Alt hvad jeg læser

1 jan

Lotte Garbers Mantel Fitzgerald Auster

Her er, hvad jeg læser, som jeg gider dele med jer, siden min blog gik i luften april 2013. Alt hvad der har med franske bøger og bøger om Frankrig kan du finde i det her indlæg. Alt hvad der med Saudi-Arabien og Mellemøsten kan du finde her, og resten finder du lige nedenfor – og du må rigtig gerne kommentere det – elsker bogdebatter!

SKØNLITTERATUR

15.9.15 Lena Andersson: Uden personligt ansvar

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Det er kvinden, lidt yngre end jeg, som har et forhold til en gift mand. (Romanen er en selvstændig fortsættelse af En roman om kærlighed.) Du kommer til at ønske at råbe hende ind i hovedet om, at hun skal lade ham være, og han kun kommer til at såre hende, og han går aldrig fra sin kone, men det bliver ved og ved og ved. Det gør ondt!

1.8.16 Edward St. Aybun: Patrick Melrose-romanerne

Hvis du var til Downton Abbey men egentlig godt vidste, at det var en soap-opera med virkelig gode kulisser, så skal du læse The Real Thing. Fem små romaner, som forfatteren forlængst har afsløret som nærmest selvbiografiske. Opvokset i det engelske aristokrati med den ondeste, sadistiske, misbrugende far, der først smadrer sin kone og så sin søn, Patrick Melrose, hovedpersonen, føres vi med til New York med et fælt narkomisbrug og så retur til England – med en outro i Frankrig. De rige har større problemer. Men de har godt nok også nogle skidte værdier. Man bliver kommunist af at læse de her bøger, og egentlig også meget trist, hvis det ikke var fordi, det var så rasende velskrevet.

15.8.16 Therese Bohman: Den anden kvinde

Både en elendig og helt præcis titel og led lille bog om at være hende den unge, der scorer ham den gifte. Om hvad det dog fører med sig. Som fatal attraktion uden moralisering. Lægger sig ind i den nye skandinaviske trend med Lena Andersson og Trude Marstein. Så kolde de skandinaviske parforhold er.

22.10.13 Morten Brask: En pige og en dreng

Mens Danmark er i selvsving over Yahya Hassans digtsamling i de her uger – ”er det hans liv, eller er det ikke?” – så skal I lige vide, at jeg læste denne roman som en fiktion, som om jeg ikke kender Morten, som om han ikke har sagt i flere interviews, at vi er tæt på noget mere af den dyre autofiktion, som om jeg ikke ved, at han har prøvet det, hvad han skriver om. Det er bare lige meget. For det er en gribende historie. Og han skriver tindrende smukt. Jeg er fløjtende ligeglad med, om det er noget, han finder på. Selv har jeg aldrig og vil aldrig skrive så tæt på mig selv; jeg tror ikke på, jeg kan få den distance, der skal til for at gøre det godt. Men det synes jeg også, I skal være ligeglade med. Nyd denne lille perle. Den gør ondt. Men sådan er livet. Også.

1.2.16 Gitte Broeng: Frk. Klokken

Jeg kan og kunne ikke stå for ideen: Den handler simpelthen om frk. Klokken – hende man kunne ringe til på 0055 og få at vide, hvad klokken præcist var, og hun skulle jo indtale alle tidspunkter på et tidspunkt. Det foregik åbenbart i Stockholm, med tekniker og så videre, og romanen foregår i det tidsrum alene, hvor det tager at sige alle klokkeslæt. Portrætterne er inciterende, og måske er idéen bedre end historien.

14.5.15 Tove Ditlevsen: Jeg ville være enke og jeg ville være digter

Jeg fik en redaktør på Gyldendal til at stjæle denne her til mig fra en kollegas kontor efter lukketid i påsken, fordi den forsvandt fra boghandlerne så hurtigt, og jeg skulle ind og se den fuldstændigt bjergtagende og rørende forestilling Tove! Tove! Tove!, hvor mange af teksterne netop kommer fra denne unikke samling af Ditlevsens glemte tekster. I en tid, hvor det er moderne at rynke på næsen af såkaldt autofiktion, er det interessant hvor dybt og rent Ditlevsen rammer med sin insisterende venden vrangen ud på sig selv og sine mennesker. Jeg kender ikke en kollega, der ikke har et brændende forhold til Tove. Hun skal kanoniseres til skyerne for evigt.

1.9.16 Elena Ferrante: Napoli-romanerne

Først gik jeg død i den store romanserie fra Napoli, der begynder med Min geniale veninde – og det irriterede mig i begyndelsen, at den er skrevet under pseudonym. Men så indså jeg, at jeg måneder efter færdig læsning kunne huske minutiøst, hvad der var sket. Det kan jeg ærligt talt ikke med alle bøger. Så fik jeg mod på at gå igang med næste bind, og her efter endt læsning af hele serien har jeg den følelse af at have mistet noget, fordi jeg ikke længere kan følge de to kvinders forskellige liv i efterkrigstiden, hvor Italien måske er et af de lande i Europa, der forandrede sig mest. Portrætterne er lange og dybe, og det geniale ved veninde-tematikken er, at du får indblik i et venindeforhold, som så hårdt ender med, at du virkelig mister det. Og nu hvor pseudonymet er afsløret, synes jeg, det er synd for forfatteren – det er uendeligt ligegyldigt, hvem hun er.

