Alt om kvinder handler ikke om feminisme

En meget klog kvinde sagde engang et eller andet sted nogenlunde sådan her, at fordi man tog en opvask i stedet for manden, var det ikke ensbetydende med, at man havde givet køb på hele tanken om feminisme. Eller at alle opvaske handler om det.

Lige sådan synes jeg, man skal læse Emilia van Hauens nye bog – eller tage imod chefredaktør Camilla Kjems ide med at tage mavebilleder og lægge dem op på internettet; en tendens jeg så har fulgt trop med. Du kan se Camillas mave her.

Emilia van Hauen fik en hård medfart, da hendes nye bog, Ladycool, udkom. Den bog har faktisk været nævnt i debatten om Henrik Dahls famøse ankenævn over dårlige anmeldelser. Det er i mine øjne, fordi man læser alt for meget ind i en enkelt bog, at sådan noget sker.

Ligesom en opvask, et foto af en mave, som man er skræmt over at lægge op, fordi man ikke ser perfekt ud, er en bog om at føle sig forkert som kvinde og springe ud som en, der ikke længere føler sig forkert, ikke et udtryk for en ny feminisme, en banebrydende ny måde at være kvinde på, en kønskonstruktivistisk dekonstruktion eller en spændende, ny kønsfundamentalistisk/kønskarnevalistisk tendens her i det post/sene/alt, alt for senmoderne samfund.

Det er bare en bog om at være til som kvinde i et samfund, der også stiller krav til den tæskefeminine side af os. Lige meget hvilket hold man spiller på.

Læser man bogen sådan, så er Ladycool en knaldgod en af slagsen.

Ladycool er fyldt med kvinde-godter

Ladycool er en bog, der ligesom falder i to meget markante dele, ikke strukturelt, men i “impact” på sådan en læser som mig.

van Hauen har en masse godter til os, fordi hun deler ud. Hun deler ud af rigtig mange stykker af sit levede liv, om skilsmisse, om første gang med sex, kærlighedsmomenter, usikkerhedsmomenter, barndomsmomenter, det skæve søskendeblik, det forvrængede indtryk af kønsroller mellem forældre – og disse afsnit er helt vildt godt skrevet.

De private erfaringer kan jeg uden videre perspektivere over i egne erfaringer, og jeg er blevet inviteret indenfor som veninde, samtidig med at van Hauen står et interessant sted i livet, hvor det giver mening at se tilbage og forstå bare lidt af det, der foregåri  et helt almindeligt førsteverdens kvindeliv.

Den blå laktaske bliver ledetråden for styrken i bogen. Sådan en fik hun som barn, og den var jo helt forkert. Vi føler os på et tidspunkt i livet alle sammen forkerte, og hun var forkert på den blå laktaskemåde, jeg var forkert på den alt for  gymnastikudøvende pige med for høj IQ-måden, og sådan er det måske et vilkår ved at være til, og det favner hun så fint.

van Hauen behøver ikke sociologihatten

Dér, hvor bogen brækker over for mig, er, når hun tager sociologihatten på. Dér hvor mine private erkendelser bliver almengjort. Dér hvor sætningerne begynder med: “Mænd er” og “Kvinder er” og så en masse tal. Hendes faglige ramme får mig til at falde ud af konteksten. Og tænke: nej, det er ikke mig. Hun får mig til at føle mig forkert – igen. Sådan klassisk selvhjælpsbogs-frustreret: “100 måder at forføre en mand på – hjælp! jeg troede kun der var 1” – altså at selvhjælpen adresserer et problem, man ikke vidste, man havde.

Det bliver ikke debatterende eller fornyende ift. alt det, der sker på kønsforskningsscenen, det bliver blot (og blot er ikke en forklejning) en kvindes tanker om, hvor hun står her og nu, og det kan sagtens bære igennem. Det behøver ikke at komme ind i en samfundsmæssig, sociologi-ramme, som almengør noget meget personligt. Enhver bogs styrke er, at det er et Du, der skriver til et andet Du. Den kontrakt bryder hun ved at almengøre.

For alt om kvinder handler ikke om feminisme.

Og by the way. Jeg synes, min mave  er toplækker. En del ar, strækmaver, deller, men jeg ser kun alle mine mavemuskler og glædes over, hvor stangbrun den bliver snart. Og at jeg havde en pæn bh på. Mere held end comme d´habitude.