skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Anmeldelse: Mine To Verdner

Anmeldelse: Mine to verdner

Fem portrætter af skønne, danske kvindelige forfattere. Det er jo en redaktionel bravo ide. Og vi skal endda møde dem i det skisma, som interesserer os: De to verdner – den ydre og den indre. Det får vi lov til hos Pia Tafdrup, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Merete Pryds Helle, Hanne-Vibeke Holst og Leonora Christina Skov.

Jeg siger det gerne igen: Det er dejligt, at vi nu har litteraturen tilbage på DR. Men hvorfor skal vi altid rundt om bøgerne i stedet for ind i dem? Sidst jeg lavede en anmeldelse, var det DRs Tid til bøger, hvor jeg nåede frem til samme kritik. Det kunne være skønt at holde litteraturen frem forrest i stedet for alt det, der skaber kunstnermyter og måske en dem-og-os kultur.

Men nu er vi her – og det er en meget æstetisk lækker lille serie, hvor vi får lov at komme med rundt i en hverdag, der for alle fem spænder mellem den ydre og indre virkelighed. Det er faktisk slående, at man med fem så forskellige forfatter formår at sige det samme – måske fordi det er alle forfatteres motto: Vi lever anderledes, og vi kæmper for retten til at være i fred, når vi arbejder.

Redaktionelt falder serien kun i en enkelt stor damebladsgryde, når der nu er køn på, og det er, at vi rigtig skal se, hvor besværligt det er for Marstrand-Jørgensen at forene sine verdner, fordi hun har små børn. Ellers synes jeg faktisk, serien formår at dokumentere dette kæmpe krater af afstand mellem at sidde helt alene og så være så helt utrolig meget på.

Vi er anderledes på den samme måde

Skov forsøger at tilskrive sit paradoks med, at hun er anderledes (end os andre?). Jeg tror, hun refererer til sin frivillige barnløshed, at det er noget særligt anderledes. Jeg ser ikke det anderledes, jeg ser bare et skrivende menneske, der kæmper i de to verdner, helt på linje med Tafdrup, der fortæller, hvor meget det dræner hende, hvor meget hun forbereder sig på alle sine optrædender – præcis som vi kender Skov i den offentlige debat. Og præcis som det, jeg beskriver i mit indlæg om at være en ekstrovert introvert.

Holst har lavet to fysiske verdner, for så er der styr på hvilken en af dem, hun er i, og hun virker på mig som en, der har gode strategier for sit paradoks. Hun skriver stort set kun i sit sommerhus. Så kan hun være den anden Holst, når hun er retur i byen.

Den eneste, der falder lidt ud for den stramme stil mellem to verdner, er Helle. Hun indvier os til gengæld rigtig meget i sin proces, garanteret mere end hun holder af lige nu. For som hun siger: det er grænseoverskridende at tale om, hvad hun skriver lige nu, for hun er bange for, at hvis hun taler om det, der skrives på, så dør det.

Og her er vi helt inde i kernen ved det anderledes. Det, at man ikke kan fortælle så meget om, hvordan det gik på kontoret i dag. Måske er det derfor, vi siger ja til at være på en gang imellem? Det er nemlig altid let at tale om.

Det bedste er nok, at de fem skal kommentere hinanden – for her snakker de fleste af dem faktisk om indholdet af hinandens bøger. Og Jørgensen vinder, for hun giver de fire andre lektier for. Det sker ret sjældent blandt forfattere – så kan de i hvert fald ikke høre det…

Nyd alle fem portrætter her på dr.dk.

Dette her indlæg finder du også på litteratursiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top