Burkaforbud – nu skal I høre, hvordan det er ude i virkeligheden

Billedet er fra kvarteret ved Clock Tower her i Riyadh. Det er fra den del af virkeligheden, hvor der i hvert fald ikke er burkaforbud. Jeg er inde i en lille borg med mindesmærker fra Saudis unge fortid – landet blev først samlet i 1932.

Kvinderne bærer alle niqab på billedet. Det er det mest almindelige i det offentlige rum. Vælger jeg restauranter, private arrangementer og hoteller er tørklædet ikke bare sort niqab, men alt muligt fra ingenting til fuld burka med gitter og også blot en serviet lagt over de smukke, sorte krøller. Måske er der en social rangorden i tildækningen, som jeg endnu ikke har afdækket. Det skal jeg nok rapportere mere om, når jeg bliver klogere. Selv skal jeg ikke dække hår og ansigt til.

Burkaforbud – det er tvang. Prøv med valgfrihed

Min mand er HR chef i Novo Nordisk her i Golfen og har ansat enkelte kvinder. Nu skal han til at ansætte flere, fordi kørselsforbuddet for kvinder er blevet ophævet, men han skal stadig overholde loven om, at kvinder skal have separate indgange og eget kontor, hvor der ikke må være mænd.

Han har sagt til mig, at han ikke vil ansætte kvinder, der har niqab for der er han helt på linie med Martin Krasniks berømte Deadline-interview, som jeg har smidt ind nederst her, hvor han bl.a. siger til en niqab-klædt kvinde, at han ikke kan aflæse hende, når han ikke kan se ansigtet, at hun er som en figur. De kvinder, der er i Novo bærer ikke niqab, men blot tørklæde, og det samme gælder de kvinder han møder hos leverandører, netværk osv. Dem, der vil dækkes helt til, arbejder nok ikke i den type virksomheder. De har taget et valg.

Nu skal vi så have burkaforbud i Danmark. Og selvom det ikke turde være nødvendigt at sige højt, så bryder jeg mig naturligvis ikke om tvang og så videre, men den slags har vi allerede lovgivning imod i Danmark, og vi har endda også maskeringsforbud ved demonstrationer og lignende. Vores demokrati har allerede tænkt på at beskytte sig selv og dets borgere.

Her ude i virkeligheden er problemet indgrebet i den personlige frihed

Nu får vi en lovgivning, som griber ind i den personlige frihed. Det kender jeg alt til. Jeg bor i et land, som er ret god til netop det. Jeg er gæst i Saudi, og jeg er en god gæst. Jeg aflæser kravene og glider ind. Jeg går i abaya, som er den Harry Potter kappe, jeg skal bære i det offentlige rum. Jeg undgår at give hånd til mænd, der ikke vil give mig hånden (det er sket to gange i alt), og jeg lader være med at køre bil indtil juni næste år.

Men hvis jeg tænker over det, når jeg sidder på en lækker restaurant helt ned til Det Røde Hav med min mand ved min side, og samtalerne er ved at nå ned i god dybde, så bliver jeg jo stødt. Det er klart. For hvorfor er der nogen, der skal vælge for mig, at jeg ikke må nyde et glas lige da og smide kappen og vise min smukke kjole frem? Hvorfor er der nogen, der skal sige, at jeg ikke kan sidde på den gode udendørs terrasse, for lige den, jeg har udset mig, er kun for mænd, der ikke er i selskab med kvinder?

Når kvinderne hernede i deres sorte niqab’er følges med deres mænd i deres nylonsportstrøjer, badetøfler og lange shorts, så ser det modsætningsfyldt ud for mig. Han vælger tilsyneladende selv (eller??), hun gør ikke. Eller også gør hun. Det ved jeg ikke. Jeg ved kun, at der er konsensus her, om hvordan man opfører sig som kvinde i det offentlige rum.

Jeg er jo ikke kulturel døv

Hvis jeg ikke fik dikteret, hvad jeg skulle eller ikke skulle bære, så ville jeg jo af mig selv dække bare skuldre og ben til, ligesom en turist gør på vej ind i en katedral midt i højmessen. Jeg er jo ikke kulturel døv. Og jeg ville nyde mit glas på restauranten ved havet og skåle til dem ved nabobordet, som har det lige så dejligt med deres vandpibe.

Så var der plads til os alle sammen, og jeg ville bevare min personlige frihed. Det er den, vi ikke kan lide, der bliver pillet ved i konservative lande som Saudi. Og nu gør vi det så selv.