19.6.13 F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby

Den skulle jo genlæses, når man jo skulle ind og se Baz Luhrmanns fortolkning med verdens bedste skuespiller i titelrollen. Litteraturjournalist Klaus Rothstein sagde i radioen, at sådan en lillebitte roman kan rumme det hele, som en stor roman skal. Og det skal jeg love for: En detaljeret ramme, som er 1920’er-dekadent, og som sagtens går fint til moderne Kayne West musik, en gribende kærlighedshistorie, hvor vi ikke forstår men sympatiserer og en skrækkelig begivenhed, der viser os, hvor sent man må lægge sit plot og kunne holde på suspensen hele vejen. Alt bliver perspektiveret frem og tilbage mellem det lille drama og det store. De fattige og de rige, industrialisering og verdenskrige, det moderne og det reaktionære. Alt kan vi se i fortællingen om Gatsby – og i DiCaprios ansigt. Filmen er nærmest ordret tro mod forlægget. Jeg forstår virkelig ikke kritikken. Men måske er den relevant for dem, der ikke ved, hvad kommer…

15.11.14 Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt

Jeg læste denne højdespringer af en krimi, efter jeg var til premiere på filmen i efteråret – Gone Girl, som er bogens oprindelige titel. Jeg møder sjældent i krimiverden et troværdigt portræt af realistiske personer. Selvfølgelig kan de sjældent være det, for så mange massemordere er der jo ikke derude, og uden at røbe noget her, løber forfatteren også linen ud mht. hvad psykopati er. Men det er jo dér, historien, spejlet, sandheden ligger: At hvis du gør sådan, så gør jeg sådan, så sker sådan, og så, og så … Og med både bogens og filmens åbningsreplik What are you thinking? How are you feeling? Who are you? What have we done to each other? What will we do? så er det her parforholdsdrama på den helt store klinge.

20.9.15 Jonathan Franzen: Purity

Hold nu op. Jeg elskede ham i forvejen, men denne her, den er jo fantastisk. Tyk og veldrejet snor den sig ud og ind af amerikanske stater, Sydamerika, Berlin og alle personerne hænger sammen på måder, der drypvist går op for dig. Aldrig har han skrevet så plotdrevet som denne gang, men han er stadig sylespids, supermorsom, meget politisk, men på den helt skjulte måde, og så er hans dialoger til at dø over.

10.2.16 Trisse Gejl: Ulvekvinten

En længe ventet roman for mig. Den er meget smuk udenpå, og den værdighed, den møder dig med, den har den også i indholdet. Portrættet af to veninder, der kæmper med hver deres dæmoner, den ene har dem indeni, den anden har dem i form af mænd, der har nok i sig selv, er kærligt, værdigt, vidende og nænsomt. Og den ene af venindernes dreng, Frederik – det er måske det bedste drengeportræt i litteraturen længe. Sørgeligheden rammer dig på side 1. Det her er en perle udi at mestre følelsernes dramaturgi.

20.11.14 Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Sikke en debut fra den meget kendte DJ Barnes. Jeg læste ikke denne, men lyttede den, og den er så følsom over for ordene og den konstruktion, bogen er bygget op om, at det virker helt musisk. Den er skrevet til et du, som fortælleren elsker, og som vi dels følger hende i at nå, og dels følger, når hun har fået hende, lykken, barnet, konformitetens tryghed,og fortælleren derefter gennemgår et rædselsfuldt kræftforløb. Jeg glæder mig sådan over nye, stærke stemmer i litteraturen i Danmark.

29.4.15 Katrine Grünfeld: Stormskader

En lille lyrisk roman-satan, der beskriver, hvordan man går i opløsning, når man er i en familie, som man ikke er rustet til at være i. Eller er det omvendt? Er det familien, der gør, at man går i opløsning? Eller er det kun denne kvinde, der ikke kan tåle mosten men godt kan tåle sprutten? Den gør lidt ondt, denne her. Den rammer så hårdt i stemningen, ligesom når dem, man elsker, græder. Grünfeld kan godt lide det her tema, så hvis du trænger til at få sat ord på, hvordan det også kan være at være gift og have børn og ikke være pivpjattet med det, så start her.

29.3.15 Kirsten Hammann: Alene hjemme

En ægte Hamman, sådan skrev alle anmelderne begejstret, da hun endnu engang gav os en at tænke over. Hun går så tæt på med de kiksede hovedpersoner, der alligevel er som os selv i al deres forkerthed, og det sagde hun bare ikke-replikker. Hammann skriver anti-plot romaner, hvilket jeg er mega misundelig på, for med det mener jeg, at hun skriver en bog, hvor hun fortæller os i stemning og dramakurver, hvad der kommer til at ske, og alligevel finder man hendes historier fængslende som den ondeste thriller. Stort talent hun har for det, og så sagde hun endda til mig i et interview i Det Kgl. Teater, at hun nærmest ikke aner, at det er det, hun gør.

20.7.15 Paula Hawkins: Kvinden i toget (lyttet på engelsk)

Det her bliver bestselleren i Danmark i efteråret 2015, det er der ingen tvivl om. En engelsk engelsk thriller. Hvis du ikke er vild med hovedpersonen efter en side, så skal du ikke læse om Rachel, og hvad hun oplever ,bare fordi hun er lidt sølle, lidt alkoholiseret, lidt fyret fra sit arbejde, lidt for god til at stalke sin eksmand og hans nye kone og deres vidunderlige unge og deres vidunderlige hjem på den vej, som hun kan se hver dag fra toget ind på det arbejde, der ikke længere vil have hende. Meget sker. Godt er det.

11.3.14 Janne Hejgaard: Lola-trilogien

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Hun har skrevet en skøn trilogi om Lola. Særligt første bind er “bare” en god historie. Som litteratur skal være for mig. Der er selvfølgelig forfængelige teenagere, overvægtige veninder, for det er tidsmarkører, men det er ikke det, der bærer historien – det er et magisk spor. Det, der gør, at man bliver suget ind og kommer nye steder hen.

1.3.15 Maria Helleberg: Kærlighedsbarn

Mammutværket i to bind om Struensees og Caroline Mathildes horeunge Louise Augusta er nu pløjet igennem, og Helleberg er måske en af de letteste forfattere at læse herhjemme, til trods for hendes historiske rammer. Det flyder derudaf, det er en sjov tid i Danmark og i kongehuset, og det er også en roman om erotisk magt, omend der er lidt rigeligt af den, tænk at jeg skulle skrive det. Jeg elsker historiske romaner, de er ligesom Matadormix for mig.

1.1.16 Carsten Jensen: Den første sten

Jeg har noget Informations-agtig modstand på en mand, der er så tydelig i debatten om vores krigsdeltagelse  i Afghanistan, så det tog mig lang tid at komme igang med hans store roman om netop det. Glem alt om Information og tydelighed og læs en kæmperoman med en velfortalt plothistorie, der viser krigens gru og moralske dilemmaer på samme måde som en Saving Private Ryan. Eller lyt den. Jeg var med til at prisbelønne Lars Mikkelsen for den oplæsning. 22 timers vellyd.

