Botox eller restylane?

Nu er det 11 dage siden, LAUST udkom, og det er lige gået op for mig, at jeg ikke ved, om det er botox eller restylane, jeg skriver om i bogen, dog kun i en enkelt linje.

En venlig kollega, alias sprogsadisten Staun, har gjort mig opmærksom på, at jeg har brugt botox forkert. Botox er gift, der lammer musklerne. Og jeg skriver om det, som om det er restylane, eller en filler, en der fylder op.

Nu er det ikke en roman om skønhedsforbedringer, men det er en roman med en mandlig hovedperson, og jeg er ret sikker på, at min 63-årige Laust heller ikke kender til den forskel, så måske er det sådan lidt fedt karakterbeskrivende?

Lammet eller fyldt op?

Botox eller restylane – er jeg lammet eller fyldt ud? Det er nu et meget godt sindbillede på tiden efter en romanudgivelse. Jeg er bestemt fyldt ud og – op med indtryk, ligesom denne her særlige stemning op mod en deadline, som juleaften, hvor man tror, der sker alt muligt dér d. 24.12., og så – så bliver det bare morgen igen dagen efter, og man griber ud efter sine havregryn.

Det var nok et dårligt billede, for efter juleaften er man jo bestemt fyldt ud, men Laust har været hos mig så længe, og nu skal jeg ikke ham mere. Jeg er nok snarere lammet og ikke fyldt nok ud. Jeg savner ham. Jeg savner den fase, hvor jeg ikke er helt færdig med ham. Klart et analfase-problem, hvor man ikke lige kan slippe l….., og det må jeg vist hellere tænke lidt over.

Og alligevel føler jeg mig virkelig fyldt op med opmuntringer, tillykker, omsorgsfuldheder og opmærksomhed af mest den gode slags. Men når man har taget sådan en omgang udgivelsesgift, så er man altså lidt lammet. Tom. Ensom?

Med andre ord: jeg ved ikke, hvordan jeg har det.

Men jeg skal nok rette det med botox i anden udgave. Fejl er ikke karakterbeskrivende, de støjer bare.