Bussemænd og underboere

Ikke nok med at vi er flyttet til Frankrig – vi er også flyttet fra ét sted i Frankrig til et andet. Det er også anderledes. Særligt når det gælder bussemænd og underboere.

Vi er efterhånden vant til de store kulturforskelle – som fotoets Jomfru Maria og alt det hun betyder her i landet. Hende her pryder nonneboligen på hospitalet i den store forstad til Paris, som vi nu bor i: Saint-Germain-en-Laye (ligesom Hellerup, men de rigtig rige bor på den anden side af Seinen, i Neuilly-sur-Seine, dér hvor Sarkozy var borgmester, og hvor han hver fredag under sin regeringstid gik op til fru Bettencourt og fik en lille seddel med sig. Fruen ejer L’Oreal, og sedlen var en meget tyk kuvert med mange, mange, mange eurosedler).

Paris giver flere bussemænd

Men bussemændene. Først troede jeg bare, at jeg havde snue. Så troede jeg, at de tidligere lejere havde støvet så meget og så hemmeligt, at det eneste sted, jeg opdagede det, var i forøgelsen af bussemænd. Jeg satte virkelig produktionen op.

Allergi var næste tanke, men selvom jeg er dødsensallergisk over for flere mærkelige ting, nægter jeg at genkende mig selv som allergiker. Derfor gik jeg til bekendelse i familien: Om de også havde fået flere bussemænd? Jeg lærte noget nyt af en af mine sønner: At jo mere man fisker, jo flere kommer der.

Vi har i dag besluttet, at vi ikke er blevet allergiske, for alle, der kommer inden for dørene, skal lige have en bussemandssnak:  Og den er god nok: Alle har forøget produktion, og det er den store by mod øst, der er skyld i det; med andre ord: vi har fået parisisk forurening i næsen.

Vi er blevet til tyskere

Vi har også fået underboere. Vi bor på sjette sal, og vores udsigt er formidabel, og vi er hele tiden i gang med at juble over det. Åbenbart så meget, at vores underboere, der konsekvent klassificerer os som tyskere, kommer op og siger, at det er som at bo sammen med os.

Hun er en ung kvinde, og hun har en baby og en 2-årig. Jeg ved ikke, hvem af dem der græder højst, men græder, det gør de. Hver dag.

Det generer egentlig ikke. Men fordi hun siger, at hun kan høre, når vi går, når vi siger Ja og Nein (hvilket vi virkelig ikke siger), så kan jeg også høre hendes børn. Og generer det ikke? Bare en lille smule?

Vi har glemt det med at bo i lejlighed. At man ikke må trampe. Eller spille høj musik efter kl. 01.00. Eller lege tagfat på trapperne, hvilket kan synes nødvendigt. Det irriterer mig. Jeg tænker på det hele tiden – når jeg skubber stolen ud, når jeg hviner lidt, hvilket jeg faktisk gør ganske ofte, og når jeg åbner balkondørene (vi har ret mange, hele 4) og udbryder: “Jeg elsker Frankrig, det er slut oktober, og det er over 20 grader”.

Jeg er blevet et lille irriteret væsen med mange bussemænd. Det har faktisk ingenting med Frankrig at gøre. Jeg er nok ved at blive gammel. Godt så.