6.11.14 Lars Johansson: Signes hjemkomst

Jeg er ikke i stand til at holde hovedet koldt, når det handler om Lars Johansson og hans nu to Signebøger. Den første, der kom for 7 år siden, og så den nye, der udkom november 2014. Begge gange har jeg haft fornøjelsen af at snakke med ham om bøgerne på en scene under BogForum, og begge gange har jeg grædt, mens jeg læste, og været forført af en mands måde at gå ind i det paradoksale i en kvindes valg, som tilsyneladende virker skræmmende og fremmede men altid, altid er en historie om kærlighed og derfor også min. Jeg elsker Signe, den hårde, hårde kvinde.

1.4.16 Lars Kjædegaard: En ærlig mand

Der er noget sært ærligt over Lars Kjædegaards bøger. Som om han har gået en tur i sit Helsingør og blot beskrevet, hvad han så på turen. Han skriver oftest om almindelige mennesker, der alligevel ikke er almindelige, for hvem er egentlig det? Han gør det altid med kærlighed, og denne historie, som er en ældre en af slagsen, er blevet versioneret til en episodisk lydbog, og det virker – som gamle dages radiospil.

14.4.14 Karl Ove Knausgård: Min kamp

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Han får mig til at huske, han får mig til at forstå, han får mig tilbage til steder i min fortid, jeg ikke har været længe, og han får mig virkelig til at være sikker på, at ingen af os er alene, vi er alle sammen sammen om at være bange for ikke at slå til, være gode nok, elskelige nok. Det er smertefuldt og vigtigt. Selv de 400 sider om Hitler i sidste bind giver mening nu.

20.5.15 Kim Leine: Afgrunden

To brødre, to krige. Borgerkrigen i Finland og 2. verdenskrig. Tvillinger er de faktisk. De er forskellige, men sanselige på den Kim Leinske måde, hvor vi får det hele med, også det lidt ulækre. Men lækre portrætter, han er god til portrætter af mænd, der har mistet livsglæden. Man forstår dem, ikke at det er deprimerende læsning, men det er det også, ligesom livet er. Leine er klogere end de fleste, fordi han tør det, skrive sådan her, så tit og så meget.

1.4.13 Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden

Bogen, jeg aldrig selv ville kunne skrive. Men sikke et mesterværk af ulækkerheder. Aldrig har så mange kropsvæsker fyldt så mange siders knaldgod historie, og aldrig har en forfatter kunnet holde næsen så fint i sporet – det er ”bare” en historie om en mand, der rejser ud for at skulle ende med at rejse hjem igen. Som en moderne Lykke-Per, bare med sex og opkast. Og et nærmest kærligt portræt af kolonialiseringens bagsider.

1.8.15 Jørgen Leth: Mine helte

Nu har jeg læst alle hans selvbiografier, og jeg elsker det hele. Denne er fin og lille og let – der er nye navne, han drager frem og ikke mindst gamle kendinge, og han er meget generøs i sin anerkendelse af andre og andres værk. Han virker som en, der må være skøn at blive beundret af, og jeg synes, der er en vis portion næstekærlighed i hans måde at gå til heltene på. Det er ikke skrevet i frøperspektiv, hvilket er meget klædeligt, for Jørgen er stout.

5.8.14 Jørgen Leth: Vi sidder bare her

Du kan læse et helt blogindlæg om teksterne her – her et uddrag: Leth skriver sine tekster, så de virker improviserede, legende let(h)te, som når han skriver erindringer eller sportsdigte. De kommer ud som bouillonterninger, der fungerer som de mest gyldne statusopdateringer.

30.8.13 Hilary Mantel: Wolf Hall

Jeg har junket Wolf Hall og lige nu efterfølgeren Magten. Det har jeg altid gjort: slugt historiske romaner; det er nok noget fra min barndom. Jeg læser ikke så mange krimier, men jeg vil tro, det er den samme trang: Man ved, hvad der sker, og den gode historie er den, hvor man alligevel bliver tryllebundet. De to megatykke, megavindende romaner handler om Henrik d. 8. og hans koner, der har det med at miste hovedet, når der bliver problemer. Det er også et europæisk magtspil – og kampen om kirken. Hun skriver det hele fra siden – fra en undersåt, der kommer til magten. Helt uden mormorstemning, selvom den også beskriver snøreliv osv. Det er simpelthen det bedste mandeportræt, jeg har læst i mange år. Pokkers, for det var meningen, at min egen roman, LAUST, skulle have udfyldt den rolle.

15.9.15 Trude Marstein: Hjem til mig

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Ove er læge, og han kan simpelthen ikke lade være med at være sine koner utro. Kommer der en uimodståelig kvinde forbi ham, så stikker han den ind. Det følger vi fra lige før, han gifter sig første gang, til han går på pension. Måske tænker du, at hans selskab orker du ikke, men Ove er ikke bare en psykopat. Ove er i sine behov. Det er bare det.

15.8.15 Iben Mondrup: Godhavn

En fortælling om at være barn som dansker i Grønland med de fineste små iagttagelser af livet sådan i al almindelighed og så i særdeleshed på Grønland. Jeg synes ikke, det grønlandske fylder så meget, og jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men er man til viden om Grønland, er denne bog ikke sandhedsvidnet, den er blot en af mange personlige fortællinger om det at være fremmed – i landet, i kroppen, i familien. Ville så gerne læse, hvordan det går videre for børnene, for at høre på dem når de bliver store nok til at kunne se tilbage på det, de egentlig var en del af, med voksne ord.

1.10.15 Malene Ravn: Det eneste rigtige

En lille led bog, som er det, vi elsker at kalde et kammerspil. Jeg elsker den. Den er led og tåkrummende og veldrejet og velspillet og sørgelig. Bare sørgelig. Glæder mig sådan til næste skud fra Ravn.

