Arkiv | Andres værker RSS feed for this section

Alt hvad jeg læser

1 jan

Lotte Garbers Mantel Fitzgerald Auster

Her er, hvad jeg læser, som jeg gider dele med jer, siden min blog gik i luften april 2013. Alt hvad der har med franske bøger og bøger om Frankrig kan du finde i det her indlæg. Alt hvad der med Saudi-Arabien og Mellemøsten kan du finde her, og resten finder du lige nedenfor – og du må rigtig gerne kommentere det – elsker bogdebatter!

SKØNLITTERATUR

15.9.15 Lena Andersson: Uden personligt ansvar

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Det er kvinden, lidt yngre end jeg, som har et forhold til en gift mand. (Romanen er en selvstændig fortsættelse af En roman om kærlighed.) Du kommer til at ønske at råbe hende ind i hovedet om, at hun skal lade ham være, og han kun kommer til at såre hende, og han går aldrig fra sin kone, men det bliver ved og ved og ved. Det gør ondt!

1.8.16 Edward St. Aybun: Patrick Melrose-romanerne

Hvis du var til Downton Abbey men egentlig godt vidste, at det var en soap-opera med virkelig gode kulisser, så skal du læse The Real Thing. Fem små romaner, som forfatteren forlængst har afsløret som nærmest selvbiografiske. Opvokset i det engelske aristokrati med den ondeste, sadistiske, misbrugende far, der først smadrer sin kone og så sin søn, Patrick Melrose, hovedpersonen, føres vi med til New York med et fælt narkomisbrug og så retur til England – med en outro i Frankrig. De rige har større problemer. Men de har godt nok også nogle skidte værdier. Man bliver kommunist af at læse de her bøger, og egentlig også meget trist, hvis det ikke var fordi, det var så rasende velskrevet.

15.8.16 Therese Bohman: Den anden kvinde

Både en elendig og helt præcis titel og led lille bog om at være hende den unge, der scorer ham den gifte. Om hvad det dog fører med sig. Som fatal attraktion uden moralisering. Lægger sig ind i den nye skandinaviske trend med Lena Andersson og Trude Marstein. Så kolde de skandinaviske parforhold er.

22.10.13 Morten Brask: En pige og en dreng

Mens Danmark er i selvsving over Yahya Hassans digtsamling i de her uger – ”er det hans liv, eller er det ikke?” – så skal I lige vide, at jeg læste denne roman som en fiktion, som om jeg ikke kender Morten, som om han ikke har sagt i flere interviews, at vi er tæt på noget mere af den dyre autofiktion, som om jeg ikke ved, at han har prøvet det, hvad han skriver om. Det er bare lige meget. For det er en gribende historie. Og han skriver tindrende smukt. Jeg er fløjtende ligeglad med, om det er noget, han finder på. Selv har jeg aldrig og vil aldrig skrive så tæt på mig selv; jeg tror ikke på, jeg kan få den distance, der skal til for at gøre det godt. Men det synes jeg også, I skal være ligeglade med. Nyd denne lille perle. Den gør ondt. Men sådan er livet. Også.

1.2.16 Gitte Broeng: Frk. Klokken

Jeg kan og kunne ikke stå for ideen: Den handler simpelthen om frk. Klokken – hende man kunne ringe til på 0055 og få at vide, hvad klokken præcist var, og hun skulle jo indtale alle tidspunkter på et tidspunkt. Det foregik åbenbart i Stockholm, med tekniker og så videre, og romanen foregår i det tidsrum alene, hvor det tager at sige alle klokkeslæt. Portrætterne er inciterende, og måske er idéen bedre end historien.

14.5.15 Tove Ditlevsen: Jeg ville være enke og jeg ville være digter

Jeg fik en redaktør på Gyldendal til at stjæle denne her til mig fra en kollegas kontor efter lukketid i påsken, fordi den forsvandt fra boghandlerne så hurtigt, og jeg skulle ind og se den fuldstændigt bjergtagende og rørende forestilling Tove! Tove! Tove!, hvor mange af teksterne netop kommer fra denne unikke samling af Ditlevsens glemte tekster. I en tid, hvor det er moderne at rynke på næsen af såkaldt autofiktion, er det interessant hvor dybt og rent Ditlevsen rammer med sin insisterende venden vrangen ud på sig selv og sine mennesker. Jeg kender ikke en kollega, der ikke har et brændende forhold til Tove. Hun skal kanoniseres til skyerne for evigt.

1.9.16 Elena Ferrante: Napoli-romanerne

Først gik jeg død i den store romanserie fra Napoli, der begynder med Min geniale veninde – og det irriterede mig i begyndelsen, at den er skrevet under pseudonym. Men så indså jeg, at jeg måneder efter færdig læsning kunne huske minutiøst, hvad der var sket. Det kan jeg ærligt talt ikke med alle bøger. Så fik jeg mod på at gå igang med næste bind, og her efter endt læsning af hele serien har jeg den følelse af at have mistet noget, fordi jeg ikke længere kan følge de to kvinders forskellige liv i efterkrigstiden, hvor Italien måske er et af de lande i Europa, der forandrede sig mest. Portrætterne er lange og dybe, og det geniale ved veninde-tematikken er, at du får indblik i et venindeforhold, som så hårdt ender med, at du virkelig mister det. Og nu hvor pseudonymet er afsløret, synes jeg, det er synd for forfatteren – det er uendeligt ligegyldigt, hvem hun er.

19.6.13 F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby

Den skulle jo genlæses, når man jo skulle ind og se Baz Luhrmanns fortolkning med verdens bedste skuespiller i titelrollen. Litteraturjournalist Klaus Rothstein sagde i radioen, at sådan en lillebitte roman kan rumme det hele, som en stor roman skal. Og det skal jeg love for: En detaljeret ramme, som er 1920’er-dekadent, og som sagtens går fint til moderne Kayne West musik, en gribende kærlighedshistorie, hvor vi ikke forstår men sympatiserer og en skrækkelig begivenhed, der viser os, hvor sent man må lægge sit plot og kunne holde på suspensen hele vejen. Alt bliver perspektiveret frem og tilbage mellem det lille drama og det store. De fattige og de rige, industrialisering og verdenskrige, det moderne og det reaktionære. Alt kan vi se i fortællingen om Gatsby – og i DiCaprios ansigt. Filmen er nærmest ordret tro mod forlægget. Jeg forstår virkelig ikke kritikken. Men måske er den relevant for dem, der ikke ved, hvad kommer…

15.11.14 Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt

Jeg læste denne højdespringer af en krimi, efter jeg var til premiere på filmen i efteråret – Gone Girl, som er bogens oprindelige titel. Jeg møder sjældent i krimiverden et troværdigt portræt af realistiske personer. Selvfølgelig kan de sjældent være det, for så mange massemordere er der jo ikke derude, og uden at røbe noget her, løber forfatteren også linen ud mht. hvad psykopati er. Men det er jo dér, historien, spejlet, sandheden ligger: At hvis du gør sådan, så gør jeg sådan, så sker sådan, og så, og så … Og med både bogens og filmens åbningsreplik What are you thinking? How are you feeling? Who are you? What have we done to each other? What will we do? så er det her parforholdsdrama på den helt store klinge.

20.9.15 Jonathan Franzen: Purity

Hold nu op. Jeg elskede ham i forvejen, men denne her, den er jo fantastisk. Tyk og veldrejet snor den sig ud og ind af amerikanske stater, Sydamerika, Berlin og alle personerne hænger sammen på måder, der drypvist går op for dig. Aldrig har han skrevet så plotdrevet som denne gang, men han er stadig sylespids, supermorsom, meget politisk, men på den helt skjulte måde, og så er hans dialoger til at dø over.

10.2.16 Trisse Gejl: Ulvekvinten

En længe ventet roman for mig. Den er meget smuk udenpå, og den værdighed, den møder dig med, den har den også i indholdet. Portrættet af to veninder, der kæmper med hver deres dæmoner, den ene har dem indeni, den anden har dem i form af mænd, der har nok i sig selv, er kærligt, værdigt, vidende og nænsomt. Og den ene af venindernes dreng, Frederik – det er måske det bedste drengeportræt i litteraturen længe. Sørgeligheden rammer dig på side 1. Det her er en perle udi at mestre følelsernes dramaturgi.

20.11.14 Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Sikke en debut fra den meget kendte DJ Barnes. Jeg læste ikke denne, men lyttede den, og den er så følsom over for ordene og den konstruktion, bogen er bygget op om, at det virker helt musisk. Den er skrevet til et du, som fortælleren elsker, og som vi dels følger hende i at nå, og dels følger, når hun har fået hende, lykken, barnet, konformitetens tryghed,og fortælleren derefter gennemgår et rædselsfuldt kræftforløb. Jeg glæder mig sådan over nye, stærke stemmer i litteraturen i Danmark.

29.4.15 Katrine Grünfeld: Stormskader

En lille lyrisk roman-satan, der beskriver, hvordan man går i opløsning, når man er i en familie, som man ikke er rustet til at være i. Eller er det omvendt? Er det familien, der gør, at man går i opløsning? Eller er det kun denne kvinde, der ikke kan tåle mosten men godt kan tåle sprutten? Den gør lidt ondt, denne her. Den rammer så hårdt i stemningen, ligesom når dem, man elsker, græder. Grünfeld kan godt lide det her tema, så hvis du trænger til at få sat ord på, hvordan det også kan være at være gift og have børn og ikke være pivpjattet med det, så start her.

1.7.17 Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab

En lille hård genistreg. Han skriver til et du, som er den kvinde, der forlader ham: Du kommer hjem fra løbeturen. Du tænker, at jeres lår rørte ved hinanden, da I sad der i skoven. Aldrig har en mand været så tæt på en kvinde, hendes lyst, hendes tvivl, hende drømme og skuffelser. Vidunderlig smertelig. Bonusinfo: Udover at Gulliksen er Knausgårds redaktør, er denne bog også blevet rammen om en stor diskussion af autofiktionen i Norge. For skilsmissen fandt sted, og kvinden har taget til genmæle. Drama!

29.3.15 Kirsten Hammann: Alene hjemme

En ægte Hamman, sådan skrev alle anmelderne begejstret, da hun endnu engang gav os en at tænke over. Hun går så tæt på med de kiksede hovedpersoner, der alligevel er som os selv i al deres forkerthed, og det sagde hun bare ikke-replikker. Hammann skriver anti-plot romaner, hvilket jeg er mega misundelig på, for med det mener jeg, at hun skriver en bog, hvor hun fortæller os i stemning og dramakurver, hvad der kommer til at ske, og alligevel finder man hendes historier fængslende som den ondeste thriller. Stort talent hun har for det, og så sagde hun endda til mig i et interview i Det Kgl. Teater, at hun nærmest ikke aner, at det er det, hun gør.

