Bogens krise – det er de andres skyld
Forleden dag havde jeg en af mine gamle diskussioner om bogens krise på min Facebookside med en af Danmarks allermest engagerede boghandlere, Peter Thinghøj Christiansen fra Frederikssund. Den begyndte sådan her, fordi jeg havde inviteret ham til at synes godt om min side (sikke et sprog, vi lærer af Facebook):
Kære fru forhenværende formand, er du blevet klogere ang. priserne på danske bogmarked efter at have set hvordan det franske marked fungerer. Har du ændret mening i forhold til din afskedssalut i Bormarkedet så vil jeg trykke synes godt om
Jeg svarede:
Ja, jeg er blevet klogere, omend ex-formanden ikke bryder sig om den underliggende insinuation, hr. boghandler. Selv Tabac’en er statsstøttet her, fordi Pierre skal kunne få sin papiravis på hvert et hjørne – der findes ikke mange 7/11s her. Markedet er også en kende større, og bogklubberne har butikker, der driver folk i fælden helt ud på gaden ved personlige henvendelser a la Greenpeacefolket på Kultorvet. Til gengæld er Fankrig officielt i dag i recession. De møder, vi to har været til sammen, blev til, fordi jeg af hele mit hjerte troede, at hvis vi fik en ENIG branche, der kunne gå til politikerne med et SERIØST forslag til regulering af vores marked, kunne noget godt ske, men i min tid gik møderne op i uenigheder på forlæggere og boghandleres side. Så gik I til Marianne Jelved, som vel ikke kunne være en bedre minister at bede om regulering til støtte af litteraturen, og det fik I ikke noget ud af. Måske fordi det ganske enkelt ikke er en branche, der har et problem, som alene faste bogpriser kan løse. Det synes at være strukturelt, og en politiker vil – heldigvis – altid hellere støtte litteraturen end branchen. Og med hensyn til afskedssaluten – så var det en salut – det var gratis, og tænk at du stadig husker den. Du behøver ikke trykke på tommel op-fingeren her, hvis du til gengæld lover at sælge en MASSE af mine bøger d. 13.9.2013 – og ærligt? Jeg savner denne her slags disputter.
Og ja, jeg savner det, fordi branchen har et problem, og branchen giver stadig alle andre skylden. Det er ophævelsen af de faste prisers skyld (læs: supermarkederne), at boghandlere lukker, det er Amazons skyld, at vi ikke kan tjene penge på e-bøger, og det er forlagenes skyld, at boghandlerne ikke tjener penge, og det er boghandlernes skyld, at forlagene ikke tjener penge. I egne rækker gælder det, at det er bestsellerforfatternes skyld, at digterne ikke sælger, og det er digternes skyld, at genreforfattere ikke får kunststøtte.
Samtidig bor jeg nu i et land, hvor det at jeg siger, at jeg er forfatter, får hvem end jeg snakker med til at rulle den røde løber ud for mig. Jeg ER noget, jeg er ikke nasser, jeg er ikke husmor, der er kreativt syslende; jeg er vigtig for samfundet. Bogen bliver diskuteret i medierne hver dag, og det begynder i radioen France Culture stort set hver dag mellem kl. 7.50-8.00, og den nærmeste af mine tre boghandlere er i to etager – i to hele huse.
Derfor tog jeg billedet af boggiraffen i Marseille forleden, fordi jeg tror, det handler om attitude. Derfor tog jeg foto af Jo Nesbø-reklamen, fordi bogreklamer er naturligt her på linje med andre kulturprodukter, og derfor deler jeg nu med jer, at når ambassadens kulturattaché laver et meget velbesøgt Jørn Riel arrangement i Maison du Danemark på Champs-Elysée, skriver han bagefter på Facebook:
Frankrig må være det land i verden m flest Jørn Riel fans. Det nærmer sig 1 mio solgte eks!
