Arkiv | Skrivekunst RSS feed for this section

Franske bøger – mest på dansk

1 aug

PicMonkey Collage franske bøger Lotte Garbers

Jeg har læst disse bøger – mest på dansk og engelsk og lidt på fransk, før og under mit Frankrigsophold 2012-2015, og jeg kan bare sige det, som det er: Jeg bliver ved og ved med at opsøge det franske. Jeg er vist ikke den første. Listen her er sidst opdateret februar 2016.

SKØNLITTERATUR

Anastassia Arnold

Smertefælden. Kan du godt lide at kigge med under berømtheders dyner, er denne her lige dig. Det er Simone de Beauvoirs kødelige kærlighedseventyr med den amerikanske forfatter Nelson Algren, som er skrevet ud som en brevroman, fordi forfatteren kun allernådigst har fået lov til at læse hans breve til hende. Hendes er forlængst offentliggjorte. Det er smertefuldt, og det er gnomen Sartres skyld. Blandt andet. En noget andet kvinde end hende, der opfandt den feminisme, vi stadig nærer os ved. Hold op hvor er det dog synd, at de ikke fik hinanden. En bog alle romantikere dør lidt over – sammen med en pastis i efterkrigstidens Paris.

Minuel Barbery

Pindsvindets elegance. Måske årets (2012) bedste læseoplevelse. Superfransk parisisk opgang med concierge, der ikke er, hvad hun ser ud til. Helt vidunderlig med gråhåret Føtex dame og 12-årig suicidal goth pige. Kærlighedsroman, klart. Forfatteren er yngre end mig og kan skrive som en 57-årig, så det synger.

Albert Camus

Den fremmede. Forsøgte på fransk, og så med dansk lydbog. Ikke helt stærk er jeg. Glæder mig til dansk genudgivelse i 2013. Men sikke en klassiker. Især i et land med andre etniske udfordringer end DK. Har nu læst den tre gange, og hver gang siger den noget nyt – nedslående hver gang, men nyt!

Jean Cocteau

Under foregivende. Sikke en perle. Som en Gatsby med humor. Som en opera af Mozart med intellekt. Som et rigtigt eventyr, hvor der for en gangs skyld er en dybere morale. Er du bange for franske klassikere, så skal du bare begynde her. Romanen foregår under 1. verdenskrig, hvor vi har det paralyserede parisiske dekadente borgerskab, der gerne “vil gøre noget”, nok mest fordi de keder sig. Ind på scenen træder den helt store bedrager, den unge, unge mand, der lidt kommer til at sige, at han er i familie med ham generalen. Så tager det fart. Det eneste dårlige ved denne ny-oversættelse er titlen. Hvor skidt en titel, især når originalen hedder “Thomas l’Imposteur.

Marguerite Duras

Hiroshima mon amour – på fransk. Den store gymnasieoplevelse genoplevet. Mere irriterende i dag end dengang. Men satans smukt. Jeg er lidt forelsket i hende og har taget fotos af hendes bolig i Paris.
Sommeren 80 – på dansk, genudgivet på ARENA 2012. Klummer som du ikke har set det før, fra regnvejret i Bretagne og Normandiet. Meget sørgelige tekster egentlig

Umberto Eco

I Pantheon i Paris hænger en kopi af Foucaults pendul (det er det oprindelige ophængingssted, men originalen faldt ned og smadrede lidt marmor for nogle år siden). Jeg genså det i efteråret 12 med en dansk skoleklasse, ledet af min seje bror, og derfor genlæste jeg Umberto Ecos roman af samme navn. Den er jo god, men Eco er omstændelig og glad for ord. Han er virkelig klog, selvom han i dag ville udsættes for redigering. Handler ikke meget om Paris, jo lidt om kvarteret, men ikke noget mindeværdigt

Jean-Christophe Grangé

Uh! Jeg læser kun Ulvenes rige, fordi der er noget med fransk/parisisk mafia, som jeg skal blive inspireret af til min femte roman, som lige nu hedder NETE (julen 2013 – bemærk mit navnetema). Til gengæld har jeg fået at vide, at det er hans allerbedste, hans allermest spændende, og jeg er allerede ved at dø af skræk. Hovedpersonen kan ikke huske sin mands navn, og måske er hun blevet hjernevasket. Det er alt nok af spænding til mig. Men researchmæssigt er det den brutale karakteristik af den parisiske undergrund, jeg skal bruge. Det er tyrkisk mafia, og jeg skal bruge fransk-italiensk, som er langt mindre voldelig, men det er vigtigt også at forstå sine fjender/konkurrenter. Bare rolig, der er ikke en thriller på vej fra mig. Det er jeg for inkompetent til

Ernest Hemingway

Der er ingen ende på Paris – og det har han virkelig ret i. Måske heller ingen ende på hans forfatterskab? Skal i hvert fald have fat i de nye samlede noveller, som Lindhardt & Ringhof har udgivet. Hvis du kun skal læse en bog om Paris, så er det denne her. Det er ikke en roman, men optegnelser fra hans liv her. Fra caféernes vinkort, gåture mod sult og anelser om et ægteskab, hvor man tænker: Uh, holder det? Bonuslæsning: Fitzgerald er jo ret moderne i denne tid, og Hemingway har et hudflettende kapitel om en tur til Lyon med hypokonder-Scott, som jeg havde glemt alt om. Den er den vildeste klassiker med referencer til steder, der stadig er levende i Paris. Han fik mig til at genopdage området bag Panthéon, ned mod Montparnassekirkegården. Hvor er det tæskeærgerligt, at jeg ikke levede for 80 år siden – måske

Michel Houllebecq

Var måske aspirerende til at være min yndlingsforfatter, inden jeg flyttede herned, men så kom Kortet og landskabet i 2012 på dansk på Rosinante & Co. (ham kommer jeg aldrig til at læse på fransk), og den er simpelthen fantastisk. Led, morsom, sørgelig, vigtig, kærlig, vedkommende. Åndssvag krimiafslutning, men han skriver sig selv ind i romanen på den fedeste, selvudleverende måde. Det kunne MANGE godt lære lidt af. Og nu ved jeg alt om kunstverdenen. Og ikke mindst en del om en besynderlig ny del af Paris.