20.7.15 Paula Hawkins: Kvinden i toget (lyttet på engelsk)

Det her bliver bestselleren i Danmark i efteråret 2015, det er der ingen tvivl om. En engelsk engelsk thriller. Hvis du ikke er vild med hovedpersonen efter en side, så skal du ikke læse om Rachel, og hvad hun oplever ,bare fordi hun er lidt sølle, lidt alkoholiseret, lidt fyret fra sit arbejde, lidt for god til at stalke sin eksmand og hans nye kone og deres vidunderlige unge og deres vidunderlige hjem på den vej, som hun kan se hver dag fra toget ind på det arbejde, der ikke længere vil have hende. Meget sker. Godt er det.

11.3.14 Janne Hejgaard: Lola-trilogien

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Hun har skrevet en skøn trilogi om Lola. Særligt første bind er “bare” en god historie. Som litteratur skal være for mig. Der er selvfølgelig forfængelige teenagere, overvægtige veninder, for det er tidsmarkører, men det er ikke det, der bærer historien – det er et magisk spor. Det, der gør, at man bliver suget ind og kommer nye steder hen.

1.3.15 Maria Helleberg: Kærlighedsbarn

Mammutværket i to bind om Struensees og Caroline Mathildes horeunge Louise Augusta er nu pløjet igennem, og Helleberg er måske en af de letteste forfattere at læse herhjemme, til trods for hendes historiske rammer. Det flyder derudaf, det er en sjov tid i Danmark og i kongehuset, og det er også en roman om erotisk magt, omend der er lidt rigeligt af den, tænk at jeg skulle skrive det. Jeg elsker historiske romaner, de er ligesom Matadormix for mig.

1.1.16 Carsten Jensen: Den første sten

Jeg har noget Informations-agtig modstand på en mand, der er så tydelig i debatten om vores krigsdeltagelse  i Afghanistan, så det tog mig lang tid at komme igang med hans store roman om netop det. Glem alt om Information og tydelighed og læs en kæmperoman med en velfortalt plothistorie, der viser krigens gru og moralske dilemmaer på samme måde som en Saving Private Ryan. Eller lyt den. Jeg var med til at prisbelønne Lars Mikkelsen for den oplæsning. 22 timers vellyd.

6.11.14 Lars Johansson: Signes hjemkomst

Jeg er ikke i stand til at holde hovedet koldt, når det handler om Lars Johansson og hans nu to Signebøger. Den første, der kom for 7 år siden, og så den nye, der udkom november 2014. Begge gange har jeg haft fornøjelsen af at snakke med ham om bøgerne på en scene under BogForum, og begge gange har jeg grædt, mens jeg læste, og været forført af en mands måde at gå ind i det paradoksale i en kvindes valg, som tilsyneladende virker skræmmende og fremmede men altid, altid er en historie om kærlighed og derfor også min. Jeg elsker Signe, den hårde, hårde kvinde.

1.4.16 Lars Kjædegaard: En ærlig mand

Der er noget sært ærligt over Lars Kjædegaards bøger. Som om han har gået en tur i sit Helsingør og blot beskrevet, hvad han så på turen. Han skriver oftest om almindelige mennesker, der alligevel ikke er almindelige, for hvem er egentlig det? Han gør det altid med kærlighed, og denne historie, som er en ældre en af slagsen, er blevet versioneret til en episodisk lydbog, og det virker – som gamle dages radiospil.

14.4.14 Karl Ove Knausgård: Min kamp

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Han får mig til at huske, han får mig til at forstå, han får mig tilbage til steder i min fortid, jeg ikke har været længe, og han får mig virkelig til at være sikker på, at ingen af os er alene, vi er alle sammen sammen om at være bange for ikke at slå til, være gode nok, elskelige nok. Det er smertefuldt og vigtigt. Selv de 400 sider om Hitler i sidste bind giver mening nu.

1.4.17 Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

En meget smuk og sørgmodig autofiktionsdebut, som igen igen handler om svigtet, misrøgten, den manglende omsorg og empatiens betydning for et lille barn. Han gør det godt, Korsgaard; der er en anelse offer-tone i klangen, som man ikke kan fortænke ham i, men stoffets tyngde kan komme til at stå i vejen for formidlingen. Jeg tror stadig, at den rene fiktion har formidlet bedst for mig om det svigtende hjem – her tænker jeg f.eks. på Ane Riels Harpiks.

20.5.15 Kim Leine: Afgrunden

To brødre, to krige. Borgerkrigen i Finland og 2. verdenskrig. Tvillinger er de faktisk. De er forskellige, men sanselige på den Kim Leinske måde, hvor vi får det hele med, også det lidt ulækre. Men lækre portrætter, han er god til portrætter af mænd, der har mistet livsglæden. Man forstår dem, ikke at det er deprimerende læsning, men det er det også, ligesom livet er. Leine er klogere end de fleste, fordi han tør det, skrive sådan her, så tit og så meget.

1.4.13 Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden

Bogen, jeg aldrig selv ville kunne skrive. Men sikke et mesterværk af ulækkerheder. Aldrig har så mange kropsvæsker fyldt så mange siders knaldgod historie, og aldrig har en forfatter kunnet holde næsen så fint i sporet – det er ”bare” en historie om en mand, der rejser ud for at skulle ende med at rejse hjem igen. Som en moderne Lykke-Per, bare med sex og opkast. Og et nærmest kærligt portræt af kolonialiseringens bagsider.

1.8.15 Jørgen Leth: Mine helte

Nu har jeg læst alle hans selvbiografier, og jeg elsker det hele. Denne er fin og lille og let – der er nye navne, han drager frem og ikke mindst gamle kendinge, og han er meget generøs i sin anerkendelse af andre og andres værk. Han virker som en, der må være skøn at blive beundret af, og jeg synes, der er en vis portion næstekærlighed i hans måde at gå til heltene på. Det er ikke skrevet i frøperspektiv, hvilket er meget klædeligt, for Jørgen er stout.

5.8.14 Jørgen Leth: Vi sidder bare her

Du kan læse et helt blogindlæg om teksterne her – her et uddrag: Leth skriver sine tekster, så de virker improviserede, legende let(h)te, som når han skriver erindringer eller sportsdigte. De kommer ud som bouillonterninger, der fungerer som de mest gyldne statusopdateringer.

30.8.13 Hilary Mantel: Wolf Hall

Jeg har junket Wolf Hall og lige nu efterfølgeren Magten. Det har jeg altid gjort: slugt historiske romaner; det er nok noget fra min barndom. Jeg læser ikke så mange krimier, men jeg vil tro, det er den samme trang: Man ved, hvad der sker, og den gode historie er den, hvor man alligevel bliver tryllebundet. De to megatykke, megavindende romaner handler om Henrik d. 8. og hans koner, der har det med at miste hovedet, når der bliver problemer. Det er også et europæisk magtspil – og kampen om kirken. Hun skriver det hele fra siden – fra en undersåt, der kommer til magten. Helt uden mormorstemning, selvom den også beskriver snøreliv osv. Det er simpelthen det bedste mandeportræt, jeg har læst i mange år. Pokkers, for det var meningen, at min egen roman, LAUST, skulle have udfyldt den rolle.

15.9.15 Trude Marstein: Hjem til mig

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Ove er læge, og han kan simpelthen ikke lade være med at være sine koner utro. Kommer der en uimodståelig kvinde forbi ham, så stikker han den ind. Det følger vi fra lige før, han gifter sig første gang, til han går på pension. Måske tænker du, at hans selskab orker du ikke, men Ove er ikke bare en psykopat. Ove er i sine behov. Det er bare det.

15.8.15 Iben Mondrup: Godhavn

En fortælling om at være barn som dansker i Grønland med de fineste små iagttagelser af livet sådan i al almindelighed og så i særdeleshed på Grønland. Jeg synes ikke, det grønlandske fylder så meget, og jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men er man til viden om Grønland, er denne bog ikke sandhedsvidnet, den er blot en af mange personlige fortællinger om det at være fremmed – i landet, i kroppen, i familien. Ville så gerne læse, hvordan det går videre for børnene, for at høre på dem når de bliver store nok til at kunne se tilbage på det, de egentlig var en del af, med voksne ord.

1.10.15 Malene Ravn: Det eneste rigtige

En lille led bog, som er det, vi elsker at kalde et kammerspil. Jeg elsker den. Den er led og tåkrummende og veldrejet og velspillet og sørgelig. Bare sørgelig. Glæder mig sådan til næste skud fra Ravn.

1.3.16 Ane Riel: Harpiks

Ane Riels anden roman er heller ikke en krimi. Hvorfor hun skal kaldes krimiforfatter, fatter jeg ikke; man kalder heller ikke balsam for shampoo, bare fordi det er noget med hår. Harpiks er socialrealisme med et skær af pudsighed, humor, varme og bestemt også en masse mistrøstighed. Om en familie i hundene på en lille ø. Du ved, dem der samler på alt, herunder også affald. De findes. Tak for det portræt.

1.10.16 Robin Rinaldi: Mit vilde år

Meget fascinerende førstehåndsberetning fra en kvinde i et barnløst ægteskab – han vil ikke have børn og er egentlig ikke meget til det der sex, og hun står  midt i livet – skal hun lade sig skille? Skal hun få et barn alene – eller skal hun tage et år, hvor hun ikke bor med sin mand mandag til fredag og kun ser ham i weekenden? Og lever alle sine seksuelle fantasier ud? Det er ikke en historie med en happy ending, hvis din drøm er, at man bliver sammen for evigt, men det er en kvinde, endnu en, som udnytter mulighederne i det post-monogame samfund. Det er godt for Sex. Ligesom Calendar Girl-serien, som jeg kun har læst de tre første af. Sex bliver noget, man kan give sig selv som gourmet-mad og nye støvler. Det bliver en kende mindre skamfuldt og syndigt på denne her måde.

5.6.14 Jacob Rosendal: Formiddagsherskeren

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Rosendal har skrevet en roman, hvor han gerne vil vise, at alle vil iscenesætte sig på nettet for enhver pris, og det er den letteste sag i verden at provokere masserne til alle former for oprør. Bloguniversets følgere er lemminger, der er meget lette at narre, inklusive hovedpersonerne selv. Det synes jeg både er trist og tendentiøst.

1.6.16 Francoise Sagan: Bonjour Tristesse

Den bog. ÅH! Jeg har skrevet en hel lang pressetekst om den – til et andet formål. Du kan finde den her, under juli 2016.

15.1.16 Helen Schulman: Dette skønne liv

New York for fuld udblæsning. Sex And The City har fået børn og mænd. Internetporno eller -udnyttelse. Første verdens problemer. Rigtig godt skrevet, men som jeg også skrev om en anden roman i samme boldgade, Meg Wollitzers Hustruen, så er også denne her kun en mellemgod roman. Meget klassisk amerikansk; de finder en eller anden opskrift, og så kører de bare. Men der er en god sætning, som jeg har taget til mig, da manden i huset tager imod en croissant til et møde, selvom han ikke har lyst men intet kan virke så frastødende på folk som offentlig demonstration af disciplin.