Bogen er ikke i krise, det er den ikke, det er blot dem, der gerne vil betale deres regninger via den, der har et problem. Det rammer også bogen, bevares, men lad os lade være med at tude sammen, lad os løfte sammen. Måske jeg skal hjem og stille op igen som formand? Nej. Men jeg sniger mig med til folkemødet på Bornholm og diskuterer lidt d. 14. juni. Bare lidt.
This Post Has 4 Comments
Skriv et svar
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.
Læs også
Kære Lotte
tak for de pæne ord. Bogen er altid en kamp værd. Særligt i en tid hvor kulturtilbudden er så mange. Bogens særlige udtryk er jo det vi slås for. At vi skyder på andre er jo fordi de ikke forstår vigtigheden af det som bogen giver. Hvorfor mener de danske politikere at de er klogere end dem der i Frankrig indførte Loi Lang og nordmændene der forhåbentligt snart har vedtaget deres Boglov. Bogen, uanset om den er i e-bog, udgaven med guldsnit eller i selvudgivergave er et unikt produkt. Og den skal der tages vare om. mvh Peter
Kære søde Peter, fristes til at benævne dig yndlingsboghandler. Jeg tror, politikere er så kloge, som vi vil have dem til at være – altså: er vi enige og begejstrede om 6 mdr fast pris, så er politikerne det også. Jeg tror ikke, der er mange lande i verden med så kort vej til beslutningstagerne. vi udnytter det forfærdeligt ringe.
Hm Lotte. Jeg synes, du er ganske voldsomt ukonkret og – undskyld udtrykket – lidt lalleglad optimist, når du skriver, at “…det er blot dem, der gerne vil betale deres regninger via bogen, der har et problem. Det rammer også bogen, bevares, men lad os lade være med at tude sammen, lad os løfte sammen.”
Det rammer i høj grad bogen, ja. Din afløser på posten skønner, at der i år udkommer 100 danske skønlitterære titler mindre end sidste år. Kan de 100 slå igennem som selvudgivere? Næppe. Måske et par af dem.
Og den ene undersøgelse efter den anden viser, hvor stor betydning de fysiske boghandler har for at give folk kendskab til et bredt udvalg af litteratur. Det kan nok så mange “andre, der har købt denne bog, kunne også lide…”-tjenester hos Saxo ikke kompensere for.
Der bliver skriver flere bøger end nogensinde før, men de fleste selvudgiveres værker er dårligt redigerede og dårligt skrevne. Er det ikke også et problem?
Og så videre.
Hvordan er det, du vil løfte? Det svarer du ikke på.
Kære Bjarke. Allerførst: hvor er jeg ked af, at dit blad ikke kommer mere fysisk. Helt ny og skuffet abonnent.
Dernæst: En lalleglad optimist kan jo være en, der ikke har andet end blonde hår inde bag pandelapperne men det kan jo også være, at det at være optimist rækker længere – derhen hvor jeg kan skrive, at jeg synes, at diskussionen faste priser / ikke faste priser er uendelig uambitiøst, som var det, mit blogindlæg handlede om – og at vi sammen burde kunne løfte i stedet for at tude.
Jeg synes ikke, at de fysiske boghandlere skal væk, jeg synes ikke, Saxo erstatter alt (omend det at flytte til stort Amazon-land betyder, at man bestiller sin bog kl. 18 og har den med morgenposten). Jeg synes selvfølgelig også, at det er et problem, at der måske er 100 bøger, der ikke udkommer, men jeg syntes også for ganske kort tid siden, at der udkom for mange bøger.
Min pointe er blot: Lad os nu fokusere på, at bogen er kommet for at blive, og lad os være kreative i denne nye verden i stedet for altid trække det beskidte vasketøj frem: såsom hvordan selvudgivere over en kam ødelægger litteraturen, eller hvordan nettet over en kam ødelægger boghandlerne, og ikke mindst hvordan forlagene over en kam ikke udgiver gode bøger men kun dårlige…
I andre brancher innoveres der, når der kommer krise. Hvad gør vi? Vi beder forfatterne om at løse det? Så vil jeg på en lønningsliste.