skip to Main Content

Anmeldelse: Tid til bøger

Hvis der er nogen, der har fået skældud for ikke at have tid til bøger, så er det DR. Men har de så fået det? Jeg kan godt komme med en lang, sur forhistorie om retssag og snydte forfattere, men i dag er der ikke noget aftaleretligt i vejen for, at DR kunne fyre den max. af på litteraturens vegne.

Efteråret bød på 8 små udsendelser med titlen Tid til bøger, hvor konceptet var, at her var Ugens Bog, som var den, man skulle læse nu, hvis man ikke havde supermeget tid til bøger. Egentlig en ret god ide; hvad rører sig – hvordan ser de ud, dem der skriver, hvad læser de selv, hvem kan vi parre dem med, så en samtale kan opstå?

Det er jo ikke programmets skyld, at vi er nogen, der ikke synes, der er tid nok til bøger i DR – vi har superprogrammet Skønlitteratur på P1, med lidt held er der en bog med i Smagsdommerne og engang imellem rammer en bog også Aftenshowet eller andre steder, hvor man engang gerne ville have litteraturen, uden for reservaterne. Og så er der jo samarbejdet med Litteratursiden, bibliotekernes side, hvor der er måske 50.000 mennesker engageret i de fælles læseklubber med DR.

Men er det nok? Og er det godt nok?

Ingen orange Deadlinestole

Værten på fotoet er Alberte Clement Meldal, som bor i Præstø i landlig idyl og bruger den ramme som barslende mor til at skabe stemningen af, at der ikke er tid nok til bøger, og at hun derfor må få forfatterne til at komme til hende og lige snakke om Ugens Bog. Meget sympatisk. Og fint at det ikke er to orange Deadlinestole, der snakker med hinanden i et perfekt lysbesat studie.

Men klarer udsendelsen radiotesten? Nej. Radiotesten er, at man ikke kigger på skærmen, mens man lytter og dernæst klart fornemmer, at man ikke mister noget.

Med andre ord – behøver det at være levende billeder?

Det gør det dog alligevel, når man vil se giraffen, og ikke mindst se deres ansigtsudtryk, når ugens hemmelige gæst dukker op, og det virker vildt godt særligt i den første udsendelse, hvor Nielsen – identitetsforvirret forfatter – møder Nordbrandt – nationalpoeten, som også er med i en hudflettende bog fra Nielsens hånd om det danske, indspiste litteraturparnas. Det virker slet ikke i rækkens sidste udsendelse, hvor gæsten Hanne-Vibeke Holst udbryder et: “jeg vidste det”, når Yahya Hassan træder ind.

Blinde høns kan godt selv finde bestsellere

De otte programmer er meget varieret i valg af tematik og bøger. Det er godt. Alligevel undrer det mig, at der ikke er lidt mere mod. Når vi nu har skabt en ramme om, at det er denne her bog, du ikke må misse, så er valg som f.eks. Holst, Ib Michael, Gazan måske ikke øjenåbnende – der er en vis sandsynlighed for, at selv den blinde høne kan finde netop de titler helt uden hjælp fra DR.

Selv ville jeg have valgt den vidunderlige liste-digter, Birgitte Krogsbøll. Hun er ikke ret kendt, men hun har noget bredt appellerende i sin hang til at vælge et emne, og så kategorisere i en liste. Som ubehagelige ord med æ, ø og å, der er ordnet efter længde. Så får man en liste med tre ord: Gæld, blomkålsøre og stråmændsargumønt. For listen stiger efter hvor mange æ, ø og å’er der er. Naturligvis.

Jeg tror først, vi hungrende efter MERE med bøger, er tilfredse, når der er et flagskibsprogram om bøger. Sådan et, man ikke må misse. Sådan et, man bare skal være med i som forfatter, ellers er man ingenting. Sådan et med fantastisk sendetid og overraskende momenter. Og dog alligevel tid til samtalen om den litteratur, som vi er så mange, der bruger krudt på som læsende, som skrivende.

Og som ikke på nogen måde er ved at forsvinde. Måske tværtimod.

This Post Has One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top