1.1.16 Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Gid hun havde kaldt den noget andet – f.eks. Hr. Hjort, som hun selv omtalte den, da den udkom. For titlen er kunstlet, og det er romanen ikke, til gengæld er det hendes hidtil bedste. Rigtig gode personkarakteristikker, der ender i et Agatha Christie-agtigt opgør på en for os alle ukendt ø ud for Esbjerg. Hun behøver slet ikke det plotdrevne for at levere gode samtidskarakteristikker. Jeg er imponeret over, hvor mange personer, hun kan gøre levende for en, og jeg kan stadig huske alle navnene. Go Girl!

6.11.15 Jens Smærup Sørensen: Feriebørn

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker Smærup. Også i levende live. En herre, der er ældre end mig, og der er mere vidende end mig, og så tåler han at tvivle. Det er et meget stærkt menneskeligt træk. Sådan skriver han også. Så stemningsmættet, så underspillet, så tæt på. Hvis du var vild med Mærkedage, så vil du elske Feriebørn: Denne altruistiske gerning, hvor man sender arme københavnerbørn til opfedning i Jylland i sommerferien. Så uskyldigt det virker, så stærkt bliver det og udslagsgivende for alle impliceredes liv. Smærup kan skrive om uigengældt kærlighed, så man får ondt i hjertet, og så er han eminent til tidsbilleder.

15.12.15 Jan Sonnergaard: Frysende våde vejbaner

Sonnergaard er tilbage i Radiator-form. Sort er det nye sort, vi er i firserne, og vi har at gøre med en afviklingsroman, ikke en udviklingsroman. Inde bag kynismen bor der altid en romantiker, og Sonnergaards fremstilling af de københavnske brokvarterer før gentrificeringen er bestemt romatiserende. Men fortællingen om en forhutlet mand, der slår sig på kærligheden er enkel og stærk og faktisk sine steder bevægende.

1.7.14 Donna Tartt: Stillidsen

Jeg kan ikke udtale navnet på dansk, men jeg kan anbefale den varmt. Sikke en røverhistorie, med en ond hovedperson! Det ses for sjældent. Den er meget, meget lang, og redigeringsfingrene sidder løst, men den lange passus i Las Vegas skal ikke redigeres, for her følger vi minutiøst to teenagere, der overlades til sig selv i et villakvarter uden sjæl men med pool og for mange varmegrader, det er uforglemmeligt.

1.11.14 Jan Thielke: Espegare

Man skal jo læse en bog, som er en nøgleroman over det sted, man bor. Jeg er ikke vokset op i Espegare/Espergærde, men jeg har boet her i 20 år, jeg kender rigtig mange af de gamle espergænsere, og jeg kender ikke mindst forfatteren til bogen – og hans barndomsvenner…. Sådan. Full disclosure. Jeg spurgte faktisk Jan, om han ville have, at jeg skrev om bogen, men han svarede aldrig. Så nu står det bare her. Det er 100% bekendelseslitteratur om at gå fra barn til voksen, fra Køge til Espergærde. ALT er med. Det er Knausgård, der møder Klaus Lynggaard. Så kort kan det skrives om den iøvrigt meget anerkendte lyrikers første forsøg med romanen. Skal man researche om onaniens mysterier, er det lige her, man skal begynde.

15.9.16: Linn Ullmann: De urolige

Jeg får sådan modstand på Se og hør-effekter. Og så har en af mine yndlingsforfattere lavet lige præcis ikke det. Det kendte i denne roman er det du gerne vil kende: om forholdet til en far, der var stor og fraværende. Så smuk og rørende. Og så havde jeg privilegiet af at være til masterclass med hende i december 16. 8 kolleger og hende. Vi har allerede aftalt en reprise.

4.4.15 Maren Uthaug: Og sådan blev det

Det tog lang tid for mig at tage mig sammen til at læse denne her, og jeg tror, jeg havde modstand på, fordi jeg synes, Uthaug er god til at tegne sine striber, og hvis hun nu pillede det indtryk af mig ved at skrive en ikke-lige-så-god-roman, ville jeg blive ked af det. Heldigvis kan hun skrive. Og hun er forsåvidt også morsom her og der, på hendes kendte: Se, jeg har ketchup på kinden-måden, men allermest er det en sørgmodig historie om ikke at høre til og godt vide det inderst inde. Den snyder dig lidt ved at have et geografisk flakkende liv, fra same-verdenen i Norge til Sønderjyllands lokalklaustrofobi, men det handler om at kunne være her, som den man er og være elsket for det. Også for dem med sameblod i årene.

1.3.13 Erik Valeur: Det syvende barn

Så fik jeg den endelig læst, denne flotte debutroman af journalist Erik Valeur. Den er velkomponeret, glimrende plotbåret, den udleverer dygtigt journalister og politikeres til tider uskønne alliancer, og jeg sidder alligevel tilbage og er mest bevæget af forfatterens epilog. Fordi det er jo her, det hele ligger. Det at være blevet bortadopteret – hvilket skrækkeligt ord! Det ikke at føle sig elsket. Den bedste karakter i bogen er kvinden med den vanskabte krop. Bortadoption eller bortamputation? bliver konkret her. Samtlige mænd i romanen er usympatiske. Det kan være skønt og skægt, men det efterlader mig med lidt mismod. Jeg fungerer bedst, når jeg elsker.

15.1.15 Kjell Westö: Luftspejling 38

Nordisk Råds vinder i 2014. En nordmand, der skriver om Finland i mellemkrigstiden. Uh. Men det er ikke uh. Det er en historie af de gode, med hemmeligheder fra fortiden, med nationens skam, der bliver til hovedpersonernes, eller er det omvendt? Og det bliver en personlig dannelseshistorie i rammerne af et Europa i mental opløsning, her lige før anden verdenskrig. Men det er egentlig ikke det bedste. Jeg laver æselører, hver gang, der er et sprogligt raffinement, jeg dør lidt over. Jeg tror, jeg har 100 æselører i denne her roman. Sikke en forfatter.

15.6.15 John Williams: Stoner

Den berømte bog, der var blevet glemt, og nu er blevet til en bestseller. Den er stille, god og fin, men jeg var længe om at komme ind i den, fordi den netop er stille. Til gengæld er der passager, jeg aldrig glemmer, blandt andet en overhaling af en studerende af Stoner himself, som er denne landmandssøn, der rent faktisk bliver til noget i det akademiske verden, og lige da tror jeg, at han tager hævn. Det er mine øjne mest en parforholdroman, der uhyggeligt rammende beskriver kulden mellem hustru og mand.

18.4.14 Jonas Wilmann: Udkantshistorier

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Jeg havde glemt / fortrængt / udslettet fra hukommelsen, at det var horror, jeg sad med. Chokket for mig var derfor stort, da første fortælling ender på en huggeblok med en halv kvinde, den anden halvdel spist. Uak! Det er jo ulækkert og væmmeligt og vikningsfuldt. Resten af bogen var jeg mere opmærksom på, hvor galt det dog kunne gå, og her bagefter – efter rigtig meget menneskeæderi – sidder jeg og tænker på, om det smattede blod-mudder, de dybe knivsstik og hastigheden hvorpå historierne når deres klimaks, overskygger det egentlige projekt: at fortælle noget om hvor skidt det egentlig står til i udkanterne lige nu, særligt når det gælder kulturen.

15.11.15 Meg Wollitzer: Hustruen

Jeg havde hørt så meget godt om denne her bog, lige ned i min tematik; ægteskab, relation, sex eller mangel på samme, kærlighedens svære vilkår i et moderne samfund. Og den er egentlig også god. Og faktisk lidt sjov. Kvinden, den ældre kvinde, der endelig beslutter sig for at forlade sin selvfede mand efter mange, mange år, på vej til en prisoverrækkelse i Finland (hvor det viser sig, at det er hende og ikke ham, der har skrevet de prisvindende bøger). Men denne her er bare kun mellemgod. Meget klassisk amerikansk; de finder en eller anden opskrift, og så kører de bare. Det er der forretning i. Her i huset kalder vi det en Jennifer Aniston-film. God, men kun mellem.

FAGLITTERATUR

1.6.17 Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob: Venus

Bogen er en forlængelse af en dokumentar, som de to kvinder har lavet: 35 unge kvinder. Et rum, en stol, nogle usynlige spørgsmål. Om første gang, om onanivaner, om foruroligende mange manglende orgasmer. Om at føle sig sexet i frynsede sko, om at føle sig forkert, om at skamme sig, om ikke at skamme sig over klask. En unik samling, som ALLE bør læse. Særligt alle unge. Den er sært ærlig og usexet og toperotisk. Det her, det er frisindet. Jeg er på scenen med Albrechtsen til Folkemødet sammen med Svend Brinkmann. Pæn bog, hvad?

14.3.15 Jens Andersen: Denne dag, et liv

Andersens fremragende og vildt prisvindende biografi om Astrid Lindgren, som de fleste skandinavere nok føler har skabet deres barndom – og deres børns. Andersen skriver fantastisk, og gør det igen her, og her er han endelig i mit hjerte dér, hvor han også var med H.C. Andersen biografien, det er simpelthen bevægende læsning at udlægge et menneskes liv, som han gør med sin pen. Lindgren viser sig at være en langt mere bevidst forfatter, end jeg havde troet, og endelig har jeg fundet mig en rollemodel, som så er en, der allerede er væk igen. Håb, tab, sorg, håb. Som en roman af hende selv.

25.10.13 Paul Auster & J.M. Coetzee: Nu og her

Kunsten er gammel men aldrig uvæsentlig: At læse to interessante menneskers breve: Auster er selvhøjtidelig og Coetzee er et fedt menneske, og de er blevet venner i en høj alder. De skriver om porno, sport, stalkere og meget lidt om litteratur. Og så forsøger de at definere venskab, og hvorfor vi synes, det er vigtigt. Den bedste begrundelse er Coetzees. At venskabet kontinuerligt fordrer gensidig beundring. Han citerer faktisk Platon, der mener, at ønsket om at blive æret af vores ligemænd ansporer os til fortræffelighed. Så måske handler det blot om, at vi skal tage os sammen? Det lyder velkendt. Lidt ligesom parforhold. Relationer er stadig ikke noget, der bare er. De skal plejes.

25.4.13 Hans Bonde: Fordi du fortjener det

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Professoren har skrevet en ny bog og han har et citat med mig med. Jeg har egentlig altid fundet ham interessant og befriende anderledes tænkende, og netop derfor har jeg høje forventninger til hans evne til at diskutere netop feminisme. Han rejser vigtige spørgsmål i bogen – om ’ligestilling’ er i fare for at blive synonymt med ’kønsbalance’, og mange af hans pointer er velunderbyggede. Men han har en dagsorden med mig, og det skulle han ikke have haft.