Hans næste roman, Underkastelse, blev sådan forstyrret af terrorangrebet i Paris på Charlie Hebdo, fordi den udkom samme dag og handler om, hvad der sker, når det franske valgsystem bukker under i afmagt for at undgå en Front National-sejr, så det ender med, at Frankrig får en muslimsk præsident. Meget tæt på virkeligheden. Og ondt og sjovt, men lidt for politisk og for lidt litterært. Han er yndlings, men han er svingende. Til gengæld er de her artikler fra det nye netmedie Føljeton om ham fantastiske.

Jean-Claude Izzo

Solea. Kikset af mig. Begynder på en Marseille krimitrilogi med bind 3. Men det er heldigvis muligt at læse de to andre uafhængigt, omend denne sidste er temmelig – uafvendelig til slut. Jeg læser den allermest for research, da jeg ikke er en stor krimisluger, men denne her har smertelige miljøbeskrivelser og maddetaljer, der gør en sulten efter mere, og der er nu noget ved pensionsmodne mænd, der lægger damer ned på stribe. Og skurkene er nogen, jeg skal bruge til noget. Det er dejligt livspatetisk, hvor størst af alt er kærligheden. Jeg skynder mig at læse ”Total Kheops” og ”Chourmo” af denne desværre afdøde forfatter, der både var boghandler, journalist og militant kommunist. Og så har jeg mødt nogen, der har mødt ham. Så sejt.

Waciny Laredj

Det andalusiske hus. Ikke engang Frankrig har fået lov at læse dette arabiske eventyr – oversat direkte til dansk fra arabisk, noget vi ikke er vant til. Det er heller ikke en roman, som vi kender den. Bredahl fra Politiken skrev, at man kan flytte ind i den. Det er meget præcist, eller måske snarere som en slyngrose, man virkelig tror på, man kan gemme sig i. Det er også et historisk rids på den vilde måde – fra maurerne kom til Spanien og blev smidt ud – og nogle endte i eksil i Algieriet, som er mit interessefelt for tiden. Her ligger det længselsfulde hus – som savner sit Andalusien, og nu skal det gøre plads til endnu en betonghetto. Hvis du er til Alhambra og så hele vejen op til koloniens selvstændighedskrig, så er det her bogen. Den er for vild.

Vladimir Nabokov

Lolita. Überklassiker, som jeg har genlæst, fordi det er en roman, der tager sit udgangspunkt i Frankrig – gammel mand scorer alt for ung amerikanerinde – den gamle verden møder den nye; en fortolkning, han selv hadede. Hvis litteratur er højeste grad af empati, så er det lykkedes Nabokov her, for han formidler lysten, begæret, skammen, så man rent faktisk holder med slemme Humbert og ikke lader ham blive dømt for den forbrydelse, han begår til at begynde med, da hun kun var 12. Den kan sagtens tåle at blive kaldt for en erotisk klassiker, hvis du tør læse med åbent sind for den litteratur, den er.

Mazarine Pingeot

Bon petit soldat – på fransk. Mitterrands hemmelige datters dagbog fra særligt valgkampen 2012. Bare rolig, hun er litteraturkritiker og vildt intellektuel, så det er ikke BilledBladet. Daddy læste godnathistorie for hende hver dag… Hvad gør det ved et menneske, når mor kalder far Monsieur le president, når andre er til stede?

Marcel Proust

På sporet af den tabte tid. 1. Når man bor i Paris, 2. når Nymphomaniac hærger landet, 3. når man lige har genlæst Knausgård, 4. når det er en all time-klassiker, 5. når det er en super smuk nyudgave, så har man fem gode grunde til at give sig i kast med denne stemningslitteratur. Det går faktisk ret godt. Jeg læser ikke i dem hver dag (der er 8 bind af de 13 på markedet lige nu), for jeg har så meget, jeg skal læse. Men med lidt myntete (kan ikke lide mandelte, som Proust ellers er fan af) på balkonen, og fornemmelsen af æstetik helt ned i nylakerede tånegle, så er det en meget stor nydelse.

Saint-Exupery

Den lille prins. På fransk. Første livtag med sproget. Så fin og sød. Fandt den i en bogkasse ved Seinen. Dyrk universet på hjemmesiden med fotos af originaltegningerne.

George Simenon

Pietr fra Letland og Mordet ved vejkrydset. To krimier i en. Den belgiske forfatter, der er ophavsmanden bag begrebet Paris-noir. Der er sket meget i krimiland siden 1931; det er både blevet mere ble-venligt og mere makabert, men her kommer den store mand altid hjem til varm mad, og hans forbrydere er nogen, han forstår sig på, også selvom de kommer fra mørke gyder, trange kår og altid har fedtet hår. Dejligt med en anti-Sarah Lund, for Maigret fejler aldrig, og skildringerne af danserestauranterne i Paris drager bestandig, men så meget regner det altså heller ikke i Paris.