1.3.16 Ane Riel: Harpiks

Ane Riels anden roman er heller ikke en krimi. Hvorfor hun skal kaldes krimiforfatter, fatter jeg ikke; man kalder heller ikke balsam for shampoo, bare fordi det er noget med hår. Harpiks er socialrealisme med et skær af pudsighed, humor, varme og bestemt også en masse mistrøstighed. Om en familie i hundene på en lille ø. Du ved, dem der samler på alt, herunder også affald. De findes. Tak for det portræt.

1.10.16 Robin Rinaldi: Mit vilde år

Meget fascinerende førstehåndsberetning fra en kvinde i et barnløst ægteskab – han vil ikke have børn og er egentlig ikke meget til det der sex, og hun står  midt i livet – skal hun lade sig skille? Skal hun få et barn alene – eller skal hun tage et år, hvor hun ikke bor med sin mand mandag til fredag og kun ser ham i weekenden? Og lever alle sine seksuelle fantasier ud? Det er ikke en historie med en happy ending, hvis din drøm er, at man bliver sammen for evigt, men det er en kvinde, endnu en, som udnytter mulighederne i det post-monogame samfund. Det er godt for Sex. Ligesom Calendar Girl-serien, som jeg kun har læst de tre første af. Sex bliver noget, man kan give sig selv som gourmet-mad og nye støvler. Det bliver en kende mindre skamfuldt og syndigt på denne her måde.

5.6.14 Jacob Rosendal: Formiddagsherskeren

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Rosendal har skrevet en roman, hvor han gerne vil vise, at alle vil iscenesætte sig på nettet for enhver pris, og det er den letteste sag i verden at provokere masserne til alle former for oprør. Bloguniversets følgere er lemminger, der er meget lette at narre, inklusive hovedpersonerne selv. Det synes jeg både er trist og tendentiøst.

1.6.16 Francoise Sagan: Bonjour Tristesse

Den bog. ÅH! Jeg har skrevet en hel lang pressetekst om den – til et andet formål. Du kan finde den her, under juli 2016.

15.1.16 Helen Schulman: Dette skønne liv

New York for fuld udblæsning. Sex And The City har fået børn og mænd. Internetporno eller -udnyttelse. Første verdens problemer. Rigtig godt skrevet, men som jeg også skrev om en anden roman i samme boldgade, Meg Wollitzers Hustruen, så er også denne her kun en mellemgod roman. Meget klassisk amerikansk; de finder en eller anden opskrift, og så kører de bare. Men der er en god sætning, som jeg har taget til mig, da manden i huset tager imod en croissant til et møde, selvom han ikke har lyst men intet kan virke så frastødende på folk som offentlig demonstration af disciplin.

1.1.16 Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Gid hun havde kaldt den noget andet – f.eks. Hr. Hjort, som hun selv omtalte den, da den udkom. For titlen er kunstlet, og det er romanen ikke, til gengæld er det hendes hidtil bedste. Rigtig gode personkarakteristikker, der ender i et Agatha Christie-agtigt opgør på en for os alle ukendt ø ud for Esbjerg. Hun behøver slet ikke det plotdrevne for at levere gode samtidskarakteristikker. Jeg er imponeret over, hvor mange personer, hun kan gøre levende for en, og jeg kan stadig huske alle navnene. Go Girl!

6.11.15 Jens Smærup Sørensen: Feriebørn

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker Smærup. Også i levende live. En herre, der er ældre end mig, og der er mere vidende end mig, og så tåler han at tvivle. Det er et meget stærkt menneskeligt træk. Sådan skriver han også. Så stemningsmættet, så underspillet, så tæt på. Hvis du var vild med Mærkedage, så vil du elske Feriebørn: Denne altruistiske gerning, hvor man sender arme københavnerbørn til opfedning i Jylland i sommerferien. Så uskyldigt det virker, så stærkt bliver det og udslagsgivende for alle impliceredes liv. Smærup kan skrive om uigengældt kærlighed, så man får ondt i hjertet, og så er han eminent til tidsbilleder.

15.12.15 Jan Sonnergaard: Frysende våde vejbaner

Sonnergaard er tilbage i Radiator-form. Sort er det nye sort, vi er i firserne, og vi har at gøre med en afviklingsroman, ikke en udviklingsroman. Inde bag kynismen bor der altid en romantiker, og Sonnergaards fremstilling af de københavnske brokvarterer før gentrificeringen er bestemt romatiserende. Men fortællingen om en forhutlet mand, der slår sig på kærligheden er enkel og stærk og faktisk sine steder bevægende.

1.7.14 Donna Tartt: Stillidsen

Jeg kan ikke udtale navnet på dansk, men jeg kan anbefale den varmt. Sikke en røverhistorie, med en ond hovedperson! Det ses for sjældent. Den er meget, meget lang, og redigeringsfingrene sidder løst, men den lange passus i Las Vegas skal ikke redigeres, for her følger vi minutiøst to teenagere, der overlades til sig selv i et villakvarter uden sjæl men med pool og for mange varmegrader, det er uforglemmeligt.

1.11.14 Jan Thielke: Espegare

Man skal jo læse en bog, som er en nøgleroman over det sted, man bor. Jeg er ikke vokset op i Espegare/Espergærde, men jeg har boet her i 20 år, jeg kender rigtig mange af de gamle espergænsere, og jeg kender ikke mindst forfatteren til bogen – og hans barndomsvenner…. Sådan. Full disclosure. Jeg spurgte faktisk Jan, om han ville have, at jeg skrev om bogen, men han svarede aldrig. Så nu står det bare her. Det er 100% bekendelseslitteratur om at gå fra barn til voksen, fra Køge til Espergærde. ALT er med. Det er Knausgård, der møder Klaus Lynggaard. Så kort kan det skrives om den iøvrigt meget anerkendte lyrikers første forsøg med romanen. Skal man researche om onaniens mysterier, er det lige her, man skal begynde.

15.9.16: Linn Ullmann: De urolige

Jeg får sådan modstand på Se og hør-effekter. Og så har en af mine yndlingsforfattere lavet lige præcis ikke det. Det kendte i denne roman er det du gerne vil kende: om forholdet til en far, der var stor og fraværende. Så smuk og rørende. Og så havde jeg privilegiet af at være til masterclass med hende i december 16. 8 kolleger og hende. Vi har allerede aftalt en reprise.

