70erne lever stadig, bare med “fuck”

Bøger om piger, der onanerer. Bøger om piger, der er homoseksuelle, bøger om piger, der ikke hører til, bøger om piger, der vil have lov til at være anderledes. Bøger med et “du er ikke alene, og der skal også være plads til dig”. Så kærligt, rummeligt og så meget, meget voksent et udgangspunkt for en ungdomsroman. Som en roman fra 70erne med “fuck”-semantik.

Jeg tror ikke, der findes nogen, der ved mindre om, hvordan det er at være ung, end de voksne, der lige har sluppet alderen. Mig selv inklusive, selvom jeg er midaldrende og rynket og kan finde moderne negermusik for mærkelig. Alligevel får vi/de taletid på hele ungdommens vegne.

Jeg bliver en anelse træt i det, også selvom jeg sætter pris på alt det gode, vi vil vores ungdom, mens vi er så bekymrede for den – på grund af druk, skønhedsidealer, hor, tv, mig-fokus og en anelse for lemfældig omgang med SU’en.

Senest var jeg moderator for et arrangement på Gyldendal, hvor to ungdomsforfattere præsenterede deres værker, Lilja Scherfig og Sanne Søndergaard, og her tog en fra ikke-70er ungdommen til genmæle.

Grønt hår, eliksir og liderlighed

Scherfig har skrevet en hylende morsom cirkusroman. Historien er et klassisk kærlighedstrekantsdrama tilsat stoffer, grønt hår og lede tricks. Men som hun selv ret charmerende sagde: “Ja, jeg vil noget med denne her roman, jeg vil gøre verden bedre!”

Søndergaard har oftest (har kun læst 2 romaner og 1 novelle) en tematik: homoseksualitet, selvmordstrang, liderlighed (og er forbavsende mindre sjov end hendes standup shows, som jeg har skrevet om før). Hun går til stålet, har styr på udtrykkene, og hun virker, som om hun skriver fra et sted, der “godt ved, hvad det vil sige at være anderledes, men hold ud!”

Det kan man godt mærke, når man læser.  Man kalder det “man merkt die Absicht”, et Goethe-citat, som i øvrigt er forkert, men giver mening – altså en historie OM noget – litteraturen SKAL noget. Eller som kort og klogt formuleret: En episk fortælling fortæller ikke om en historie, den fortæller en historie, og ligeledes fortæller den ikke om historiens personer og begivenheder, men fortæller dem” (Rolf Reitan, KRITIK marts 00), som der også står i min og Lise Bidstrups langt mindre kloge bog, Skrivetrang.

Eller for at rygdække yderligere: Pia Juul skriver på det fine sted, Promenaden, helt sikkert som svar på Generation etik-debatten, at har hun et enkelt budskab, f.eks. politisk, så ville hun hellere skrive et læserbrev.

Hvis jeg kom til min redaktør og sagde, at jeg ville skrive en bog OM en homoseksuel, der ikke følte sin plads berettiget i det postmoderne samfund, ville han sige nej tak. Men min hovedperson kan sagtens være homo og fortælle en historie, som er tidstypisk. Åh! Det er svært at forklare, men du ved det, når du ser det.

Uinteressant at skrive om piger, der onanerer?

Lad os tage forfatter Janne Hejgaard. Hun har skrevet en skøn trilogi om Lola. Særligt første bind er “bare” en god historie. Som litteratur skal være for mig. Der er selvfølgelig forfængelige teenagere, overvægtige veninder, for det er tidsmarkører, men det er ikke det, der bærer historien – det er et magisk spor. Det, der gør, at man bliver suget ind og kommer nye steder hen. Hvis jeg læser, at bogen her er om en, der ikke passer ind i gruppen, og nu skal I høre, hvor slemt det er, så bliver jeg ikke overrasket, forundret, forført, og det synes jeg også, ungdommen skal blive, når den læser.

Arrangementet på Gyldendal var krydret med pressechefen fra TV3, som laver Paradise Hotel. Information dækkede det og fangede pointen om, at det handlede om pigers onani, blandt andet, omend han forsøgte at rubricere mig som en, der ikke turde sige ordet. Han ved vist ikke, hvilke nogle FRÆKKE bøger, jeg skriver :), men han forstod, at det ikke var noget, der optog det unge publikum.

Det, som Information ikke dækkede, var delen om Paradise Hotel – hvor kommentarerne blev forudsigelige, bortset fra en ung fyr, som gjorde min dag håbefuld på ungdommens vegne. Han ville ikke spørge om noget, han ville blot kommentere, at han ikke følte sig ødelagt af Paradise Hotel-kropskulturen. Han sagde, frit citeret efter hukommelsen: Jeg er 190 cm, jeg har ingen six pack, kun en skinny pack, og alligevel er det lykkedes mig at rode rundt med naboens datter. 

Det skal nok gå alt sammen. Lad os skrive nogle historier, der forundrer i stedet for bekræfter os. Mig selv inklusive.