Jan Sonnergaard

Strandvaskeren i Saint-Nazaire. Først på dansk og så på fransk (det er en lang novelle). Alvorlig Sonnergaard, spændende! Den er også den sidste i hans nye udgivelse: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. 

Delphine de Vigan

Alt må vige for natten. Åh, så fransk! Det er en katastrofeberetning på tematisk linje med Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel, men denne her er skrevet med den elegance, vi genkender fra en parisisk boulevard, når vi ser franske kvinder i deres små nederdele og høje hæle. Det er en forfærdelig historie om børn, der mistrives, om broren, der drukner, om natten, der trækker forældrene væk fra deres egentlige opgave – om børn, der bliver voksne for tidligt, og om Frankrigs skønhed og forfaldet i samme. Det er virkelig en poetisk, fin, grusom historie. Og vældig empatisk. de Vigan kan skrive fra barnets vinkel, uden det bliver følelsesporno. Den skal nydes i små lækre slurke – som en pastis.

Baseret på en sand historie. Alene titlen på den forrige semibiografiske roman Alt må vige for natten får en til at dø lidt over alt, hvad der er fransk. Og det tror jeg faktisk også, forfatteren gjorde: døde en lille smule over succesen. Så derfor denne nærmest thriller-agtige stalkerhistorie. Men hvad er det, der er sandt? Den forrige romans afsæt i virkeligheden, eller denne her historie, som handler om en forfatter, der har skrevet om sin mors selvmord og får skrivekrise, men får en beundrer, der også gerne vil hjælpe – med ALT… Dudududu. Delphine de Vigan bliver en af dem, hvor jeg læser ALT, hvad hun skriver.

FAGLITTERATUR

A Brief History of France

Paul F. State. Godt sted at begynde. Så man får styr på Charlemagne og hele l’hexagone

Édouard Louis

Færdig med Eddy Bellegueule. En dreng, der finder ud af, at han er bøsse og lever i laveste klasse i det fattige ex-industrielle, beskidte, racistiske Nordfrankrig er en sand fortælling skrevet af ham, der klarede den og nu læser på en af les Grandes Écoles i Paris. Lad mig være ærlig, det er ikke feel good det her, og reaktionerne var lidt som Yahya Hassan har oplevet det i DK: Man må ikke tale så grimt om dem, der i forvejen ligger ned. For mig er det ikke en Hassan. For mig er det her den vigtigste form for dannelsesroman, vi har, hvor pointen er: Når jeg viser, hvem jeg er, får jeg bank, og jeg lærte mig kunsten at skrive for at sige det til de voksne.

PARIS

Århus Universitetsforlag 2012. Superfed samling tekster om Paris. Nørdernes Paris. Ikke noget med taskebutikker. Elskede måske mest den om historien om Frankrigs nationalbibliotek eller den om Haussmanns byplanlægning

– og få fat i The Economist fra 17.11.12 – specialudgave om Frankrig. Så ved man alt!

Forfatter er noget, alle kan lære

13 okt

2015-10-09 17.03.15

 

Her er to bøger om at lære at skrive, for det her med at være forfatter er noget, man lige kan lære sig selv. Det mener jeg ikke helt, men det modsatte synspunkt er nu heller ikke til at bære: At man bliver ramt af talent-lynet og alene ved hjælp af en muse, et klarsyn, en Gud sætter man bogstaver i rækkefølge, så det giver læsværdig mening.

De to bøger er den spritnye Skrivning for begyndere og Lise Bidstrup og min egen SkrivetrangDen første er skrevet af den netop afgåede rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, og vores egen bog er langt over tre år gammel. Det her er ikke et forsøg på at score noget af Llambías’ velfortjente shine i forbindelse med udgivelsen, men alene fordi Lars Bukdahl har anmeldt Skrivning for begyndere i Weekendavisen på øredøvende ærgerlig vis – sammen med vores Skrivetrang. Du kan læse hele anmeldelsen på hans i øvrigt übercoole blognavngivne Blogdahl.

Faktisk vil jeg gerne understrege, at Skrivetrang alene er skrevet for at hjælpe unge mennesker på vej, i det her tilfælde via en forfatterskole på en ungdomsskole, som Bidstrup og jeg ledede i nogle år for snart længe siden. Elevteksteksemplerne er alle fra ungdomsskoleelever, som ikke nødvendigvis har et talent, selvom en del faktisk havde.

ForfatterskolEN over for et ungdomsskolekursus

Det er blandt andet derfor, jeg synes, at Bukdahls anmeldelse er ærgerlig, både for de elever, som Llambías selv har haft igennem møllen på den statsfinansierede, SU-berettigede forfatterskole og ikke mindst for de ungdomsskoleelever, som vi har haft fingrene i. Det er ikke et rimeligt sammenligningsgrundlag.

Til gengæld er jeg vild med Bukdahls kritiske tilgang til skriveprojektet: Kan man i skrivekunsten stille do’s and dont’s op? Giver det overhovedet mening og/eller giver det ikke ensartet prosa? Skal man ikke gøre noget andet?

Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg øver mig. Hver dag. Jeg skriver hver evig eneste dag, undtagen når jeg står på ski. Og læser sjældent bøger om at lære at skrive.

PS. Bukdahl er heller ikke synderligt begejstret for Skrivetrang.

De onde parforhold

15 sep

PicMonkey Collage

Her i sensommeren har jeg krydslæst to nordiske, onde parforholds-romaner. Det har været syle-fedt. Parforhold er suverænt det mest uhyggelige i ethvert menneskes liv.