4.4.15 Maren Uthaug: Og sådan blev det

Det tog lang tid for mig at tage mig sammen til at læse denne her, og jeg tror, jeg havde modstand på, fordi jeg synes, Uthaug er god til at tegne sine striber, og hvis hun nu pillede det indtryk af mig ved at skrive en ikke-lige-så-god-roman, ville jeg blive ked af det. Heldigvis kan hun skrive. Og hun er forsåvidt også morsom her og der, på hendes kendte: Se, jeg har ketchup på kinden-måden, men allermest er det en sørgmodig historie om ikke at høre til og godt vide det inderst inde. Den snyder dig lidt ved at have et geografisk flakkende liv, fra same-verdenen i Norge til Sønderjyllands lokalklaustrofobi, men det handler om at kunne være her, som den man er og være elsket for det. Også for dem med sameblod i årene.

1.3.13 Erik Valeur: Det syvende barn

Så fik jeg den endelig læst, denne flotte debutroman af journalist Erik Valeur. Den er velkomponeret, glimrende plotbåret, den udleverer dygtigt journalister og politikeres til tider uskønne alliancer, og jeg sidder alligevel tilbage og er mest bevæget af forfatterens epilog. Fordi det er jo her, det hele ligger. Det at være blevet bortadopteret – hvilket skrækkeligt ord! Det ikke at føle sig elsket. Den bedste karakter i bogen er kvinden med den vanskabte krop. Bortadoption eller bortamputation? bliver konkret her. Samtlige mænd i romanen er usympatiske. Det kan være skønt og skægt, men det efterlader mig med lidt mismod. Jeg fungerer bedst, når jeg elsker.

15.1.15 Kjell Westö: Luftspejling 38

Nordisk Råds vinder i 2014. En nordmand, der skriver om Finland i mellemkrigstiden. Uh. Men det er ikke uh. Det er en historie af de gode, med hemmeligheder fra fortiden, med nationens skam, der bliver til hovedpersonernes, eller er det omvendt? Og det bliver en personlig dannelseshistorie i rammerne af et Europa i mental opløsning, her lige før anden verdenskrig. Men det er egentlig ikke det bedste. Jeg laver æselører, hver gang, der er et sprogligt raffinement, jeg dør lidt over. Jeg tror, jeg har 100 æselører i denne her roman. Sikke en forfatter.

15.6.15 John Williams: Stoner

Den berømte bog, der var blevet glemt, og nu er blevet til en bestseller. Den er stille, god og fin, men jeg var længe om at komme ind i den, fordi den netop er stille. Til gengæld er der passager, jeg aldrig glemmer, blandt andet en overhaling af en studerende af Stoner himself, som er denne landmandssøn, der rent faktisk bliver til noget i det akademiske verden, og lige da tror jeg, at han tager hævn. Det er mine øjne mest en parforholdroman, der uhyggeligt rammende beskriver kulden mellem hustru og mand.

18.4.14 Jonas Wilmann: Udkantshistorier

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Jeg havde glemt / fortrængt / udslettet fra hukommelsen, at det var horror, jeg sad med. Chokket for mig var derfor stort, da første fortælling ender på en huggeblok med en halv kvinde, den anden halvdel spist. Uak! Det er jo ulækkert og væmmeligt og vikningsfuldt. Resten af bogen var jeg mere opmærksom på, hvor galt det dog kunne gå, og her bagefter – efter rigtig meget menneskeæderi – sidder jeg og tænker på, om det smattede blod-mudder, de dybe knivsstik og hastigheden hvorpå historierne når deres klimaks, overskygger det egentlige projekt: at fortælle noget om hvor skidt det egentlig står til i udkanterne lige nu, særligt når det gælder kulturen.

15.11.15 Meg Wollitzer: Hustruen

Jeg havde hørt så meget godt om denne her bog, lige ned i min tematik; ægteskab, relation, sex eller mangel på samme, kærlighedens svære vilkår i et moderne samfund. Og den er egentlig også god. Og faktisk lidt sjov. Kvinden, den ældre kvinde, der endelig beslutter sig for at forlade sin selvfede mand efter mange, mange år, på vej til en prisoverrækkelse i Finland (hvor det viser sig, at det er hende og ikke ham, der har skrevet de prisvindende bøger). Men denne her er bare kun mellemgod. Meget klassisk amerikansk; de finder en eller anden opskrift, og så kører de bare. Det er der forretning i. Her i huset kalder vi det en Jennifer Aniston-film. God, men kun mellem.

FAGLITTERATUR

14.3.15 Jens Andersen: Denne dag, et liv

Andersens fremragende og vildt prisvindende biografi om Astrid Lindgren, som de fleste skandinavere nok føler har skabet deres barndom – og deres børns. Andersen skriver fantastisk, og gør det igen her, og her er han endelig i mit hjerte dér, hvor han også var med H.C. Andersen biografien, det er simpelthen bevægende læsning at udlægge et menneskes liv, som han gør med sin pen. Lindgren viser sig at være en langt mere bevidst forfatter, end jeg havde troet, og endelig har jeg fundet mig en rollemodel, som så er en, der allerede er væk igen. Håb, tab, sorg, håb. Som en roman af hende selv.

25.10.13 Paul Auster & J.M. Coetzee: Nu og her

Kunsten er gammel men aldrig uvæsentlig: At læse to interessante menneskers breve: Auster er selvhøjtidelig og Coetzee er et fedt menneske, og de er blevet venner i en høj alder. De skriver om porno, sport, stalkere og meget lidt om litteratur. Og så forsøger de at definere venskab, og hvorfor vi synes, det er vigtigt. Den bedste begrundelse er Coetzees. At venskabet kontinuerligt fordrer gensidig beundring. Han citerer faktisk Platon, der mener, at ønsket om at blive æret af vores ligemænd ansporer os til fortræffelighed. Så måske handler det blot om, at vi skal tage os sammen? Det lyder velkendt. Lidt ligesom parforhold. Relationer er stadig ikke noget, der bare er. De skal plejes.