5.12.14 Svend Brinkmann: Stå fast

Jeg skrev et helt blogindlæg om bogen uden at have læst den, så det har jeg nu. Jeg mener faktisk det samme. Så måske kan man godt stole på anmeldelser, interviews, debatter derude! Det er egentlig en vigtig bog – at evne at sætte spørgsmål ved selvrealiseringsdebatten, men den er præcis lige så normativ formanende, som dem han er ude efter. Hvis mantraet i dag er at tage ja-hatten på og mærk efter og alt det hejs, så er Brinkmanns mantra: Det er ikke godt nok, jeg lærer mere om mig selv ved at læse stoikerne og verdenslitteratur, efterfulgt af en namedropping i den korte bog, der gør, at man tænker, han er sponsoreret. Bogen er rystende fuld af DU BURDE. På en måde, som han måske ikke engang selv er klar over.

15.10.16 Svend Brinkmann: Ståsteder

Så skrev Brinkmann den bog, jeg efterlyste, efter jeg havde læst den poppede Stå fast. Her kommer de steder, vi kan stå i livet – og han bliver klog og dyb og unormativ udover det åbenbare ved at skrive, at filosofien kan lære os noget. Dyk ned i sorg, glæde, godhed, kærlighed og alle de andre ståsteder, vi gennemlever i livet og perspektivér.

27.4.15 Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen

Jeg har lyttet de to bøger om Karen Blixens far, og det vil jeg anbefale alle at gøre – også med hans to Dybbøl-bøger – fordi det er Henrik Jandorf, der læser op, og han gør det med fuld skuespiller-ornat, og Dinesen er man nærmest forelsket i efter endt lytning, denne nydelige godsejerofficers alfahan, der så let som ingenting kunne optræde i 20 afsnit i tv-serien Downton Abbey. I bøgerne om Dinesen får vi øjenvidneberetninger fra krigene i Europa i 1800-tallet, og stærkest står sidste borgerkrig i Frankrig i 1871. At Buk-Swienty behersker krigsretorikken til fulde og kan gøre alle slag relevante, vidste jeg. Til gengæld viser det sig, at han også kan skrive og beskrive kærlighedens og ægteskabets væsen på delikateste vis.

1.11.16 Tom Buk-Swienty: Tommy og Tanne

Jeg har en Guilty Pleasure, og det er historiske romaner. Men den er blevet tilfredsstillet, efter Tom Buk-Swienty begyndte at skrive litterær nonfiktion. Det er ligesom, når man har fået en Johan Bülow-lakrids og aldrig mere kan købe en blandet pose Skippermix (løgn). Tom skriver den rigtige vare, og hvis du ikke er til 1864-krigene og nederlagene og heller ikke de efterfølgende mange krige, så bare begynd med Tommy og Tanne: Thomas og Karen. Lillebitte bror og vilde storesøster. De hed Dinesen. Hun kom til at hedde Blixen senere. Der er ting her, du ikke vidste. Og Tom har lovet at skrive mere om Karen. Det er SÅ godt.

15.10.15 Ulrik Dahlin: Autonom pusher mentor

En bog om at komme ud på den anden side. Måske som udgangspunkt altid noget, jeg ikke lige er så vild med, men det er altid sjovt at høre om en ung mands udvikling: først autonom, så pusher og nu mentor. Jeg drømte om, at denne bog ville handle om den vilde tid i 90’erne og det autonome miljø, men så handler den altså mere om Søren Lerche, som han hedder, der altid vælger ekstremerne.Det bliver lidt for meget som et portræt af en mand i stedet for af en tid.

12.9.14 Knirke Egede: Jungledage

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Det er forførende læsning. Egede skriver så vel, at det ligesom bliver bogens største problem. For jeg fortaber mig i de anekdoter, som hun så livligt deler, fra kaffebarejerne fra London, som hun hooker ubesværet op med i begyndelsen, til de meget zoologiske historier fra hendes senere ven, Karsten.

1.6.15 Tomas Espedal: Bergeners

Essays om alting, og jeg bliver suget ind i hans distinkte, personlige udlevering af alt fra skilsmissesamtalen med kvinden til livets større spørgsmål. Han gør stort indtryk, og ligeså gjorde hans tidligere Gå eller som undertitlen siger eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, for det er det, han gør, han æder livet, og det er også svært, ligesom det er.  Fantastisk. Han kan godt bruge lidt for mange litterære henvisninger, som forstyrrer rytmen, jeg ville putte dem i noterne, med mindre han selvfølgelig vil imponere. Det er ok med mig.

11.3.14 Masha Gessen: PUTIN. Manden uden ansigt

Jeg har spurtelæst denne her for at være med i alt det, der lige nu sker i Ukraine. Det er en forfærdelig biografi. Måske er vi for trænede i politikerbiografier, der fremstiller politikeren som et helt menneske, med menneskelige bagsider og se! sådan her er han som familiefar og skolepige. Her får vi forsiden og meget lidt af bagsiden, og det vi kan se er ikke Helle Thorning. Han er grov og plat og unuanceret. Et af den slags mennesker, der er stejle og snu – som om det helt intelligente ikke rigtig slår igennem hos ham. I denne her biografi, der er skrevet af en amerikansk-russisk journalist, får vi alle de skidte detaljer om forfølgelsen af den frie presse i Rusland. Og det er kun blevet værre og farligere.

15.11.16 LS Hilton: Maestra

Først kom Fifty Shades, så kom Calendar-girl og så denne. Hierarkiet her er: Fifty Shades er nuttet, Calendar-girl er lidt mere pornoagtig, men begge har fatale historiefortællingsmangler. Romanen Maestra spiller på fantasien om den lykkelige luder, men hey – her går det faktisk også galt, og det er en liiiiidt bedre historie. Men en gang eller to kildede det faktisk!

1.9.15 Michael Holbek: Linse

Hvorfor læser jeg om hende? Fordi man bliver sgu nødt til at kende sin tid. Man kan ikke bare afskrive den del, man ikke forstår eller nedlader sig til at sætte sig ind i. Det går ikke, hverken som medmenneske eller forfatter, slet ikke som forfatter. Linse er lidt af en farverig person, og jeg håber virkelig, at det er hende, der siger og gør alt det, der står, for hun er noget særligt. Bryder ud af fængslet, laver bordeller, tjener penge, taber penge, redder dyr fra misrøgt og får omarrangeret kroppen. Jeg ved ikke, om jeg forstår hendes bevæggrunde bedre nu, men det er måske også pointen: Jeg kommer aldrig til at forstå Linse, og det gælder nok også den anden vej rundt.

3.11.14 Karl Ove Knausgård: Sjælens Amerika

Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af Knausgård, og hans første udgivelse, denne essaysamling, efter den store frembringelse i de 6 binds selvudlevering skuffer slet ikke. Tematikkerne er her mere strukturerede, og det ligger lige for at fremhæve teksten om lort, eller om redaktørens rolle for teksten, men han er så sært menneskeklog – fra Breivik til Hamsun. Åh! Pyt med at han ikke vil skrive skønlitteratur, hvis bare han bliver ved med at skrive.

1.7.15 Charlotte Langkilde: Bedraget

Den vildeste historie nogensinde om bedrageri i dansk erhvervslivs historie: Nordisk Fjer. Det er så sindssygt det han gjorde, ham Johannes Petersen. Bogen er meget, meget lang, fordi den gerne vil vise, at den er god nok, alt er dokumenterbart, men det er også kedeligt. Jeg ved, den er ved at blive omsat til teater, og det egner den historie sig vel nok til. Mennesker derude, der er psykopater, og så er der Johannes Petersen. Meget dragende og tragisk.

13.9.13 Caitlin Moran: How to Be a Woman

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Hun er anderledes. Hun er nemlig feminist på en måde, som vi ikke kender det her. Hun er på din side. Hun taler, som din bedste veninde gør i hendes bedste øjeblikke. Hun frisætter dig; du må gerne flirte, få en abort uden traume og kunne lide Lady Gaga. Du kan ikke være en forkert feminist. Det er vidunderligt.

1.4.16 Esther Perel: Erotisk intelligens

Hvordan kan vi begære det, vi allerede har? Det er essensen af superstjerne-parterapeuten fra New Yorks snart ti år gamle bestseller: Erotisk intelligens. Det er et godt spørgsmål – og måske et af parforholdets største paradokser: vi vil så gerne være tætte, intime, fortrolige, nære, men når vi står så tæt, så er der ingen bevægelse for at række ud – ingen spænding – ingen erotik? Og så ender det med sex om onsdagen efter træning, hvor vi alligevel går i bad om aftenen, og sex bliver noget, vi siger er hyggeligt. Det er en bog med cases, men det vil være cases, der underbygger første påstand – og det er fint nok. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe guruen i Politikens hus i juni 2016. Det kan du læse mere om på min presse-side. Scroll ned til juni 2016. Hun er Very Pro.

1.12.14 Henrik Qvortrup: Q

Min indre sladdertante gjorde, at jeg bare måtte læse denne. Qvortrup er velskrivende, og jeg har altid ment, at hans politiske analyser duede til noget. Det er en mand, jeg har faglig respekt for. Samtidig er han også en mand, der har taget karrieremæssige valg, jeg bare ikke forstår, og selvom han skriver godt, og det er underholdende læsning, så står jeg tilbage med et selvportræt af en mand, der virkelig er dygtig til at formulere den barre, man skal sætte højt, hvorefter han ikke selv vælger efter den høje barre og beklager det lige bagefter . Sådan en mand kan man kun høre på, når han taler om andre, som i hans analyser. Personligt ville han ende med et cirkelspark.

1.5.13 Morten Sabroe: Kærlighedskrigeren

Jeg elskede den om hans mor, ”Du som er i himlen”. Den han skrev i stedet for den, han var bestilt til at skrive. om Hilary Clinton. Fordi morens dominans og isnende mangel på kærlighedsbevisførelse overskyggede Clinton. ”Kærlighedskrigeren” begynder samme sted. Samme desperate tone, samme voldsomt private og alligevel almengyldige indblik. Om at få en TJEK og alligevel komme ud på en eller anden anden side udne at blive patetisk og gammelmandsbagklog. Hans journalistik plejer at være morsom, præcis og provokerende. Derfor er de her privatessayistiske bøger så vellykkede. ”Kærlighedskrigeren” er noget, man tager med, fordi man elskede ”Du som er i himlen”. Som når man spiser hele lagkagen, også bundene, fordi det begyndte så godt, at man ikke nænner at levne.

1.12.15 Jakob Sheikh: Danmarks børn i hellig krig

En af dem, som alle bør læse. Sheikh er vokset op på lige vilkår med andre unge mænd med både muslimsk og indvandrer baggrund. Nogen af hans barndomsvenner blev syrienkrigere, han blev journalist og nu forfatter. Hvorfor? Hvad radikaliserer? Er der en forklaring? Eller er det vilkårligt, hvem der lader sig hverve? Et vidnesbyrd fra virkeligheden, som vi aldrig rigtig når til at høre om, når vi får nyhederne om ISIS’ rædsler.