Det er så synd, når den slags temaromaner ikke bliver blæst til bestsellere, fordi det måske er den eksistentielle udfordring, som vi alle kommer til at døje med – kærligheden – som Strindberg sagde: Ægteskabet er som en åleruse, dem der er ude vil ind, dem der er inde vil ud.

Første onde parforhold – lægen med dolken udenpå

Første onde roman er Hjem til mig af norske Trude Marstein – den er et par år gammel. Om lægen Ove, der simpelthen ikke kan lade være med at være sine koner utro. Kommer der en uimodståelig kvinde forbi ham, så stikker han den ind. Det følger vi fra lige før, han gifter sig første gang, til han går på pension.

Måske tænker du, at hans selskab orker du ikke, men Ove er ikke bare en psykopat. Ove er i sine behov. Det er bare det. Han kan ikke undertrykke dem. Han kan vælge at cykle en omvej hen til elskerinden, inden han skal hjem og snakke om at lave en baby til og lade intermezzoet med elskerinden vare i måske 10 minutter. Måske køber han avocadoer med hjem. Ove kan nemlig slet ikke være her, hvis han ikke får lov at lade sine impulser styre ham.

Der er noget ødselt og grådigt ved hans måde at være utro på, som jeg synes ligger i vores tid. Hvorfor skal jeg ikke have en kage til, når den er her? Jeg har da fortjent den. Samtidig får Ove ligeså ondt i hjertet over sin adfærd, som vi andre gør i kagedellen. Belav dig på at krumme dine tæer. Jeg synes, at det pinlige er meget, meget morsomt.

Anden onde parforhold – kvinden uden grænser

Anden onde roman er den nyoversatte, svenske Lena Anderssons Uden personligt ansvar. Det er den modsatte roman: Det er kvinden, lidt yngre end jeg, som har et forhold til en gift mand. (Romanen er en selvstændig fortsættelse af En roman om kærlighed.) Her bliver det ligeså tåkrummende som med den gode Ove, fordi vi råber hende ind i hovedet om, at hun skal lade ham være, og han kun kommer til at såre hende, og han går aldrig fra sin kone, men det bliver ved og ved og ved. Det gør ondt!

Hun køber faktisk en bil for at have den, så hun lige kan køre ham til og fra steder, hvis han skulle have brug for det. Hun flår begrebet service op til nye højder. Det er lige så meget et symptom i tiden, at vi er så normstyrede, hvor normen kræver en kæreste, og han skal KUN være vores, og hvis vi ser nogen, der gør som hun gør i denne roman, så er det nærmest borgerligt ombud at råbe hende ud af forholdet. Jeg havde så bare valgt en sødere en at være elskerinde for, end hun gjorde. Måske var hverken hun eller han klar til den trekant. Måske vi bliver det en dag.

At krydslæse bøger er noget, jeg efterhånden er blevet god til, dels fordi jeg altid er i gang med flere på en gang, dels fordi jeg virkelig nyder lydbøger (det er netop i går i P1 Morgen blevet godkendt af forskerne til at være lige så litterær en oplevelse, som det er at læse, pyh). Når forfatterne så tematisk skriver sig op mod hinanden, ganske utilsigtet, er det en sand fryd. Det kan varmt anbefales.

Marstein læste jeg i printbog med æselører, Andersson lyttede jeg på Storytel.

Indlæg fra Skønlitteratur på P1 i dag

18 feb

Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn

Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn

 

I dag har jeg læst den nedenstående tekst op i Skønlitteratur på P1. Jeg vidste egentlig ikke, at jeg havde så meget på hjerte efter weekendens tragedie. Her kommer den:

Da London om morgenen d. 7 juli for ti år siden var udsat for et terrorangreb, hvor tre bomber sprang i undergrundsbanen og 1 på en dobbeltdækkerbus, reagerede befolkningen dagen efter på en meget stærk måde, som jeg husker det: De kørte med bus og undergrundsbane på vej til arbejde, som de havde gjort dagen før, og som de ville gøre igen dagen efter. De fortsatte. Sammen. Tragedien var kollektiv, og svaret var forenet: Vi vil ikke være bange.

Det bevægede mig. Udover det åbenlyse mod, kaldte reaktionen på en fælleskabsfølelse, som jeg tror, vi indtil nu har manglet i Danmark. Indtil nu har debatten om retten til at skrive, tegne, sige, hvad man vil, overvejende holdt sig inden for det intellektuelle reservat, og det er ikke fællesskabet herinde, der har hersket.

Her i stilheden efter weekendens rædsel, tænker jeg på, om vi sammen i Danmark har fået overskredet en tærskel. En tærskel, der en gang for alle har ført os ud i den store, farlige verden, som er den, vi har været så længe om at tilpasse os – den verden, som har terrorangreb som en mulighed. Den verden, som ikke lader frihedsværdier som forsamlings- og religionsfrihed være noget, vi diskuterer i Deadline, men værdier vi praktiserer som noget naturligt hver dag, som da englænderne dagen efter tog den bus på arbejde. Igen.

Da tegningerne af Muhammed ramte os, var vi ikke en del af den store verden. Vi levede i andedammen, hvor ænderne blev fulgt over fodgængerfeltet. Vi kunne ikke håndtere det, for vi vidste ikke, hvad det egentlig var, der ramte os. Selv har jeg skullet stå på mål for en aldeles fraværende opbakning til Kurt Westergaard, dengang jeg var formand for forfatterforeningen, også selvom det ikke var mig, der ikke engang sendte en pressemeddelelse om hans naturlige krav på støtte.

Den andedam har været meget svær at forlade. Den har bestemt haft sin funktion – og ikke mindst givet frit spillerum for meningsdannere med stærke, skråsikre dagsordner, men den har også taget forfatterens vigtigste trumfkort fra os – nemlig tvivlen.

Den tvivl, der gør, at man må løbe efter sin hovedperson af mere og mere kringlede veje, fordi man gerne vil forstå og forløse, og selvom man er ophavsmanden altid er usikker på om lykkes. Fordi tvivlen, undren, undersøgelsen er vores benzin – for kender vi svarene på, hvorfor Jeppe gør, som han gør i baronens seng, bliver vores personer ikke interessante for andre end de allerede omvendte.

I mange år har debatterne om ytringsfrihed snoet sig mere og mere indad i en medie-indslags-skabende spiral. Hvad synes du, Lotte: Er du for eller imod? For eller imod Stjernfeldt / For eller imod Lidegaard /For eller imod Henrik Dahl / For eller imod Carsten Jensen?

En forfatter skal gerne kunne bevare muligheden for både og. Alligevel er vi inde i reservatet blevet skubbet i båse – et for eller imod.

Jeg tog ikke ind i Krudttønden i lørdags til debatmødet. Lige med det møde var det, fordi jeg var blevet træt. Træt af behovet for at postulere kravet om, at Lars Vilks må tegne lige så mange forkølede hunde, som han vil. Træt af behovet for at demonstrere retten til en ytringsfrihed, som jeg personligt ikke har følt har været truet. Jeg har heller aldrig haft Muhammed-hunde på hjerte, men ved ikke at have det har jeg automatisk valgt side i en debat, som fremmer skråsikkerhed og ødelægger tvivlen.

Var jeg kommet, hvis det havde været Rushdie? Under hans fatwa var der ingen diskussion om retten til i en bog at antyde, at koranen var skrevet af satan selv. Måske er det så snævert, for han er jo en god kunstner.

Det er kun fem uger siden, at et angreb fandt sted i Paris. Et angreb, der på mange måder blev efterlignet i lørdags. Alligevel sagde en kunstnerkollega til mig om magasinet Charlie Hebdo, at “deres humor er for grov til mig, så “jeg er ikke Charlie”.”

Den relativisme tror jeg sluttede i lørdags. Vi blev skudt ud af vores andedamsdiskussioner, og truslen på vores frihedsrettigheder blev omsider et allemandseje, fordi det ikke blev Lars Vilks, der fik det sidste ord. Andedammen sluttede inde ved synagogen, og nu er det ikke længere meningsdannernes konflikt, hvor modsætningen ligger i, om man siger “MEN” efter man siger:  “JP må trykke, hvad de vil”.

Nu er det vores alle sammens tragedie. Nu kan vi endelig holde op med at diskutere, hvorvidt danske forfatteres påståede manglende romaner om radikaliserede muslimer er et udtryk for selvcensur, eller om Lidegaard lider af fortrængning, når han siger, at ytringsfriheden ikke er truet, mens han klikker sig igennem sit kontors dobbeltsikrede døre.

Det kan få en vigtig betydning for kunsten, her i skyggen af tegningskrisens æra og midt i såret fra i lørdags.

Kunsten bliver fri igen. Den SKAL ikke noget. Ikke andet end det den plejer: At spejlvende og retvende vores samfund og give os dyb undren og hurtig forbløffelse. Den skal ikke vælge side.

Vi som forfattere skal ikke gå til ytringsfrihedsmøder for at markere, at vi må; vi skal bare gøre, som vi gjorde i sidste uge. Vi skal skrive, hvad vi kan og har på hjerte, og det er lige meget, om det er de fortættede, skandinavisk-klassiske familiedramaer, eller om vi brænder for at skrive om terror, religionskrig og værdikamp. Vi fortsætter igen i næste uge – ligesom de gjorde i London.

Vi skal igen skrive om mennesker blandt mennesker, fordi det er det, vi kan.

Jeg ved, det virker absurd i denne tid at sige, at noget kan blive bedre efter det, vi oplevede sammen i weekenden. Men måske har vi fået kunstens undren, tvivl og nuance tilbage. Vi har i hvert fald aldrig haft brug for kunsten, som vi har lige nu.

 

Den daglige ild

13 jan

Min ild i den sidste uge

 

Det er egentlig noget rod, at der skal skrivehi til, før der kommer ild i skrivefingrene. Men nu har jeg i snart en uge haft denne fikse, stramme brændeovn som nærmeste omsorgsperson.

Det er det repetitive, der virker. Det at man står op på samme tid, ved, hvor længe en birkeknold brænder, ved hvornår der skal logges på nettet, gås tur, og ikke mindst hvornår mine søde værter i det store hus ved siden af kalder mig ind til middag.

Jeg mistede ilden over julen. Måske endda inden. Et kedeligt forløb omkring nyt køkken (dog efterhånden ret smukt i det, det er ikke det), en mand der kom hjem efter fire måneders pariserpendling, en masse arrangementer, en masse snot, og en massiv mangel på repetitiv hverdag fik min ild til at gå ud.

Min mand bestemmer over alt, jeg gør

Jeg har sådan en mand, der coacher rigtig meget på sit arbejde. Det gør han også over for mig. Men det er ikke på coach-måden. Det er på ordre-måden:

Nu gider jeg ikke vente længere på den roman. Nu tager du op til Anna og Jesper. Og så kommer du ikke hjem, før du er færdig. Du må ikke være på nettet, og du må kun kontakte mig efter kl. 17. Men du må gerne komme hjem, hvis du bliver trist.