25.4.13 Hans Bonde: Fordi du fortjener det

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Professoren har skrevet en ny bog og han har et citat med mig med. Jeg har egentlig altid fundet ham interessant og befriende anderledes tænkende, og netop derfor har jeg høje forventninger til hans evne til at diskutere netop feminisme. Han rejser vigtige spørgsmål i bogen – om ’ligestilling’ er i fare for at blive synonymt med ’kønsbalance’, og mange af hans pointer er velunderbyggede. Men han har en dagsorden med mig, og det skulle han ikke have haft.

5.12.14 Svend Brinkmann: Stå fast

Jeg skrev et helt blogindlæg om bogen uden at have læst den, så det har jeg nu. Jeg mener faktisk det samme. Så måske kan man godt stole på anmeldelser, interviews, debatter derude! Det er egentlig en vigtig bog – at evne at sætte spørgsmål ved selvrealiseringsdebatten, men den er præcis lige så normativ formanende, som dem han er ude efter. Hvis mantraet i dag er at tage ja-hatten på og mærk efter og alt det hejs, så er Brinkmanns mantra: Det er ikke godt nok, jeg lærer mere om mig selv ved at læse stoikerne og verdenslitteratur, efterfulgt af en namedropping i den korte bog, der gør, at man tænker, han er sponsoreret. Bogen er rystende fuld af DU BURDE. På en måde, som han måske ikke engang selv er klar over.

15.10.16 Svend Brinkmann: Ståsteder

Så skrev Brinkmann den bog, jeg efterlyste, efter jeg havde læst den poppede Stå fast. Her kommer de steder, vi kan stå i livet – og han bliver klog og dyb og unormativ udover det åbenbare ved at skrive, at filosofien kan lære os noget. Dyk ned i sorg, glæde, godhed, kærlighed og alle de andre ståsteder, vi gennemlever i livet og perspektivér.

27.4.15 Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen

Jeg har lyttet de to bøger om Karen Blixens far, og det vil jeg anbefale alle at gøre – også med hans to Dybbøl-bøger – fordi det er Henrik Jandorf, der læser op, og han gør det med fuld skuespiller-ornat, og Dinesen er man nærmest forelsket i efter endt lytning, denne nydelige godsejerofficers alfahan, der så let som ingenting kunne optræde i 20 afsnit i tv-serien Downton Abbey. I bøgerne om Dinesen får vi øjenvidneberetninger fra krigene i Europa i 1800-tallet, og stærkest står sidste borgerkrig i Frankrig i 1871. At Buk-Swienty behersker krigsretorikken til fulde og kan gøre alle slag relevante, vidste jeg. Til gengæld viser det sig, at han også kan skrive og beskrive kærlighedens og ægteskabets væsen på delikateste vis.

1.11.16 Tom Buk-Swienty: Tommy og Tanne

Jeg har en Guilty Pleasure, og det er historiske romaner. Men den er blevet tilfredsstillet, efter Tom Buk-Swienty begyndte at skrive litterær nonfiktion. Det er ligesom, når man har fået en Johan Bülow-lakrids og aldrig mere kan købe en blandet pose Skippermix (løgn). Tom skriver den rigtige vare, og hvis du ikke er til 1864-krigene og nederlagene og heller ikke de efterfølgende mange krige, så bare begynd med Tommy og Tanne: Thomas og Karen. Lillebitte bror og vilde storesøster. De hed Dinesen. Hun kom til at hedde Blixen senere. Der er ting her, du ikke vidste. Og Tom har lovet at skrive mere om Karen. Det er SÅ godt.

15.10.15 Ulrik Dahlin: Autonom pusher mentor

En bog om at komme ud på den anden side. Måske som udgangspunkt altid noget, jeg ikke lige er så vild med, men det er altid sjovt at høre om en ung mands udvikling: først autonom, så pusher og nu mentor. Jeg drømte om, at denne bog ville handle om den vilde tid i 90’erne og det autonome miljø, men så handler den altså mere om Søren Lerche, som han hedder, der altid vælger ekstremerne.Det bliver lidt for meget som et portræt af en mand i stedet for af en tid.

12.9.14 Knirke Egede: Jungledage

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Det er forførende læsning. Egede skriver så vel, at det ligesom bliver bogens største problem. For jeg fortaber mig i de anekdoter, som hun så livligt deler, fra kaffebarejerne fra London, som hun hooker ubesværet op med i begyndelsen, til de meget zoologiske historier fra hendes senere ven, Karsten.

1.6.15 Tomas Espedal: Bergeners

Essays om alting, og jeg bliver suget ind i hans distinkte, personlige udlevering af alt fra skilsmissesamtalen med kvinden til livets større spørgsmål. Han gør stort indtryk, og ligeså gjorde hans tidligere Gå eller som undertitlen siger eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, for det er det, han gør, han æder livet, og det er også svært, ligesom det er.  Fantastisk. Han kan godt bruge lidt for mange litterære henvisninger, som forstyrrer rytmen, jeg ville putte dem i noterne, med mindre han selvfølgelig vil imponere. Det er ok med mig.

11.3.14 Masha Gessen: PUTIN. Manden uden ansigt

Jeg har spurtelæst denne her for at være med i alt det, der lige nu sker i Ukraine. Det er en forfærdelig biografi. Måske er vi for trænede i politikerbiografier, der fremstiller politikeren som et helt menneske, med menneskelige bagsider og se! sådan her er han som familiefar og skolepige. Her får vi forsiden og meget lidt af bagsiden, og det vi kan se er ikke Helle Thorning. Han er grov og plat og unuanceret. Et af den slags mennesker, der er stejle og snu – som om det helt intelligente ikke rigtig slår igennem hos ham. I denne her biografi, der er skrevet af en amerikansk-russisk journalist, får vi alle de skidte detaljer om forfølgelsen af den frie presse i Rusland. Og det er kun blevet værre og farligere.

