skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Angsten For At Komme Hjem

Angsten for at komme hjem

Vi sidder på en bistro i Paris, min mand og jeg. Vi køber julegaver, hedder det sig. Egentlig bruger vi alle lørdage på at finde på en ny undskyldning for at sidde her med en lille apéro: et glas rosé og en pastis. Tjenerne stiller det altid forkert: Vin til mig, en skarp til manden, men vi drikker omvendt.

“Skål”, siger han og siger noget af det, jeg elsker ham for: “Har vi det ikke godt?” Min mand evaluerer alting. Og det, han oplever i øjeblikket, er altid det bedste nogensinde. Det er svært at være deprimeret ved siden af ham.

Og det har vi. Godt. Vi elsker, elsker, elsker at bo her. Og da jeg skåler med ham, rammes jeg af tristesse. For det holder op. Vi skal hjem. Ikke hjem til den vidunderlige lejlighed på fotoet men hjem til Danmark. Det varer ganske vist en del måneder, faktisk nærmest et år, før vi alle er hjemme, men alt det dejlige holder op.

Angsten for apéroen

Det passer selvfølgelig ikke. For det gik jo meget godt derhjemme, før Frankrig. Men disse stunder. Hvad med dem? Kan vi tage magien med hjem?

Vi bor i en forstad i Danmark. Der er ingen bistroer. Der er heller intet restaurantliv. Der er dyrt. Tomt. Ikke noget marked. Vi skal bo i hus igen, og jeg skal ordne skvalderkål mellem fliser. Vi skal ikke drikke apéro men på genbrugspladsen om lørdagen. Vi skal til parmiddage. Børnefødselsdage. Vi skal ikke på udstilling og vandretur i nye kvarterer.

Jeg er angst for, at vi ikke kan klare overgangen. Overgange er svære for de fleste. En veninde, der også bor i udlandet, sagde til mig, at hvis hun flyttede tilbage til Danmark, så havde hun tabt. Jeg er sikker på, hun mente, at hun ikke havde bestået opgaven. Men mit tab er reelt. Apéroen. Den er jeg angst for at miste.

This Post Has 2 Comments
  1. Åh, hvor kan jeg godt forstå dig! Bliv væk fra den provinsby, Lotte, med de provinsielle borgere der lever deres provinsielle provins-liv der. Der er ikke andet end sladder om den og den i den lille by. Min gamle moster sagde engang, at det var den by, der opfandt sladderen. Dengang syntes jeg bare hun var paranoid. Men lad mig sige det sådan: Hvis man får paranoia og udlængsel af at bo i den omtalte by, så er der kun en ting at gøre: Kom ikke tilbage til den igen..
    Thumbs Up, ellers! Elsker dine indlæg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top