36 kjoler

Jeg ved det godt. Det ene, jeg ved er, at jeg bekræfter en fordom om, at hustruer kan købes. Med blomster, diamanter og kjoler. Det andet, jeg ved er, at forhold ikke består af 36 kjoler.

Men de betyder noget.

For de 36 kjoler er alle bestemt af min mand. Jeg har få ting, jeg køber uden hans tilstedeværelse, og jeg har returneret meget, som jeg selv har købt.

Ellers køber han dem selv. Uden link fra mig. Omvendt er det ham, der sender mig links på kjoler, han synes, jeg mangler. Midt i arbejdstiden.

Engang, før internettet, så vi en kjole i Strasbourg. Jeg blev så forelsket. Den var fra Kenzo, og det var en måned før min fødselsdag. Hans bror læste i byen på det tidspunkt, og han fik ham til at sende den til Danmark. Lige netop den, jeg havde prøvet. Den kjole har jeg endnu, selvom den er repareret så mange gange.

Sidste jul købte han en kjole, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Han købte den på nettet, fik den leveret til bror og svigerinde i Danmark, hvor vi skulle holde jul, og min de kom med den, smukt indpakket.

Han jagter veninder med pæne kjoler, uden jeg ved det, bare for at få at vide, hvor hun har købt sin kjole.

Og når jeg står i Nice midt i sommerudsalget, så er det ham, der presser mig til at købe to i stedet for en.

Jeg behøver vel ikke at nævne, at han aldrig tager fejl af størrelsen, eller køber dem for korte, for gennemsigtige, for mærkelige til min krop.

Han er fantastisk.

Jeg elsker ham for det. Måske elsker jeg ham også for noget med værdier og etik, men det er ligemeget. De 36 kjoler fylder mere. Og nye kommer åbenbart stadig til. Nyt, nyt, nyt.