15.11.16 LS Hilton: Maestra

Først kom Fifty Shades, så kom Calendar-girl og så denne. Hierarkiet her er: Fifty Shades er nuttet, Calendar-girl er lidt mere pornoagtig, men begge har fatale historiefortællingsmangler. Romanen Maestra spiller på fantasien om den lykkelige luder, men hey – her går det faktisk også galt, og det er en liiiiidt bedre historie. Men en gang eller to kildede det faktisk!

1.9.15 Michael Holbek: Linse

Hvorfor læser jeg om hende? Fordi man bliver sgu nødt til at kende sin tid. Man kan ikke bare afskrive den del, man ikke forstår eller nedlader sig til at sætte sig ind i. Det går ikke, hverken som medmenneske eller forfatter, slet ikke som forfatter. Linse er lidt af en farverig person, og jeg håber virkelig, at det er hende, der siger og gør alt det, der står, for hun er noget særligt. Bryder ud af fængslet, laver bordeller, tjener penge, taber penge, redder dyr fra misrøgt og får omarrangeret kroppen. Jeg ved ikke, om jeg forstår hendes bevæggrunde bedre nu, men det er måske også pointen: Jeg kommer aldrig til at forstå Linse, og det gælder nok også den anden vej rundt.

3.11.14 Karl Ove Knausgård: Sjælens Amerika

Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af Knausgård, og hans første udgivelse, denne essaysamling, efter den store frembringelse i de 6 binds selvudlevering skuffer slet ikke. Tematikkerne er her mere strukturerede, og det ligger lige for at fremhæve teksten om lort, eller om redaktørens rolle for teksten, men han er så sært menneskeklog – fra Breivik til Hamsun. Åh! Pyt med at han ikke vil skrive skønlitteratur, hvis bare han bliver ved med at skrive.

1.7.15 Charlotte Langkilde: Bedraget

Den vildeste historie nogensinde om bedrageri i dansk erhvervslivs historie: Nordisk Fjer. Det er så sindssygt det han gjorde, ham Johannes Petersen. Bogen er meget, meget lang, fordi den gerne vil vise, at den er god nok, alt er dokumenterbart, men det er også kedeligt. Jeg ved, den er ved at blive omsat til teater, og det egner den historie sig vel nok til. Mennesker derude, der er psykopater, og så er der Johannes Petersen. Meget dragende og tragisk.

13.9.13 Caitlin Moran: How to Be a Woman

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Hun er anderledes. Hun er nemlig feminist på en måde, som vi ikke kender det her. Hun er på din side. Hun taler, som din bedste veninde gør i hendes bedste øjeblikke. Hun frisætter dig; du må gerne flirte, få en abort uden traume og kunne lide Lady Gaga. Du kan ikke være en forkert feminist. Det er vidunderligt.

1.4.16 Esther Perel: Erotisk intelligens

Hvordan kan vi begære det, vi allerede har? Det er essensen af superstjerne-parterapeuten fra New Yorks snart ti år gamle bestseller: Erotisk intelligens. Det er et godt spørgsmål – og måske et af parforholdets største paradokser: vi vil så gerne være tætte, intime, fortrolige, nære, men når vi står så tæt, så er der ingen bevægelse for at række ud – ingen spænding – ingen erotik? Og så ender det med sex om onsdagen efter træning, hvor vi alligevel går i bad om aftenen, og sex bliver noget, vi siger er hyggeligt. Det er en bog med cases, men det vil være cases, der underbygger første påstand – og det er fint nok. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe guruen i Politikens hus i juni 2016. Det kan du læse mere om på min presse-side. Scroll ned til juni 2016. Hun er Very Pro.

1.12.14 Henrik Qvortrup: Q

Min indre sladdertante gjorde, at jeg bare måtte læse denne. Qvortrup er velskrivende, og jeg har altid ment, at hans politiske analyser duede til noget. Det er en mand, jeg har faglig respekt for. Samtidig er han også en mand, der har taget karrieremæssige valg, jeg bare ikke forstår, og selvom han skriver godt, og det er underholdende læsning, så står jeg tilbage med et selvportræt af en mand, der virkelig er dygtig til at formulere den barre, man skal sætte højt, hvorefter han ikke selv vælger efter den høje barre og beklager det lige bagefter . Sådan en mand kan man kun høre på, når han taler om andre, som i hans analyser. Personligt ville han ende med et cirkelspark.

1.5.13 Morten Sabroe: Kærlighedskrigeren

Jeg elskede den om hans mor, ”Du som er i himlen”. Den han skrev i stedet for den, han var bestilt til at skrive. om Hilary Clinton. Fordi morens dominans og isnende mangel på kærlighedsbevisførelse overskyggede Clinton. ”Kærlighedskrigeren” begynder samme sted. Samme desperate tone, samme voldsomt private og alligevel almengyldige indblik. Om at få en TJEK og alligevel komme ud på en eller anden anden side udne at blive patetisk og gammelmandsbagklog. Hans journalistik plejer at være morsom, præcis og provokerende. Derfor er de her privatessayistiske bøger så vellykkede. ”Kærlighedskrigeren” er noget, man tager med, fordi man elskede ”Du som er i himlen”. Som når man spiser hele lagkagen, også bundene, fordi det begyndte så godt, at man ikke nænner at levne.

1.12.15 Jakob Sheikh: Danmarks børn i hellig krig

En af dem, som alle bør læse. Sheikh er vokset op på lige vilkår med andre unge mænd med både muslimsk og indvandrer baggrund. Nogen af hans barndomsvenner blev syrienkrigere, han blev journalist og nu forfatter. Hvorfor? Hvad radikaliserer? Er der en forklaring? Eller er det vilkårligt, hvem der lader sig hverve? Et vidnesbyrd fra virkeligheden, som vi aldrig rigtig når til at høre om, når vi får nyhederne om ISIS’ rædsler.

24.1.14 Sheryl Sandberg: Lean In

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Det er en underholdende, let læst bog, med en masse gode pointer, som jeg nok skal komme tilbage til, men vi må først lige slå fast, at det er en meget amerikansk bog skrevet fra et meget amerikansk synspunkt, og jeg tvivler lidt på relevansen for vores ligestillingsdebat. Men det er sørmeda en god historie, hun fortæller os. Som Se & Hør for businesssegmentet.