24.1.14 Sheryl Sandberg: Lean In

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Det er en underholdende, let læst bog, med en masse gode pointer, som jeg nok skal komme tilbage til, men vi må først lige slå fast, at det er en meget amerikansk bog skrevet fra et meget amerikansk synspunkt, og jeg tvivler lidt på relevansen for vores ligestillingsdebat. Men det er sørmeda en god historie, hun fortæller os. Som Se & Hør for businesssegmentet.

16.10.14 Roberto Saviano: Tag med mig væk

Hvis ikke du kender den italienske journalist, så begynd med hans gennembrudsbog, Gomorra. Den handler så konkret om den italienske mafia, at han siden dens udgivelse har levet som en Rushdie, under jorden og med politibeskyttelse. I denne bog fortæller han i essays om de problematikker, han har behandlet i en række tv-shows. Det er rystende læsning om mafiaens greb om moderne Italien. Jeg bruger det som en anelse research, og ikke mindst fordi jeg har læst bogen, kun små 100 km fra det jordskælv, der kostede mange unge livet, fordi de boede i bygninger opført med mafiaens vandfortyndede beton.

31.05.13 Anna Skyggebjerg: Introvert

Vi skal have flere af denne her slags bøger, der bevæger sig på kanten af selvhjælpsbøger, men som ikke bare bekræfter dig i, at der er noget galt: ”100 måder at forføre din mand på” giver jo kun tanken: ”findes der mere end 1, og er jeg derfor ikke god nok?”. Skyggebjerg sætter dig fri. Hun insisterer på, at vi skal anerkende, at vi er forskellige, og at vi ikke giver plads nok til dem, der ikke kan drible til receptioner, børnebuffeter og gennem overfladesnakken. Særligt varmt skriver hun om forældre med introverte børn; de er ikke generte eller nørder, de er ikke sære men særlige. Og så er hun konkret med ønsker til daginstitutionerne og skolerne om, hvordan man skal behandle introverte børn. Læs evt. også mit blogindlæg her på siden om hvordan det er at være ekstrovert introvert.

1.11.15 Stephanie Surrugue: Ambassadøren

Jeg læste dette portræt af USAs ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, rigtig hurtigt, fordi jeg skulle snakke om den i radioen – P1s Kulturknuserne. Kan man det – lave en bog, mens man er ambassadør? Bliver vi mikrofonholdere for et politiserende diplomati og så videre. Egentlig ikke så interessant, mere interessant er det, hvorfor vi falder for den store, pæne, homoseksuelle ambassadør, som har fået sit eget reality-show. Efter endt læsning er det i hvert fald ikke hans bedrifter eller betragtninger, der gør ham interessant.

15.10.13 Peter Svarre: Den perfekte storm

Nogle gange skal man nørde igennem. Det gør jeg, når det gælder at forstå det her internet. For tit er det sådan, at vi tænker: hvis vi har lagt det ud på internettet, så kan alle se det, men det kan være det hemmeligste sted i hele verden. Hvordan får man besøg på sådan en side her, og hvordan får man edderkopperne til at kravle forbi og knalde ens side ud på Google? Faktisk nørder jeg igennem for min blogfar, alias pressegudinden på mit forlag. Så læser jeg og skriver referater, og så lærer hun mig, hvordan jeg holder op med at lave min pæne blog grim ved et uheld. Denne her bog er mest til virksomheder, men også til sådan nogen enmandsvirksomheder som mig; den fortæller dig det, du godt ved: Du skal blande dig i samtalen ude på nettet, du skal ikke tro, det kommer af sig selv, fordi du har lavet en hjemmeside. Tak for huskeren!

10.12.14 Lars J. Sørensen: Skam. Medført og tillært

Fordi jeg stadig er irriteret over Brinkmann og i det hele taget den lette tilgang til livets svære emner læste jeg en lærebog af en syg klog fætter. Skam-bogen gør ondt på den indsigtsgivende og gode måde. “Skam handler ikke om det, man har gjort, men om den, man er, og herved om at være god nok.” Det er forfatterens egne ord, og det er så vigtigt, at vi kan se det. I os selv, bevares, men også hos andre. Særligt hos andre. Livet handler om Den Anden. Vi er kun til, fordi Den Anden er der. Det handler ikke om at finde den f*** rubin indeni og slutte fred med den. DEN FINDES IKKE!

27.5.14 Heidi Vesterberg: Hvordan jeg kom gennem stress – og blev klogere af det

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Vesterberg har skrevet en perle af en interviewbog om stress, og jeg har tvunget min mand til at læse den. For han er en af DEM. En af dem, der var tæt på selv at ende dér, og ikke mindst en af dem, der ser det i hverdagen – desværre – som leder i en ret så stor virksomhed.

19.11.13 Mich Vraa: Interno

her nævner jeg, at det er forlaget Zetland, fordi det er nyt, spændende og et fedt format
Mich er en af Danmarks bedste oversættere, og i denne her single får vi HELE historien om det pr-hemmelighedskræmmeri, der fandt sted i forbindelse med oversættelse og lancering af den nyeste Dan Brown-roman i maj i 2013. Det er en meget vittig tekst. Selvudleverende og selviscenesættende på en og samme gang, og det er så menneskeligt, at jeg nu synes lidt bedre om Mich Vraa, end jeg gjorde i forvejen. Du bliver fanget; af gyset ved at være bevogtet, mens man arbejder, humoren ved udsmuglingen af manuskriptet i en USBnøgle gemt i en bh, og ikke mindst dramaet ved at blive uvenner med sin opdragsgiver og blive ramt af det, vi ophavsretsindehavere altid kan rammes på: rettighedskrænkelsen.

14.2.15 Louise Zeuthen: Krukke

Biografien om Suzanne Brøgger, som hun stort selv bestilte – selvfølgelig udført efter alle kunstens regler. Åh, hvor jeg elskede den første del med de mange breve mellem hendes første elsker, franskmanden fra Bangkok. Hun er så avanceret og alligevel så jomfruelig erotisk bevidst. En stor kvinde blev skabt af det, tror jeg, og jeg ærgrer mig sådan over, at biografien slutter dér, hvor hun gør alt det, hun ikke ville: Blev gift, fik barn, flyttede på landet. En kvinde med det liv og de holdninger, der kan slå sig ned; det ville jeg så gerne høre hele baggrunden for. Det kommer nok…

Franske bøger – mest på dansk

1 aug

PicMonkey Collage franske bøger Lotte Garbers

Jeg har læst disse bøger – mest på dansk og engelsk og lidt på fransk, før og under mit Frankrigsophold 2012-2015, og jeg kan bare sige det, som det er: Jeg bliver ved og ved med at opsøge det franske. Jeg er vist ikke den første. Listen her er sidst opdateret februar 2016.

SKØNLITTERATUR

Anastassia Arnold

Smertefælden. Kan du godt lide at kigge med under berømtheders dyner, er denne her lige dig. Det er Simone de Beauvoirs kødelige kærlighedseventyr med den amerikanske forfatter Nelson Algren, som er skrevet ud som en brevroman, fordi forfatteren kun allernådigst har fået lov til at læse hans breve til hende. Hendes er forlængst offentliggjorte. Det er smertefuldt, og det er gnomen Sartres skyld. Blandt andet. En noget andet kvinde end hende, der opfandt den feminisme, vi stadig nærer os ved. Hold op hvor er det dog synd, at de ikke fik hinanden. En bog alle romantikere dør lidt over – sammen med en pastis i efterkrigstidens Paris.

Minuel Barbery

Pindsvindets elegance. Måske årets (2012) bedste læseoplevelse. Superfransk parisisk opgang med concierge, der ikke er, hvad hun ser ud til. Helt vidunderlig med gråhåret Føtex dame og 12-årig suicidal goth pige. Kærlighedsroman, klart. Forfatteren er yngre end mig og kan skrive som en 57-årig, så det synger.

Albert Camus

Den fremmede. Forsøgte på fransk, og så med dansk lydbog. Ikke helt stærk er jeg. Glæder mig til dansk genudgivelse i 2013. Men sikke en klassiker. Især i et land med andre etniske udfordringer end DK. Har nu læst den tre gange, og hver gang siger den noget nyt – nedslående hver gang, men nyt!

Jean Cocteau

Under foregivende. Sikke en perle. Som en Gatsby med humor. Som en opera af Mozart med intellekt. Som et rigtigt eventyr, hvor der for en gangs skyld er en dybere morale. Er du bange for franske klassikere, så skal du bare begynde her. Romanen foregår under 1. verdenskrig, hvor vi har det paralyserede parisiske dekadente borgerskab, der gerne “vil gøre noget”, nok mest fordi de keder sig. Ind på scenen træder den helt store bedrager, den unge, unge mand, der lidt kommer til at sige, at han er i familie med ham generalen. Så tager det fart. Det eneste dårlige ved denne ny-oversættelse er titlen. Hvor skidt en titel, især når originalen hedder “Thomas l’Imposteur.

Marguerite Duras

Hiroshima mon amour – på fransk. Den store gymnasieoplevelse genoplevet. Mere irriterende i dag end dengang. Men satans smukt. Jeg er lidt forelsket i hende og har taget fotos af hendes bolig i Paris.
Sommeren 80 – på dansk, genudgivet på ARENA 2012. Klummer som du ikke har set det før, fra regnvejret i Bretagne og Normandiet. Meget sørgelige tekster egentlig

Umberto Eco

I Pantheon i Paris hænger en kopi af Foucaults pendul (det er det oprindelige ophængingssted, men originalen faldt ned og smadrede lidt marmor for nogle år siden). Jeg genså det i efteråret 12 med en dansk skoleklasse, ledet af min seje bror, og derfor genlæste jeg Umberto Ecos roman af samme navn. Den er jo god, men Eco er omstændelig og glad for ord. Han er virkelig klog, selvom han i dag ville udsættes for redigering. Handler ikke meget om Paris, jo lidt om kvarteret, men ikke noget mindeværdigt

Jean-Christophe Grangé

Uh! Jeg læser kun Ulvenes rige, fordi der er noget med fransk/parisisk mafia, som jeg skal blive inspireret af til min femte roman, som lige nu hedder NETE (julen 2013 – bemærk mit navnetema). Til gengæld har jeg fået at vide, at det er hans allerbedste, hans allermest spændende, og jeg er allerede ved at dø af skræk. Hovedpersonen kan ikke huske sin mands navn, og måske er hun blevet hjernevasket. Det er alt nok af spænding til mig. Men researchmæssigt er det den brutale karakteristik af den parisiske undergrund, jeg skal bruge. Det er tyrkisk mafia, og jeg skal bruge fransk-italiensk, som er langt mindre voldelig, men det er vigtigt også at forstå sine fjender/konkurrenter. Bare rolig, der er ikke en thriller på vej fra mig. Det er jeg for inkompetent til

Ernest Hemingway

Der er ingen ende på Paris – og det har han virkelig ret i. Måske heller ingen ende på hans forfatterskab? Skal i hvert fald have fat i de nye samlede noveller, som Lindhardt & Ringhof har udgivet. Hvis du kun skal læse en bog om Paris, så er det denne her. Det er ikke en roman, men optegnelser fra hans liv her. Fra caféernes vinkort, gåture mod sult og anelser om et ægteskab, hvor man tænker: Uh, holder det? Bonuslæsning: Fitzgerald er jo ret moderne i denne tid, og Hemingway har et hudflettende kapitel om en tur til Lyon med hypokonder-Scott, som jeg havde glemt alt om. Den er den vildeste klassiker med referencer til steder, der stadig er levende i Paris. Han fik mig til at genopdage området bag Panthéon, ned mod Montparnassekirkegården. Hvor er det tæskeærgerligt, at jeg ikke levede for 80 år siden – måske

Michel Houllebecq

Var måske aspirerende til at være min yndlingsforfatter, inden jeg flyttede herned, men så kom Kortet og landskabet i 2012 på dansk på Rosinante & Co. (ham kommer jeg aldrig til at læse på fransk), og den er simpelthen fantastisk. Led, morsom, sørgelig, vigtig, kærlig, vedkommende. Åndssvag krimiafslutning, men han skriver sig selv ind i romanen på den fedeste, selvudleverende måde. Det kunne MANGE godt lære lidt af. Og nu ved jeg alt om kunstverdenen. Og ikke mindst en del om en besynderlig ny del af Paris.

