Anmeldelse: Til de utålmodige, ærgerrige kvinder

Hun er lige blevet IT-milliardær. Dem er der ikke mange af med det køn. Hun er også bestseller-forfatter, men det var ikke herfra, milliarden kom. Det var fordi, hendes Facebook-aktier steg. Et sted, som hun er daglig leder for, mens Zuckerberg har bare tæer og visioner. Nu kommer hendes bog på dansk, og du kan købe den fra i dag.

Det er en underholdende, let læst bog, med en masse gode pointer, som jeg nok skal komme tilbage til, men vi må først lige slå fast, at det er en meget amerikansk bog skrevet fra et meget amerikansk synspunkt, og jeg tvivler lidt på relevansen for vores ligestillingsdebat. Men det er sørmeda en god historie, hun fortæller os. Som Se & Hør for businesssegmentet.

Sandberg er idealist, og hun tror virkelig på, at hvis der kommer flere kvinder til magten, får vi et bedre samfund, men hendes erfaringer og forsåvidt debatemner berører stadigvæk kun en meget lille del af arbejdsstyrken og er derfor ligesom vores egen ligestillingsdebat ret uinteressant for flertallet. På den måde bliver det de utålmodige ærgerrige kvinders bog.

Men de/ (vi?) skal også have karriere-porno, så her kommer noget af den, for Sandberg har styr på sine tal – og bogen er kløgtigt versioneret med danske tal. Vidste du måske

– at kvinder ikke forhandler deres løn (kun 7% mod mænds 57%)?

– at en kvinde, der stiger i graderne, oftest kun gør det internt og ikke ved jobskifte, og hvis hun stiger, tenderer hun til at udføre de gamle opgaver stadigvæk, langt mere end mændene gør. Altså tryghed, usikkerhed, manglende mod, tro på sig selv-tingen?

– at den gamle traver med kun at søge job, man er 100% kvalificeret til, gælder stadig for kvinder, mens mænd søger, når de kun er 60% kvalificeret?

– at af de 28 kvinder som var CEO i Fortune 500-virksomhederne, var 26 gift. Afmonterer myten om den kolde, uelskelige forretningskvinde på toppen? (Men jeg tænker, at ved at fremhæve den pointe kalkerer vi blot tidligere tiders mønstre – bag en stærk kvinde står en mand med forklæde)

– at eneforsørgerpositionen for kvinder stiger både i USA og i Europa, og alene det gør, at kvinder må kræve deres professionelle rettigheder, at de skal være dygtigere til at navigere på arbejdsmarkedet, så de har råd til netop at være eneforsørgere?

– at vi må gøre noget ved vores spelttendens. I 1975 brugte hjemmegående 11 timer om ugen på direkte samvær med børn, udearbejdende 6, i dag bruger hjemmegående 17 timer og udearbejdende 11?

Jeg er med på, at mennesket er det dyr, der selv sætter de snore op, som det falder i, frit citeret efter Piet Hein, men jeg tænker også, at det ikke kun er kvinderne selv, der skaber problemer. Det er normerne, forventningerne til det moderne menneske, altså ikke nødvendigvis en kønnet problematik.

Alligevel har hun en pointe i, at kvinder skal vi lige være ekstra opmærksomme på, for hvis vi skal byde ind, skal vi tilsyneladende have en hånd. Bogens bedste anekdote viser dette med al tydelighed. Sandberg holder oplæg netop om kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet, og hun vil runde af og siger, at hun kun har tid til et par spørgsmål mere. Alle de kvindelige deltagere tager hænderne ned, mens mændene lader deres blive. Mændene får de sidste ord, for Sandberg opdager det ikke selv – det er en deltager, der fortæller hende det senere.

“Hvis vi ønsker en verden med mere ligestilling, må vi anerkende, at kvinder er mindre tilbøjelige til at række hånden op”. Så kom i gang, søster.