16.10.14 Roberto Saviano: Tag med mig væk

Hvis ikke du kender den italienske journalist, så begynd med hans gennembrudsbog, Gomorra. Den handler så konkret om den italienske mafia, at han siden dens udgivelse har levet som en Rushdie, under jorden og med politibeskyttelse. I denne bog fortæller han i essays om de problematikker, han har behandlet i en række tv-shows. Det er rystende læsning om mafiaens greb om moderne Italien. Jeg bruger det som en anelse research, og ikke mindst fordi jeg har læst bogen, kun små 100 km fra det jordskælv, der kostede mange unge livet, fordi de boede i bygninger opført med mafiaens vandfortyndede beton.

31.05.13 Anna Skyggebjerg: Introvert

Vi skal have flere af denne her slags bøger, der bevæger sig på kanten af selvhjælpsbøger, men som ikke bare bekræfter dig i, at der er noget galt: ”100 måder at forføre din mand på” giver jo kun tanken: ”findes der mere end 1, og er jeg derfor ikke god nok?”. Skyggebjerg sætter dig fri. Hun insisterer på, at vi skal anerkende, at vi er forskellige, og at vi ikke giver plads nok til dem, der ikke kan drible til receptioner, børnebuffeter og gennem overfladesnakken. Særligt varmt skriver hun om forældre med introverte børn; de er ikke generte eller nørder, de er ikke sære men særlige. Og så er hun konkret med ønsker til daginstitutionerne og skolerne om, hvordan man skal behandle introverte børn. Læs evt. også mit blogindlæg her på siden om hvordan det er at være ekstrovert introvert.

1.11.15 Stephanie Surrugue: Ambassadøren

Jeg læste dette portræt af USAs ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, rigtig hurtigt, fordi jeg skulle snakke om den i radioen – P1s Kulturknuserne. Kan man det – lave en bog, mens man er ambassadør? Bliver vi mikrofonholdere for et politiserende diplomati og så videre. Egentlig ikke så interessant, mere interessant er det, hvorfor vi falder for den store, pæne, homoseksuelle ambassadør, som har fået sit eget reality-show. Efter endt læsning er det i hvert fald ikke hans bedrifter eller betragtninger, der gør ham interessant.

15.10.13 Peter Svarre: Den perfekte storm

Nogle gange skal man nørde igennem. Det gør jeg, når det gælder at forstå det her internet. For tit er det sådan, at vi tænker: hvis vi har lagt det ud på internettet, så kan alle se det, men det kan være det hemmeligste sted i hele verden. Hvordan får man besøg på sådan en side her, og hvordan får man edderkopperne til at kravle forbi og knalde ens side ud på Google? Faktisk nørder jeg igennem for min blogfar, alias pressegudinden på mit forlag. Så læser jeg og skriver referater, og så lærer hun mig, hvordan jeg holder op med at lave min pæne blog grim ved et uheld. Denne her bog er mest til virksomheder, men også til sådan nogen enmandsvirksomheder som mig; den fortæller dig det, du godt ved: Du skal blande dig i samtalen ude på nettet, du skal ikke tro, det kommer af sig selv, fordi du har lavet en hjemmeside. Tak for huskeren!

10.12.14 Lars J. Sørensen: Skam. Medført og tillært

Fordi jeg stadig er irriteret over Brinkmann og i det hele taget den lette tilgang til livets svære emner læste jeg en lærebog af en syg klog fætter. Skam-bogen gør ondt på den indsigtsgivende og gode måde. “Skam handler ikke om det, man har gjort, men om den, man er, og herved om at være god nok.” Det er forfatterens egne ord, og det er så vigtigt, at vi kan se det. I os selv, bevares, men også hos andre. Særligt hos andre. Livet handler om Den Anden. Vi er kun til, fordi Den Anden er der. Det handler ikke om at finde den f*** rubin indeni og slutte fred med den. DEN FINDES IKKE!

27.5.14 Heidi Vesterberg: Hvordan jeg kom gennem stress – og blev klogere af det

Du kan læse et helt blogindlæg om bogen her – her et uddrag: Vesterberg har skrevet en perle af en interviewbog om stress, og jeg har tvunget min mand til at læse den. For han er en af DEM. En af dem, der var tæt på selv at ende dér, og ikke mindst en af dem, der ser det i hverdagen – desværre – som leder i en ret så stor virksomhed.

19.11.13 Mich Vraa: Interno

her nævner jeg, at det er forlaget Zetland, fordi det er nyt, spændende og et fedt format
Mich er en af Danmarks bedste oversættere, og i denne her single får vi HELE historien om det pr-hemmelighedskræmmeri, der fandt sted i forbindelse med oversættelse og lancering af den nyeste Dan Brown-roman i maj i 2013. Det er en meget vittig tekst. Selvudleverende og selviscenesættende på en og samme gang, og det er så menneskeligt, at jeg nu synes lidt bedre om Mich Vraa, end jeg gjorde i forvejen. Du bliver fanget; af gyset ved at være bevogtet, mens man arbejder, humoren ved udsmuglingen af manuskriptet i en USBnøgle gemt i en bh, og ikke mindst dramaet ved at blive uvenner med sin opdragsgiver og blive ramt af det, vi ophavsretsindehavere altid kan rammes på: rettighedskrænkelsen.

14.2.15 Louise Zeuthen: Krukke

Biografien om Suzanne Brøgger, som hun stort selv bestilte – selvfølgelig udført efter alle kunstens regler. Åh, hvor jeg elskede den første del med de mange breve mellem hendes første elsker, franskmanden fra Bangkok. Hun er så avanceret og alligevel så jomfruelig erotisk bevidst. En stor kvinde blev skabt af det, tror jeg, og jeg ærgrer mig sådan over, at biografien slutter dér, hvor hun gør alt det, hun ikke ville: Blev gift, fik barn, flyttede på landet. En kvinde med det liv og de holdninger, der kan slå sig ned; det ville jeg så gerne høre hele baggrunden for. Det kommer nok…

Endnu ingen kommentarer

Svar

This Blog will give regular Commentators DoFollow Status. Implemented from IT Blögg