I disse år lever jeg tit uden min mand. Igen igen ændrer vores parforhold sig,…

Amazon – den skamfulde elsker
Når man er forfatter, skal man hade Amazon. Her i Frankrig hader man det så meget, at kulturministeren her i Frankrig forleden sagde, at “alle har fået nok af Amazon”, og at “virksomheden er en boghandelødelægger.” Hun, ministeren, har derfor sammen med forlagene taget initiativ til at støtte de franske boghandlere med en pulje på 9 mio. €., så de også kan sælge online – og Amazon må ikke længere sælge med gratis fragt.
Problemet er bare, at jeg står i forhold til Amazon. Efter at være flyttet til et stort Amazon land, og efter jeg blev Premium kunde (tror det handler om hvor mange skejsere, jeg har sendt i deres retning), så kan jeg indtil kl. 18 på en hverdag trykke på EN knap ud for mine valg, og så kommer den søde Amazonmand dagen efter. Naturligvis også lørdag. Det er billigst, til tider hurtigst (med mindre jeg skal have franske bøger, så er mine 3 boghandlere i byen dog hurtigere), og det er alt for vildt og let.
Jeg elsker Amazon. Jeg er sikker på – nu er det, jeg skriver noget, jeg bliver slået ihjel for – at hvis Amazon var så store i Danmark, så ville jeg købe helt vildt mange flere bøger og ikke mindst SÆLGE mange bøger. Jeg skriver også til Amazon segmentet, jeg skriver ikke smalle digtsuiter eller svært tilgængelige romaner.
Det er på grund af de sidste, blandt andet, at vi skal hade Amazon, hvis man bare skal tænke en smule kulturpolitisk. Og det har jeg jo gjort i mange år som formand for Dansk Forfatterforening, men nu er jeg endelig fri.
Folkemødet på Bornholm
Næste weekend er der folkemøde på Bornholm, og jeg skal deltage i en debat om bibliotekerne og de digitale materialer, ledet af Clement Kjersgaard fra DR2 Debatten. Da jeg begyndte på mit politiske arbejde, troede jeg, at bibliotekerne var mine venner. I dag håber jeg det kun. Vi er nemlig ikke helt enige om, hvor gratis det skal være, at alt det jeg skriver, kan læses af alle i Danmark til alle tider, uden begrænsning.
Bibliotekerne vil gerne være firstmovers og digitalt seje. Det synes jeg ikke, de skal. Det er skatteborgere og forfattere, der skal betale for den position. Det synes jeg, vi skal lade det private om at være – f.eks. Amazon, der har skabt stort set al vækst i ebøger i den engelsksprogede del af verden. Eller til sommer, når danske milliardær Morten Strunge bruger nogle af sine Onfone kroner til at lave ebogsabonnement a la Spotify.
Pointen er vel, at det også går ud over boghandlerne, altså de RIGTIGE, Amazon og ikke mindst Morten Strunge hører jo klart til de forkerte boghandlere, fordi de ikke har stået i lære i en butik. Og Morten Strunge gør det jo kun for at tjene penge. Føj. Men lur mig om det går ud over mit salg og min indtjening. Og på den måde har jeg nok gjort mig lidt uvenner med boghandlerne. De rigtige, altså.
Alligevel er der noget, som Amazon ikke kan. Lige nu og i morgen sidder min kollega Lars Kjædegaard og skriver LIVE i Arnold Busck på Købmagergade i København. Han skriver en kriminovelle, der kan downloades efterfølgende. Nok ikke via Amazon.
En lille update om Frankrigs krig mod Amazon: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1998378/frankrig-gaar-i-krig-mod-amazon/