Hans næste roman, Underkastelse, blev sådan forstyrret af terrorangrebet i Paris på Charlie Hebdo, fordi den udkom samme dag og handler om, hvad der sker, når det franske valgsystem bukker under i afmagt for at undgå en Front National-sejr, så det ender med, at Frankrig får en muslimsk præsident. Meget tæt på virkeligheden. Og ondt og sjovt, men lidt for politisk og for lidt litterært. Han er yndlings, men han er svingende. Til gengæld er de her artikler fra det nye netmedie Føljeton om ham fantastiske.

Jean-Claude Izzo

Solea. Kikset af mig. Begynder på en Marseille krimitrilogi med bind 3. Men det er heldigvis muligt at læse de to andre uafhængigt, omend denne sidste er temmelig – uafvendelig til slut. Jeg læser den allermest for research, da jeg ikke er en stor krimisluger, men denne her har smertelige miljøbeskrivelser og maddetaljer, der gør en sulten efter mere, og der er nu noget ved pensionsmodne mænd, der lægger damer ned på stribe. Og skurkene er nogen, jeg skal bruge til noget. Det er dejligt livspatetisk, hvor størst af alt er kærligheden. Jeg skynder mig at læse ”Total Kheops” og ”Chourmo” af denne desværre afdøde forfatter, der både var boghandler, journalist og militant kommunist. Og så har jeg mødt nogen, der har mødt ham. Så sejt.

Waciny Laredj

Det andalusiske hus. Ikke engang Frankrig har fået lov at læse dette arabiske eventyr – oversat direkte til dansk fra arabisk, noget vi ikke er vant til. Det er heller ikke en roman, som vi kender den. Bredahl fra Politiken skrev, at man kan flytte ind i den. Det er meget præcist, eller måske snarere som en slyngrose, man virkelig tror på, man kan gemme sig i. Det er også et historisk rids på den vilde måde – fra maurerne kom til Spanien og blev smidt ud – og nogle endte i eksil i Algieriet, som er mit interessefelt for tiden. Her ligger det længselsfulde hus – som savner sit Andalusien, og nu skal det gøre plads til endnu en betonghetto. Hvis du er til Alhambra og så hele vejen op til koloniens selvstændighedskrig, så er det her bogen. Den er for vild.

Vladimir Nabokov

Lolita. Überklassiker, som jeg har genlæst, fordi det er en roman, der tager sit udgangspunkt i Frankrig – gammel mand scorer alt for ung amerikanerinde – den gamle verden møder den nye; en fortolkning, han selv hadede. Hvis litteratur er højeste grad af empati, så er det lykkedes Nabokov her, for han formidler lysten, begæret, skammen, så man rent faktisk holder med slemme Humbert og ikke lader ham blive dømt for den forbrydelse, han begår til at begynde med, da hun kun var 12. Den kan sagtens tåle at blive kaldt for en erotisk klassiker, hvis du tør læse med åbent sind for den litteratur, den er.

Mazarine Pingeot

Bon petit soldat – på fransk. Mitterrands hemmelige datters dagbog fra særligt valgkampen 2012. Bare rolig, hun er litteraturkritiker og vildt intellektuel, så det er ikke BilledBladet. Daddy læste godnathistorie for hende hver dag… Hvad gør det ved et menneske, når mor kalder far Monsieur le president, når andre er til stede?

Marcel Proust

På sporet af den tabte tid. 1. Når man bor i Paris, 2. når Nymphomaniac hærger landet, 3. når man lige har genlæst Knausgård, 4. når det er en all time-klassiker, 5. når det er en super smuk nyudgave, så har man fem gode grunde til at give sig i kast med denne stemningslitteratur. Det går faktisk ret godt. Jeg læser ikke i dem hver dag (der er 8 bind af de 13 på markedet lige nu), for jeg har så meget, jeg skal læse. Men med lidt myntete (kan ikke lide mandelte, som Proust ellers er fan af) på balkonen, og fornemmelsen af æstetik helt ned i nylakerede tånegle, så er det en meget stor nydelse.

Saint-Exupery

Den lille prins. På fransk. Første livtag med sproget. Så fin og sød. Fandt den i en bogkasse ved Seinen. Dyrk universet på hjemmesiden med fotos af originaltegningerne.

George Simenon

Pietr fra Letland og Mordet ved vejkrydset. To krimier i en. Den belgiske forfatter, der er ophavsmanden bag begrebet Paris-noir. Der er sket meget i krimiland siden 1931; det er både blevet mere ble-venligt og mere makabert, men her kommer den store mand altid hjem til varm mad, og hans forbrydere er nogen, han forstår sig på, også selvom de kommer fra mørke gyder, trange kår og altid har fedtet hår. Dejligt med en anti-Sarah Lund, for Maigret fejler aldrig, og skildringerne af danserestauranterne i Paris drager bestandig, men så meget regner det altså heller ikke i Paris.

Jan Sonnergaard

Strandvaskeren i Saint-Nazaire. Først på dansk og så på fransk (det er en lang novelle). Alvorlig Sonnergaard, spændende! Den er også den sidste i hans nye udgivelse: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. 

Delphine de Vigan

Alt må vige for natten. Åh, så fransk! Det er en katastrofeberetning på tematisk linje med Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel, men denne her er skrevet med den elegance, vi genkender fra en parisisk boulevard, når vi ser franske kvinder i deres små nederdele og høje hæle. Det er en forfærdelig historie om børn, der mistrives, om broren, der drukner, om natten, der trækker forældrene væk fra deres egentlige opgave – om børn, der bliver voksne for tidligt, og om Frankrigs skønhed og forfaldet i samme. Det er virkelig en poetisk, fin, grusom historie. Og vældig empatisk. de Vigan kan skrive fra barnets vinkel, uden det bliver følelsesporno. Den skal nydes i små lækre slurke – som en pastis.

Baseret på en sand historie. Alene titlen på den forrige semibiografiske roman Alt må vige for natten får en til at dø lidt over alt, hvad der er fransk. Og det tror jeg faktisk også, forfatteren gjorde: døde en lille smule over succesen. Så derfor denne nærmest thriller-agtige stalkerhistorie. Men hvad er det, der er sandt? Den forrige romans afsæt i virkeligheden, eller denne her historie, som handler om en forfatter, der har skrevet om sin mors selvmord og får skrivekrise, men får en beundrer, der også gerne vil hjælpe – med ALT… Dudududu. Delphine de Vigan bliver en af dem, hvor jeg læser ALT, hvad hun skriver.

FAGLITTERATUR

A Brief History of France

Paul F. State. Godt sted at begynde. Så man får styr på Charlemagne og hele l’hexagone

Édouard Louis

Færdig med Eddy Bellegueule. En dreng, der finder ud af, at han er bøsse og lever i laveste klasse i det fattige ex-industrielle, beskidte, racistiske Nordfrankrig er en sand fortælling skrevet af ham, der klarede den og nu læser på en af les Grandes Écoles i Paris. Lad mig være ærlig, det er ikke feel good det her, og reaktionerne var lidt som Yahya Hassan har oplevet det i DK: Man må ikke tale så grimt om dem, der i forvejen ligger ned. For mig er det ikke en Hassan. For mig er det her den vigtigste form for dannelsesroman, vi har, hvor pointen er: Når jeg viser, hvem jeg er, får jeg bank, og jeg lærte mig kunsten at skrive for at sige det til de voksne.

PARIS

Århus Universitetsforlag 2012. Superfed samling tekster om Paris. Nørdernes Paris. Ikke noget med taskebutikker. Elskede måske mest den om historien om Frankrigs nationalbibliotek eller den om Haussmanns byplanlægning

– og få fat i The Economist fra 17.11.12 – specialudgave om Frankrig. Så ved man alt!

#bogsnak er det nye – en anmeldelse af Bogfolk

2 feb

Politiken Bogfolk Lotte Garbers

På det lidt magre sociale medie, Twitter, var der fornylig en debat om hvilket #, vi skulle bruge, når vi snakkede bøger. Valget blev #bogsnak. Selv plejede jeg at bruge #dklit, men det kunne man lave syg god fis med, hvis man kom til at fjerne d’et, så nu er det altså #bogsnak.

Ordet irriterer mig, fordi det virker useriøst, men tryk nu på #’et – indholdet er fedt.

Sådan er det også med avisen Politikens egen podcast om litteratur, Bogfolk. Hvor mærkelig en samlebetegnelse – er det så også alle, der læser? Eller alle folk, der er i bøgerne? Eller folk, der har gået i skole?

Konceptet er ellers lige ud ad landevejen. Avisens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen går ned i Politikens Boghal, den ene af Københavns to cool boghandler, og optager vores ugentlige fix om, hvad der rører sig hos bøgerne. Ofte er Rune Lykkeberg, kulturredaktøren, med, eller endda vikar, og når han er på, får man lyst til at læse alle bøger i verden, fordi han emmer af netop det: at have læst alle bøger i verden.

De to værter kan enten hudflette Ejersbos efterladte noveller, eller også laver de Houllebecq-tema, og lige nu er min yndlingsudsendelse den om den nyslåede doktor og litteraturforsker Marianne Stidsen, der på 1200 sider har skrevet om menneskets identitet i dansk og nordisk litteratur efter 1945 – og om angst, depression og i det hele taget om det moderne menneskes plads i litteraturen i dag. Så højpandet og jeg forstår det hele. Det er den fra uge 51.