De to første dage var jeg på familie- og den øvrige verden-detox. Helt samtidig med katastrofen i Paris. Meget passende at blive tvunget til at koncentrere sig om en brændeovn, en eng, der måske bliver oversvømmet af Egon, og så ellers forsøge at holde både terroristerne, udslettelse af landsbyer, kronprinser, der er frække, og ikke mindst ulykkesturisterne her ved fjorden for døren.

Det lykkedes.

Nu mangler jeg kun klistrekapitlerne, tror jeg.

Så har jeg skrevet endnu en bog. Og bagefter: Så skriver jeg en til. Repetitivt liv.

Leonora Christina Skov ryger altid i mit filter

7 jan

Tak til Berlingske/Søren Bidstrup

Tak til Berlingske/Søren Bidstrup

 

Kollega Leonora Christina Skov er ikke stor fan af mig – i hvert fald ikke dengang, jeg var formand for forfatterforeningen, og det er ikke noget problem. Forskelligheder skræmmer mig ikke. Hun er også en skør en i medierne engang imellem, hvor hun kan have synspunkter, der er stærke, og som jeg ikke er enig i. F.eks. den med at os mødre er netop blevet mødre, fordi vi ikke ellers ved, hvad vi skulle lave. Det er heller ikke noget problem.

Så har hun lavet nogle mediedækkede krumspring de gange, hun har forladt Facebook. Lige nu er hun vist væk, og så kommer hun engang imellem tilbage igen. Det ser jeg sådan set heller ikke noget problem i. Vi har alle vores Mars-barer; som i ting vi burde lade være med, men ikke kan.

Alligevel skriver jeg det her, fordi hendes sidste udfald mod Facebook i julen falder mig for brystet. For hvad er det, hun mener?

Som jeg ser det, har hun tre vigtige pointer, som vi alle sammen gerne må tænke over:

Ja, det er rigtigt, som hun skriver, at vi lever i en tid, hvor tilstanden vedvarende delvis opmærksomhed, (Huffington Posts grundlægger, Arianna Huffingtons opfindelse), er blevet et vilkår – den tilstand, hvor man er delvist opmærksom over for alting, men aldrig helt opmærksom over for noget.

Ja, det er rigtigt, at der er nogle, der ikke kan administrere deres online liv, og at de af os, der bliver konfronteret med synspunktet, mener, at det gælder alle andre end os selv. En klassisk misbrugeradfærd.

Ja, det er også rigtigt, at der findes Facebook-envy (man bliver jaloux over de andres forpulede lykkelige liv med alle deres grimme tæer i vandkanter), og at man har hørt om mennesker, der hellere vil være sammen med deres Facebook venner end dem, der er derude i virkeligheden.

Så hvorfor provokerer Skov mig alligevel?

Jeg er forfatter.

Jeg lider bestemt også af Vedvarende delvis opmærksomhed – især i slutfasen af en romanskrivning. Jeg har stedmoderligt fået installeret nyt køkken over julen, og det har jeg nærmest ikke magtet at koncentrere mig om.

Ja, jeg er også for meget online i forhold til at få koblet ordentligt af, når jeg har skrevet hele dagen. Nye romanideer springer jo en i hovedet, når man surfer.

Ja, jeg bliver jaloux over andres liv. Lige i øjeblikket er det antallet af tjenestefolk i Downton Abbey-tv-serien, som er fantastisk at slappe af til, når man selv er i et romanunivers i nutiden.

Altså – vi ligner hinanden? Nej. For jeg er faktisk forfatter. Og hvis jeg ikke kunne fokusere, så kunne jeg ikke skrive. Det er så enkelt. Og når jeg overspringer, så ved jeg det godt og holder derfor op med det. Måske. Om det er Facebook/oprydning/computerspil er et fedt. Vi har som sagt alle vores Mars-barer.

Og jeg kunne aldrig i hele mit lange liv finde på at skrive om det og sige, at det er nogen andres skyld. For eksempel tiden eller Facebooks. Og at vi sammen skal bekæmpe det, der får os til at overspringe. Eller at vi ikke længere orker at være en modbevægelse med kun ét medlem, som hun skriver til sidst.

Jeg siger: Overspring løs. Forfatter er man kun, hvis man ikke kan lade være. Og hvis man springer så meget over, at det går ud over skriveriet, så sluk for internettet. Og stik piben ind og skriv.

Det sidste er hermed sagt til mig selv.

 

 

 

 

Hver mandag er litteraturens

4 nov

hver mandag Lotte Garbers

Det er gratis, det er nyt, det er automatisk. Hvad sker der for det? Og så hver mandag?

Det er hvermandag.dk, som er et superinitiativ taget af Kamilla Löfström, Peter Adolphsen og Boris Boll-Johansen. Du får en spritny tekst hver mandag kl. 6 om morgenen, fra etablerede og nye navne. Den skal være kort, den skal være uden dikkedarer med layout og andre fancy-heder, og jeg fik lov at skrive den til i går, og faktisk er første linje noget fra en fest med en af de tre redaktører. Mere siger jeg ikke. Den så sådan her ud – uden titel:

– Jeg fejler noget med s.
– Den lader jeg gå videre. God bedring.
Han slugte sin tudse i halsen, den han havde bygget op, så den kunne lyde som streptokokker. Hed det ikke sådan, hvis det var i halsen? Det hed i hvert fald strepsils, de bolsjer hans far altid havde spist, fordi han sagde, de hjalp mod dårlig hals, men alle i familien vidste, at det var hans måde at snyde sig til at spise slik på.
Han stod der i den smalle entré, ganske vist omklædt og med jakken over den ene skulder, sådan som han havde set, at sælgerne altid gjorde, og konstaterede, at det var lykkedes ham at ringe til kontoret. Så manglede han bare ugens øvrige aftaler. Ikke at der var mange, det var ikke det.
Han kunne ikke finde nummeret til badminton-makkeren, fordi han altid kaldte ham Petersen; han var en rigtig Petersen med tydeligt t. Han var gemt i adressekartoteket under W, fordi det var et pænere bogstav, og fordi han vitterlig hed Wilder til mellemnavn, og hvem ville tage et navn med P, når man kunne få et helt for sig selv under W.
Mens telefonen ringede op til badminton-Petersen, blev han i tvivl igen, men det var gået godt før, da han meldte sig syg på kontoret. Skulle han egentlig overhovedet sige noget om, hvad der var i vejen?
Han rømmede sig fire gange hurtigt efter hinanden og lod være med at synke spyttet, og han havde en fin, sej klat i munden, da telefonsvareren gik på.
– Ja hej, det er mig, du, jeg bliver nødt til at aflyse i morgen.
Så blev han nødt til at synke klatten, spyttet, slimen.
– Som du kan høre, er den ikke helt god. Ja, jeg er gået hen og er blevet syg. Jeg tror, det er det med s.
Han lagde på, og mens han aflyste noget mere, kom en sms fra badminton-Petersen, hvor der ud over god bedring også stod noget mere indfølende om, at det var noget værre noget, nærmest en epidemi, og om han fik god hjælp?
Under H lå hjælpen. Hende der gjorde rent i hans rækkehus om fredagen, hvor han gik senere, fordi han godt kunne lide at komme som en af de sidste til fællesmorgenbrødet i afdelingen, så det ikke var ham, der skulle skære brødet ud.
Der var altid købt forskellige brød ind, og han vidste ikke, hvilke brød folk gerne ville have meget af, og hvilke brød de ville have lidt af, så han tænkte for længe over, hvor mange skiver, der kunne gå til spilde, hvis han skar for meget, og værre endnu: Hvis nogen sagde lidt henkastet, men dog beordrende: – Skær lidt mere af det koldthævede. Poserne fra bagerne var aldrig med navneskilte, og han anede ikke, hvilket der var koldthævet, hvilket der var spansk landbrød eller hvilket der var med softkerner.
Da han engang havde foreslået, at de lagde brødene op i alfabetisk orden, havde de grinet som de gjorde, når nogen af de sjove sagde noget.
Derfor foretrak han at komme dumpende, som det hed, som også var ganske ubehageligt, men klart at foretrække.
Hjælpen svarede ikke på telefonen. Måske var det et mærkeligt tidspunkt at aflyse rengøringen her fem dage før, men han vidste, at med al den slim, som han nu var blevet ganske ferm til at fremstille, at han ikke ville blive klar med alt det, der skulle ordnes og tørres af og lægges på plads og fejes sammen, før han kunne være bekendt at lukke døren op for hende, med hendes citronduftende spand, som hun stillede fra sig, mens han fandt hendes penge frem.
Så samlede hun sit lange sorte hår op på hovedet, og så smilede hun og bukkede nærmest. Og smilede igen.
Han kunne ikke sende hende en sms, for hun havde ikke den app, sagde hun. – Se, min telefon har ingen apps. – Så siger vi det, havde han sagt. Han havde set på hendes tastatur, der bestod af rigtige knapper. Den med s’et var mest slidt. Det var det første tal i hans telefonnummer. Han ville ikke aflyse hende og citronspanden. Ikke endnu.

Dagen efter kom han til at køre på arbejde. Han havde også taget sin badmintontaske med.
Områdechefen var den første, han mødte.
– Er det nu en god ide, at du kommer ind i dag? Jeg har nemlig hørt det, det med s.
Siden morgenen før havde han fået den vane, at han hver gang han bare tænkte på et af de mennesker, der var i hans liv, dannedes der slim i mundhulen. Så han kunne ikke andet end at mumle til chefen, der allerede var på vej videre.

– Hej med dig.
Sådan plejede de ikke at sige godmorgen til hinanden i afdelingen. Hans slim forhindrede også svar hér.
– Har du booket hende? Spurgte afdelingens projektassistent, som det hed, hende der var chefens sekretær.
Han rystede på hovedet, og lidt efter kom hun ind igen og sagde, at hende med M kom kl. 14.
Han spiste ikke noget til frokost, faktisk forlod han ikke rigtigt kontoret, og måske skulle han ikke engang tisse; måske var det slimen, der trak al væsken ud af ham, og kl. 14 kom hende med M ind og spurgte, om han kunne sætte ord på det, han følte indeni.
– Det er det med s, fik han sagt, før savlen flød ud over, fordi hun havde talt så længe, at mængden af spyt og slim og de strepsils, han også var begyndt at sutte på, blev for meget for hans mundhule.
Hun nikkede uden at sige noget og lagde en sygemelding på hans bord. Det næste der skete var, at han åbnede døren fredag morgen til citronspanden og det lange, sorte hår.
– Du ser ikke godt ud, sagde hun, og han forsøgte det med s, men hun ville ikke høre. Hun lod håret hænge og smed hans jakke over begge hans skuldre.
– Du kommer med mig hjem. Og så er der ikke flere bogstaver til dig for en tid.

Lotte Garbers, født 1967, debuterede i 1999 med romanen For egen vinding. Skriver mange forskellige slags tekster, bl.a. klummer til BT og Ekstra Bladet samt ugebladsnoveller til Ude og Hjemme. Hendes seneste roman er Laust, der udkom i 2013.

