Lotte Garbers

Lasse Marker, vært på Kulturknuserne på P1

Jeg er en stor podcaster, og jeg har været det længe. Jeg mødte en ven på indkøb med “Orientering weekend” i ørerne, og hun var rystet. “Hvordan kan du koncentrere dig om det nu?” Det kan jeg, fordi podcasts distraherer mig væk fra alle de forbistrede rodede tanker, jeg ellers har i hovedet. Uden podcast kører jeg forkert, hører jeg ikke efter, kan ikke fange den ene gode ide, der svømmer derinde mellem alle de virkelig ringe, og med en velproduceret podcast i ørerne slipper jeg for familien og andre forstyrrelser. Her i mit franske eksil kan jeg endda på denne snedige vis stadig holde mig orienteret om, hvad der foregår i Danmark.

Det er virkelig zen for mig, og derfor er jeg sur på det relativt nye program Kulturknuserne på P1, der skal løse, knuse, men ikke diskutere, diverse kulturelle problemstillinger. Det er et dårligt program. Måske savner jeg bare det tidligere Kulturkontoret, der debatterede kulturproblemstillinger - først med Steen Bille som vært og siden Katrine Nyland Sørensen. Men Kulturknuserne er alt for meget positiv tænkning til mig - pakket ind som professionelle løsninger. Det er relativt kompetente folk, de har i studiet, de ved bare ikke så meget om det, de bliver spurgt om - lidt ligesom Smagsdommerne blev kritiseret for, da det begyndte, men problemet dengang var blot, at det var det ENESTE kulturprogram, der diskuterede kultur.

Jeg fik spat i fredags, da gæst (iøvrigt kompetente) Nanna Kalinka Bjerke begyndte sit indlæg med: “det her har jeg ikke så meget forstand på” (om bladhusenes oplagsfald). Men jeg havde fået nok allerede for flere uger siden, da en deltager rask væk fik lov uimodsagt at sige, at “lydbøger har forandret bogmarkedet”. Eller da de diskuterede, at mænd ikke går til lægen. Som om det var kultur. Jo da, men så er alt jo kultur. Det hele er krydret med snæversyn - de diskuterer bl.a. Kinas branding i Danmark uden at forholde sig til Kinas styreform og demokratiopfattelse men allerværst er det nu, at værten også foreslår løsninger, som han godt kan lide at trumfe med til sidst, mens han griner påklistret, som han selv fortæller, at han har lært at gøre på et kursus. Så er stemningen ligesom enormt positiv, ikke?

Kulturproblemer er ofte udtryk for større omvæltninger i samfundet og trangen til at gå P1-spadestikket dybere er pistvæk. Jeg tror, de selv tror, de er orakler, der løser bladhusenes krise, øger musikernes indtjeningsmuligheder og gør det prestigiøst at være folkeskolelærer. Det er simpelthen for meget pseudo. I stedet vender jeg mig til alle de podcasts, som jeg elsker højt:

Mine podcasts

Mennesker og medier - fordi det er kritisk journalistik, som da jeg var barn, og fordi jeg elsker Lasse Jensen

Skønlitteratur på P1 - fordi det er min verden, og det er til tider virkelig velkomponeret

Faglitteratur på P1 - fordi det en gang imellem er min verden, men det kan være meget ujævnt, og en gang imellem kan jeg blive glædelig overrasket

Orientering weekend - fordi jeg ikke kan høre to timers Orientering hver dag, og fordi de er så flinke til altid at have de franske historier med i ugens opsamling

Filmland - fordi jeg ikke går lige så meget i biografen, som jeg gerne ville; det her smager lidt af fisk

P1 Business - fordi jeg engang havde styr på denne her verden og gerne vil have det endnu

Detektor - fordi det simpelthen er et genialt koncept. Mere af det!

Arabiske stemmer - fordi jeg ikke ved nok om så stor en del af verdenen

Elektronista (IKKE P1, men på Radio 24syv og jeg er sur, fordi de har holdt pause siden april) - fordi det lige er lavet til mit teknikniveau

Tidligere har jeg kun svigtet Harddisken, som blev for meget “nøj, det er med robotarme”-til mig. Måske Kulturknuserne skal samme vej.