udfordret.

Alt er jo forandret.

Hvorfor er det så farlig en sætning? Det vil jeg tænke over i weekenden.

Leth’ske statusopdateringer

5 aug

20140805-074752-28072817.jpg

En turist er en, der bevæger sin krop til fremmede steder, men ikke sin ånd. Definitionen er forfatter, Jacques Bergs, som jeg netop har besøgt i Provence.

Vi forsøger at have ånden med, når vi flytter os rundt, men det er altid en udfordring. Vi har siddet mange timer i vores bil denne sommer, og ganske vist holder jeg af at snakke med min mand, men så interessant er han jo heller ikke.

I talepauserne kan han finde på at tænde for fransk møgradio, NRJ, som udtales ligesom energi, og det er som at drikke blå powerdrik. Derfor har jeg tvunget ham til at købe nyeste album med “Vi sidder bare her” med Jørgen Leth, Mikael Simpson & Frithjof Toksvig.

Det er fantastisk at køre gennem landskaber og overveje, om det er det, rejsen handler om, at sidde dér i bilen og reflektere, lade tanker og fantasi løbe løbsk, dagdrømme og stene, og så midt i det hele lytte til Jørgen Leths stemme, der er et værk i sig selv.

De tre kunstnere har på albummet “Ingen regning til mig” selvfølgelig rejsen gennem Danmark med, der svarer på mine rejse-overvejelses-spørgsmål.

Leth har tænkt på alt det samme, som jeg gør, og han har så klare holdninger – til rammen om landskaberne fra togvinduet over Storebælt, til det at SE et andet menneske, gerne en kvinde, til den stive, hvide serviet på frokostrestauranten, en serviet der skal være så hård, at man nærmest kan slå med den.

Leth skriver sine tekster, så de virker improviserede, legende let(h)te, som når han skriver erindringer eller sportsdigte. De kommer ud som bouillonterninger, der fungerer som de mest gyldne statusopdateringer.

Leth har alderen med på albummet, og alder svinger godt med den livsæstetik, der vel er noget af det, der former ham som kunstner. Det er rørende, katastrofalt og morsomt at lytte til.

Musikken underbygger flot, men der kunne godt have været mere, også gerne instrumentale pauser, så de leth’ske statusopdateringer bedre kan forplante sig, så jeg virkelig kan mærke, at det ikke kun er min krop, der flytter rundt i Europa men sandelig også min ånd og sjæl.

Anbefales meget varmt.

Du kan bl.a. købe albummet her

Min verden og hendes

25 jul

Fra Hendes verden, nr. 30

Fra Hendes Verden, nr. 30, altså denne uge

 

Min verden lige nu er ikke hendes. Hvis hende er hende, der samler buketter i naturen og stiller frem. Min verden er en ferie, hvor vi forsøger at nå alle de destinationer i Frankrig, vi gerne ville.

Lige nu er min verden Nice. I går serverede min mand champagne på balkonen med udsigt over Baie des Anges. I morgen indtager vi Korsika. I forgårs var vi i tordenstorm i alperne. Om lidt over en uge drikker jeg pastis med forfatteren Jacques Berg i hans gemte lavendelmarker.

Smukt og voldsomt, og det hele ender om nogle uger i en hjemkomst til Danmark.

Jeg glæder mig, og jeg frygter det. Tænker, at det måske er helt fjollet at være på sådan et kæmpe Tour de France, lige inden det hele slutter. Man kunne kalde det en finale, og det gør min mand flittigt, men jeg tænker også, at det er alt for dejligt og uvirkeligt og eventyrligt til, at det skal være det, der er i mit hjerte, når jeg står midt i august og tilmelder mig Borgerservice.

Hendes verden bliver måske også min?

Jeg er i Hendes Verden i denne uge. Laaaaang artikel om mit Paris. Jeg har ikke selv set den, men ordene og billederne er mine, og jeg lover, at det er helt sandt, alt hvad der står.

Allerede nu føles det som længe siden, og det er kun 10 dage siden, jeg var i Paris. Det bliver jo en katastrofe af savn.

Det må jeg hellere lade være med at tænke på nu.

Måske jeg om nogle uger får ro til at være hende, der har en verden, hvor det at samle buketter til mit hjem er dagens dont.