Hvem der egentlig skriver min roman

23 sep

forgifs.com

 

Faktisk er det ikke mig, der skriver min roman. Det er heller ikke killingen her. Men det er programmet Scrivener, og det kan man ikke få til en mobiltelefon.

Jeg elsker Scrivener. Jeg hader Word. Læs her mere om Scrivener, der er lavet af nogle nørder til manuskript- og roman-skrivende, hvis du er interesseret. Virkelig kun for nørder. Spoileralarm: Scrivener kører rigtig skidt på PC, men det kan godt lade sig gøre.

Men Scrivener kan ikke forhindre, at jeg overspringer, når det er svært. Scrivener skriver faktisk ikke selv videre, når man pludselig sidder helt stille uden at noget sker i hjerne eller på tastatur.

Så er det, at man begynder at finde gode råd til skriveprocessen ude på internettet, ligesom nogle af guiderne til Scrivener, jeg lige har linket til.

Jonathan Franzen er imod internettet

Man skal ikke lytte til gode råd, hvis man har skrive-krise. Kun hvis man har overskud, og her er der nogle sjove nogen fra nogen berømte typer. Personligt kan jeg bedst lide, når Jonathan Franzen siger, at man ikke er seriøs forfatter, hvis man har en internetforbindelse. Ha! Som om det var sandt.

Men de her er de sjoveste – værsgo’ – her er nogle fucking skrivetricks. De alle sammen sande, især den med Hemingway og drukken.

Jeg lover, at det heller ikke er dem, der færdiggør min roman, men det er dem, der underholder mig, når jeg ikke selv skriver.

 

Moody

9 sep

2014-09-09 14.22.46

Helsingør Dagblad fra i dag. Taget i går. Dengang min roman var god.

 

Så stod man der på kirkestranden i høj sol og bobler i maven over alting. Ejede hele verden. Kunne sige noget kritisk om forstæderne, og jeg havde også en skarp pen senere, da jeg lavede noter til foredragene, der nærmer sig.

Det var i går.

I dag er jeg bare moody.

I sidste uge pralede jeg til agent og redaktør om, hvor snart jeg var færdig med verdens bedste roman.

I morges nedsmeltede et kapitel under mig.

Det kan ske.

Andres lykke kræver overskud

Så laver man overspringshandlinger, og så kan man f.eks. finde på at gå ind på en kollegas blog, Anne-Marie Vedsø Olesen. Så kommer man til at læse et indlæg om, at hun er færdig med ENDNU en roman og dimser med bagsidetekst. Det er rigtigt! Hvor ondt er det? Du kan selv se det her, damn you, AMVO!!

Jeg synes, det er mærkeligt, at det kan svinge fra dag til dag med tekst og selvopfattelse. Jeg er ikke PMS. Jeg forstår det ikke. Jeg går bare i seng nu, for så kommer morgendagen, og så kan jeg være megaloman igen i god ro og orden.

Jeg prøver med et andet foto så.

Fra Information i fredags

Fra Information i fredags. Dyrk lige den selvovervurderede billedtekst

Maskinrummet

26 aug

dansk statistik Lotte Garbers

Jeg lavede en lille undersøgelse i sidste uge blandt jer, om hvad jeg helst skulle blogge om. Det har jeg gjort. Det er lige meget, at jeg ikke længere bor i Frankrig, og I elsker nyt fra maskinrummet. Stort og småt. Det skal I få. Tak for alle bidrag!

Her kommer så noget fra maskinrummet – denne gang hvordan jeg fik taletid i et ghettoselskab i lørdags.

Når jeg researcher, så begynder jeg altid på Danmarks Statistiks fantastiske hjemmeside, og måske er det her, jeg samler samtlige selskabssamtaleemner op.

Når jeg virkelig vil lægge et selskab ned, så smækker jeg nemlig en statistik-quiz på bordet. Og mit yndlingssted at begynde er at spørge, om folk ved, hvordan det står til med uddannelsesniveauet i Danmark.

I lørdags var det særligt grelt. Jeg sad i en gennemført ghetto: i Humlebæk, et kast med en quinoa-salat væk fra Louisiana. Vi var til efter-fest efter den iøvrigt forrygende Louisiana Literature-festival.

Der var så meget kreativ klasse samlet et sted, at De Radikale Venstre ville blive udslettet som parti, hvis vi emigrerede samtidig.

Så siger jeg: Hvor mange akademikere er der så i Danmark?

Det højeste tal, der blev nævnt, var over 20%.

Når jeg så siger tallet, så er svaret altid: Det passer ikke, Lotte.

Sandheden er altid ilde hørt

Den lille illustration øverst er dagens download fra Danmarks Statistik. De har sådan nogle coffee-table tabeller, hvor de ikke har delt tallene op i akademiske uddannelser, men kun tal for alle de videregående. Det vil sige alle korte-, mellemlange-, bachelor og lange videregående uddannelser samt forskeruddannelser.

Det tal, jeg siger, som giver mig ghetto-vrede, er 5%. Altså kun dem, der hedder cand. til fornavn.

Tallet øverst er 9%, altså ikke kun akademikere, men ALLE videreuddannelser, også de korte.

9%.

Det tror jeg faktisk stadig ikke, at de tror på i Humlebæk, men sådan noget synes jeg er ret vigtigt, når man skriver romaner, der finder sted mellem mennesker, der er en minoritet i samfundet. Så er det sgu ikke så mærkeligt, at man ikke sælger en million eksemplarer.