#Fordybelse

Podcasten har to greb, jeg er forelsket i:

De interviewer næsten hver gang underskønne Christina Thiemer, der er boghandleren i Boghallen (ja, det er hende, der grundlage den anden cool boghandel, Thiemers magasin, nu drevet af også underskønne Rikke Viemose). Hun fortæller, hvad der sælger, og det plejer #bogsnak-mennesker at være for fine til. Så dejligt.

Det andet greb er deres temaer – enten live optagelse fra Boghallen – f.eks. en fin en med bl.a. Svend Brinkmann – eller også bare fordybelse i et emne, f.eks. om Tage Skou-Hansen.

Hvorfor hedder #’et ikke #fordybelse? Det er jo det, der rykker med bøger. Uanset hvilken bog, du har i hånden.

Hvis du følger Politikens Bogfolk og Skønlitteratur på P1, så har du, hvad der er om bøger på lyd om ugen i Danmark – udover at du ENGANG imellem finder lidt om bøger enten i P1 Eftermiddag eller P1 Kulturlørdag.

Nå. Nok om #bogsnak. Husk at bruge hashtag’et derude.

Du kan læse mere om indholdet af de allerede eksisterende Bogfolk-podcasts her.

 

Det der overblik, du altid har drømt om

3 dec

foljeton

På en valgdag som denne har jeg endelig fået mit overblik – og ja, jeg har stemt, ja, jeg er europæer, og ja, jeg har altid stemt ja, og ja, det er kringlet denne gang, og ja, jeg vil hellere være med i et fællesskab, også selvom jeg er utilfreds.

Jeg har tidligere skrevet om mit mediemix her på siden, hvor jeg hyldede min egen evne til at navigere i et medie-hav, der bliver mere og mere komplekst. Sådan noget om den kompetente medieforbrugers evne til at danne sig det nødvendige overblik og så videre.

Men så kom Føljeton. Nu har jeg fået deres nyhedsbrev i et par uger, og i dag klikkede det for mig og Føljeton. Føljeton er et digitalt nyhedsmagasin, der er delt op i føljetoner – altså emner, de kan blive ved med at tage op i uge- eller årevis, hvis emnet bliver ved med at være interessant, og så har de gode, gammeldags revyer – de hurtige overbliksartikler: hvad er sket hvor og hvornår og måske hvorfor. De to første dele fylder det meste, og så er der altid et generøst link til nogen andre kloge artikler derude på nettet, og til sidst slår de med halen med en lille historie “fra vores egen verden”, oftest noget med gak og løjer.

At slippe for at trykke på links er lykke

De har sådan et no bullshit retro-design – med store typer og ingen blinkende links i siderne, og der står antal minutter, det vil tage dig at læse artiklen.

I dag klikkede jeg først på en revyartikel, den fra San Bernadino i USA. Jeg vidste, noget var sket, men jeg havde været optaget andetsteds hele formiddagen, og bang: 2 min. læsetid og jeg var klædt på. SÅ mange links, jeg ikke behøver at trykke på resten af nyhedsdagen. Det er overblik. Tak.

Jeg har kun – indtil videre – et kritikpunkt:

Drenge, I mangler en app.

TIl resten af jer: PRØV DET! Det er gratis den første måned. Dernæst: 49 kr./md. Stik den, papirsavis.

For en mere grundig anmeldelse, så skal I læse denne her på Kommunikationsforum.

Forfatter er noget, alle kan lære

13 okt

2015-10-09 17.03.15

 

Her er to bøger om at lære at skrive, for det her med at være forfatter er noget, man lige kan lære sig selv. Det mener jeg ikke helt, men det modsatte synspunkt er nu heller ikke til at bære: At man bliver ramt af talent-lynet og alene ved hjælp af en muse, et klarsyn, en Gud sætter man bogstaver i rækkefølge, så det giver læsværdig mening.

De to bøger er den spritnye Skrivning for begyndere og Lise Bidstrup og min egen SkrivetrangDen første er skrevet af den netop afgåede rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, og vores egen bog er langt over tre år gammel. Det her er ikke et forsøg på at score noget af Llambías’ velfortjente shine i forbindelse med udgivelsen, men alene fordi Lars Bukdahl har anmeldt Skrivning for begyndere i Weekendavisen på øredøvende ærgerlig vis – sammen med vores Skrivetrang. Du kan læse hele anmeldelsen på hans i øvrigt übercoole blognavngivne Blogdahl.

Faktisk vil jeg gerne understrege, at Skrivetrang alene er skrevet for at hjælpe unge mennesker på vej, i det her tilfælde via en forfatterskole på en ungdomsskole, som Bidstrup og jeg ledede i nogle år for snart længe siden. Elevteksteksemplerne er alle fra ungdomsskoleelever, som ikke nødvendigvis har et talent, selvom en del faktisk havde.

ForfatterskolEN over for et ungdomsskolekursus

Det er blandt andet derfor, jeg synes, at Bukdahls anmeldelse er ærgerlig, både for de elever, som Llambías selv har haft igennem møllen på den statsfinansierede, SU-berettigede forfatterskole og ikke mindst for de ungdomsskoleelever, som vi har haft fingrene i. Det er ikke et rimeligt sammenligningsgrundlag.

Til gengæld er jeg vild med Bukdahls kritiske tilgang til skriveprojektet: Kan man i skrivekunsten stille do’s and dont’s op? Giver det overhovedet mening og/eller giver det ikke ensartet prosa? Skal man ikke gøre noget andet?

Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg øver mig. Hver dag. Jeg skriver hver evig eneste dag, undtagen når jeg står på ski. Og læser sjældent bøger om at lære at skrive.

PS. Bukdahl er heller ikke synderligt begejstret for Skrivetrang.

I dag græd jeg næsten i radioen

30 sep

Tak til Politiken 090915

Tak til Politiken 090915, fra forsiden af kultursektionen

 

Jeg var kulturknuser igen i dag. Jeg græd næsten inde i radioen på P1. Det var Nordbrandts skyld.

Vi debatterede det pludselige engagement hos kunstnere og kulturpersonligheder i lyset af det historisk store antal mennesker, der er drevet på flugt. Er det et krav, at kunstnere skal blande sig i den debat? Er det ikke for galt, hvis kunstnere bare putter sig? Eller er det selvpromovering, hvis de ikke gør?

Jeg sagde noget a la det her, men du kan selvfølgelig bare høre det selv; Kulturknuserne på P1 fra i dag. Kunst og kunstnere SKAL ikke noget. Der er ikke grænser for, hvor ofte det sker, at vi skal spændes for vogne: så skal vi skrive om islamisme, og hvis vi ikke gør det, er det selvcensur. Så bliver den store samtidsroman også altid efterspurgt og så videre.

Men omvendt er det i mine øjne naturligt, at når man har en platfom at tale ud fra, så skal man da bruge den, hvis man selv synes, man har noget at bruge den til. Det er ligesom, når de store virksomheder går ind i debatten og markerer deres holdninger, som når Dansk Supermarked modtager nytilkomne flygtninge som sprogpraktikanter.

Vi har brug for et moralsk kompas

Det bliver ekstra smukt, når det som hos Nordbrandt – lejlighedsdigtet øverst på siden – er et budskab, der stråler ud af værket, altså digtet, og ikke bare ud af munden på ham i et debatprogram. Nordbrandt er jo et brand, og det er da så smukt, at han bruger det til noget. Han kan formodentlig samle flere, end han kan skille, og er det ikke det, vi alle savner? Moralske kompas i en grum verden?

Politisk kunst er ikke noget, der er efterstræbelsesværdigt i sig selv, men når stillingtagen er uundgåelig, som i de eksistentielle dramaer, vi ser omkring os i disse år, så bliver det politiske budskab så tydeligt, at selv medierne får øje på det og kalder det en tendens. Når ikke-politiske kunstnere som Medina blander sig, så er det vel et udtryk for, at det her, det er større end næste finanslov; det her rammer os på det eksistentielle plan, hvad det vil sige at være menneske, og her har popdronninger altså også en styrke.

Jeg græd næsten, fordi jeg skulle referere Nordbrandts digt. Den sidste sætning kommer jeg aldrig til at glemme.

De onde parforhold

15 sep

PicMonkey Collage

Her i sensommeren har jeg krydslæst to nordiske, onde parforholds-romaner. Det har været syle-fedt. Parforhold er suverænt det mest uhyggelige i ethvert menneskes liv.

Det er så synd, når den slags temaromaner ikke bliver blæst til bestsellere, fordi det måske er den eksistentielle udfordring, som vi alle kommer til at døje med – kærligheden – som Strindberg sagde: Ægteskabet er som en åleruse, dem der er ude vil ind, dem der er inde vil ud.

Første onde parforhold – lægen med dolken udenpå

Første onde roman er Hjem til mig af norske Trude Marstein – den er et par år gammel. Om lægen Ove, der simpelthen ikke kan lade være med at være sine koner utro. Kommer der en uimodståelig kvinde forbi ham, så stikker han den ind. Det følger vi fra lige før, han gifter sig første gang, til han går på pension.

Måske tænker du, at hans selskab orker du ikke, men Ove er ikke bare en psykopat. Ove er i sine behov. Det er bare det. Han kan ikke undertrykke dem. Han kan vælge at cykle en omvej hen til elskerinden, inden han skal hjem og snakke om at lave en baby til og lade intermezzoet med elskerinden vare i måske 10 minutter. Måske køber han avocadoer med hjem. Ove kan nemlig slet ikke være her, hvis han ikke får lov at lade sine impulser styre ham.

Der er noget ødselt og grådigt ved hans måde at være utro på, som jeg synes ligger i vores tid. Hvorfor skal jeg ikke have en kage til, når den er her? Jeg har da fortjent den. Samtidig får Ove ligeså ondt i hjertet over sin adfærd, som vi andre gør i kagedellen. Belav dig på at krumme dine tæer. Jeg synes, at det pinlige er meget, meget morsomt.

Anden onde parforhold – kvinden uden grænser

Anden onde roman er den nyoversatte, svenske Lena Anderssons Uden personligt ansvar. Det er den modsatte roman: Det er kvinden, lidt yngre end jeg, som har et forhold til en gift mand. (Romanen er en selvstændig fortsættelse af En roman om kærlighed.) Her bliver det ligeså tåkrummende som med den gode Ove, fordi vi råber hende ind i hovedet om, at hun skal lade ham være, og han kun kommer til at såre hende, og han går aldrig fra sin kone, men det bliver ved og ved og ved. Det gør ondt!

Hun køber faktisk en bil for at have den, så hun lige kan køre ham til og fra steder, hvis han skulle have brug for det. Hun flår begrebet service op til nye højder. Det er lige så meget et symptom i tiden, at vi er så normstyrede, hvor normen kræver en kæreste, og han skal KUN være vores, og hvis vi ser nogen, der gør som hun gør i denne roman, så er det nærmest borgerligt ombud at råbe hende ud af forholdet. Jeg havde så bare valgt en sødere en at være elskerinde for, end hun gjorde. Måske var hverken hun eller han klar til den trekant. Måske vi bliver det en dag.

