Hvor lidt skal man lade sig nøje med?

For tiden lader jeg mig nøje med virkelig lidt, når det gælder mit ægteskab. Jeg kan fortælle to historier: Jeg kan fortælle den om, at vi er sådan nogle vilde kugler, der rejser hvor som helst hen i verden, bare vi er sammen, og mens min mand er nede på den store arabiske halvø, så sidder jeg her og passer børn (på 20 og 24) og venner og vesten, og vi snakker sammen i telefonen i timevis næsten hver dag, og det hele kilder og er spændende. Og vi glæder os til alt det, vi skal opleve sammen.

Den anden historie er den, vi ikke giver så meget sprog. Han flyttede i januar, og selvom jeg har set ham hver eneste måned siden da, og om en uge ser ham i virkelig lang tid i streg, så lader jeg mig nøje i en grad, hvor jeg kan blive i tvivl, om det er meningen. Hvorfor skal man kunne lade sig nøje og udholde? Hvorfor skal man savne – det er en af de værste følelser – dens veninde hedder længsel, og det kan være meget sådan lækkert, men at mangle, savne, miste en hverdagsnærhed – det er sgu åndssvagt.

He doesn’t complete me – det er mit eget ansvar

En af mine venner sagde sådan kækt, at ethvert ægteskab skal kunne holde ud at være væk fra hinanden. Og kækt kan jeg svare, at det er vi nok en slags verdensmestre i i forvejen. Vi har altid – og det er så siden 1988 – levet sammen hver for sig, været i samme rum uden at lave det samme, jeg har været væk og opslugt af skrivning og rejser, og jeg tror, der ligger et godt ægteskabstrick her: at vi bliver ved med at gå ud af døren hver for sig og kommer hjem og viser den anden, hvad vi nu har fundet derude. Vi har altid fået noget med hjem og aldrig forventet, at det er den anden, der skal give dig alting. He doesn’t complete me. Det er mit eget ansvar.

Efter så mange år er der faktisk kommet en hverdagsmæssig kropslighed, som jeg efterhånden skønner, at jeg ikke vil undvære. Jeg kan sagtens. Jeg kan også lappe en cykel og hente noget på loftet, men jeg gør det bare ikke. Jeg ser ikke skønheden i at kunne klare mig selv. Jeg savner min livsledsager.

I sidste uge var jeg i Oslo og så Munch by Knausgård (STOR anbefaling herfra). Karl Ove siger det langt bedre end jeg gør: