Bornholm, det nye Tisvilde

Første gang, min nu 16-årige søn var på Bornholm, havde han lige været på Mallorca. Lige siden har han forvekslet de to øer. På en måde kan jeg godt forstå ham: Solen skinner, indsøerne er mørkeblå, cykelruterne dejligt svedfremkaldende. Og det er ikke som at ligge på landet i Tisvilde, som resten af Danmark åbenbart gør.

Og dog. For på Gæstgiveren i Allinge spiller alle kendte danske musikere, og jeg tror, aftalen er, at de får en sommerhusferie med gourmetmad med børnene, og så får vi en nærmest akustisk koncert i øjenhøjde med vores helte, der for det meste er iført klipklappere og shorts med lommer, mens deres afkom sidder på forstærkerne i deres træskosandaler og har filtret hår. Vi drikker importeret, spændende øl, og butikkerne i alle havnene bugner af øko-tøj og fusionshonning, og det er ved første øjekast som at være på Østerbro, men de er jo alle sammen taget til Tisvilde, som nærmest er det eneste, som Østerbro-avisen Politiken skriver om i år.

Fordelen ved at være udlandsdansker

Der er mange fordele ved at være udlandsdansker. Sommerens største fordel blev så, at jeg er ret ligeglad med Tisvilde. Jeg kommer fra Nordsjælland, jeg er vant til den slags klientel, så jeg kan hoppe over en hvilken som helst øko-hippie, uden de ryger i mit irritationsfilter.

Og Bornholm har vand. Hele vejen rundt. Det er jo det, vi savner hernede, hvor nærmeste hav er 300 km væk. Også selvom der er kørt tonsvis af sand ind til bredderne af Seine, så alle parisere kan nyde en drink under en parasol og lege strand.

Måske skal der lidt afstand til for at sætte pris på rene sommerdyder. Ironien slipper sit tag, når man ser det hele lidt fra oven. Det er måske det, Politiken mangler? Og jeg havde egentlig også mere travlt med at hoppe over alle mine dejlige familiemedlemmer – jeg var på solskinsøen med hele svigerfamilien – 21 styk fra 1 år til 75. Og jeg blev ikke uvenner med min mand. Ikke ret meget i hvert fald.