Ambassadør med lidt baguette

I dag er jeg blevet ambassadør. Det skal jeg være i nogle måneder, og det foregår ovre på Litteratursiden.dk, som er Danmarks allermest brugte litteratursted på nettet, ejet af bibliotekerne.

Det er jeg stolt af. Jeg vil fyre løs derovre med emner som at bo i Frankrig, om hvad litteratur betyder for mig, om alt det, jeg engang vidste alt om: kunststøtte, bogens udvikling, forlagenes krig med boghandlerne, bibliotekernes rolle i kulturpolitikken, fordi jeg tidligere har været formand for Dansk Forfatterforening.

Jeg kommer nok også til at skrive om det at begynde på et nyt romanmanuskript. Hvor stort, kaotisk, sjovt og helt forfærdeligt det er. Og måske lidt om baguettens betydning i en moderne relationsroman.

Jeg vil fortsætte eller begynde debatten her, og jeg vil gerne lege, så kom frisk med input og forslag og tommelfingre, der stritter i alle retninger.

Mit første indlæg derovre handler om udsyn. Fotoet ovenfor viser mit udsyn, en morgen hvor jeg skriver det her. Jeg blev inspireret af den tidligere ambassadør, overseje forfatter Dorthe Nors, ja, hende der får trykt noveller i The New Yorker. Hun gjorde nemlig, hvad hun skulle: Provokerede mig. Du kan læse Dorthes indlæg her.

Hun skrev et indlæg, hvor hun slog med halen. Det kan jeg godt lide. Men sjældent er jeg blevet delt så dygtigt i to lejre: Jeg elsker noget af det, hun skriver, og så bliver jeg så forstemt af noget af det andet.

Det er noget lort det, du skriver

Lad os begynde med det dejlige: Eller dejligt er det vel ikke, når hun fremhæver noget trist; at deltagere i nogen af Danmarks mange læsekredse kan sige, at de mener, at noget litteratur er noget lort, fordi de ikke forstår det. Det er jeg rørende enig med hende i, at det er trist, og det er for mig også et mærkeligt synspunkt – at man ikke engang vil prøve? At det, der ligger uden for en selv, er dårligt? Det lyder som et meget begrænset udsyn.

Jeg har mødt en ny variant af samme synspunkt: Man vil ikke lære en enkelt kunstners værker at kende – bøger, maleri, film, etc. – fordi man ikke kan lide kunstneren. Eller det billede, som offentligheden tegner af kunstneren, for det er ikke et personligt kendskab, der er tale om. Man vælger simpelthen kunst fra, fordi kunstneren engang har sagt noget dumt, gjort noget fjollet. Været på en måde, som man ikke kunne lide.

Altså kunst skal først opleves, når det kommer fra en, som man er enig med fra begyndelsen?

Og jeg som troede, at kunst handlede om at flytte sig, blive i tvivl, få en på opleveren, se, føle, sanse, mærke noget, man ikke gjorde lige før. Eller blive bekræftet uden man så det komme.

Ak.

Leine er for mainstream

Det skidte i Dorthes indlæg deler sig i to:
Jeg aner en kritik af, at hun antager, at alle læsekredse i Danmark har læst Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, og at det er den sikre dør, der er blevet valgt. Jeg bliver forstemt, når noget kan falde i værdi, alene fordi det er populært. Eller som en gammel kollega altid sagde: Hvor meget skal en bog sælge, før det bliver til en dårlig bog?

Leines bog er pragtfuld, og i onsdags fik han endda Nordisk Råds litteraturpris som bevis. Og jeg tror, at vi alle sammen beriges, hvis vi læser den. Alle sammen. Så har vi endda en fælles reference, og det kan kun gavne i mødet mellem mennesker.

Det andet skidte er hendes forventning om, at man i krimilæsekredse snakker om emner, som man ikke snakker om i ikke-krimilæsekredse: mordene, plottet, underholdningen. For mig er det, der kendetegner den gode krimi – udover at beherske og triumferende twiste genren – at karaktererne bliver præcis lige så levende som i ikke-krimier. At de har eksistentielle problemstillinger. At de fortæller os om livet.

Jeg er sikker på, at det er det, man taler om i krimilæsekredse.

Litteraturen har mange facetter, og det er det, der gør den rig. Den man selv foretrækker, bliver ikke bedre af at vurdere den i forhold til den litteratur, man ikke kan lide. Man behøver ikke træde på nogen, mens man fremhæver.

Ellers kunne det jo let lyde som om, at “populære bøger og krimier er noget lort, fordi de er populære og krimier”…

Hvis du vil læse indlægget hos litteratursiden.dk selv, skal du klikke her.