Det er bare mursten

15 jul

20140715-151722-55042517.jpg

Sådan sagde en god veninde til min mand, da vi skulle flytte fra huset i Danmark og på eventyr i Frankrig. Det er bare mursten har været et mantra, når hans savn efter danske, afkalkede blandingsbatterier har været for stort.

Det har virket, det mantra. For hjem er jo bare dér, hvor hjertet er. Hvor dem man elsker er. Ikke dér hvor der er rustfrie blandingsbatterier eller dér, hvor hortensiaen er blevet særlig stor.

Vi bilder os så mange ting ind. Desværre er det sjældent det storhedsvanvittige, vi tænker om os selv, men langt mere om alt det, vi ikke kan. For eksempel forlade noget, der er trygt og godt. En skole der virker. Et arbejde der ikke generer.

Gode grunde, selvfølgelig. Selvfølgelig!

I nat skal jeg sove på det skønne på billedet ovenfor. Jeg har lige vinket farvel til tre franske flyttemænd i vores skønne lejlighed. Det har været en tryg og god lejlighed, men jeg tror på, man må ud af sin comfort zone for at kunne mærke livet og undgå for mange rynker. Især de bitre, der går nedad ved mundvigene.

Det er bare mursten, sagde vi, og flyttede. Nu er vi på vej retur. Via tre ugers ferie og mursten som dem på billedet.

Mon ikke de alligevel bliver glade for at se os? Vi glæder os jo også til dem, murstenene.

Deutschland über Alles

11 jul

Müller Kittel Lotte Garbers

Jeg synes, den tyske nationalsang Deutschland über Alles er en meget smuk melodi. Der er mange, der forståeligt nok har det svært med den, men Tyskland har endelig, endelig lagt skamfuldheden bag sig og at se Müller huje på fodboldbanen og Kittel på cyklen i denne uge, det er noget, Tyskland fortjener og trænger til.

Hvis jeg skrev nu, at jeg synes, Deutschland über Alles er den smukkeste melodi ved VM i fodbold, så ville jeg bliver offer for min egen pointe. Det venter jeg så lige med.

For hvad er nationalfølelse? Er det bare flag-stolthed? Burde jeg så ikke være ved at gå ud af min egen buksedragt over, at jeg snart skal hjem og kippe med Dannebrog?

Jeg har ikke følt mig mere dansk af at bo i Frankrig. Jeg har følt mig langt bedre i stand til at pege på forskelligheder, fordi jeg er ikke-fransk. Det er for mig noget andet.

OK jo, jeg har noget flexicurity og ansvar for egen læring, jeg er morderlig stolt af, men jeg har egentlig haft lettere ved at identificere mig med en tyrkisk indvandrermor i Danmark. En kvinde som jeg, der ikke er med. En der ikke taler sproget flydende, som i VILDT flydende, og som ikke er en del af arbejdsmarkedet, fordi jeg jo sidder her bag skærmen og skriver til jer. En som man blot ved at kigge på mine praktiske sko og u-føntørrede hår klassificerer  som fremmed, inden jeg får sagt deux baguette, s’il vous plaît.

Kultur betyder noget

Jeg lærte engang i den akademiske verden, at nationalkultur og subkultur var noget, man skulle betragte forskelligt. Man skulle tænke på kulturerne som to cylindre, der havde fælles udgangspunkt i bunden, nationalkulturen, og så arbejdede de sig væk fra hinanden opad i skrå retning, hvor subkulturerne så blev placeret. Pointen her er, at selvom det ser ud, som om jeg har meget tilfælles med slagteren fra Jylland, kan man se, at vores subkulturer arbejder sig væk fra hinanden, faktisk så langt væk fra hinanden, at vi aldrig mødes.

Og det omvendte eksempel er, at selvom jeg møder en japansk forfatter (har faktisk ikke gjort endnu), når man er mig, fordi vi deler så mange subkulturelle træk, så er vores nationalkulturer, bunden i cylinderen, så fjerne, at vi nok ikke skal giftes os.

Svært at forklare. Det tog også et semester.

Pointen: Kultur betyder noget.

Også nationalkultur.

PS. Jeg synes, at Deutschland über Alles er den smukkeste. Ergo: jeg er tysker. Det er jeg faktisk også. Hvor tror du selv, GARBERS kommer fra?

PPS. Ville jeg have skrevet det her sådan her, hvis det var Fuglsang, der havde den gule trøje og Danmark skulle spille finale på søndag? #trorjegvistnokikkelige