Ankomst er bedre end at være på vej

At rejse er at leve sagde han, HC. Men passer det? Jeg kan vældig godt lide ankomst som i modsætning til at være på vej. Der er noget foruroligende ved at have en benhård destination foran sig og så bevæge sig imod den uden at tøve eller gøre svinkeærinder. Det er lidt som at være ude at løbe og så dreje om hjørnet og kunne se den næste 1,5 km foran sig – så er det jo bare om at komme i gang med at æde meterne: Jeg lever først – eller har fået lungevævet ned i lungerne igen – når jeg er kommet frem.

Vi er flyttet. Det vil sige – vi er flyttet ud men ikke flyttet ind, så vi er på hotel i nat, og vi blev upgraded. Den bedste nyhed man kan få i en hotelreception. Udsigten er fænomenal – futuristiske La Defense i venstredel af billedet, og så Sacré Coeur-bjerget i højre med det meget høje, spinkle Eiffeltårn lidt i forgrunden.

Jeg fortryder, at vi valgte solen i stedet for denne udsigt. For vores lejlighed ligger klods syd, med samme grønne, bakkede udsigt, men altså vi bor vest for downtown, og så kan man ikke se Eiffeltårnet fra balkonen. Men jeg får brune skanker i stedet.

Ankomst betyder, at man kan indrette sig. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke er indviklet. Jeg skal bare have en nogenlunde vandret flade såsom et bord, en stikkontakt, INTERNET ONLY ALWAYS, og så ikke have det for fodkoldt.

Og ro.

Det sidste får jeg. Manden skal pendle, lille søn skal i skole om 3-4 uger i noget, der minder om 45 timer om ugen og store søn er forhåbentlig tilsvarende væk i dagtimerne, fordi han arbejder og erhverver sig franskkundskaber.

Jeg er med andre ord ankommet til endnu et helt fantastisk skriveophold. Og nu er sommeren på hæld, og jeg har haft hjerne-ro til at gøre mig klart, hvordan jeg skal gribe næste roman an. Jeg er klar og spidser blyanten. Også selvom jeg først ankommer i morgen.