At krydslæse bøger er noget, jeg efterhånden er blevet god til, dels fordi jeg altid er i gang med flere på en gang, dels fordi jeg virkelig nyder lydbøger (det er netop i går i P1 Morgen blevet godkendt af forskerne til at være lige så litterær en oplevelse, som det er at læse, pyh). Når forfatterne så tematisk skriver sig op mod hinanden, ganske utilsigtet, er det en sand fryd. Det kan varmt anbefales.

Marstein læste jeg i printbog med æselører, Andersson lyttede jeg på Storytel.

Indlæg fra Skønlitteratur på P1 i dag

18 feb

Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn

Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn

 

I dag har jeg læst den nedenstående tekst op i Skønlitteratur på P1. Jeg vidste egentlig ikke, at jeg havde så meget på hjerte efter weekendens tragedie. Her kommer den:

Da London om morgenen d. 7 juli for ti år siden var udsat for et terrorangreb, hvor tre bomber sprang i undergrundsbanen og 1 på en dobbeltdækkerbus, reagerede befolkningen dagen efter på en meget stærk måde, som jeg husker det: De kørte med bus og undergrundsbane på vej til arbejde, som de havde gjort dagen før, og som de ville gøre igen dagen efter. De fortsatte. Sammen. Tragedien var kollektiv, og svaret var forenet: Vi vil ikke være bange.

Det bevægede mig. Udover det åbenlyse mod, kaldte reaktionen på en fælleskabsfølelse, som jeg tror, vi indtil nu har manglet i Danmark. Indtil nu har debatten om retten til at skrive, tegne, sige, hvad man vil, overvejende holdt sig inden for det intellektuelle reservat, og det er ikke fællesskabet herinde, der har hersket.

Her i stilheden efter weekendens rædsel, tænker jeg på, om vi sammen i Danmark har fået overskredet en tærskel. En tærskel, der en gang for alle har ført os ud i den store, farlige verden, som er den, vi har været så længe om at tilpasse os – den verden, som har terrorangreb som en mulighed. Den verden, som ikke lader frihedsværdier som forsamlings- og religionsfrihed være noget, vi diskuterer i Deadline, men værdier vi praktiserer som noget naturligt hver dag, som da englænderne dagen efter tog den bus på arbejde. Igen.

Da tegningerne af Muhammed ramte os, var vi ikke en del af den store verden. Vi levede i andedammen, hvor ænderne blev fulgt over fodgængerfeltet. Vi kunne ikke håndtere det, for vi vidste ikke, hvad det egentlig var, der ramte os. Selv har jeg skullet stå på mål for en aldeles fraværende opbakning til Kurt Westergaard, dengang jeg var formand for forfatterforeningen, også selvom det ikke var mig, der ikke engang sendte en pressemeddelelse om hans naturlige krav på støtte.

Den andedam har været meget svær at forlade. Den har bestemt haft sin funktion – og ikke mindst givet frit spillerum for meningsdannere med stærke, skråsikre dagsordner, men den har også taget forfatterens vigtigste trumfkort fra os – nemlig tvivlen.

Den tvivl, der gør, at man må løbe efter sin hovedperson af mere og mere kringlede veje, fordi man gerne vil forstå og forløse, og selvom man er ophavsmanden altid er usikker på om lykkes. Fordi tvivlen, undren, undersøgelsen er vores benzin – for kender vi svarene på, hvorfor Jeppe gør, som han gør i baronens seng, bliver vores personer ikke interessante for andre end de allerede omvendte.

I mange år har debatterne om ytringsfrihed snoet sig mere og mere indad i en medie-indslags-skabende spiral. Hvad synes du, Lotte: Er du for eller imod? For eller imod Stjernfeldt / For eller imod Lidegaard /For eller imod Henrik Dahl / For eller imod Carsten Jensen?

En forfatter skal gerne kunne bevare muligheden for både og. Alligevel er vi inde i reservatet blevet skubbet i båse – et for eller imod.

Jeg tog ikke ind i Krudttønden i lørdags til debatmødet. Lige med det møde var det, fordi jeg var blevet træt. Træt af behovet for at postulere kravet om, at Lars Vilks må tegne lige så mange forkølede hunde, som han vil. Træt af behovet for at demonstrere retten til en ytringsfrihed, som jeg personligt ikke har følt har været truet. Jeg har heller aldrig haft Muhammed-hunde på hjerte, men ved ikke at have det har jeg automatisk valgt side i en debat, som fremmer skråsikkerhed og ødelægger tvivlen.

Var jeg kommet, hvis det havde været Rushdie? Under hans fatwa var der ingen diskussion om retten til i en bog at antyde, at koranen var skrevet af satan selv. Måske er det så snævert, for han er jo en god kunstner.

Det er kun fem uger siden, at et angreb fandt sted i Paris. Et angreb, der på mange måder blev efterlignet i lørdags. Alligevel sagde en kunstnerkollega til mig om magasinet Charlie Hebdo, at “deres humor er for grov til mig, så “jeg er ikke Charlie”.”

Den relativisme tror jeg sluttede i lørdags. Vi blev skudt ud af vores andedamsdiskussioner, og truslen på vores frihedsrettigheder blev omsider et allemandseje, fordi det ikke blev Lars Vilks, der fik det sidste ord. Andedammen sluttede inde ved synagogen, og nu er det ikke længere meningsdannernes konflikt, hvor modsætningen ligger i, om man siger “MEN” efter man siger:  “JP må trykke, hvad de vil”.

Nu er det vores alle sammens tragedie. Nu kan vi endelig holde op med at diskutere, hvorvidt danske forfatteres påståede manglende romaner om radikaliserede muslimer er et udtryk for selvcensur, eller om Lidegaard lider af fortrængning, når han siger, at ytringsfriheden ikke er truet, mens han klikker sig igennem sit kontors dobbeltsikrede døre.

Det kan få en vigtig betydning for kunsten, her i skyggen af tegningskrisens æra og midt i såret fra i lørdags.

Kunsten bliver fri igen. Den SKAL ikke noget. Ikke andet end det den plejer: At spejlvende og retvende vores samfund og give os dyb undren og hurtig forbløffelse. Den skal ikke vælge side.

Vi som forfattere skal ikke gå til ytringsfrihedsmøder for at markere, at vi må; vi skal bare gøre, som vi gjorde i sidste uge. Vi skal skrive, hvad vi kan og har på hjerte, og det er lige meget, om det er de fortættede, skandinavisk-klassiske familiedramaer, eller om vi brænder for at skrive om terror, religionskrig og værdikamp. Vi fortsætter igen i næste uge – ligesom de gjorde i London.

Vi skal igen skrive om mennesker blandt mennesker, fordi det er det, vi kan.

Jeg ved, det virker absurd i denne tid at sige, at noget kan blive bedre efter det, vi oplevede sammen i weekenden. Men måske har vi fået kunstens undren, tvivl og nuance tilbage. Vi har i hvert fald aldrig haft brug for kunsten, som vi har lige nu.

 

Det er tid til klassisk musik

4 dec

amadeus Lotte Garbers

 

Det er tid til klassisk musik på en dag, hvor DR Underholdnings-orkestret måske igen er i spil, hvilket jeg personlig ingen holdning har til, men dog en meget personlig holdning til, nemlig den at politikere ikke er dem, der skal obstruere, hvad deres institutioner beslutter – hverken hos DR, Statens Kunstfond eller sågar helt ned i syntaksen i Bornedals replikker.

Det er tid til det klassiske, fordi det egentlig er med mig fra barn-dommen. Jeg er temmelig blank rent teoretisk, sådan lidt ligesom da jeg begyndte at drikke champagne: Den kan jeg lide, den kan jeg ikke lide.

Det er tid, fordi jeg snart skal mene en masse om det i Søndags-klassikeren på P2 jeg ved faktisk ikke rigtig hvornår, men det kan du altid læse om her.

Jeg hørte ikke DR Underholdningsorkestret som barn

Jeg har det med mig, fordi min mor var sådan en, der elskede klassisk musik. Trompetmusik kaldte vi det. Hun bænkede mig foran DR lørdag aften, når der var La Traviata fra Det Kgl., og hun tvang mig til at gå til klaver. Det endte brat, da vi mødtes på stationen midt i den time, hvor en dyr, dyr spillelærer stod klar ved sit flygel for at manuducere mig.

Det er tid til klassisk musik, når ens knæ er betændt, ens hals er betændt, ens forhold til romanen er betændt. Det er, som om det rummer de store følelser – herunder selvmedlidenhed – flottere end lad os sige Pharrel Williams Happy.

Og for nybegyndere: Begynd ved Mozarts Requiem. Det er supertrist, meget smukt, ultrakort, og det var det, jeg hørte i Holmens Kirke med min mor den allerførste gang, jeg forlod hjemmet, efter jeg havde fået mit første barn.

Det er tid til klassisk musik, når man savner sin mor. Måske jeg så hellere må gå over til at høre det hver eneste evige dag.

 

At dø lidt over noget smart

12 nov

Storytel DJ Barnes Lotte Garbers

 

Egentlig er der så meget, der sker. Men i dag lancerede yndlings-lydbogstjenesten, Storytel, deres bladre-tilføjelse. Det vil sige e-bøger. Det vil sige, at når du går til stationen og lytter til din roman, så kan du sætte dig i toget og læse videre på dit device. Åh! Jeg dør over sådan noget smart noget.

Og jeg dør også lidt over Maria Gerhardts debutroman (måske kender du hende som DJ Barnes), som jeg har i ørerne for tiden.

Jeg læser som en gal for øjeblikket, selvom kolleger altid siger, at de ikke kan læse, når de skriver. Men jeg er i sidste fase af romanskrivning (og nej, det betyder ikke, at den kommer til jul, det betyder, at jeg ved, jeg bliver færdig, og jeg ved, hvad der skal stå, det er bare ikke altid, at når dagen er omme, at det er det rigtige, der står der, og sådan kan man være længe om at skrive en roman), og måske frigør det rum til input fra andre.

I den sidste uge: bogmesse, Beethoven, børnelængsel, bandekriminalitet, berømte sidste ord

Jeg kunne skrive en masse om en sært stemningsfuld bogmesse i sidste weekend, der var meget godt, og jeg selv havde fornøjelsen af bl.a. at interviewe Lars Johansson, der har skrevet videre på sin Signe historie, og åh! den dør jeg også lidt over.

Og så skal jeg snart noget med Beethoven, men det kommer. Og så er der fraflyttet søn og Paris-pendlende mand, men det kommer også, snart.

Egentlig vil jeg hellere bare sige noget om, at vi skal have nyt køkken. Og at det efterlader mig med angst for mangel på skrivero.

Måske jeg bare er lidt pms. Jeg tror, jeg er klar til at dø lidt over et nuttet foto på Facebook lige nu. Må hellere logge af.